Del 1 - Mysterium
   På vej hjem fra en aften i byen slog jeg et slag ind over Rådhuspladsen. Det er for mig en slags nostalgi: Rådhuspladsen ved nat. Mange gode, om end kortvarige venskaber har jeg stiftet her. Nå ja, Finn mødte jeg her, og det har da ikke været kortvarigt; jeg har nu boet sammen med ham i tyve år.
   En glad ung fyr kom hen til mig. Han var fransk - kønt ansigt, sort, krøllet hår. Den type som vist nok er fra Sydfrankrig og som mest ligner arabere. Han spurgte frejdigt om han kunne komme hjem og sove hos mig. Turisttrækker, tænkte jeg - en af disse unge der er på interrail og som er løbet tør for penge. Jeg sagde nej tak.
   Jeg har vel set venlig ud og desuden kikket lidt langt efter ham, for han kommer lidt efter tilbage.
   "Jeg vil bare have et sted at sove," siger han. "Jeg kan sove på gulvet."
   Jeg tøver. Det er vist bare det han vil.
   "Jeg er ingen forbryder," siger han. "Ser jeg ud som en forbryder?" Han peger på sit kønne ansigt.
   "Ja, mon ikke!" siger jeg. "Smuk og farlig."
   Han griner.
   Nu dukker en kammerat op, helt magen til, måske en smule mere kantet, og nu står jeg med to der gerne vil med hjem. - Jeg kunne sige nej og gå, men jeg siger ja. - Den første hedder Simon og taler en del engelsk, den anden Robert og taler kun fransk.
   Da vi er kommet hjem varmer jeg resten af de gule ærter vi fik til middag. De er godt sultne. Jeg formaner dem om at være stille, for jeg regner med at Finn ligger og sover på sit værelse.
   Men et kvarter-tyve minutter senere, mens de sidder og spiser, kommer Finn hjem. Han har altså også været ude. Han stikker lige hovedet ind og hilser og går så ind til sig selv.
   Men straks efter kommer han ind igen og siger at han vil tale med mig. Han virker ophidset. Jeg går med ind på hans værelse, og han siger:
   "De har stjålet mine penge." Han viser mig sin tomme tegnebog.
   Jeg var noget desorienteret. Men han fortalte at han samme dag havde hævet tusind kroner i banken, så havde han handlet lidt, og da han gik ud tog han hundrede kroner med sig og lod tegnebogen med seks-syv hundrede ligge tilbage på kommoden i gangen. Og den er altså nu tom.
   Det er ret klart. Det må være sket mens jeg varmede maden og de gik ud og ind af køkkenet.
   Situationen var modbydelig, men jeg kunne lige så godt tage tyren ved hornene, så jeg tager tegnebogen med ind, viser den frem og siger:
   "Hvem har taget pengene?"
   Den slags chokbehandling siges jo at være effektiv, fordi man ser den umiddelbare reaktion? Drengene glor i hvert fald på mig med åben mund, og jeg bliver nødt til at forklare nærmere. Simon siger:
   "Jamen det er altså ikke os. Du må gerne undersøge os."
   Robert er helt enig. Der er intet i deres opførsel, som jeg kan tyde som skyldbevidsthed eller på den anden side som særlig frækhed.
   Det var ret pinligt, men jeg kropsvisiterede dem. Jeg fandt ingenting.
   Jeg gik ind til Finn som var temmelig bister, og spurgte om han ikke kunne tage fejl, om han kunne have lagt pengene et andet sted. Han svarer irriteret, at selvfølgelig har han ikke det. Hvorfor skulle han tage pengene ud af tegnebogen og lægge dem et andet sted, når han jo netop har taget hundrede kroner ud til at have med i byen.
   Jeg gik ind til drengene igen. De sad stadig, i noget trykket stemning, og spiste. De spurgte om vi havde fundet pengene, og til det måtte jeg svare nej.
   Da jeg ikke kunne se at der var noget jeg kunne gøre, og da jeg ikke ville vade i det, hvis de var uskyldige prøvede jeg at tale om andre ting, men jeg kunne ikke være helt naturlig, og drengene var også noget tavse. Så foreslog jeg at vi gik i seng.
   Simon sagde, at under de omstændigheder kunne han slet ikke sove, og at de hellere måtte gå. Jeg sagde, at det syntes jeg ikke de skulle, men hvis jeg nu undersøgte dem igen, ville vi alle vel føle os noget roligere. Det sagde de ja til, og nu undersøgte jeg dem virkelig grundigt, lige til det pinlige. De fandt sig roligt i det, men jeg fandt selvfølgelig intet.
   Jeg gik ind og fortalte Finn hvordan det forholdt sig. Og så gik vi alle i seng.
   Jeg kunne ikke sove, historien kværnede rundt i hovedet på mig. Min forstand sagde mig at det måtte være dem - hvem ellers? Men den sagde mig også, at de ikke kunne have gjort det.
   Nu kan sådan en kropsvisitation jo aldrig blive helt effektiv, der vil altid være muligheder. Pengene kunne være blevet skjult i stuen, for senere at blive taget igen osv. - Men for det første gik der kun kort tid fra vi kom hjem til Finn kom. Og hvordan kunne de forudse at de ville blive undersøgt så grundigt? Og for det andet lå de nu og sov ganske roligt inde i stuen. Og de kunne da ikke vide hvad jeg og Finn kunne finde på. Der var ingen fornuft i det.
   Jeg kom til at tænke på, at Simon havde taget sine sko af ude i gangen. Deres sko havde jeg ikke undersøgt. Og det var dog det mest sandsynlige gemmested.
   Jeg stod op og kikkede ud i gangen. Skoene stod der endnu. Jeg undersøgte dem og tog dem derefter ind på mit værelse i tilfælde af at drengene ville stikke af i løbet af natten.
   Jeg sov uroligt og vågnede tidligt. Jeg listede ind i stuen. Drengene sov sødeligt. Deres tøj lå på et par stole, og Roberts sko under bordet med sokkerne i. Jeg satte mig stille og undersøgte dem og derefter alt tøjet, men fandt ingenting.
   Jeg lavede morgenkaffe og drengene stod op. De var i udmærket humør. Jeg var inde med en kop kaffe til Finn og talte med ham. Han var så småt ved at se det komiske i situationen, og kunne godt indse, at jeg ikke kunne gøre mere. Vi klarede os jo nok også. Indtil den første måtte vi deles om de penge vi havde tilbage.
   De blev hele formiddagen. De var næsten ikke til at jage ud. Finn viste sig ikke, og på et tidspunkt gik han ud. - Vi snakkede lidt om sagen, men alle syntes at være lige mystificerede. Simon spurgte, om jeg på nogen måde troede at det var dem. Jeg tænkte mig om og svarede, hvad jeg oprigtigt mente:
   "Nej, det gør jeg ikke. Men en lille del af min hjerne tror det."
   De talte selvfølgelig fransk indbyrdes. Det forstår jeg ikke. Men når man sådan sidder og hører på en samtale på et fremmed sprog så forstår man et ord hist og her, så man kan følge så nogenlunde i hvilken retning talen går og hvordan parternes holdning er. Men intet de sagde eller gjorde virkede særlig fordækt.
   Først hen ad middagstid gik de, og selvom jeg under normale omstændigheder ville have syntes at de var et par pæne unge mennesker, så var jeg nu glad for at blive af med dem. De spurgte om de måtte komme igen om aftenen, men det sagde jeg nej til. Men de fik vort telefonnummer.
   Jeg er nær ved at sige, at hvis alt dette var skuespil fra drengenes side, så spillede de brandgodt. Så var det dygtigt gjort og næsten pengene værd.


Del 2 - Moral
   Nogen siger at jeg er naiv. Det er jeg ikke. Jeg giver mig sommetider ud i tvivlsomme situationer, og det hænder at jeg kommer uheldigt fra det. Jeg ser risikoen så godt som enhver anden. Og det sker faktisk også, at der kommer noget godt ud af det.
   Simon ringede dagen efter. Jeg ville ikke invitere ham hjem, så vi aftalte at mødes på Rådhuspladsen.
   Jeg havde faktisk glemt hvordan han så ud, og blev overrasket over hvor køn han var. Det kønne blev dog skæmmet en del af et mismodigt og tvært udtryk. Vi gik på McDonalds, han var sulten og havde ingen penge, så jeg købte en burger til ham. Jeg havde såmænd heller ikke for mange penge og måtte tælle hver krone.
   Han spurgte, om jeg stadig tænkte på de forsvundne penge. Ja og nej, svarede jeg. Jeg ville gerne at vi skulle tale om det, men helt upersonligt. Lad os tænke os, sagde jeg, at vi tilfældigvis er kommet med i en kriminalroman hvor de tre sidste sider mangler.
   Jeg spurgte hvor godt han kendte Robert. Jeg havde selvfølgelig troet at de var venner og at de rejste sammen, men det var slet ikke rigtigt. De havde mødt hinanden på rejsen og havde slået følge. Så faktisk kendte han ham ikke noget særligt.
   Jeg spurgte om han troede at Robert kunne have taget pengene.
   "Som du," sagde han, "tror jeg det ikke. Men en lille del af min hjerne tror det."
   "Men du ved det jo," sagde jeg. "Du er den eneste der kan vide det. Jeg kan trods alt ikke vide, om det er dig eller ham. Men det kan du. Er det dig? Hvis ikke, så må det være ham. Hvilke andre muligheder er der?"
   Han sad længe med åben mund og burgeren på vej til munden. Så lagde han den fra sig, vendte sig væk og sagde:
   "Forbandede fyr. Han ødelægger alt for mig."
   Som et indfald spurgte jeg om han troede på Gud. Han svarede:
   "Ja selvfølgelig."
   Jeg sagde:
   "Når jeg ser mig i spejlet kan jeg sige til mig selv: du er en ærlig mand. Det er en meget god følelse. Så gør det ikke så meget at jeg ikke har så mange penge i øjeblikket. Det er trods alt ikke noget særligt. Til den første får jeg penge igen, og snart tænker jeg kun på denne historie som en mærkelig oplevelse, og den har slet ikke forandret mig. Men hvad med ham der har taget pengene? Han vil aldrig resten af sit liv kunne se sig selv i øjnene og sige til sig selv at han er en ærlig mand, for han er en tyv. - Han var måske nok virkelig smart da han tog de penge, men hvem er det egentlig værst for, ham eller mig?
   "Ham," svarede Simon.
   Jeg vidste selvfølgelig godt at dette var noget sludder, men jeg så i hans kønne øjne at han var virkelig fascineret. Alligevel kunne det udmærket være ham, og han ville have det udmærket med det, og han ville se sig selv i spejlet hundreder af gange og synes udmærket om synet, og det ville ikke falde ham ind, at han ikke var en ærlig mand.
   Lidt senere spurgte han, om han kunne sove hos os om natten, han havde ingen steder at være og ingen penge. Jeg blev irriteret og var ved at svare ja, hvis jeg måtte slikke ham på nosserne, men i stedet sagde jeg nej.
   Vi fulgtes ad ned ad Strøget. Han var urolig og utilfreds. Det er heller ikke rart at gå på gaden en kold efterårsdag, uden at vide hvor man skal tilbringe natten. København er på mere end en måde en kold by. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke bed hovedet af al smålighed og forsigtighed og bare sagde at han kunne være hos os. Men jeg holdt fast på den beslutning jeg havde taget. Jeg ville ikke.
   Mennesker strømmede forbi os hele tiden, og jeg tænkte at der for pokker måtte være andre i denne by, der kunne give denne fyr en håndsrækning. Jeg havde heller ikke tid mere. Jeg måtte hjem; vi skulle have gæster om aftenen og jeg skulle lave mad. Men det var svært bare at forlade ham der på gaden.
   Han gik tavs og sammenbidt ved siden af mig; nogen fornøjelsestur var det ikke. Så sagde han bittert, dels rettet mod alle og enhver og dels mod mig:
   "Når jeg en gang får mit eget hjem vil jeg aldrig hjælpe nogen. Jeg vil lukke min dør, låse den og ikke lukke nogen ind."
   Jeg standsede og vendte mig mod ham.
   "Jeg lukkede jer ind, gjorde jeg ikke? Og I stjal penge fra os."
   "Jeg stjal ikke noget," sagde han.
   "Måske ikke. Jeg tror det egentlig heller ikke. Men hvad ved jeg? - Men sig mig en anden ting, Simon: Da jeg mødte jer på Rådhuspladsen, vidste du godt at det var der man mødte bøsser, ikke sandt?"
   "Jo," svarede han.
   "Men du havde ikke tænkt dig at gå i seng med nogen af dem?"
   "Nej," svarede han forarget, "sådan noget ville jeg aldrig gøre."
   "Nej," sagde jeg. "Du ville gerne modtage, men du ville ikke selv give noget."
   "Jamen jeg har jo ikke noget," sagde han.
   "Det har du da. Du har dig selv, din krop. Du har lige det en mand som kan lide kønne drenge gerne vil have. Og det ved du godt. Det var derfor du var på Rådhuspladsen."
   Han så surt på mig, men sagde ingenting.
   Jeg gik tæt ind på ham og sagde:
   "Jeg skal give dig et råd Simon: hvis du virkelig engang får det hjem du taler om, og du alligevel skulle komme til at lukke nogen ind, så forvent ikke at de skal blive glade. De vil blive vrede over at du ikke gør mere."
   Efter den salve vendte jeg mig og forlod ham stående der på gaden. Jeg gik hjem med så nogenlunde samvittighed.


Del 3 - Samaritan
   Jeg havde ikke regnet med at se ham mere, men jeg har været i kontakt med ham flere gange senere, og jeg har det temmelig skidt med det. Han har ringet, og endnu en gang har jeg mødt ham ude i byen. Det har været mig en gåde, hvad han ville, for jeg har været ret forbeholden, og han har ikke direkte bedt om noget. Vi snakker lidt, men med mange lidt pinlige pauser. Han synes at have nogle bekendte i byen, men det kan ikke være meget han ser til dem. Skal jeg tro ham, hvad jeg ikke helt gør, har han tilbragt mange nætter på gaden. At han ikke, under de omstændigheder er rejst hjem, er mig en gåde. Men han har fortalt at hans oprindelige rejse gik til Polen. Det var Robert der fik ham med til Danmark. Og hans returbillet gælder fra Polen, og nu er det ham umuligt at skrabe penge sammen til billetten tilbage til Polen.
   Det lyder mystisk. Så underligt at det måske er sandt. Han kender en dansk pige; måske er det snarere hende, der er årsag til at han er kommet eller i hvert fald til at han stadig er her. Ja han taler sgu noget svævende om at de skal giftes, men familien er meget imod forbindelsen. - Heller ikke hende synes han at have virkelig kontakt med. Da jeg spørger, om hun kender til hans problemer svarer han nej, det gør hun ikke, han har ikke fortalt hende det. Det skyldes vist en for mig helt ubegribelig stolthed.
   Det virker alt sammen ret miserabelt og helt hen i vejret, der synes ikke at være sammenhæng i noget med ham. Og dog synes han på en eller anden infantil måde at vide hvad han vil og ikke vil. Og han er en nydelig fyr, altid pæn og ren og tøjet uden en krøl. Hvilket stemmer dårligt med at han sover på gaden.
   Når han ringer virker han som regel rolig og bedrøvet, men ind imellem desperat. Han beklager sig ikke, synes bare at ville snakke. Han taler med lange pauser og går til tider helt i stå. Han ringede klokken et i nat, da var den helt gal, han talte forvirret og usammenhængende; hans engelsk er i forvejen dårligt, nu slap det helt op. Han sagde at han ikke havde spist i to dage og at han ville begå selvmord. Og jeg tror at hans sindstilstand var sådan at det godt kunne ske. - Gør han det, får jeg det vel næppe at vide. Han sagde også, at hvis han nogensinde kom tilbage til Frankrig ville han aldrig glemme den forfærdelige tid her i København. Og jeg kunne være sikker på at han ville komme tilbage. Det gentog han: han ville komme tilbage. Jeg opfattede det ikke da som en trussel, men nu kan jeg godt se at det var det det var.
   Jeg ved ikke om alle og enhver en gang imellem bliver udsat for trusler på livet. Jeg har prøvet det nogle gange, og selvom man ikke tror på det, virker det skræmmende. Det har hver gang været mennesker jeg har gjort tjenester.
   Jeg tænker på lignelsen om den barmhjertige samaritan. Om en mand der faldt blandt røvere som klædte ham nøgen og slog ham og derefter gik bort og lod ham ligge halvdød. Og en præst kom, men gik forbi. Og en levit kom, men gik forbi. Men en samaritan kom så og hjalp manden, tog ham til et gæstgiveri, betalte for ham og sagde til værten:
   "Plej ham! og hvad mere du lægger ud vil jeg betale dig når jeg kommer igen."
   Det er jo meget godt. Da jeg stod der midt om natten og hørte på Simons fortvivlede ord i telefonen frøs jeg og var træt og forvirret og jeg endte med at lægge røret på, midt i en klage. - Hvad ville samaritanen have gjort? Hvad ville han gøre hvis han straks efter den der historie traf på endnu en overfalden - og endnu en. Der er jo nok af forslåede mennesket i verden, også selvom man indskrænker sig til dem man møder personlig. - Ville han ikke ende med at gøre som præsten og levitten, og gå forbi?
   Hvad skulle jeg have gjort?


Del 4 - Bryllup
   Jeg beklager at måtte sige det, men Simon er ikke død, hverken for egen hånd eller af sult og kulde. Ikke fordi jeg har ønsket ham død - tværtimod - men når det nu tegnede til at blive en udmærket tragedie, og det så vender sig til en komedie...
   Han kom lige imod mig i menneskemængden på Strøget, men så mig ikke, og jeg gav mig ikke til kende. Så var han forbi og forsvandt og jeg var lettet på mere end en måde. Dels fordi han altså levede, det ville være sørgeligt, både at han døde naturligvis, men også at et ungt menneske ikke skulle kunne tåle sådan en smule strabadser. I min ungdom... nå, lad det ligge, - og dels fordi han ikke havde set mig.
   Men straks efter følte jeg mig utilfreds - jeg var vred på mig selv. Hvorfor havde jeg ikke bare standset og hilst på ham. Det var fejhed. - Jeg vendte om og gik tilbage, i håb om at støde på ham igen. Jeg gik Strøget i hele dets længde igennem to gange, frem og tilbage, men traf ham selvfølgelig ikke. Det var også absurd, da jeg ikke ville noget med ham hvis jeg traf ham. - Jeg kom så i tanker om at han havde fortalt at han sommetider kom på 'Krasnapolski', så jeg gik derop. Og der var han.
   Han sad og skrev brev, og blev lidt forbavset men også glad over at se mig. Han var jo lige køn at se på, ja kønnere, fordi al misfornøjelsen var væk. Jeg købte kaffe til os begge. (Barmhjertig samaritan til det sidste).
   Han fortalte at det nu gik godt. Han havde omsider betroet sin veninde sine vanskeligheder og hun var straks gået i aktion, og det var hendes familie også. De havde hjulpet ham til at låne en lejlighed af nogle venner der var bortrejst. Så nu boede han der med hende.
   Om de vil leve lykkeligt til deres dages ende ved jeg ikke, men han sagde da, at jeg nok skulle blive inviteret til brylluppet.
   Men jeg tror og håber dog, at min rolle i den historie er udspillet.