Regnen trommer mod de små ruder, siler ned over dem, og de mange dråber ser ud som om, de søger hinandens selskab. Flere af dem støder sammen til de bliver en hel flok og i næste øjeblik forvandler sig til et sært mønster. Himlens sorte og tunge skyer græder og Cessie har lyst til at græde med.
   Hun er stoppet midt i sin fejning af gulvet. Fugtigheden er krøbet ind gennem murene i det lille hus og helt ind i hende. Hun rystere lidt, men må videre med fejningen. Foran kosten ligger en lille dynge af kattehår, brødkrummer og nullermænd. Hun tjatter til dem og skæver hen mod den læderbeklædte træstol, hvor Martin tit sidder om aftenen. Lige nu er han i smedjen og nok i gang med at fremstille søm. Mon ikke, han bliver der, i hvert til det er tørvejr. Eller drilleer arbejdet ham, så han trænger til et hvil og kommer ind gennem døren om et øjeblik, drivende våd og sjasker det nyfejede gulv til, mens han brokker sig over skidtet, der jo stadig ligger som et lille bjerg?
   Cessie skotter ud af det ene vindue. Nej, der er ikke skyggen af en bred mand, der haster gennem regnen .Men oppe i det ene hjørne af de hvidmalede vinduesrammer kryber en edderkop ud af en lille sprække for at se til sin fangst, en flue, der spræller ynkeligt i et forsøg på at slippe fri. Den summer lidt. Så ligger den stille et øjeblik. Edderkoppen lurer på sit bytte, men begynder ikke at rulle den ud af fælden. Fluen spræller igen
   Cessie fejer skidtbunken op og smider den i affaldstønden.
   Regnen er stilnet af, Hun åbner døren på klem og lytter. Jack hamrer løs derovre. Hun lukker døren igen og sætter sig i gyngestolen. Det hårde sæde presser mod hendes bagdel, så det svider, Med en ganske styg ed ,farer hun op og stirrer arrigt på et reb, der hænger på væggen mellem vinduerne.
   I revnen derovre spræller fluen stadig. Edderkoppen nærmer sig. Nu strækker den et langt tyndt ben frem. Om lidt er det slut med fluen.
   Hvis ikke...
   Rebet ligger godt i Cessies hånd. I næste øjeblik flygter edderkoppen og der går hul på dens fælde.
   Fluen falder på gulvet. Den er stendød.
   Cessie brister i gråd.

Da gråden er stilnet lidt af overvejer hun at kyle rebet i affaldstønden. Hun svinger lidt med det. Men tør ikke kyle det i tønden. Hendes hænder dirrer lidt, da hun hænger det på plads, Hun tværer tårerne ud, snæfter et par gange og går så ud til tønden med koldt vand. Da hun har skyllet ansigtet, går hun tilbage til den lille stue og synker igen ned i gyngestolen. Hun burde karte uld, men det er så træls.
   Cessie skæver til rebet. ser det mellem forsigtigt spredte fingre, og mindes, hvad Martin en gang brugte det til.
   Det var en lun forårsdag. De havde kun været gift i nogle måneder og alt havde været idyl. De elskede jo hinanden, og det lod til, at svigermor Eliza havde tålmodighed og gerne ville lære Cessie at kende. Den dag var Eliza dog ikke hjemme. Hun var draget til den lille hytte, hvor hendes gamle far dengang levede. Han havde det skidt og lå i sengen det meste af tiden.
   Cessie havde bestemt sig for at så blomster. Solen skinnede jo så dejligt og hun havde fra med hjemmefra. Smånynnede og med udslået hår, for hun var jo alene hjemme denne lune sommeraften. Martin var gået på kroen,
   20 år var hun dengang, og nu, da hun tænkte over det, meget naiv.
   "Godaften," lød det pludselig bag hende.
   Og der stod så hendes fætter Alexander. I en flot, grøn uniform. Han havde åbenbart ladet sig hverve til kongens folkehær. De havde leget meget sammen som børn og hun blev så glad for at se ham, at hun efter en varm omfavnelse, inviterede ham indenfor. De drak øl, snakkede og pjattede. Talte om gamle dage og lo, så de var ved at revne.
   På et tidspunkt var de - næsten uundgåeligt kommet til at snakke om en episode fra barndommen. Alexander havde besøgte hende og John - de legede godt, men så blev det uvejr. Det lynede og tordnede - og stakkels Alexander skulle hjem, for hvis han kom for sent til aftensmaden vankede der. P
   På kroen spiste de ofte sent. Kokkepigen og Mary, deres tjenestepige, var stadig i gang med forberedelserne, så det gik vel an, at John fulgte ham hjem, men nej, John skulle vande dyrene inden spisetid, mindede han dem om. Og så var det, at Cessie tilbød at følge ham hjem. Den gang var hun ikke bange for ret meget og slet ikke for en smule uvejr. Hun var 10 år og fuld af mod på livet og mulige eventyr. Så sådan blev det. På det meste af turen gennem torden og lynild holdt hun sin 12-årige fætter i hånden.
   Og nu - de mange år senere, kom hun i tanke om at John havde drillet ham og kaldt ham: Lyn og torden-kujonen.
   Og så brast det ud af hende (hun var vist også en kende beruset) "hvem skulle tro, at lille Lyn-og-torden-kujon er blevet soldat i kong Leopolds folkehør?"
   Straks så han på skrømt truende ud. Cessie lod som om hun blev skræmt og løb af sted med ham efter sig. Rundt om bordet gik det med ham i hælene, til hun forpustet dejsede om i alkoven. han var over hende som et lyn. stadig på skrømt. han kildede hende og hun grinede, så hun var tæt ved at tisse på lagnet.
   Så var det at døren fløj op. Med et brag. De stivnede. Alexander rejste sig med et sæt og glattede sit tøj. Selv satte hun sig forfjamsket op. Kjolen var gledet op over knæenes og hendes hår var vist uglet. Med vidt opspærrede øjne, der temmelig sikkert så meget forskrækkede ud, stirrede hun på Martin. Han var i selskab med nogle af sine soldebrødre. Jack, Larry og en, der vistnok blev kaldt Skumpy.
   "Hvad i alverden laver I?" brølede Martin.
   "Det kan du vel se!" påstod Jack grinende og de to andre udstødte grove latterbrøl.
   "Jeg - vi - jeg kan forklare det," stammede den arme Alexander, men han nåede aldrig at forklare noget. Jack og Larry kylede ham ud ad døren med brask og bram, og smækkede den i. De fulgte selv efter og nogle brøl tydede på, han fik tæsk.
   "Lad ham være," bad Cessie, "han har jo ikke gjort noget. vi pjattede bare."
   Men aldrig havde hun set Martin så rasende. Han var ildrød i fjæset og hans øjne glimtede både vredt og ondt.
   Hans rasende stemme og Skumpys supplerende overfusninger haglede ned over hende, så hun til sidst brast i gråd, men det hjalp ikke. Og værre blev det, da Jack og Larry trådte ind med veltilfredse miner.
   En af dem sagde: "Du må lære hende ikke at kissemisse med andre."
   Om vedkommende rakte Martin rebet eller han selv greb det, husker hun ikke, men hans onde, fremmede stemme, lyder i hendes hoved, mens hun husker tilbage.
   "Tag kjolen af og læg dig på sengen!" kommanderede han, Så skal jeg sørge for, du aldrig gør den slags igen."
   "Du kan lige vove det!" råbte hun rasende. Og da han prøvede at trække kjolen af hende, gjorde hun rasende modstand. Soldebrødrene grinede og opildnede Martin. De tog det som en forlystelse. Til sidst hjalp de Martin og da hun stod i sin bare særk, fik de hende ned på madrassen og holdt hende, mens han slog.
   Og de stoppede ikke, før hun klynkende forsikrede at hun aldrig - aldrig mere ville gøre det, de påstod, hun havde gjort.

Hadet strømmede gennem hende den aften, men senere undskyldte han, Sagde at han troede på hende nu. Han havde været beruset og havde misforstået det, og de andre troede jo, at de havde været i færd med at bedrive hor, eller i hvert fald lige skulle til det. Så det var egentlig mest de andres skyld og han skulle nok snakke med dem. Og hvis hun ville have det, kunne han da stikke dem nogle flade.
   Det slap de nu for, og der var ikke rigtig nogen, der holdt med hende. Mor sagde, hun skulle have varet sig og Eliza sagde ligefrem, hun skulle være glad for, at Martin selv klarede sagen og ikke gik til præst og menighed. Moster Helen sukkede og sagde, at sket var sket - og alle mænd var nogle forbandede stoddere, så Cessie skulle nok aldrig være faldet for en af den slags, men hellere være gået i kloster.

Martin har ikke brugt rebet siden dengang, men Eliza havde hængt det op, hvor det hang. "Det kan være dig en påmindelse," havde den lede kælling sagt.
   Det er omtrent seks år siden nu, og hun tænker ikke på det hele tiden. Men når, som nu i dag, verden virker grå og trist, dukker det op. For det meste er Martin jo ganske omgængelig, ja ligefrem rar og blid. og nu har de jo lille Keith, så det er for sent at gå i kloster,.
   Cessie sukker. Hun er 26 år og fanget i et spind af Gudsjammerligt kedelige hverdagssysler. og hun må hellere komme videre med dem,