John studerede hende med et sultent blik. Sonja rejste sig og gik op til stewarden, der stod ved disken. Hun hev en funklende ny sutteflaske ud af håndtasken og rakte den til stewarden, en mørk serviceminded fyr, der fluks varetog samtlige servicefunktioner i spisevognen for gode drikkepenge.
"Kan du hælde lidt varm mælk i den her?" Spurgte hun bydende.
"Det går ikke frue, flasken er jo helt ny, jeg må lige skolde den først," lød det jovialt.
Sonja satte en utilfreds mine op.
"Jeg har selv to små derhjemme frue, tro mig, hvis de små maver først kommer i uorden, så er fanden løs," fortsatte han.
Sonja kiggede på sit Cartier ur med indlejrede diamanter, tiden var løbet fra hende.
"Jeg har ikke tid til at du skolder den, hæld nu bare lidt varm mælk i den, hvor svært kan det være...?"
Nede i kupeen herskede kaos. Andrej og Bjørn var opstemte over alt det spændende, der lå foran dem, og de fejrede det med vodka. Lene var med til festen men holdt igen med vodkaen, fordi hun havde lovet at passe Siv, Sonjas 7 måneder gamle baby.
Andrej og Bjørn var sluppet ind i Tyskland iført det grønne arbejdstøj, som var kopier af Fidel Castros paradeuniform. De tyske toldbetjente måbede ved synet af de usle uniformer og væmmedes. De glemte helt at tjekke de mange flasker Stolichnaya vodka, Andrej havde slæbt med i bagagen, og som var tiltænkt kammeraterne i Havanna. Toldbetjentenes akavede reaktion morede Andrej og Bjørn, og latteren fik frit løb, da Bjørn parodierede deres forargede ansigter. Endnu en flaske vodka blev plukket ud af Andrejs bagage.
De blev mere og mere højrøstede, og selv om Lene tyssede på dem, undgik de ikke at vække lille Siv, der vågnede med store forskrækkede øjne.
Lene blev vred og sendte de to 'paradeuniformer' ud af kupeen, så Siv kunne få lidt ro.
Ude på toggangen fortsatte vodka festen, udvidet med et svensk hippiepar fra nabokupeen, der havde drukket tæt og var lakket til, allerede inden toget forlod København. Andrej fortalte historier om russernes teatralske overlevelseskraft, og hvordan de nedkæmpede Nazisterne. Grebet af nostalgisk nationalisme begyndte han at synge. Med dybe svingende toner stemte han lavmælt og langsomt i med den russiske folkesang 'Kalinka' for gradvist at sætte hastighed, lydstyrke og toneleje op. Bjørn og de fulde svenskere stemte i og forsøgte at følge med i de 4,5 oktaver som sangeren Ivan Rebroff - og åbenbart også Andrej - kunne levere.
Siv kunne høre de sang ude på gangen og var egentlig udhvilet og godt tilpas, indtil hun kom i tanke om, at hun var sulten, så begyndte utilfredsheden at melde sig. Hun stemte i med højlydt gråd og så det som en udfordring at overdøve 'Kalinka' og få noget at spise.
Situationens kaotiske kompleksitet blev ikke bedre, da stewarden trak skydedøren op og bad Lene og Siv om at forlade kupeen så den kunne ændres til liggevogn.
Ude på toggangen var trængslen blevet værre. Flere havde sluttet sig til det vodkasyngende selskab med hver sin version af 'Kalinka'.
Sivs gråd skar igennem og efterhånden gik luften ud af folkesangerne.
Vognene var nu ændret til liggevogne. Det gjorde dem ikke mere bekvemme, medmindre man konsekvent lagde sig ind i køjen, hvilket jo var meningen.
Lene lagde sig ind på den mellemste køje med Siv og håbede, Sonja snart dukkede op. Bjørn kom ind i kupeen hvor Sivs skingre gråd fyldte rummet. Han besluttede sig for øverste køje. "Siv, griber efter dit bryst Lene, hun er sulten," bemærkede Bjørn empatisk.
"Der er ingen mælk der, lille Siv, " sagde Lene undskyldende og kyssede Siv."
"Allerhøjst et par dråber Vodka," mumlede Bjørn grinede.
"Spar mig," kom det fra Lene.
Bjørn fandt det klogest at snige sig til køjs. "God nat Lene" mumlede han.
Hun hørte det ikke, 'støjsenderen' Siv svingede sig højere og højere op.
Lidt efter kom Andrej ind, han rumsterede med tomme klirrende flasker i et indkøbsnet, der røg ind i kuffertrummet. Han stank af vodka og sved. Han havde indtaget et imponerende antal genstande og gik omkuld i nederste køje. Da han smed sin tunge krop på briksen, gav det et drøn op gennem vangerne og Lene frygtede et kort øjeblik at systemet skulle brase sammen.
Han lå med bagdelen ud mod gangen, bukserne hang lavt og skjorten var gledet op, så det øverste stykke af røven derved var blottet. Lene væmmedes, men kom uvilkårligt til at tænke på sin sparegris. Hvad var han egentlig for en, ham Andrej?
Endelig dukkede Sonja op. Hun lagde sig lydløst på køjen over for Lene.
Siv var helt opløst og varm i hovedet, og det lod ikke til at Sonjas tilstedeværelse trøstede hende. Hun ville ikke slippe Lene, men klamrede sig panisk til hende.
"Lene her er Sivs mælk, det lader til at hun vil være hos dig lige nu." Hun rakte Lene sutteflasken, og smilede.
Lene lagde Siv til rette og gav hende sutteflasken i munden. Siv tog ivrigt for sig. De små hænder åbnede og lukkede sig, og velbehagelige smålyde afløste den skingre gråd.
En velsignet fred lagde sig.
Hvis han kunne aflive Lene med kun ét nakkeskud, ville det være det bedste. De ville være i Hamborg 0:30. Når toget standsede, ville han eksekvere straffen, og derefter hastigt entre perron 14, gå videre ned til arkaden og forsvinde i byen.
På den anden side kunne han også udsætte drabet til at toget ankom til Frankfurt, så kunne han måske komme videre med Sonja, som han var brændt varm på. Det var tydeligt, at hun havde flirtet med ham. Og lige nu var han tændt. Han ville gøre alt for at få fat i hende. Han tog en beslutning. Lene Lindstoks liv blev dermed forlænget med godt fire timer.
De sov alle tungt i kupeens vodkahørm, men Sonja sov rævesøvn. Toget kørte langsomt, hun kunne høre hjulenes passage over et utal af skiftespor.
Om lidt var de i Hamburg.
Andrejs blottede røvballe skinnede i mørket, det var næsten for nemt. Hun pressede kanylenålen ind i den kødfyldte balle og trykkede 5 ml af den dræbende gift i ham. Han brummede "rækker du frosten din røde mund" den sidste strofe i 'Kalinka' og sov videre...
John var godt tilfreds med sin beslutning, så da toget standsede i Hamborg, kunne han stå afslappet med ild i spidsen af sin første cigaret i mange år. Han fantaserede om Sonja...
Han kiggede på de få passagerer, der stod af nattoget her og købte to dåser øl og en avis af sælgeren ved servicevognen på perronen. I det øjeblik dørene blev lukket, og fløjten gav signal til kør! stod en kvinde af toget...
Det var Sonja.
Det gav et gib i ham. "Sonja!" råbte han. Hun vendte sig ikke, men fortsatte i hurtig gang ned af perronen mod udgangen.
Han prøvede at komme ud ad døren, men dørgrebet var låst elektromekanisk, da toget satte sig i bevægelse. Resolut løb han ind i nærmeste kupe, flåede vinduet op og fik mavet sig ud. Han fik drejet sig og hang i vinduesrammen. Han vidste, han skulle slippe hurtigst muligt inden toget kom op i fart, men det gik allerede hurtigt konstaterede han.
Han slap og blev med voldsom kraft slynget hen ad perronen. Han hørte en mærkelig knasende lyd.
Det var som om han var landede i en snedrive, han mærkede kulden og så kun skinnende hvide snekrystaller...
Så mærkede han, at der var en, som tog hans hånd og børstede sneen væk fra hans ansigt.
Det var Sonjas ansigt han så, da han langsomt gled ned i snedriven igen.
Rækker du frosten din røde mund?