Kun få mennesker på Århus banegård, perron 4. De står hist og her i klynger eller alene, småfrysende, for tyndt klædte. Novemberkulde og novembermørke. Vi venter på toget til København, 19.02, som er lidt forsinket. Den grelle belysning gør kulden og mørket skarpere. Man skulle tro det var midt om natten, og så er det bare tidligt om aftenen.
   En dreng på omkring sytten vandrer rastløst frem og tilbage, hans uro smitter og gør også mig urolig. Ikke fordi han virker særlig farlig, det er bare en refleks, mørke, kulde, ensomhed - ældre lidt nervøs herre og energisk, urolig ung mand.
   Pludselig kommer han hen til mig og siger: "Har du ikke to kroner, så jeg kan ringe. Jeg er kommet for sent til mit tog." Han får mønten og går ind i telefonboksen.
   Han er da en pæn dreng, lyshåret og grydeklippet, som det er moderne. Han er velklædt, helt i sort - sorte, vide bukser og vindjakke af et blødt, blankt stof.
   Toget kommer, og jeg finder frem til min plads. Også her kun få mennesker, pladserne omkring mig er tomme, længere henne i kupeen sidder nogen og småsnakker, læser eller halvsover.
   Da toget sætter i gang dukker drengen op igen, også nu rastløs, han kommer åbenbart vandrende fra en anden vogn. Han traver frem og tilbage, og passerer mig flere gange.
   Konduktøren kommer ind for at kontrollere billetter, og der bliver et øjebliks stilfærdigt drama. Drengen forsøger tydeligvis at smutte forbi ham, hvilket er håbløst i den smalle gang. Jeg ser de står og parlamenterer, og jeg kan godt regne ud, hvad det går ud på. - Så kommer drengen farende, men i det han vil passere mig, griber jeg fat i ham. Han standser brat og stirrer på mig.
   "Sæt dig," siger jeg. - "Nej, jeg vil da ej," svarer han forarget. - "Sæt dig så!" siger jeg bestemt og gør plads for ham, og han dumper ind på vinduespladsen ved siden af mig. - "Hvad sker der?" spørger jeg. - "Han vil sætte mig af. Jeg har ingen billet".
   Det var hvad jeg tænkte. Konduktøren kommer til os, og jeg betaler drengens billet. Han skal til Odense. Jeg lægger godt nok mærke til konduktørens glimt i øjet, men han siger ingenting.
   "Tak," siger drengen, da jeg giver ham billetten. Derefter sidder vi tavse længe, han ser ud af vinduet, der ellers bare er mørkt og hvor skarpe lys farer forbi i glimt.
   Så vender han sig mod mig og siger nærmest modvilligt: "Og hvad skal jeg så gøre for dig?" - "Ingenting," svarer jeg. - "Nå," siger han. Han er åbenbart ikke tilfreds med det svar. Vi sidder igen stille. Mine tanker glider væk. Jeg bliver opmærksom på toglydene, det dunker og rasler, og jeg lægger mærke til, hvor nedslidt og beskidt her egentlig er.
   "Er du rig?" spørger drengen. - Jeg må le. "Nej," svarer jeg, "gid jeg var." Og da jeg kan se, at han virkelig undrer sig og behøver en forklaring, siger jeg: "Sagen er, at jeg godt kan lide kønne drenge." - Der går en trækning over hans ansigt, og så falder han til ro. Her er noget han kan forstå.
   "Vil du sutte pik på mig?" spørger han lidt efter. - Nej, min ven," svarer jeg, "jeg er slet ikke ude på noget. Og bortset fra det, ville det ikke være så godt her, vel?" - "Vi kan da gå ud på toilettet," siger han. Han har åbenbart tænkt sagen igennem. - "Nej," siger jeg, så kunne vi risikere begge at blive sat af." - Det spekulerer han lidt over. "Han vil da ikke kunne vide, hvad vi laver derude." - "Næh," siger jeg, "men han kan da gætte."
   Situationen er umærkeligt vendt om. Han ville gerne yde noget for den tjeneste jeg har gjort ham, men nu er det åbenbart igen mig, der skal gøre noget for ham. "Du vil gerne, hva!" siger jeg. - Han bliver forlegen og flytter sig uroligt i sædet, ja, han rødmer sgu'. Så siger han nærmest trodsigt: "Jeg ville ikke have noget imod det".
   Vi sidder der ganske roligt ved siden af hinanden, og forbipasserende ville bare se et par sløve rejsende. Men luften imellem os er ladet. Jeg kan jo ikke vide præcis hvad han tænker og føler, men han sidder så tæt på, at jeg kan mærke hans kropsvarme. Jeg må træffe en afgørelse.
   "Nej," siger jeg bestemt, "jeg vil ikke." - "Nå," siger han tonløst og synker ligesom ind i sig selv og ind i sin krog. Jeg er egoist, tænker jeg, jeg får uden tvivl mere ud af denne situation end han. Herregud, hvor kræver man dog lidt. Og som så mange gange i livet gælder der, at det halve - eller her altså næsten ingenting - er mere end det hele.
   Så siger jeg til ham: "Der er alligevel noget du kan gøre for mig." - Han vågner og vender sig mod mig. "Hvad da?" - Jeg trækker en pakke papirlommetørklæder frem, tager en enkelt ud og rækker ham den. "Gå ud på toilettet og spil den af, og kom så og giv mig dette."
   Han ser nærmest chokeret på mig og siger afgjort: "Det vil jeg ikke!" Han rykker endda lidt væk fra mig. - "Helt i orden," siger jeg, "så taler vi ikke mere om det."
   Vi sidder igen længe tavse, og ud af øjenkrogen ser jeg, at han sidder og fumler med det lille stykke papir. Der er stadig en spænding mellem os, men måske er den nu tilsat lidt fjendtlighed.
   Pludselig rejser han sig, maser sig forbi mig og går ud. Jeg ser, at optagetlyset til toilettet tændes.
   Min fantasi fejler ingenting, men jeg kan jo ikke vide, hvor meget den har med virkeligheden at gøre. For øvrigt er mine fantasier ikke særlig vilde, nærmest bare venlige.
   Han kommer tilbage, og idet han skubber sig forbi mig, giver han mig den lille våde klump papir i hånden. "Tak," siger jeg, du er en god dreng."
   Han synker ind i sit hjørne og lukker øjnene. Lidt efter farer han op og stirrer ud af det mørke vindue. - "Sov bare mig ven," siger jeg. "Jeg skal nok vække dig i Odense".