Før vi når så langt, som at få denne historie sådan rigtigt startet, vil jeg gerne spørge om noget. Kender du det at du undgår dit eget spejlbillede og somme tider føler at noget ikke helt menneskeligt lurer i din refleksions øjne? Ikke for at alarmere nogen unødigt, men den følelse er der en grund til at du sidder med. Det hele begyndte en regnfuld tirsdag i november. Lidt ligesom denne. Jeg var på vej i seng. Dagen havde været lang og ikke særlig behagelig. Jeg havde misset bussen hjem og tog beslutningen at gå hjem for en gangs skyld. Det var koldt, men solrigt da jeg begyndte at gå, men det danske vejr er jo som os alle bekendt lunefuldt. Så efter 5 minutter begyndte det lige så stille at regne. Jeg gik stille og roligt videre. Lidt regn havde mig bekendt aldrig dræbt nogen. Jeg tog min gamle mp3 afspiller frem og tog de slidte hørebøffer, hvor puderne visse steder viste indmaden, på hovedet. Fandt et roligt klassisk nummer, et med Mozart lød det til at være og gik videre med et lille smil på læben. Mens jeg gik der og nød musikken observerede jeg at der på stien foran mig kom et stykke med fire mellemstore vandpytter. Somme tider griber min barnlige side mig og giver mig et pudsigt indfald. Dette var en af de dage. Så jeg nærmede mig eller nærmest luskede hen til den første af vandpytterne. Derefter kiggede jeg mig over begge skuldre, da ingen skulle se min fjollede side. Så slog jeg hælene sammen og hoppede med samlede ben i vandpytten. Det første plask ramte mig op af benene og var køligt på en behagelig måde. Det næste var stikkende og forfriskende. Men det tredje var koldt som døden selv. Jeg stoppede der og kiggede ned af mine våde ben. Vandet havde trukket plamager hen over mine jeans. Selvfølgelig, jeg havde glemt mine regnbukser. Det var derfor vandet havde føltes så voldsomt koldt. Jeg lod blikket glide yderligere ned af mig selv, men stoppede brat da jeg mødte mit spejlbillede i vandpytten. Mit ansigt så mærkeligt forvrænget ud, jeg kunne næsten ikke genkende det. Det kunne være regnen der skabte røre på overfladen eller mine gummistøvler som stadig var placeret midt i pytten. Men noget sagde mig at det var det ikke. Reflektionens øjne var kæmpe store, næsen kun en streg og munden så ud til at vrænge på den mest modbydelige måde. Men værst af alt var kuløren. Jeg er normalt til den blege side, men mit ansigt så askegråt ud, som om alt liv og glød var væk. Jeg bakkede væk fra vandpytten, men i mellemtiden var de to sidste vandpytter vokset sammen til en stor, der fyldte hele stien. Et eller andet sted var jeg klar over at min frygt var irrationel. En pige på min alder der var bange for vandpytter eller endnu værre sit eget spejlbillede. Hvad ville veninderne sige? Den slags gik måske da jeg var et lille barn og bange for alt på mit børneværelse og mere til. Men jeg var ikke længere nogen lille pige. Jeg var en fuldvoksen kvinde og bestemt ikke bange for mit eget spejlbillede. Hvor forvrænget det end måtte tage sig ud, greb jeg mig selv i at tilføje. Jeg søgte endnu engang tilflugt i minderne om min barndom. Prøvede at bekæmpe frygten med logik. Jeg havde jo altid været et frygtsomt pigebarn. Uden at kunne lokalisere frygten, havde den fulgt mig gennem barndommen og op i det voksne år. Selv nu sad den i mig. Gemt bag fornuft, masker og den logik som jeg nu igen benyttede mig af. Til hvilken, nytte frygten var der stadig, om end i mindre mål, men stadig svagt synligt inde bagved. Nej, en konfrontation skulle der til. Jeg gik med resolutte skridt hen til den helt store vandpyt. Uden at kigge ned på den og helt bestemt uden at kunne se mit spejlbillede stod jeg nu klods op af pytten. Langsomt og dybt fokuseret løftede jeg mit venstre ben og sænkede det ned mod overfladen. Så tog fanden ved mig og jeg trampede med fuld styrke ned i vandet. Det meste af vandet ramte naturligvis op af benene, en dråbe ramte sågar mit brilleglas. Som en tåre gled den langsom ned over glasset, før den tog faldet ned til vandpytten. Mine øjne fulgte dens fald med stor koncentration, blikket var som låst. I næste nu fik jeg øjenkontakt med mit spejlbillede igen. På trods af at resten af overfladen ikke bevægede sig og på trods af at jeg stod fuldstændig stille, var der trukket linjer ind over mit ansigt. Nej, min reflektions ansigt. Dette var ikke mig, al tvivl var væk nu, det havde aldrig været mig. Hele ansigtet var delt ind i stumper og stykker. Som et knust spejlbillede stirrede facetter af mit ansigt tilbage på mig. Munden åbnede og lukkede, som forsøgte spejlbilledet at snakke. En høj skratten mindede mig om at jeg stadig havde hørebøfferne på. Jeg vrængede ansigt, da lyden skrattede igen, men stoppede da en stemme tonede igennem støjen.
   "Hjælp mig, slip mig fri." Stemmen lød så bekendt, men før jeg kunne placere den, mærkede jeg noget koldt og klamt om min ankel. Jeg sparkede ud med benet, men taget blev bare strammere. Så kiggede jeg ned af mig selv, mens jeg kunne mærke min vejrtrækning blive hurtigere og hurtigere. Da blikket nåede benet, hyperventilerede jeg kraftigt. Det første jeg bemærkede var ringen, den kitch inspirerede katte-ring i jeg fandt i billig butikken i 2007. Det næste var hånden som den sad på, min egen hånd og så alligevel ikke. Hånden var gråblå, min, den ene negl manglede, kold og sad i et ubarmhjertigt greb omkring min venstre ankel. Jeg sparkede med et næsten dyrisk skrig hånden af min ankel og løb hjem i et tempo, som ville have gjort Usain Bolt synligt imponeret.
   Da jeg stod hvæsende og forkomment hjemme i entréen, mens jeg prøvede at få pulsen ned på en menneskeligt stadie. Lo jeg lidt for mig selv. En stille lidt klukkende latter. Sikke en fantasi at have. Gav jo næsten mig selv et halvt hjerteanfald, latteren blev snart til et rigtigt grin og da jeg var færdig med at grine havde jeg det også lidt bedre. Indtil jeg hørte det. En blid klukken, lidt som en blanding af en munter bæk og dåselatter. Toilettet havde en tendens til at rende og der var der lyden kom fra. Med en lav knirken fik jeg skubbet døren op og lyset fra gangen ramte som det første badeværelsesspejlet. Mit skrig druknede i lyden af rindende vand og latter.

Dagen efter vågnede jeg tidligt. Jeg skulle mødes med en veninde. Det var lidt svært at gøre sig i stand uden at kunne se sig i spejlet. Men det gik. Veninden undrede sig ligeledes over hvorfor alle gardiner var trukket for. Men som jeg forklarede, var alle vel glade for deres privatliv. Veninden spurgte drillende om jeg da havde dræbt nogen. Hvilket vi grinede af begge to. Dræbt og dræbt, men det er vel svært at skaffe sig en ny krop, uden at nogen kommer en smule til skade. Veninden spurgte ind til forbindingen om min hånd og jeg svarede med et lille smil: At jeg skar mig på mit spejl i går. Veninden fortsætter så: Det gik vel ikke stykker? Det betyder jo syv års ulykke. Hvortil jeg svarer: Ikke for mig. Og griner højt, et grin der minder lidt om en klukkende bæk.