Det havde øsregnet en time, men nu brød solen frem. Jeg satte Beethovens Pastoralesymfoni på. Den passede lige. Jeg åbnede verandadørene, og den friske luft med alle havens dufte strømmede ind. Fuglene kvidrede nærmest hysterisk. Herligt, herligt!
På terrassen står der en hvid spand. Finn bruger den når han vander blomsterne. Det behøver han ikke at gøre i dag. Efter regnen havde der samlet sig en del vand i den og nogle insekter lå deri. Der var også en druknet humlebi. Oven på den sad en anden pjaskvåd humlebi. Den var vel faldet i vandet lige som den første, og havde da ikke klaret at komme op ad spandens glatte, stejle sider, men havde reddet sig op på sin døde artsfælle. Det var dog en stakket frist, for hvor længe kunne den holde sig der? Den sad stadig halvt i vand og vingerne var våde, så den kunne ikke lette.
Jeg fulgte dramaet med gru. Så stak jeg en pind ned til den, som den kravlede over på, og jeg tog den op og satte den ned i græsset. Mon den undrede sig over, hvad det var for en overnaturlig magt, der greb ind og reddede den. - Den sad en tid og sundede sig, men begyndte så at kravle rundt på må og få. Den var stadig meget våd, og vingerne lå krydsede på ryggen på en underlig måde, så jeg troede ikke på, at den kunne overleve.
Jeg blev et øjeblik optaget af noget andet, men da jeg igen koncentrerede mig om den så jeg, at vingerne lå rigtigt, og så kravlede den op ad et strå - og pludselig lettede den og fløj væk.
Og jeg var glad.