Det var en kold og stormfuld nat.
   Jeg ved naturligvis, at det er en slidt, litterær frase, men det var det altså. Helt nat var det dog ikke, kun omkring klokken otte om aftenen, men det var i slutningen af november og så mørkt, at jeg knapt kunne se hvor jeg gik. Men jeg havde gået denne vej til sommerhuset så mange gange før, at jeg kunne gå den i blinde. En gang imellem blev vejen pludselig oplyst af billygter, en bil susede forbi, og jeg måtte trække ud i vejkanten - og straks efter var det mere mørkt end før. Vinden hujede i trætoppene, den kom i voldsomme stød, men jeg gik i forholdsvis læ, da skoven var tæt i vindsiden. Jeg vandrede roligt videre, men det gav dog nogle sæt i mig, når der lød brag, som af kæmper der sukkede og segnede.
   Jeg skulle være nogle dage alene i sommerhuset. Finn, min ven, skulle først komme en uge senere. Planen var, at vi skulle være der hele december, jul og nytår over, fjernt fra storbyens larm. Så nu fik jeg stormens larm i stedet. Det foruroligede mig ikke, skønt det ind imellem lød som jordens undergang.
   Naturligvis burde jeg have bestilt en taxi fra rutebilstationen, men det havde jeg ikke tænkt på derhjemme. Så måtte jeg gå den halve time ud til sommerhusområdet.
   Jeg var ganske nær huset, da en hvid dæmon skød ud af mørket, ramlede imod mine ben, hvæsede, og forsvandt igen. Det gik så hurtigt, at jeg ikke engang nåede at blive forskrækket, men jeg blev dog stående lidt med bankende hjerte.
   Jeg låste mig ind i huset. Alt, også vort smårod, stod som vi havde efterladt det er par måneder tidligere. Der var koldt og klamt, og jeg fik hurtigt ild i kakkelovnen. Finn havde lagt papir og pindebrænde parat, så det var lige at sætte en tændstik til. - Den første nat ville jeg sove i stuen, for det tog altid tid at gennemvarme huset. Jeg trak gardinerne for de mørke vinduer. Det gjorde vi ikke altid, men nu følte jeg trang til at pakke mig ind mod stormen, mod kulden og mørket, og nu lukkede huset sig om sig selv og om mig. Jeg kom til at tænke på en strofe af en gammel religiøs sang:

Hør hvor det stormer derude.
   Her er der fredfuldt og tyst.

Jeg kunne jo stadig høre stormen, ja, i nogle stød var det som om huset rystede, og på et tidspunkt lød der et brag, som forskrækkede mig, og vinduerne klirrede. Men så var det som om stormen stilnede, eller den drog videre for at hærge andre steder. Freden sænkede sig. Jeg smurte et stykke mad og lavede en kande te, og satte mig godt tilrette i sofaen med et tæppe om mig, en god bog og en Mozart-symfoni i radioen. - Der faldt jeg i søvn og vågnede ud på natten ved at jeg frøs. Jeg fik lagt mere på kakkelovnen, fandt sengetøjet frem og gik rigtigt i seng. Der var nu stille, selvom jeg stadig kunne høre stormen som en fjern knurren.
   Næste morgen var jeg ude at bese skaderne efter stormen. De var omfattende, men ikke særlig alvorlige. Grene og kviste lå spredt ud over vores tilgroede og i forvejen temmelig rodede - men dejlige have. Værst var det med et træ, der var væltet ned over huset. Ingen større skade var dog sket. Et par tagplader var blevet lidt takkede i kanten. De måtte nok udskiftes. Det ville blive besværligt at få det træ fjernet, men det måtte Finn klare med sin motorsav, når han kom.
   Nede bagerst i haven var et træ væltet ned over vort faldefærdige brændeskur - som dog ikke var faldet. Roden og toppen af træet var brækket af, så nu lå stammen lige så fint og balancerede på taget. Det ville blive et helt kunststykke, at få den ned.
   I dagene efter stormen blev vejret højt og klart, luften var kold og frisk, herlig at indånde. Det var som om stormen havde renset op i hele landet. - I radioen blev der talt om store stormskader her og der, og da jeg tog cyklen og kørte lidt omkring, så jeg hvordan træerne var væltet i skovene. - Om nætterne var det stjerneklart på en måde jeg aldrig havde set i byen, og jeg prøvede at huske stjernebillederne fra min barnelærdom. Cassiopeia og Karlsvognen og Nordstjernen kunne jeg genkende.
   Jeg har ikke noget imod, at være alene i sommerhuset i perioder. Jeg får læst og skrevet en masse. Det gør jeg da også, når Finn er der, men der er noget særligt ved den store stilhed, hvor de eneste lyde er smådyr og fugle der pusler og ilden der knitrer i ovnen, og jeg ved, at der ikke findes et menneske i miles omkreds. Det gør der nu nok alligevel, der er ikke så langt til de andre sommerhuse, men i vintertiden ser man sjældent et menneske der.
   En sen aften sad jeg og skrev, mørket stod tæt på ruderne, og jeg gled ind i min egen verden af inspiration. Men på et tidspunkt så jeg op fra papiret og stivnede. Uden for glasdøren til verandaen stod en kvinde og trykkede ansigtet fladt imod ruden. Hun var kraftig og helt klædt i hvidt, jeg så hende klart på baggrund af mørket. Jeg var lammet og stirrede på hende og hun stirrede ind på mig. Så rejste jeg mig brat, for at gå hen at åbne døren, men da trak hun sig tilbage i mørket. Da jeg fik døren op, var hun væk, men jeg så et hvidt glimt mellem træerne.

Finn ankom, og vi gik i gang med at rydde op efter stormen, og han fik savet træet der stadig stod lænet op ad huset ned. Ellers skete der intet, bortset fra en uskyldig episode. Jeg sad igen en aften og skrev, Finn var gået i seng. Pludselig blev jeg grebet af en angst, som den aften med damen, men det var ikke damen der stod uden for verandadøren, men en hvid kat. Den stod bare der og så ind med sine store øjne, og jeg blev næsten mere skræmt af den end af damen, og kom med et udbrud. Men det var jo bare en pæn kat med halsbånd, og jeg kom til at le. Jeg gik hen for at lukke den ind, men da var den væk. Finn kom ind og rev sig søvndrukkent i håret og spurgte: "Hvad sker der?" Jeg fortalte om katten, og nu også om den hvide dame. Med sin evne til at få tingene bragt ned på jorden sagde han: "Det må jo være en sindssyg person fra et af de andre sommerhuse." Og det var det selvfølgelig.
   Vi så ikke mere til damen, men katten så vi tit. Det var ikke så mærkeligt. Der var flere katte der strejfede om i området. Men denne kom tit tæt på huset, og en dag jeg havde ladet døren stå åben, gik den ind, men da jeg så kom ind, ville den ud igen. Vi prøvede at sætte mad frem til den, men det rørte den ikke.
   Ellers skete der intet, men vi fik da ryddet op efter stormen. Det gamle brændeskur var endelig faldet sammen, og Finn gik i gang med at bygge carporten - som vi ikke brugte, da vi ikke havde nogen bil - om til et nyt brændeskur, og det blev fyldt godt op. Flere af de smukkeste træer var faldet, men haven blev lysere, og det var en fryd at se, at der var brænde til kakkelovnen flere vintre.
   Til jul gik vi i kirke, men det var vist også den eneste kontakt vi havde til andre i området. Lidt ud i januar tog vi tilbage til byen.

Vi var derovre igen til påske. Det var så småt ved at blive forår, de tidlige buske fik grønne museører, og forårsblomsterne myldrede frem. Vejret skiftede mellem klart solskin og gråvejr og regn, og luften var skiftevis lun og iskold. Finn havde sat løg til tulipaner og påskeliljer på må og få rundt omkring. De fleste var blevet ædt af mosegrisen, men han kom alligevel begejstret og viste, at nogen faktisk var begyndt at komme op.
   Jeg skulle ønske, jeg kunne sige, at jeg havde glemt alt om den hvide dame, men det havde jeg ikke. Tanken om hende sad stadig som en lille angst i mig, og jeg trak gardinerne for, når jeg om aftenen sad og læste og skrev. I mit hoved satte jeg hende i forbindelse med katten, som stadig strejfede om i nærheden. Når jeg traf personer i omegnen forhørte jeg mig forsigtigt, men ingen kendte til en hvid dame, som gik og så ind ad folks vinduer.
   Men så en dag i Brugsen så jeg hende. Det vil sige, var det nu også hende? Damen var ikke klædt i hvidt, men i en almindelig brun frakke, og så ud som en almindelig husmor på indkøb - hvad hun vel også var. Jeg må vel have gloet lidt for meget på hende, for da vore indkøbsvogne på et tidspunkt kom nær til hinanden, henvendte hun sig til mig med et smil, og sagde: "Kender vi hinanden?"
   Jeg blev flov og forvirret, men fik dog svaret: "Nej, det tror jeg ikke. Men du minder meget om en anden, jeg har set for nylig. Har du måske en søster?"
   "Nej, det har jeg ikke," svarede hun venligt, men også afvisende. "Det vil sige, det har jeg faktisk, men hun bor i Tyskland. Har du været i Tyskland for nylig?"
   "Næh, det har jeg ikke," sagde jeg.
   Hun blev stående, og syntes at falde i tanker. Det virkede som om, hun gerne ville snakke. "Jeg har ikke set hende i mange år," sagde hun, "men jeg har tænkt meget på hende i det sidste."
   Vi skiltes med nogle almindelige høfligheder. Jeg sagde ikke noget til Finn om damen i Brugsen. Jeg havde fornemmelsen af at fantasien løb af med mig. Nu blandede jeg den hvide dame, katten, og damen i Brugsen sammen. Det hele syntes at glide fra virkeligheden over i fantasier, og jeg havde det ikke godt med det.

Sommerhuset havde været vort tilflugtssted i efterhånden mange år, det var vort paradis. Ingen tv, computer eller telefon - nåja, de senere år en mobiltelefon, som sjældent blev brugt. Vi fandt huset, da vi besøgte venner, som selv havde sommerhus i området. Det havde da stået tomt en hel del år. Huset var noget forsømt, men ellers i orden, og haven bar stadig præg af, at have været nydeligt anlagt, skønt den nu var godt tilgroet. Huset blev ordnet, men haven fik lov til at vokse vildt, bortset fra at Finn elskede at rode i den, fælde og plante træer, og gøre spredte forsøg på at dyrke roser. Jeg selv havde for det meste nok i mine bøger og papirer.

Vi tog derover igen sidst i maj, jeg igen nogle dage før Finn. Det var fint vejr da jeg tog hjemmefra, men det trak op, og jeg var bange for, at det skulle blive en storm som i november. Så slemt blev det dog ikke.
   Da jeg kom ned ad bakken ved huset, så jeg, at den hvide kat lå i vejkanten, sikkert dræbt af en bil. Jeg samlede den op og tog den med ind. Jeg lagde den på bordet og undersøgte den, men der var intet blod og ingen synlige skrammer. Det måtte være sket for nylig, for den var stadig varm. Jeg tog dens halsbånd af. Der stod et telefonnummer, og det ringede jeg op.
   En dame svarede, og jeg fortalte, at jeg havde hendes kat og omstændighederne.
   "Åh nej!" svarede hun, "ikke Pussy! Jeg kommer straks."
   Et kvarter senere var hun der. Jeg blev ikke engang forbavset over, at det var damen fra Brugsen. Hun hilste ikke engang, men gik lige hen til bordet, hvor katten stadig lå. Hun stod lidt og strøg den over pelsen. Så vendte hun sig mod mig og sagde: "Undskyld jeg er så uhøflig. Det var pænt af dig at ringe - men jeg er så oprørt af flere grunde.
   "Sæt dig, så får du en kop kaffe," sagde jeg, og hun satte sig i en lænestol med katten på skødet.
   Da jeg kom ind fra køkkenet sad hun og så sig om. Hun smilede til mig og sagde: "Tænk at du bor her. Det er mine forældre der byggede dette hus. Min søster og jeg er praktisk talt vokset op her, selvom vi ellers boede inde i byen."
   Hun drak lidt af kaffen, så ud ad vinduet og kom til at smile. "Min far ville have korset sig, hvis han havde set haven nu."
   "Nåja," sagde jeg, "vi kan godt lide højt græs og vilde vækster."
   Hun sad længe i sine egne tanker, og jeg gik rundt i stuen og ordnede med nogle ting og lod hende være. Så vågnede hun ligesom op, så på mig og sagde: "I dag hører huset til de beskedne i sammenligning med de villaer der efterhånden bygges og stadig kaldes sommerhuse, men for os var det er slot og haven et paradis."
   "Det er det skam stadig for os," sagde jeg.
   "Åh ja," sagde hun og så glad ud. "Hvor er det dejligt, at nogen stadig ser det sådan".
   Hun holdt igen en pause, og sagde så brat: "Hvor er legehuset?"
   "Hvilket legehus?"
   "Min far byggede et legehus til os. Det stod der lige neden for terrassen."
   "Nåja, nu husker jeg der," svarede jeg. "Det stod der stadig, da vi flyttede ind. Vi ville flytte det over i skovkanten, men så faldt det fra hinanden."
   Hun sukkede. "Nåja, alt forsvinder, tiden æder det op. - Vi legede der, jeg og min søster. Vi og vore katte."
   "Hvide katte?" spurgte jeg.
   "Næh, de var vist ikke hvide." Hun kastede et blik på katten på sit skød. "Det husker jeg ikke. - Jo, for resten, der var en. Den var min søsters egen kat, det vil sige, det blev den. Den blev syg som killing, den fik noget betændelse i poterne, og far ville aflive den. Men hun bad for den, og uden at nogen vidste det, gik hun ind til landsbyen med den til en dyrlæge. Han rådede hende også til at få den aflivet, men da hun så græd, gav han hende noget salve. Og mor syede små sokker, som den fik på. Den blev rask, men dens poter var lidt forkrøblede, men så kunne den ikke fange fugle, og det var vi godt tilfreds med. - Min søster kunne gå rundt med den på skulderen."
   Hun lo glad, men blev så pludselig alvorlig.
   "Man bliver jo voksen, og vi blev uvenner, jeg og min søster. Jeg husker såmænd knap over hvad." Hun tænkte lidt, og sagde så: "Jo, jeg husker det, men også det æder tiden. Set på afstand var det bagateller. Men disse bagateller skilte os. Da vore forældre døde, blev sommerhuset solgt. Måske var vi vokset fra det, men det rummede også for mange minder. Og de som købte huset brugte det næsten ikke. - Min søster giftede sig og flyttede til Tyskland, og i mange år havde vi ingen forbindelse. Men så sidste efterår, lige før den store storm, fik jeg brev fra hende, og vi begyndte at skrive sammen. Det var meningen, at hun skulle komme hjem til sommer."
   Hun sank hen i sine tanker, tog et lommetørklæde frem og tørrede sine øjne.
   Hun rystede på hovedet og sagde langsomt: "Det er så underligt. Da du ringede om Pussy, var jeg netop blevet ringet op fra Tyskland. Min søster var omkommet i en trafikulykke."
   Hun tav og blev siddende stille og se ud ad vinduet, ud i det fjerne, men vist nok uden at se noget, mens hun strøg blidt over den døde kats pels.