Der var intet mærkeligt ved Edgar, da han blev født eller de to første år af hans liv. Han var en køn og stilfærdig dreng, og der var meget få af de problemer, der ofte følger med spædbørn. Det havde forældrene heller ikke ventet. De var selv stilfærdige mennesker, der levede deres rolige liv efter en høj standard. Han var direktør i et større firma, og hun var ... ja, hun var direktørfrue med de sociale pligter det medførte. Et par gange om året holdt de beskedne, men smukke selskaber i deres villa i Hellerup, og blev så selv inviteret ud. Ja, en gang havde de været til middag hos en af prinserne.
   Det var et udmærket hjem at blive født og vokse op i, intet manglede. Til at passe Edgar blev ansat en ung pige, Karen, og hun kom til at følge ham og broren, som kom til senere, det meste af livet.
   Derek blev så født to år senere, og det var en væsentlig forandring. Den var knap mærkbar fra begyndelsen, og livet i huset fortsatte som om intet var hændt.
   Forældrene var jo stadig forholdsvis unge mennesker - i trediverne, men blev almindeligvis betragtet som meget ældre, og sådan så de vist også sig selv. Det forbløffede nogen, at dette statelige par havde to små børn. Frække fyre der traf dem i selskabslivet havde deres sjov med spekulationer om, hvordan de havde båret sig ad med at få dem. - Storken, naturligvis. Endelig et tilfælde hvor historien med storken var mere sandsynlig end den naturlige.
   Nå, storken eller ej, med Dereks fødsel var et bånd blevet knyttet, som ikke ville blive løst i en livstid. To menneskers livstid, Edgars og Dereks.
   Edgar var meget interesseret i den lille nye. Han kunne stå ganske stille i lang tid ved vuggen og betragte barnet, og forsigtigt stikke en finger ned til ham. Og da den lille en dag pludselig smilede og rakte en hånd op mod ham, gav det et gib i Edgar og han blev rød i hovedet. Og til Karen udbrød han: "Han kender mig, Karen, så du det, han kender mig."
   Det udviklede sig, så han efterhånden nærmest betragtede barnet som sin private ejendom. Kun Karen kunne få lov til at tage sig af ham, og han fulgte livligt med, når den lille blev badet, skiftet og madet. Forældrene blev mødt med protester, når de nærmede sig. Det syntes de var meget sødt, og de lo ad det. Men lidt skræmte var de nu også over drengens stærke reaktioner.
   Da drengene blev lidt større, slæbte Edgar lillebroren med sig over alt, også uden for huset. Kammeraterne, som de dog fik efterhånden, så dem sjældent hver for sig, og hvis de gjorde, virkede det forkert.
   Skolen måtte Edgar nødvendigvis begynde på før Derek, men det var ikke heldigt, for han vantrivedes, var ukoncentreret og forsømte meget. Han kunne finde på, at afbryde midt i en time og løbe hjem. Da forældrene spurgte, hvorfor han gjorde det, svarede han ikke, men til Karen sagde han: "Jeg vidste jo ikke hvordan Derek havde det eller hvad han lavede." - Så blev det opgivet, han blev taget ud af skolen og begyndte igen året efter sammen med Derek. - Og nu var der ikke noget i vejen, og de blev mønsterelever.
   Problemet med dem - hvis det da var et problem, det var det ikke for dem selv - så var det, at de ikke sluttede sig til andre. Vel fik de kammerater, men det var på en mærkelig distanceret måde. Skal man beskrive deres forhold til kammeraterne, så må det blive med ordet høflighed. Egentlig var de vellidt, men ikke populære. Fortrolige venner havde de ikke. - De havde nok i sig selv og hinanden.
   En observant pædagog iagttog brødrene gennem et stykke tid og konkluderede, at forholdet var usundt og fik gennemført, at de blev adskilt og Derek blev overført til en parallelklasse. Virkningen var dog anderledes end han havde regnet med. Fra den dag Derek blev flyttet faldt drengenes præstationer. Fra at være mønsterelever blev de nu deres respektive klassers urocenter, og det kom så vidt, at de nær var blevet bortvist fra skolen. Men en lærer som kendte drengene, talte med store bogstaver på lærerværelset og over for rektor, og han fik Derek flyttet tilbage til den gamle klasse. Derefter faldt alt på plads og freden blev genoprettet.
   Derhjemme havde de fælles værelse. En sen aften, efter at alle havde trukket sig tilbage, kom moren i tanker om en besked hun skulle give drengene, så hun gik til deres værelse, bankede let på døren og gik ind. Hvad hun så kan ikke fortælles, men hun blev stående stiv et helt minut, og fik ikke sagt et ord. Så drejede hun om og forlod værelset og gik med stive skridt hen ad gangen og ned ad trappen. Det ville være forkert at sige, at hendes hår stod lodret på hovedet, det lå i nydelige, blånende bølger om hendes hoved, uden at blive påvirket af situationen.
   I stuen var drengenes far, og de førte en lang hviskende samtale. Hvorfor de hviskede er uvist, da der ikke var nogen i huset til at høre dem, men situationen krævede det altså. - Og dagen efter, mens drengene var i skole, sørgede faren for, at endnu et værelse blev gjort i stand, og da drengene kom hjem, meddelte han dem, at Edgar skulle flytte der hen, og at de ikke mere skulle sove sammen. Meddelelsen blev af drengene mødt med tavshed.
   Men sent om aftenen mødte han Edgar i pyjamas på vej til Dereks værelse. Han standsede ham og protesterede vredt, men Edgar vendte sig stilfærdigt mod ham og sagde lavmælt: "Jeg sover i nat - og hver nat - hos Derek." - Hvorpå han gik ind og lukkede døren. Faren stod tilbage stum og hjælpeløs, det strenge og bestemte sivede ud af ham. Der var intet at gøre.
   Dagene og nætterne gik uden at noget ændrede sig, og da drengene ellers var eksemplariske, foretrak forældrene at lukke øjnene og affinde sig. Eneste forandring der kom ud af det var, at drengene nu disponerede over to værelser i huset.
   Nu kan man vel få det indtryk, at de to drenge var meget ens, eller at Derek var domineret af sin storebror, men ingen af delene er rigtigt. De var begge kønne drenge, men Edgar var mørk og Derek lys. Edgar var høj og lidt bastant af skikkelse, og Derek var lille, spinkel og væver. Man kan vel nok sige, at Edgar var dominerende alene i kraft af at han var den ældste, men han var også af natur bestemt og målrettet. Derek var mere livlig og impulsiv, men han vidste godt selv, hvad han ville og ikke ville.
   Naturligvis påvirkede de hinanden hele tiden og i et og alt. Hvis den ene dominerede den anden, så var det ikke noget de selv vidste eller lagde vægt på. - Det kom til at præge deres liv og karriere, at man nærmest betragtede dem som én person. Talte man den ene om noget, kunne man være sikker på, at den anden vidste om det. Det var som om deres hjerner var forbundne, så den ene uden videre vidste, hvad den anden tænkte og besluttede. Sådan var det i skoletiden og i hele deres karriere.
   Årene gik og der skete ikke meget der er værd at fortælle, selv om der skete en hel del for dem personligt. De fuldførte deres uddannelse på universitetet og arkitektskolen. Hvorfor de valgte at gå arkitektvejen er uklart, men valget var klogt, for det viste sig, at de havde overordentlige evner. Det viste sig allerede i arkitektskolen, hvor de fik høje udmærkelser i opgaver de blev stillet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at når de arbejdede sammen nåede de langt, men fik de individuelle opgaver lå de faktisk under gennemsnittet.
   Styrken i deres samarbejde kom også frem i det lille arkitektfirma, hvor de fik beskedne stillinger, men som de førte frem til stadig større succes. Det skræmte imidlertid ejerne af firmaet, så de mødte interne hindringer i deres arbejde. Så efter et par år forlod de firmaet og grundlagde deres egen tegnestue, og de blev nogle af landets yngste virksomhedsledere.
   Deres personlige indbyrdes afhængighed blev efterhånden mere elastisk. Det var ikke mere så vigtigt, at den anden var fysisk nærværende. Faktisk var deres enhed lige stærk om de befandt sig i samme hus eller på hver sin side af jordkloden. De rejste en del, dels sammen og dels hver for sig. De rejste i Europa og Amerika, både nord og syd, og de kom endda til Australien. Over alt sugede de indtryk til sig. Deres firma fik medvind, dels fordi det de lavede simpelthen havde høj kvalitet, og dels fordi der var brug for deres kunst på grund af genopbygningen efter første verdenskrig.
   De giftede sig. Her kunne det være interessant at fortælle, at de giftede sig med et par søstre, eller endda tvillingesøstre, men det var ikke tilfældet. Det var måske nok en fælles beslutning at, nu skulle de giftes, men pigerne mødte de hver for sig på ganske normal vis.
   De havde overtaget deres barndomshjem, som de delvis ombyggede. De fik købt naboejendommen, for at få plads til udvidelser. Der blev bygget et lille hus til forældrene, og et anneks til deres tegnestue og hvor der også var værelser til tjenestefolkene. Karen, deres barnepige, som havde fulgt dem gennem alle omskiftelser, havde giftet sig med gartneren, og de havde også deres lejlighed der. Hun fungerede nu som husholderske.
   Hovedbygningen blev indrettet med to lejligheder, Edgar i stuen og Derek på første sal.
   I 1937 fik de et særligt besøg. Så vidt vides besøgte Tysklands rigskansler, Adolph Hitler, Danmark kun én gang, og det besøg gik til brødrenes ateliér. Han havde store byggeplaner, og til det ville han gerne involvere brødrene. Han kom inkognito uden følge, bortset fra en sekretær. Han blev mødt køligt, men høfligt.
   Han blev til middag hos dem. Brødrene ville gerne have holdt mødet på det forretningsmæssige plan. De ville have holdt deres hustruer udenfor, men de insisterede på at møde den store mand, og Hitler viste sig fra sin mest charmerende side, så alt i alt blev besøget vellykket, også professionelt.
   Og dog, måske mindre vellykket professionelt, for ganske vist byggede de en ministerialbygning i Berlin, men Hitler var ikke tilfreds med det færdige resultat. Bygningen var ikke pompøs nok efter hans smag, så samarbejdet fortsatte ikke. - Bygningen blev i øvrigt sønderbombet nogle år senere, og aldrig genopført.
   Det korte samarbejde havde dog uventede følger. Efter 1945 blev det trukket frem og blæst op til mere end det havde været, og da brødrene intet gjorde for at forsvare sig, fortsatte rygterne med at svirre. Der var dog så lidt konkret i dem, så de døde hen. - Men det dukker stadig op i omtalen af brødrenes virke.
   Her skal så fortælles en episode, som ikke tidligere har været offentliggjort. Den findes ikke i nogen af de officielle annaler. Den er sammenstykket af notater af Hitlers to sekretærer, og spredte bemærkninger af brødrene selv, og deres børn har også bidraget.
   Brødrene var i 1941 på rejse i Tyskland. Hvad formålet med denne rejse var, er uvist, men antagelig har det været netop dette besøg. De opsøgte nemlig Hitler selv i Rigskancelliet. Han modtog dem med åbne arme, og huskede med glæde middagen med dem og deres hustruer.
   Om deres samtale virkelig forløb ordret som refereret skal ikke kunne siges, men man må formode, at det i det store og hele er korrekt, eftersom den bygger på notater af Hitlers to sekretærer, som lyttede med fra naboværelset.
   Edgar førte ordet. Han sagde: "Jeg forstår ikke Deres holdning til jødespørgsmålet. De er en intelligent mand, Hr. Hitler, og de kan ikke for alvor mene, at intelligens og menneskeværd skulle være afhængigt af det etniske tilhørsforhold."
   Hitler svarede: "Det er en kompliceret sag, og er på ingen måde afklaret."
   Edgar: "Det kan meget vel være rigtigt, men stærke kræfter i Deres parti ser mere kontant på det, og det rammer allerede nu mange jøder, også jøderne i vort land. Ja, det rammer medlemmer af vores familie."
   Hitler: "Jeg vidste ikke, at De er jøder."
   Edgar: "Det er vi heller ikke. Det vil sige, det er vi sådan set langt ude på min mors side, men det har aldrig haft nogen betydning, og har det heller ikke nu. Men det kan få betydning nu efter Deres partis politik. Og jeg taler naturligvis ikke specielt om vores familie, men jøderne, og da særlig de danske jøder, har altid indgået som en naturlig del af det danske samfund. At fjerne jøderne vil betyde, at fjerne en væsentlig del af den danske kultur - og af den tyske med, for den sags skyld."
   Hitlers reaktioner er ikke refereret, og han og brødrene skiltes i høflighed, men det vides, at Hitler bagefter var rasende, og skældte sekretærerne ud over, at de lukkede den slags mennesker ind til ham.
   Men måske var dette møde medvirkende til, at de danske jøder blev skånet i højere grad end i andre af de besatte lande. Og brødrene selv og deres familier blev aldrig berørt af indsatsen mod jøderne. Og deres hjem blev et livligt gennemgangssted for jøder, som blev bragt til Sverige.
   Alt dette kom ikke frem i retsopgøret efter besættelsen, og brødrene nævnte det aldrig selv offentligt.
   Men selvom rygterne om deres samarbejde med Hitler varede ved, så hindrede det ikke, at deres ry voksede, og at firmaet havde stor succes.
   Egentlig er der ikke meget at fortælle om årene efter krigen. Det ville blive en ret monoton beretning om den ene succes efter den anden og få nederlag. Men det ville naturligvis være et ret spændende kapitel i arkitekthistorien. Der kom de til at yde afgørende indflydelse, men det må overlades til specialister. Dog blev der for ikke så længe siden udgivet en stor bog med billeder af deres bygningsværker rundt om i Europa, og da særlig i Amsterdam med deres meget smukke nationalbibliotek, og så naturligvis i Tyskland, hvor de har ydet deres til genopbygning og restaurering. Og de har også markeret sig i USA og Australien. Og Danmark, naturligvis. De har sat deres præg på Ørestaden og Frihavnen, og de har også bygget i Århus og Horsens.
   Deres imponerende virke strækker sig gennem det meste af det tyvende århundrede. Andre arkitekter er blevet berømte for enkelte eller nogle få storværker. Med brødrene er det mest for deres alsidighed. De står måske lidt i skyggen af andre genier, men der i skyggen trives de udmærket. Deres valgsprog har været "nytte og skønhed", og det er hvad der kendetegner alt de har lavet.
   Om deres privatliv var lykkeligt er ikke godt at sige, men ulykkelige var de i hvert fald ikke. Det er et paradoks, at de egentlig havde nok i hinanden, og dog havde et godt fungerende familieliv. De to familier var i realiteten én familie, sådan som de levede sammen i det store hus.
   I deres ungdom mente mange, at deres forhold var incestuøst. Det er aldrig blevet bekræftet, men sikkert er det, at deres sammenhold og samarbejde var tættere end det er i de fleste ægteskaber. I det daglige arbejde syntes de aldrig at konferere med hinanden. Det var ikke nødvendigt, den ene syntes uden videre at vide hvad den anden tænkte. Og forhandlede man med den ene, var det som at have forhandlet med dem begge.
   I familielivet skabte det ingen problemer, enten fordi deres hustruer på et tidligt tidspunkt havde erkendt, at det ikke kunne være anderledes, eller fordi de selv var så selvstændige, at denne livsform passede dem godt. De havde begge deres egne karrierer. - Det var nu heller ikke usædvanligt for tiden, at mændene gik op i deres arbejde og kun havde begrænset kontakt med familien, men det var nyt, at kvinderne også var ude og havde deres egne karrierer.
   Og børneflokken voksede, det fik de da tid til. Edgar fik to sønner og en datter, og Derek to døtre og en søn.
   Huset blev udvidet med endnu en etage, og den øverste blev indrettet med en stribe af børneværelser. Børnene voksede op med følelsen af, at de alle var søskende, uanset hvilken af de to familier de ellers tilhørte.
   Om alle de børn fik kærlighed? Tjah! Ja, det må man sige, om end ikke af den sentimentale slags, men de blev behandlet som selvstændige mennesker næsten fra fødselen. Den mere ømme kærlighed fik de fra Karen og de andre tjenestefolk. De blev da også alle meget selvstændige og fik gode uddannelser. Ingen af dem gik ind i firmaet. Det var måske nok skuffende for brødrene. De havde vel nok håbet, at alt de havde opbygget ville blive videreført af deres egne, men nu blev det andre. Da brødrene på deres gamle dage blev alene flyttede de i annekset, hvor deres forældre havde boet, og børnene købte eller byggede huse i nærheden, således at man sagde om dem, at de var ved at skabe deres egen bydel.
   Brødrene blev meget gamle, langt op i halvfemserne. Derek døde da han var seks og halvfems og Edgar to år senere, faktisk få dage før han ville have fyldt hundrede.
   Et par måneder efter Dereks død besøgte en journalist Edgar. Brødrene havde givet meget få interviews, de mente, at deres værker talte klarere sprog, end de selv var i stand til. Men nu, da alt dette var ovre, kunne han da godt tage en uformel snak, når nogen åbenbart var interesseret. Det blev nu ingen let opgave for journalisten, Edgar var ikke let at åbne. Det gik dog så nogenlunde, så længe de talte om værkerne og den tid der var gået.
   Men til slut spurgte journalisten dog: "De har haft et nært forhold til Deres bror. Hvordan er det da nu at undvære ham?"
   Edgar stivnede og sagde længe ingenting. Så så han journalisten direkte i øjnene og svarede: "Jeg føler mig omsider fri."
   Journalisten var forbløffet: "Var De da ikke fri sammen med Deres bror?"
   "Nej, naturligvis ikke."
   "Men kunne han da ikke have klaret sig uden Dem?"
   "Nej," svarede Edgar kort.
   Og journalisten, som åbenbart ikke havde den bedste situationsfornemmelse fortsatte ufortrødent: "Hvad med Dem selv? Kunne De have klaret Dem uden Deres bror?"
   Det blev der ikke svaret på, og interviewet var slut.
   Da Edgar døde blev han begravet i samme grav som Derek.