1
   Det var søndag. Dagen havde altid været en torn i Frans øje, fordi det var en slags liminalfase mellem weekenden og hverdagen. Eksistentielle undertoner lurede i baggrunden og gjorde at han hverken kunne slappe af eller få bestilt noget nyttigt. Frans oplevede dagen som en uventet næve der slog pusten ud af ham. Han blev altid efterladt med en følelse af tomhed. Hvis en bekendt så meget som nævnte ord søndag, så var han altid forberedt med en nedværdigende replik om den sidste dag på ugen. Som en tålmodig huskat, der får øje på en mus og straks får kløerne i den.

Frans sad fraværende og kiggede på TV'et, hvor en dame i sort blazer sikkert sagde noget vigtigt. Han var mere optaget af at læsse den ene efter den anden portion cornflakes fra morgenmadsskålen, ind i sin mund, som knuste hver våde skefuld morgenmad mellem de to lange rækker tænder. I en handling af overdreven dovenhed, lod han opgivende skeen trille ud af sin hånd. Den landede i skålen, med et kort plop, der kortvarigt skabte ringe i mælken. Hvide dråber plaskede op mod hans ansigt. En af dem satte sig køligt i hans venstre øjenbryn. Han sukkede dybt og kiggede op mod det grå vægur, der hang ude i køkkenet, hvis sekundviser sneglede sig tilsyneladende modvilligt mod det næste minut. Klokken var kun niogtyve minutter i ti om morgenen. Det vejede tungt på hans humør som en usynlig byrde, at det ikke var en hvilken som helst anden dag på ugen. Søndag. Det forbandede ord gik igen, inde i hans tanker, som et ekko. Søndag. Hver gentagelse formåede gradvist at rive hans humør mere i trævler end den sidste. Søndag. Ordet var en klinge. Det gik ikke. Han trommede eftertænksomt med sin pegefinger på stolens armlæn. Han måtte ud. Væk fra stuen og den efterhånden sjaskede morgenmad, som knap længere var andet end en gylden grødmasse. Han rejset sig fra stolen og lagde skålen på stuebordet. Solen kom mildt frem over horisonten af mossede hustage. Han kiggede i noget tid ud af sin lejligheds vindu, fra anden sal ned på fortovet. Det ru trægulv knirkede med undrende tone under hans fødder. Han stod og steppede langsomt fra side til side mens han betragtede træerne ude langs vejen. Fuglene fløj livligt omkring med små baskende vinger der i farverige glimt fangede solens matte glans. Det var en slags prokrastination at hans stod der. Ubeslutsumhed. Intet kan kurere en søndag. Det var han klar over. Men en lang morgengåtur kunne måske lindre den i en times tid.

Frans drejede husnøglen i og begav sig tværs over den morgenvåde græsplæne, ud til fortovet. Solen skinnede klart på den åbne blå himmel. Han skar øjne af de hårde stråler med hånden for sine bryn, mens han kort stod og overvejede hvilken retning han skulle gå. Søndag var kommet i behagelig forklædning, tænkte Frans med et skævt smil i mundvigen. Den snigende vind frembar intimt den jordlige duft af nyklippet græs fra en plæne i nabolaget. Stilheden lå et øjeblik tungt over landskabet som en våd klud, kun for i et at blive jaget væk, af et tørt host som anmærkede tilstedeværelsen af en cyklist ude på vejen. En hærdet ældre mand med et vejrbidt ansigt, i en grøn polyester vest der buede om en ølmave. Han cyklede lydløst forbi. Nabolagets små pippende fugle sang som om de havde noget at fejre, hvilket Frans fandt usandsynligt, dagen taget i betragtning. Over taget på et hus længere ned af gaden tronede en række høje graner. En bande af krager havde samlet sig i trætoppene. Deres vrælen var uophørlig og besværgende. Lyden fyldte luften med et slør af forudanelse. Frans fik indtrykket fra kragerne, at deres hæse opråb var et desperat forsøg på at holde noget på afstand. Måske var det skæbnen. For enden af vejen kunne han se en sti som åbenbarede et landskab af træer i distancen. Skoven havde altid være det sted han kunne være i fred for sine problemer. Ligesom dengang han var lille, hvor hans forældre skældte ham ud fordi han tegnede små røde blæksprutter på spisebordet. Han var blevet så oprørt at han stak af i protest. Han havde ikke vidst hvor han var på vej hen, men han endte nede i skoven. Blandt de grønne nåle, fandt han en lille opmuntrende verden isoleret fra dagligdagen, hvor han glemte alt om sure, uretfærdige forældre. Det blev et sted han ofte ville vende tilbage til, i hans barndom, når problemerne hobede sig op, og senere i teenageårende, som et sted til at tænke uforstyrret.

En mild munterhed havde nært omsluttet Frans, havde det ikke været for manden med geværet, som stod lige der, på midten af den tomme vej. Arrige lyde farede ud af mandens vidt åbne mund, og med tænderne blottet i uhæmmet aggression, sigtede han geværet mod et tilsyneladende tilfældigt træ, med hans venstre kind presset ind mod våbenet, hvis afløb, dirrede usikkert på grund af mandens vældige bidskhed. Frans nåede knap at gemme sig bag en bil parkeret op mod fortovet, før skuddet gav et mægtigt smæld. Mandens tunge, ophidsede skridt, skrab mod asfalten. I et forsøg på diskretion lurede Frans fra sit skjul, og så at en krage var faldet ned fra træet. Den lå med spredte vinger på asfalten, i et frosset øjeblik, der aldrig fik sin konklusion. Manden galoperede ind i hus nummer tolv med den døde fugl i hånden. Vredesudbruddene var dulmet til en manisk mumlen. Frans syntes ikke han lignede en kriminel, sådan som han løb der med fuglen ind mod hjertet. Rettere et lille barn klar til at åbne en gave. Frans tog sin telefon frem for at ringe til politiet. Det var først gået op for ham nu at han var bange. Hans hænder sitrede med en ustoppelig energi, der gjorde det svært at trykke på de rigtige knapper. Først efter at have trykket forkert fire gange, lykkedes det ham at indtaste de tre rigtige cifre. Frans rapporterede hvad han havde set og hvor han var. Luften lugtede af krudt og jorden var rød.


2
   Sort bitter nektar strømmede langsomt ud af den dampende kaffemaskine. Søndags vagten var lige begyndt og så var en varm kop kaffe den rette måde at sparke dagen i gear. En kaskaden af kaffe plaskede dæmpet ned i Karolines kop, mens hun kiggede på de grå stolerygge der hang på række op ad kantinens borde. Lugten susede friskt op i hendes næsebor, og var næsten nok i sig selv, til at opfriske hendes dovne morgen hjerne. Den første slurk gav sensationen af kildrende finger, der bevægede sig hastigt fra hendes nakke, gav hende gåsehud hele vejen over ryggen, og til sidst stoppede op ved lårene. Det var hendes lemmers måde i kor at vedtage at nu kunne dagen starte. Karoline begav sig ned af de endeløse grå gange med sin dampende varme kop i hånden. Forbi en ubegribelig mængde lukkede hvide døre. Gangene ville på et tidspunkt, føre til hendes arbejdsbord, med dets mange papirer og skærme. Efter adskillige drejninger, ind af brede døre, så hun sit bord blandt hendes kolleger i deres lyseblå uniformer, hvor de sad og ventede på den næste udrykning, den næste situation at tage hånd om, omgivet af et rod af computerskærme. Hun var på vej derover, da hun fik øje på Niels, der gik den stik modsatte retning. Med en livlig fart var han i direkte kollisionskurs med Karoline, uden overhovedet at bemærke hendes tilstedeværelse. Hans bryn lå tungt over de fastsatte øjne der forblev rettet mod papiret i hans hånd.
   "Godmorgen Niels. Nu må du hellere se dig for, ellers får vi jo et mindre uheld her".
   Hans skridts klapren mod stengulvet ophørte straks med et sidste smæk fra højre skosål, hvorefter han skød øjnene op fra papiret. Hans mine, før dybfrossen i koncentration, smeltede, og blev et let smil. De stive brune øjenbryn kom til live, og hoppede op mod panden i genkendelse. "Åh, undskyld. Det er såmænd bare min passion for papirarbejde der desværre gør mig så uopmærksom", sagde han mens han - uden at kigge ned - viste sin langefinger til papiret, i et vredt stød, som hurtigt blev til en flad hånd igen. De lo begge. Et kort øjeblik stod de og kiggede på hinanden, med intet at sige. Men så afbrød Niels stilheden.
   "Jeg var på Reject i går"
   "Reject? Nå det der nye kunstmuseum du har snakket så meget om". Karoline var ikke synderligt interesseret i kunst, så hun indskød en lille dosis entusiasme i sit tonefald for bare at virke lidt engageret.
   "Ja, du ved, nede på havnen. Det var rigtigt spændende faktisk. Der var en hel udstilling med Max Beckmann, du ved sådan en tysker fra det tidlige tyvende århundrede. Han malede med sådan lidt overdrevne figure vil jeg mene. Lidt dystre og meget rodede scener. Men det var rigtigt interessant! "
   Karoline nikkede uinteresseret. "Det kunne da være jeg skulle ned og set det, engang." Hun kiggede distraheret rundt i lokalet som for at finde en udvej, men fandt kun dybt fokuserede ansigter bag skærme. Så lagde hun mærke til at Niels ikke havde nogen kaffekop i hånden, et særdeles sjældent syn. "Forresten, er du egentlig gået på kaffe faste?" Hun skød ham et sarkastisk blik.
   "Om jeg er på...", han stirrede hende uforstående i øjnene, "på kaffe faste? Næ snarere det omvendte. Hvad har givet dig den idé at jeg ér?"
   "Tjo det er da bare fordi jeg aldrig formår at se dig uden en kop kaffe. Og så står du her, helt kaffe-løs, som en baby uden sin sut nærmest"
   Han scannede rummet og lænede derefter nakken frem fortroligt. Han hviskede til Karoline, "Nu skal du høre - og det har ikke noget at gøre med mit kaffeforbrug - men jeg ved hvem er skyld i at kontorets kaffemaskine er i udu"
   "Du mener da vel ikke at nogen har ødelagt..."
   "Jo! Kaffemaskinen blev ødelagt med vilje. Nu må du ikke fortælle det til nogen. Vel?", han ventede i et øjebliks stilhed en bekræftelse.
   Karoline løftede utålmodigt hænderne. "Ja, ja. Sig nu hvem det er", kom hendes lavmælte hvæsende svar.
   "Det var Johan der gjorde det, med vilje for at det ikke skal være løgn - den skiderik"
   "Hvad? Det mener du ik'." Hun så mistænksomt over mod kontoret hvor hun forventede at se Johan sidde ved sit bord, ud mod vinduet, lænet godt tilbage i kontorstolen med fingrene flettet sammen bag hovedet. I stedet fandt hun en tom stol. "Det må da være et rygte, må det ikke?"
   "Det ville jeg nok også have sagt hvis jeg ikke have hørt det fra manden selv. Du tror mig måske ikke. Men nu skal du bare høre". Han så eftertænksomt til siden, mens han placerede sine hænder på hofterne. "Så i onsdags da kaffemaskinen var gået i udu stod jeg et kort øjeblik og trykke på forskellige knapper, ja du ved, for at se om jeg nu ik' kunne få den til at virke igen. Så kom Johan forbi. Ærligt talt. Jeg fatter virkelig ikke hvad der fik ham til at sige det han sagde. Han må have misforstået mit kropssprog, mit ansigtsudtryk, et eller andet." Han hævede opgivende sine skuldre. "Vi står bare der og så siger han til mig at han ødelagde kaffemaskinen med vilje. Og da jeg så spurgte ham hvorfor i alverden han ville gøre sådan noget, begyndte han bare at grine og gik sin vej. Det var godt nok mystisk skal jeg lige love for".
   "Det lyder mærkeligt". Karoline tog et hurtig sip af sin kaffe og rystede tankefuldt på hovedet. "Nå!", sagde hun brat, som var hun undsluppet en trance. "Vi må hellere kommet til værks".
   "Ja selvfølgelig", istemte Niels.

Tre yderligere mundfulde morgenkaffe var alt hun fik drukket, før der var kald om en mand der havde affyret et gevær på åben gade. Karoline og Niels var på vej i deres patruljevogn inden længe. Manden var blevet set i et almindeligt parcelhuskvarter i forstaden, hvor han med sit våben havde affyret et enkelt skud. Ingen tilskadekomne. Karoline var stadig ikke hundrede procent frisk efter de ringe fire mundfulde koffein. Hun håbede at adrenalinen ville tage over for kaffen. Efter at have passeret hus nummer tolv, hvor gevær manden ifølge opkaldet skulle have skjult sig, parkerede de et par huse længere nede. I nærheden stod mand der havde tilkaldt dem og ventede på dem. Han pegede med stiv arm og småbævrende finger på hus nummer tolv, tydeligvis skræmt fra vid og sans.
   "Han... Derind. Gik derind. Og... han, han skød en fugl og... Og... Så gik han ind i huset". Hans stemme havde en bævrende kvalitet, som en fjeder. Luften var krydret med lugten af krudtrøg, da Karoline og Niels forsigtigt gik op mod huset. I indkørslen fik de frit syn ind gennem et vindu, der skridtvis afslørede manden på den anden side, som så forholdsvis harmløs ud, med ryggen til i en grå polotrøje, travlt optaget af et måltid ved sit spisebord. Karoline gik over til døren, betrygget af hvad hun så, men stadig skeptisk. Tøvende placerede hun sig på husets dørmåtten og så ud af øjenkrogen Niels ved hendes side, som nikkede tilbage bekræftende.
   Hun hamrede tre gange på døren, "Åben op! Det er politiet. Vi vil gerne snakke med dig". De ventede et øjeblik. Periodisk fuglesang og deres kontrollerede åndedræt var de eneste lyde der var at høre. Utålmodighed overtog Niels, som langsomt stak sin næve i vejret som tilløb til at banke på døren. Han fik ikke chancen for at færdiggøre bevægelsen, for døren gik op, næsten lydløst. På den anden side var udløbet af en riffel som pegede på karolines pande.


3
   I dag var en dårlig dag at miste forstanden, tænkte han opgivende, da den uforklarlige lyd gjorde entré i hans trommehinde. Han sad flittigt ved sin stationære computer. Miniaturebilleder af kaffemaskiner sejlede langsomt over skærmen i små ryk, dikteret af musejhulets regelmæssige rul. Maskinerne kom i mange farver, størrelse, typer og prisklasser: Alle parametre der ville være værd at tage op til nærmere eftertanke, hvis bare han kunne samle tankerne. Han spændte armusklerne, med en elektrisk frustrations anstrengelse der løb helt ud i fingerspidserne, og omformede hænderne til kløer, klar til at flå. Koncentration var umuligt, med den lyd i baggrunden. Den neutraliserede alle tanker, og fastholdt ens chokerede opmærksomhed i et jerngreb, som var den en auditiv motor ulykke på åben gade. Hvis bare han kunne ignorere den. Hver gang lyden kom, kunne han overhøre den. Men sidste gang, da den kom frem fra sit skjul - hvor dét end var - var den kommet med dén ekstra dråbe af overbevisning den havde manglet de andre gange, som gjorde at han ikke kunne holde den ude af hans bevidsthed. Lullet ind en slags hypnose, var han gået grassat i køkkenet på hans arbejdsplads. Han var så glad for at ingen havde været der, på det tidspunkt. Konsekvenserne for ikke at overhøre lyden, turde han ikke tænke på, fordi sidste gang, var skyld i at han nu, måtte online shoppe efter en ny kaffemaskine. Han gad ikke at bekymre sig selv med den slags tanker. Han smækkede sine kinder med svirpende slag fra hver hånds fingre, utilfreds over hvor svært han havde det ved at fokusere på skærmen. Han spilede øjnene op, som et intenst modangreb på lydens forførelse, indtil de blev to måbende mælk søer. Alt hans mentale modstand var nyttesløs. Som at stoppe en lastbil i fuld fart på motorvejen, med de bare næver. Han kunne føle lyden snige sig ind på ham. Ind i hans øregange. Den løsnede tålmodigt hans svage grep på den spinkle tråd af selvkontrol han havde tilbage. Der var ikke noget at sammenligne den direkte med. På samme tid, og uden modsigelse, var den som et engle kors helende himmelske harmonier, men også som en dæmon hærs rasende helvedes råb. En religiøs oplevelse nærmest. Men han vidste godt at det alt sammen var hans hjerne der desperat prøvede at genkende, hvor der intet genkendeligt var. Et forvirret sinds forsøg på at sætte orden i kaos. Lyden var genert og glat som en ål. Når han fokuserede på den fik han fornemmelsen af at hans fokus frastødte lyden, som om hans retningssans og lyden var to magnet med den samme pol. Hvor end han troede den kom fra, viste det sig, at den ikke kom fra, som om den aldrig havde været dér. Den havde en slags gennemsigtighed som ikke gav mening som beskrivelse af nogen anden lyd. Men for denne var det den eneste ting der gav mening at sige om den. Var det overhovedet en lyd? Måske havde en spontan mutation skabt et organ i hans krop, i stand til at føle hvad der før var ukendt. Hans venstre hånd søgte rundt på hans ansigt og videre ned af kroppen, efter organet der kunne føle hvad der før lå i mørke, men nu var kendt af ham. Kun ham. Han fandt intet på hans krops ydre, og konkluderede at det måtte være et indvendigt organ. Men videnskabsfolkene vidste ikke besked. Vel? Nej, opdagelsen ville jo være en sensation, og så ville alle snakke om det. I hans mave jublede sommerfuglene i vild ekstatisk dans. Han følte sig stolt og rastløs over hvad han var i besiddelse af. Skulle han åbenbare for hele videnskaben en revolutionær opdagelse? Han så for sit indre øje hvordan de, i deres hvide kitler ville undersøge ham, med diverse apparater, i et forsøg på at finde ud af hvad det var; denne gennemsigtig lyd. Hver gang han gentog "gennemsigtig", i sit hoved, svandt fornemmelsen af korrekthed han havde følt, når han brugte tillægsordet om det han oplevede. Instinktivt begyndte hans fødder at stampe gulvet med tæerne, i et hyperaktivt tempo, som en foruroliget reaktion på at miste grebet om den forståelse han troede han havde. Alt han egentlig kunne sige om det med sikkerhed var at han oplevede det. En lille, ubetydelig nål faldt inde i hans hoved, med en rolig kliren. Alle larmende tanker ophørte straks. Den lille tanke, med sin dramatiske ankomst, havde opnået hele kroppens opmærksomhed. Ramt af nervøs lammelse stivnede også hans tunge på underlæbens overflade, midt i et fugtende strøg. Var lyden - som så, i virkeligheden slet ikke var en lyd - den ubegribelige tomhed, som afsides tid og rum, strakte sig mod ham for at velkomme ham til efterlivets afgrund? Hvordan havde han overset døden, med de kolde ånde i hans nakke, og den skarpe le mod hans strube. Det burde være så åbenlyst. Hvad så nu? Hvis han løftede sit blik fra skærmen, ville han så blive blændet af et himmelsk lys? På computerskærmen vibrerede musens cursor ustoppeligt. Hans hænder kunne ikke falde til ro. Håndryggen vibrerede bævrende fra side til side. Ikke af skræk, men af ren og skær ærefrygtig lykke, over det hellige lys som han forestillede sig nu befandt sig i rummet, lige uden om hans synsfelt, og som måtte være lydens kilde, og derfor være lige så sublim i sin usigelighed.

Hans hektiske hjerte var nær sprunget op af halsen på ham da han skånsomt rejste sig. Stolens ben skrabede hæst mod trægulvet. Med sokkerne plantet solidt på det kølige gulv følte han sig som en nyplantet blomst. Ubodeligt malplaceret på hans eget hjemmekontor, som ikke var virkeligt. Ikke som lyden var. Træbjælkerne buldrede kort men dundrende, under skruppelløse fødder, mens han mistroisk hev sit blik over hvert hjørne af lokalet. Lyden var væk. Alt der var tilbage var en flok kragers vulgære opråb. Ved vinduet endte han tilsidst - efter utallige omgange rundt i værelset - med at stirre fraværende ud mod et træ, ude på den anden side af vejen, overfor hans hus. I den grønne krone sad to små funklende smaragd øjne, sorte, som selveste dødens afgrund. En intuition skød sig anmassende frem i hans brændende bevidsthed, som tvang ham til, begejstret at gynge sin ryg i ret position, mens han nu med friske øjne, så begærende på fuglen. Åh det lille kræ. Så uskyldigt. Men den måtte have set det. Fuglen viste langt mere end den gjorde udtryk for gennem sit uskyldige ydre. Det var han helt sikker på. Hvis den havde sat dér hele tiden, så havde den set hvor lyden var kommet fra. Denne fugl var en skattekiste af skjulte hemmeligheder, og han var nødt til at finde ud af hvad de hemmeligheder var. Han havde brug for sandheden!

Han rev garagedøren op, så den buldrende mod væggen. Jo hurtiger han fik fat i sit våben jo bedre. Den fugl var en skattekiste, og han havde brug for sandheden! Riflen var i stålskabet. Forhastet puttede han en patron i og tonsede ud på vejen med en hundrede meter løbers lange skridt, til træet, hvor fuglen sad så roligt med sine hemmeligheder. Han var nødt til at vide hvad sandheden var! Det kunne ikke vente. Kragen kunne flyve sin vej uden varsel, og så ville det være tabt. Skatten, tabt. Med det ene øje lukket og kinden mod våbnets bagende, tog han sigte. Hemmeligheden, tabt. Sandheden, tabt. Han satte fingeren på aftrækkeren. Kilden, tabt. Gud, tabt!
   Bang!
   Fuglen faldt fra træet som en sort sten kastet ud fra en stejl kløft. Den landede på det morgenvåde græs, klar til at åbenbare sine skatte. Han rystede og spjættede. Han havde svært ved at holde sin begejstring tilbage. I hans hånd lå en skattekiste. En sand skat. Ikke en materiel skat. Han fnøs ved tanken om at man nogensinde kunne kalde guld for en skat. De fjolser havde ikke den fjerneste anelse. Det her var en sand skat. Denne lille sorte fugl. Den var en kiste og inde i den var hemmelighederne. Nu skulle han bare åbne den. I køkkenet gravede han klodset med venstre hånd, i et skab efter en stegepande. Et bjerg af potter og pander væltede ud mod trægulvet, efterfulgt af et øredøvende spektakel. Ligeglad greb han den nærmeste pande og lagde den på det allerede vulkanske komfur. Fra køleskabet tog han en pakke margarine, som han - med den ypperste utålmodighed - pressede en klump ud af med hånden, som blev kastet på panden. Margarinen lød som et voldsomt regnskyl, mens han plukkede fjerene med brutal ophidsethed. De faldt lydløst mod gulvet, hvor de hobede sig op i en sort bunke. Nu lagde han kragen på panden. I et stykke tid stod han over panden og så ned på fuglen, mens dens hvide hud langsomt skiftede farve over den sorte overflade. Den smeltede margarine sprudlede vildt og skød kogende dråber væske op i ansigtet på ham, som han stædigt ignorerede. Om et kort stykke tid kunne han lægge den på en tallerken, og med kniv og gaffel lære sandheden.

Kragen lå nu på hans tallerken. Det kunne ikke vente længere. Han havde brug for sandheden! Gaflen klirrede mod porcelænet da han penetrerede fuglens brystkassen med de fire spidse metal tænder. I et kraftfuldt hug adskillede han tusinde af muskeltråde, så den lille fugl gik i to. Det flød ud. Tallerkenen blev rød. Han stirrede begejstret på væsken, som ikke var blod, men sandheden, i sin reneste form. Han dyppede sin pegefinger. Det gav et sæt i ham. Her var dét han var ude efter. Han følte sig vægtløs, og alt havde mistet sin masse og fasthed, som svævede han over gulvet, upåvirket af tyngdekraften. Små svage glimt af blå trak sig over vindueskarmen igen og igen, hvilket udpinte en følelse af svimmelhed i ham. En hylen kunne høres gennem husets vægge. De havde tændt en sirene til hans ære udenfor. To lange tandrække sprang blændende frem mellem hans læber. Selvfølgelig havde de det. Så alle vidste at noget ekstraordinært tog sted. Men hvad var nu det? Tre bank på døren kom fra entréen. Nej! Sirenen var ikke til hans ære. Han indså at de var kommet for at stjæle fuglen! De ville berøve ham sandheden. Han jamrede arrigt, mens han desperat forsøgte at skære sig en luns kød. Han måtte opleve bare en brøkdel af sandheden, før de kom ind og hamrede hans krop ned mod bordet hvor de ville holde ham fast, med hænderne tvunget op af rygraden, mens de spiste fuglen for øjnene af ham. Endelig fik han skåret et stykke af, som han rystende af gråd, dyppede i den blodige tallerken. Med glubskhed, en hungrende grizzlybjørn værdig, stak han kødet ind i munden og blottede tænderne i et kød smaskende smil. Tårerne strømmede ned på hans spilede læber. Det her var hvad han havde ventet på. Han kunne mærke det. Han kunne virkelig, mærke det! I en pludselig hoveddrejning, stirrede han forarget på døren. Men hvad med dem udenfor? Banditterne. Røverne. Tyvende. Uden yderligere tøven tog han sin riffel med ud til husdøren. Han var klar på aftrækkeren, da han fejede døren op. Der stod to politibetjente, med svagt familiære ansigter. Men det var lige meget hvem de var.
   Klik.
   Geværet var løbet tør for patroner. De stod alle tre og stirrede forbløffet. Forstenede øjne så ind i forstenede øjne. Verden havde mistet balancen, men i et fandt den sit fodfæste igen. Den mandlige politibetjent sprang frem i en hård tackling. Det var Niels nede fra stationen! Ru fliser sve brændende mod kinden, da han udstrakt blev tvunget ned til jorden.
   "Hvad fanden er det du går og laver Johan. Først skyder du en fugl og nu prøver du at dræbe Karoline. Er du helt fra forstanden eller hvad?", råbte Niels, mens han gave Johan håndjern på. De førte ham ud af indkørslen, med hård hånd. Ude på vejen stod manden der havde tilkaldt politiet.
   "Er det her din gerningsmand?", spurgte Karoline med et lette smil og pegede på Johan.
   "Ja, det er ham".
   De føre Johan videre i håndjern og bagved kunne han høre manden mumle vredladent for sig selv, "Fucking søndag!"