"Uduelig, det er hvad du er. Ingenting sker der. Og nu kommer vi ikke på den ferie. Hvorfor ikke? Fordi vi ikke har råd. Og hvorfor har vi så ikke det? Fordi du er uduelig, og ikke gør noget."
   Hendes ordstrøm fortsatte, mens hun gik frem og tilbage mellem stuen og køkkenet. Han rørte i sin kaffe og bed af ostemaden, og hørte kun efter med et halvt øre. Han kendte sangen. Det strejfede ham ganske vist, at hun selv kunne have gjort noget. Hun havde sin gode uddannelse, men da børnene var små, opgav hun at bruge den til noget. De kunne sagtens klare sig for hans løn.
   Nu var børnene for længst flyttet hjemmefra og havde deres eget, men der var stadig adskilligt, de skulle have hjælp til. - Noget måske mere nødvendigt end andet.
   Han hørte ikke på hendes klager, men inderst inde gav han hende ret. Han var uduelig. Intet havde han opnået, og intet var der i vente.
   Han rejste sig, og gjorde sig klar til at gå, klappede sig på lommerne, pengepung, nøgler og togkort var der. Hun fulgte ham ud af gammel vane. Munden gik på hende hele tiden, men han havde lukket ørerne, så han hørte ingenting. Han stod et sekund og så på hendes ansigt. Munden åbnede og lukkede sig, men der kom ingen lyd ud.
   Han tænkte på, om han skulle tage cyklen op til stationen, men foretrak så at gå. Morgenluften var frisk og kølig.
   Han så tilbage på huset. Egentlig et kønt lille hus med have foran. Det havde han da opnået. Haven havde de begge haft glæde af, det var begges fortjeneste, at den var så velholdt.
   I toget hilste han omkring sig. Det var meget de samme medpassagerer hver dag. Kontorfolk som skulle ind til centrum, Men ellers gemte de fleste sig bag deres avis. Han havde glemt, at få sin avis med, men der lå en gratisavis på sædet, og den kiggede han i.
   På kontoret var de fleste morgenstille. Der var lidt spredt snak, og der blev drukket kaffe fra automaten. På hans skrivebord lå en stak papirer, han skulle arbejde med. Alt sammen rutine. Der var også et par møder i løbet af dagen, og han havde de relevante papirer med. Ingen forventede større personlig indsats fra ham, men der var respekt om hans kompetence og grundighed. Han var ikke blandt dem man forventede idéer og fremgang fra, men han var en af firmaets faste støtter. Mange var i årenes løb avanceret forbi ham, men hans stilling var stabil.
   Det var fredag, og da dagen var forbi, pakkede han nogle papirer, som han skulle arbejde med i weekenden, i sin mappe. Han gik ned til stationen og fandt sin vante vogn. Det var igen meget de samme medpassagerer, og han nikkede omkring sig.
   Han sad på sin plads og døsede. Hvad skulle han lave i weekenden? Måske arbejde lidt i haven, og måske børnene og børnebørnene kom på besøg. - Det flimrede i hans hoved. Kunne de alligevel få råd til at komme på den ferie?
   Han vågnede med et sæt og opdagede til sin forskrækkelse, at han var kørt forbi sin station. Det var aldrig sket før.
   Lidt efter lidt gled forskrækkelsen dog af ham, og han begyndte at kigge ud på det fremmede landskab og de fremmede huse. De var såmænd ikke meget anderledes end dem på hans vanlige rute, men de var nye for ham.
   Han stod ikke af på næste station, men kørte med vilje tre stationer længere.
   Han kom da ud ved et stationscenter, hvor der var små butikker og et supermarked, og derfra ud hvor flere trafikerede veje krydsede hinanden. Han valgte en på må og få, og kom forbi flere store beboelsesejendomme. Og derefter kom han ud i et villakvarter, hvor der ind imellem var små huse med haver.
   Vejret var fint, der var en let vind, og hvide skyer drev over en klar, blå himmel. I en have stod en lille, trivelig kone og klippede sine roser. Hun så op og smilede til ham, og uvilkårlig standsede han. De udvekslede nogle venlige ord over hækken, og han roste hendes roser. Hun spurgte, om han ville ind og have en kop kaffe, og han tænkte, hvorfor ikke, og gik ind. Foran huset var en lillebitte terrasse, og der satte han sig og hun kom med kopper og kaffe.
   Solen stod lavt og kastede et gyldent skær over den lille have. Hun satte sig over for ham med et strikketøj, og han fulgte hendes fingre, som bevægede sig flittigt. De talte ikke ret meget, sad der bare.
   Måske blundede han lidt, for da han åbnede øjnene var hun der ikke, men han hørte lyde inde fra huset. Han gik derind, og nu havde hun dækket bord og gik frem og tilbage fra køkkenet. De satte sig til bords og spiste gode frikadeller.
   Efter måltidet tændte han for fjernsynet, og de så nyhederne, men der var ikke noget særligt. Verden gik videre, som om intet var hændt.
   Stuen var ikke meget anderledes end hans egen derhjemme. Almindelige, lidt gammeldags møbler, og på en reol stod et billede af en mand på hans egen alder. Han tog det op og så nærmere på det. Det var en mand med venlige øjne. Han så fra billedet til hende, og hun smilede og trak let på skulderen, men sagde ingenting. Så satte hun sig med sit strikketøj. Han kiggede i hendes bogreol, og fandt netop den bog, han var i gang med derhjemme. Han bladede lidt i den og fandt frem til, hvor han var kommet til, og satte sig så tilrette med den.
   Ved ellevetiden rejste de sig og gik ind i soveværelset. På højre side af dobbeltsengen var en pyjamas lagt frem til ham, og de gik i seng. Han kyssede hende på kinden, og hun strøg ham over håret. Han lå vågen et stykke tid, hans tanker flaksede lidt rundt, uden at samle sig om noget bestemt. Hun snorkede lidt, og til den stilfærdige lyd sov han ind.
   Næste morgen drak de morgenkaffe i køkkenet, og derefter gik de sammen i indkøbscentret og købte ind. Der havde været en byge om natten, så nu var luften ren og frisk, men nu skinnede solen og om eftermiddagen arbejdede de sammen i haven. Hun viste ham tilrette. Bag huset var en lille urtehave, som der også var hjemme hos ham selv, og der var et redskabsskur med alt muligt værktøj.
   Da han klippede hækken, gik nogle naboer forbi ude på vejen. De standsede et øjeblik op, spærrede øjnene op og åbnede munden. Han nikkede venligt til dem, og de gik videre.
   Sådan gik resten af dagen, og der skete ikke noget særligt.
   Næste dag, søndag, satte han sig til med de papirer han havde haft med fra kontoret, men da det var gjort gik dagen uden egentlige hændelser. Hun gik omkring og passede sit. Han betragtede hende af og til, og spekulerede på, hvad hun mon tænkte, Men han spurgte hende ikke, og hun syntes åbenbart ikke, at der var noget mærkeligt i, at han var der. Han fik følelsen af, at være dumpet ind i et andet liv og altid havde været der.
   Mandag morgen stod han op som sædvanlig, for at gå på arbejde. Han kom dog i tanker om, at han måtte lidt tidligere af sted for at nå det sædvanlige tog. Hun fulgte ham ud til havelågen, og han kyssede hende farvel. Det var et let kys, og hendes læber føltes bløde og varme.
   I toget hilste han på de sædvanlige medrejsende, og han satte sig til rette med en gratisavis. Der skete noget i ham, da de kom til hans sædvanlige station, og han forventede næsten, at se sig selv stige på. Men derefter var alt almindeligt.
   På kontoret var der almindelig travlhed, og man lagde knapt mærke til ham. Men han hilste da rundt om sig, og fik da også nogle nik og smil tilbage.
   Han var godt i gang med computeren og nogle kontrakter, der skulle renskrives, da telefonen på hans skrivebord ringede. Det var sekretæren der sagde, at hans kone var i telefonen, men han bad hende sige, at han ikke kunne tale med hende lige nu, og at han ville komme hjem til sædvanlig tid. - Han var glad for, at hun ikke kunne ringe direkte ind på hans telefon.
   Lidt senere dukkede en politibetjent op. Betjenten sagde hans navn, og det bekræftede han.
   "De er meldt forsvundet," sagde betjenten.
   "Er jeg det?" svarede han. "Nå, men jeg er altså ikke forsvundet."
   "Er De sikker?" spurgte betjenten og kiggede i sin notitsblok.
   "Ja, det er jeg sikker på. Jeg er lige her."
   "Men hvor har De da været?" spurgte betjenten.
   "Det skal jeg vist ikke svare på," svarede han.
   "Nåh nej," sagde betjenten, puttede notitsblokken i lommen og satte en hånd op til panden, men kom i tanker om, at han havde sin kasket i den anden hånd, satte den på hovedet og satte hånden til den. "Så må De have en fortsat god dag," sagde han og gik.
   Fra skrivebordene omkring var der blevet kigget nysgerrigt, men da han ikke sagde noget, blev det hurtigt glemt.
   Resten af dagen skete der ingenting, han fik foretaget et par opringninger og ordnet et par private gøremål, og ved arbejdstids ophør tog han hjem som sædvanlig - og stod vel at mærke af ved den rigtige station.
   Hjemme låste han sig ind, og da han kom ind i stuen stod konen, sønnen og datteren der og så på ham med store øjne og åben mund. Han havde forventet en hel del fra konen, men der kom ingenting. Der hang en masse i luften, men der blev ikke sagt noget. Og da han gik forbi dem, drejede de sig efter ham. - Til sidst fik konen dog pippet frem: "Hvor har du dog været?"
   Han svarede ikke, men gik til sit skrivebord, satte sin mappe fra sig og lagde nogle papirer i skuffer. Så så han på dem. Han vidste, at sønnen ikke ville sige noget, han håbede på, at få hjælp til afdragene på sin nye bil. Og datteren, hun var i økonomiske vanskeligheder som altid. - Og konen, hvad tænkte hun? Det vidste han ikke. I grunden havde han vist aldrig vidst det.
   "Er der noget mad?" spurgte han stilfærdigt.
   Og nu kom der pludselig liv i dem. Det havde ingen tænkt på. Nu gik de alle fire i køkkenet og faldt næsten over hinanden, for at finde hvad der var i skabene. Han kunne ikke lade være med at le, og det lettede stemningen.
   Det blev noget rodsammen, men det blev da et spiseligt måltid. De satte sig omkring bordet, og snakken gik lidt hektisk med lange pauser. Spørgsmål hang i luften, men blev ikke fremsat og altså heller ikke besvaret.
   På slutningen af måltidet sagde han stilfærdigt: "Vi tager på ferie om to uger. Jeg har købt billetter i dag."
   Og han så på sønnen og datteren, fra den ene til den anden. "Og så må I to selv klare jeres økonomiske problemer."
   De stirrede på ham. "Men ..." sagde sønnen, og ikke mere. Og datteren sad og gabede med gaffelen på vej fra tallerkenen til munden.
   Efter måltidet gik de to. Konen fulgte dem ud, og han hørte, at der blev hvisket temmelig højlydt i entréen, men han tog sig ikke af det.
   Han tændte for fjernsynet og satte sig så og så nyhederne. Hun kom stille ind og så med. Derefter tog han i bogreolen den bog han var i færd med at læse. Han undrede sig først over, at bogmærket lå et forkert sted, men så bladede han en snes sider længere frem, og satte sig til rette med den.
   Hun sad på det yderste af sin stol og så lige ud i luften. Efter et stykke tid spurgte han: "Hvor er dit strikketøj?"
   "Mit strikketøj?" sagde hun forbavset og lidt skingert. "Jeg har da ikke noget strikketøj. Jeg har aldrig strikket."
   "Nåh nej," sagde han og læste videre.
   Efter lang tids tavshed sagde hun. "Hvorfor strikker du ikke selv?"
   Han så op og lo. "Tjah, det har jeg ikke tænkt over. Måske skulle jeg begynde at strikke. Det er så hyggeligt."

Et andet sted åbnede en lille kone sin dør, stod lidt og kiggede ud. Så gik hun op ad havegangen til lågen, stod lidt og spejdede op og ned ad vejen. Så trak hun på skulderen, sukkede og gik ind igen.