Overlæge Heinz Grau var lykkelig. Han havde netop fået besked på, at hans patient var fundet og ankommet til skadestuen på Riget. Han tog straks en taxa derud.

Da han ankom, lå der en besked til ham i receptionen. Han skulle straks omklædes og gøre sig klar til operation. Man ventede ham på universitetets store operationsstue, Genesis.

Hans patient, Donat Shpirti, var for ung til, at man ville lade ham dø. Han var kommet slemt til skade. Af en eller anden uforklarlig årsag, var han kommet i klemme under en elevatorkabine. Her var han blevet klemt sammen med en død mand, der allerede lå i skakten. Men da Donat var en lille mand og havde hypermobile led, så var han heldigvis endt i et hjørne af skakten, hvor der havde været plads til hans krop.
   Værre var det med den kraniefixtur, Heinz Grau havde monteret. Den var revet af og forsvundet ned i det tykke lag af konsistensfedt, der lå i bunden af skakten sammen med hovedskalsstykket. En dygtig paramediciner havde trukket folie om kraniet. Han havde endvidere fundet kraniefixturen og det meste af hovedskallen i konsistensfedtlaget.

Oppe i Genesis var hjernekirurgerne, professor Peter Strøm-Jensen samt gæsteprofessor og 1. kirurg Albert Sternmesser fra Schweiz ankommet. De blev modtaget med en anerkendende klapsalve, da de i deres grønne operationsdragter entrede lokalet. Heinz Grau kom ind umiddelbart efter og stillede sig op af bagvæggen. Ingen syntes at ænse ham.

Professor Albert Sternmesser blev regnet for verdens dygtigste hjernekirurg. Hans familie kom egentlig fra Ulm, men var flyttet til Zürich i 1945, hvor de skiftede navn til Sternmesser. Hans far var uddannet under Wirtshafts-programmet Arischer-Hirn og havde udrettet utrolige resultater. Hans forskningsprotokoller var stadig i familiens besiddelse og opbevaret i deres private bankboks. Men det var en hemmelighed, som kun Sternmesser og ganske få af familiens ældre familiemedlemmer kendte til.
   Professor Strøm-Jensen og lægemedierne vidste således ikke, at den operation de skulle udføre i dag, ikke var første gang i verdenshistorien, den blev udført. Den var udviklet 40 år før på hundredvis af sagesløse og uskyldige mennesker.

Da Donat var bragt ind og besigtiget, havde Strøm-Jensen omgående ringet til Sternmesser, som straks blev klar over, at de havde den rigtige patient. Han havde prompte taget morgenflyet til København.

Nu lå Donat bevidstløs på operationsbordet med et grønt folieklæde over sig.

Selv om der var en narkoselæge, en operationssygeplejerske, enogtyve unge hjernekirurgistuderende samt seks udenlandske gæste læger og Universitetets Tv-hold tilstede, var der stille i auditoriet. Alle var klar over, at hvis det her lykkedes, havde lægevidenskaben lagt endnu en mil bag sig på vejen til den uundgåelige "Frankenstein".

Der var helt stille da Strøm-Jensen introducerede Sternmesser.
   "Mine damer og herrer, må jeg præsentere dr. professor og 1. kirurg Albert Sternmesser fra Zürich Universitäts Hospital.
   Albert Sternmesser er verdens førende hjernekirurg, og han vil i dag gennemføre verdens første operation af et funktionsintegreret og heldækkende hjernelågsimplantat. Vi vil assistere ham, mens han docerer. Jeg beder derfor de studerende følge med, idet jeg undervejs vil stille pointgivende spørgsmål til de herrer.

-Værsgo dr. Professor."

Sternmesser trådte frem. Han talte dansk med tysk accent.
   "Mine damer og herrer, der er ingen tid at spilde, lad os gå i gang. Som I kan se i fadet her, har vi Donats kranielåg med tilhørende fragmenter, som har taget ubodeligt skade. Vil de udtale dem dr. Grau?"

"Ja gerne! Jeg kan medgive, at det desværre ikke vil være muligt at genetablere kraniefixturen, det er et puslespil med manglende, knuste og forurenede brikker."

"Meget vel, Dr. Grau. Så er det jo godt, vi har udviklet denne her." Sagde Sternmesser. Han åbnede en alukasse og brød en steril forsegling. Herefter løftede han kranielågsimplantatet op med sine behandskede hænder, mens han så ud over forsamlingen og ind i tv-kameraet med et stort smil.

Der kom et højt udbrud i auditoriet.

"Dette heldækkende kranieimplantat passer med en millimeters nøjagtighed til Donats kranie. Det er ikke en protese, men et implantat. Det har direkte kontakt til hjernen. Der er integreret 200 elektroder, mikrotrykpumper, batterier og en radiomodtager. Vi kan sende impulser til elektroderne og styre trykket, fra den lille bærbare terminal, som I ser på bordet derovre. Med den vil vi kunne foretage forskellige stimuleringer. Det vil jeg komme tilbage til senere. Nu vil Strøm-Jensen save et stykke af kraniet efter skabelonudstyret her, så vi får et rent snit til implantatet. Derudover skal der bores seks huller til at fastgøre det. Som I kan se, er der en mat bane hele vejen rundt, det er der, hvor huden limes på og siden fæstner sig på den porøse flade, der giver adgang til blod og lymfe. Overdelen består af et transparent materiale, så vi fysisk kan se forandring i struktur og farve. Vi kan i bogstavelig forstand se hjernen arbejde. Vi har lavet tre forskellige parykker, der er designet til implantatet, så det vil aldrig genere Donat, at kranielåget er transparent."
   Sternmesser trak foliedækket af Donat. Der kom igen et højt udbrud i auditoriet. Hoved var stadig viklet ind i wrap folie.

"Fixer ham i siddende stilling, helt lodret" beordrede Sternmesser. Operationssygeplejersken arbejdede med operationsbordet, og fik ham op i lodret stilling, fixeret kraniet stramt med remme ved overmund og nakke. Herefter fjernede Sternmesser meget forsigtigt wrap folien, mens han skyllede og fjernede blod og væske. Han placerede og fixerede en saveskabelon, så den styrede på nederste pandestykke.
   Han skar huden over to cm horisontalt over fixturen og rullede den ned til save-skabelonen. Herefter blev den skærmet af med en ny dækskabelon fra alukassen.

"Værsågod! Gå i gang med saven. Horisontalt snit hele vejen rundt," sagde han henvendt til Strøm-Jensen.

Strøm-Jensen savede langsomt med en lille rundsav, der sugede spåner og væsker væk. Sternmesser dirigerede hastighed og skæredybden fra en lille terminal ved siden af. Da de efter en halv time var hele vejen rundt, kom der et spontant bifald fra salen.

Sternmesser var upåvirket. Han lavede seks vertikale nedskæringer til det horisontale snit, og borede fæstehuller. Herefter trak han sektionsvis de seks afskårne kraniestykker af, samtidig med at han støttede den blotlagte hjerne med tilpassede stive foliestykker. Hjerneimplantatet blev herefter positioneret, skubbet på plads og skruet fast. Huden blev rullet op og limet fast. Operationen var færdig.
   Det var lykkedes.

Professor Sternmesser og professor Strøm-Jensen stod på hver sin side af Donat, der sad fixeret og bevidstløs med sin nye impulsstyrede "plastichjerne", mens de modtog et bragende bifald. Dørene til auditoriet blev lukket op, og det vrimlede ind med presse og læger. De to professorer tog hinanden i hånden og lod sig hylde foran tv-kameraet.

Da kameraet drejede, så man overlæge Heinz Grau stående stift op ad væggen, med et mærkeligt forurettet udtryk i ansigtet.