Der var sus i skørterne og amoriner i luften, da Lene cyklede ned ad Strandgade i efterårsvinden. Gaden var livet op, efter de albanske gangstere var forsvundet. Hun nød, at hun ikke længere skulle gemme sig, men kunne køre frit gennem gaden med udslået hår, som så mange gange før, inden 2050 ejede gaden. Det var et velkomment deja-vu.
   Den sidste 2050'er, Elvis Vëllezërit, lå på havnens bund, alligevel kunne hun ikke lade være med at spejde til alle sider, da hun passerede Sofiegade, dér hvor hun var revet af cyklen og kidnappet. Hun gøs. Denne gang så det imidlertid ud til, at hun kunne komme uskadt forbi og videre gennem gaden frem til Bjørns genfremsatte dinner invitation.
   Hun smed cyklen fra sig op ad væggen til ejendommen, hvor han boede, og løb med lette trin op ad trappen i den gamle pretiøse bygning. Ejendommen rummede store patricierlejligheder med stuk og højt til loftet. Hoveddørene var af massivt mahogni, store og tunge. Familien Strandgård boede på 1. sal tv.
   Med en glad og berusende forventning trykkede hun på det messingskinnende ringetryk, der rungende som malm og afgav et aristokratisk Bim-Bam, der forkyndte hendes ankomst.

Hun ventede.

Med penge fra den bugnende Rexmani fond havde hun surfet gennem Magasin du Nord's stormagasin sammen med Marie. Hun havde købt en dyr modekjole i lyseblåt silkestof med et hvidt trådmønster, der matchede hendes lange hvide hår. Hvide strømper, nyt eksklusivt blondeundertøj og elegante lyseblå lædersko med lav hæl. Hun havde også købt parfume og kosmetik af den oversminkede parfumedame nede i stuen, som hurtigt havde fundet en forførende rosenduft til hende. Parfumedamen, som de blev tituleret i Magasin, viste sig imidlertid at være en god sælger. Hun fik overbevist Marie og Lene om, at de ikke kunne leve uden en beauty-box, som var en hel lille kuffert, med kosmetikremedier: mascara i mange farver, sminke, pensler, stifter, creme, lak og læbestift. Med den lille mirakelkuffert kunne en jævnt kedelig fabriksarbejderske forvandles til en Hollywood stjerne på bare et par timer. De gjaldt om at øve sig og fremhæve de interessante sensuelle temaer, ansigtet rummede, havde parfumedamen forklaret. Hun kunne garantere for 'bid' med et smukt kreeret ansigt i kombination med den friske rosenparfume, sagde hun overbevisende, samtidig med at hun sendte et sigende blik over disken, der røbede hendes egen succes. Et utal af fantastiske fangster lige fra drenge til gamle mænd, sportsstjerner og rigmænd. Når hun smed sin 'kosmetiske pilk' i vandet, bed alt på.
   Marie havde gjort store øjne og slugte de interessante udsagn råt. Hun så lyset et eller andet sted foran sig, et nyt wake-up call. Tænk hvis sådan en lille kuffert og lidt seriøs øvelse fuldstændig kunne forandre en utålelige hverdag til en fest gennem tilværelsen.
   Før de fik set sig om, havde Marie også købt Estée Lauders kosmetiske håndbog med store farvebilleder og mange eksempler og studier i smukt stylede ansigter.
   Marie havde været begejstret og kunne næsten ikke vente til de kom tilbage til Charlie Browns omklædningsrum, hvor hun kunne øve sig i sin nye rolle som make-up artist, og Lene måtte lægge ansigt til Maries mange eksperimenter. "Nu er du en Vamp", havde hun sagt imponeret over sit eget værk.

Lene cyklede sminket hjem til Marengovej for at vise Gerda kunstværket. Hun mødte Snotter i entreen. Han stivnede og udbrød "Hvem fa'en er du?" Men hun havde gennemskuet ham. Han var imponeret, men ville åbenbart ikke vise det. Det var noget andet med Gerda, hun slog hænderne sammen og fik tårer i øjnene. "Min lille Lene pige er blevet en rigtig kvinde, hvor er det fantastisk!" Og så fik hun hele indkøbshistorien om turen i Magasin du Nord, og hvordan nogle af pengene fra Rexmani fonden havde fået hurtige ben at gå på. Gerda var begejstret og hun foreslog, at Marie kunne komme og arbejde lidt med hendes ansigt også, fordi hun savnede sin tabte skønhed fra Rexmani-tiden i Albanien. Dengang havde Pauline gjort hende mindst ti år yngre og givet hende et fantastisk aristokratisk look, som Gerda faktisk hurtigt havde fået smag for... Men med Paulines afrejse til Lugano var hendes elegante skønhed også forsvundet...

Marie var efterhånden blevet rigtig god til at lægge make-up. Hun ville skabe den mest fantastiske Lene Lindstok hun overhovedet kunne, når hun nu skulle møde Bjørn igen. Hun vidste, at Lene var blevet forelsket i ham og ikke var sig selv. Hun ville gøre sit til, at Lene fik ham 'på krogen' som parfumedamen i Magasin du Nord så primitivt havde udtrykt sig. Men det var en hårfin balance. Hun skulle bevare Lenes uskyldige ansigt med de rene pige træk og alligevel sminke hende så sexet, at en klokke gerne skulle ringe et eller andet sted i Bjørns hjerne og ringe de rigtige destinationer i kroppen op. Hun vidste, at de begge var uskyldige, så hvis hun kunne gøre noget for deres lykke, ville hun gøre det. Hun undte så inderligt Lene kærlighed. Hun havde sørget for, at Lene kom til frisøren, stod i lækkert tøj og udførte en mesterlig make-up, da hun endelig sendte sin allerkæreste veninde afsted på hendes date. Øjnene var blanke med en enkelt tåre og stemmen var grødet, da hun råbte efter hende, "hils Bjørn!"

Det var ikke længere en lille pige i flade, slidte kondisko men en attraktiv kvinde, der stod foran døren til Strandgårds lejlighed.

Nu skete der noget derinde bag den tunge mahognidør. Bjørn lukkede op og lyste af glæde, da han så Lene. Inden han nåede at sige; kom inden for, skød hans mindre søskende op under hver sin arm med nysgerrige ansigter.
   "Kom ind, Lene," sagde han smilende. Han ville have kysset hende, men blev forstyrret af de nysgerrige og urolige søskende, der masede rundt i entreen. Men han var jublende glad. Det var tydeligt, at han også var forelsket...
   "Kom ind, så viser jeg dig rundt. Det er en gammel historisk ejendom og en lejlighed med tilknytning til handel og søfart."

Bjørns værelse var stort og lyst og med udsigt ud til havnen og over til Havnegade. Her kunne han følge trafikken i havnen og den gamle Nationalbanks nedrivning. Det nye byggeri, lignede en stor skotøjsæske og var tegnet af Arne Jacobsen.

Han havde dækket op ved et lille bord foran vinduet med fine glas, smukt porcelæn og levende lys. Han havde også lavet et håndskrevet menukort i pap. Lillesøster, Inge, havde fået lov til at male blomster rundt i kanten af kortet.

På menukortet stod:

1. Velkomstdrink. Kold hvidvin á la Lene Lindstok (New Zealandsk Chardonnay)

2. Argentina pande á la Bjørn Strandgård, Argentina karry og paprika marinerede oksebeef braset med hvidløg, skalotteløg, forårsløg, balsamico og grøn peber samt stegte kartofler med timian, Balsamico og pebersovs. (Dertil vin: Argentinsk rødvin)

3. Nougatis på kanelvafler med blomsterblade á la Inge & Sten (Dertil likør: Brun Heering)

Lillesøster Inge og lillebror Sten vimsede nysgerrigt rundt i gangen med store øjne. De ville se Bjørns 'kæreste' og følge med i, hvad de lavede. Bjørn præsenterede dem og fortalte, at deres far og mor var civilingeniører og arbejdede som konsulenter for Sukkerfabrikken. De rejste meget og var for tiden i USA. Bjørn skulle holde øje med de små imens.
   Lene var ved at dø af grin, da han kommanderede dem til at lave lektier. Lydigt røg de ind i hver sit værelse og gik i gang med lektierne foran skrivebordene. Lene var imponeret. Hun ville aldrig kunne få Snotter til at lave lektier. Hun havde i øvrigt heller aldrig set ham lave lektier... Hm... tænkte hun det er altså sådan, man bliver civilingeniør.
   Bjørn var i gang i det store køkken. Han havde fundet en stor pande, som han jonglerede med på gasblusset. Det sydede og brasede, og der bredte sig en duft af krydderier i køkkenet. Inge hjalp lidt med borddækningen, hun og Sten skulle spise med og nyde godt af Bjørns kokkekunst, til gengæld skulle de så tage opvasken.
   Bjørn og Lene trak ind på værelset med et glas hvidvin i hånden fulgt af nysgerrige blikke. Bjørn lukkede forsigtigt døren. "Hvor er du heldig at bo så dejligt med udsigt over havnen," sagde Lene.
   "Ja," svarede Bjørn, "det er altid spændende af se de store skibe sejle ud. Man tænker, hvor skal de hen? Hvad kommer de til at opleve derude? Min bedstefar sejlede på Østen. Han var altid god for en spændende historie." Han smilede til hende. Som hun stod der videbegærlig, i sin lyseblå kjole, og med sin sjove ansigtsmimik fik han lyst til at give hende et kys. Han rømmede sig og sagde "skål!" mens deres øjne mødtes i et smil.
   De havde begge været tæt på døden dernede på bunden af havnen, nu stod de her med hjertebanken og følte sig meget i live. Bjørn skulle lige til at kysse, da det bankede på døren samtidig med, at den blev skubbet op.
   "Jeg kommer ind med maden," råbte Inge og marcherede ind med bakken, mens øjnene affotograferede scenen.
   "Tak Inge, det var sødt af dig," sagde Bjørn højtideligt og blinkede til Lene. Inge skrumlede rundt med tingene på bordet i alt for lang tid.
   "Det er fint Inge, vi klarer resten." Hun listede modvilligt af og lod døren stå på klem.
   "Inge passer på sin storebror," sagde Lene og smilede. "Har hun grund til det?"
   "Ja," sagde Bjørn. "Der er én, der er ved at stjæle Bjørns hjerte." De lo begge.

De satte sig til bords, og Lene havde kun ros tilovers for Bjørns dejlige mad. Det var noget andet end Gerdas traditionelle fredagsret, forloren skildpadde på dåse, med et hårdkogt æg vel at mærke, hvis Gerda da ellers var hjemme. Det skulle dog siges, at efter hun havde optrådt som Rexmani i Albanien havde hun forandret stil, og det vel at mærke til det bedre.

Rødvinen var kraftig og Lene mærkede varmen i kinderne. "Hvad er det for en plakat, du har hængende over din seng? "spurgte Lene.
   "Det er 'Che'. Ernesto 'Che' Guevara. Kender du ham?"
   "Han var kommunist," svarede Lene kækt uden at ane, hvor hun havde det fra...
   "Kommunist, ja. Men tænk på at de første frihedskæmpere i Danmark jo også var kontrapolariserede og kommunister, der efterhånden konverterede til gode socialdemokrater. For mig er han først og fremmest frihedskæmperen, der drev diktatoren Batista ud af Cuba."
   "Men fik de det så bedre?" Spurgte Lene.
   "Egentlig ikke. Amerikanerne gjorde en normalisering svær for ikke at sige umulig."
   "Bliver de ved med at være kommunister, tror du?"
   "Det er gode mennesker, de danser og synger så snart de kan slippe afsted med det. Jeg drømmer om at hjælpe dem med den moderate socialisme, som vi kender fra Skandinavien."
   Bjørn fortalte ivrigt og idealistisk om sit projekt og om sine fremtidsplaner.
   Lene levede sig fuldstændig ind i Bjørns politiske tanker og så meget koncentreret ud. Hun var sød og han overvejede igen at kysse hende. Han bøjede sig frem mod Lene, da Inges råb igen savede sig imellem dem. "Nougatis med kanelvafler!" Råbte hun, pressede døren op og entrede værelset med to flot pyntede isdesserter, oven i købet med tændte stjernekastere.
   "Er det her en date?" Spurgte hun.
   "Ja", svarede Bjørn og gav Lene et kys på kinden. Inge gav et lille hvin fra sig og løb ud af værelset. Lene og Bjørn kluk lo...
   De var helt færdige efter middagen, hvor de satte sig med kaffe på Bjørns briks. Det var ved at mørkne. Et fragtskib flød næsten lydløst forbi i havnen med tændte lanterner og lys. Kun den karakteristiske lyd fra den store B&W dieselmotor kunne svagt høres, og vibrationerne kunne mærkes i gulvet.
   "Den er på vej til Cuba," sagde Lene og grinede drillende.
   Bjørn kiggede alvorligt på hende og så ind i hendes klare, grønne øjne. Der var noget han var nødt til at få svar på. Han havde svært ved at få det frem, for det var så ultimativt...
   "Lene, vil du rejse med mig til Cuba?"
   Hans kønne brune øjne mødte hendes og fastholdt blikket. Han mener det, gu' hjælpe mig, tænkte Lene. Han lignede en, der ville få et nej og måtte rejse derover uden hende. Det var svært at forstå, at han elskede Cuba og socialismen højere end hende.
   Lene blev alvorlig og kiggede længe og fast på ham. At skulle leve uden Bjørn ville hun ikke.
   "Ja Bjørn, "sagde hun uden videre og løftede en hånd op til hans mørke krøller og kærtegnede ham. "Min egen cubaner," sagde hun og grinede. Kærtegnene satte en lavine i gang hos dem begge... De mærkede begge, at noget fantastisk var ved at ske. Som en 32 cifret kode i hjernen på dem begge, der pludselig kom ud med samme tal.
   "Jeg tjekker lige, at de små sover," sagde Bjørn og rejste sig ør af længsel efter Lenes kærlighed. Hun smilede og trak kjolen af...

Ole Eg Gormsen kaldet 'Ego' blandt kollegaerne på Politigården var rasende og hævngerrig.
   Efter Jens Østergård var vendt hjem fra Albanien og 'Stjerneadvokaten' Anne Frederiksen havde smadret anklagemyndighedens og anklageren Blak-Hansens samlede anklage mod 'seriemorderen' Lene Lindstok, var alt gået galt. Han var overført til Station 4, Hørhusvej på Amager og skulle sørge for at parkerings- og fartbøder blev betalt. Han gik konstant rundt med ondt i maven og brækfornemmelser. Han havde fået kronisk tarmbetændelse og diarré. Han var blevet ydmyget på det groveste af Brodersen og kollegerne. Han var smidt ud af Mette og boede nu på et skummelt loftsværelse i Sydhavnen.
   Han havde i vrede brændt Blak-Hansens sommerhus i Gilleleje af.
   Blach-Hansen lå derinde og sov. Selv om han var vågnet, var han blevet uhyggeligt forbrændt. Han var gennem et smertehelvede sluppet med livet i behold. Han kom aldrig til at præsidere i en retssal igen.
   Det havde dog ikke dulmet Gormsens vrede. Han havde fået tatoveret et eksploderet hagekors på højre skulder, eller fire L ér på linje og med ét øje øverst i den vertikale stamme. Det betød Længe Leve Lige Loven. Hvilket var et slogan for en lille gruppe højre radikaliserede betjente, der eksekverede kontant straf uden om retssystemet. Han vidste jo, at Lene Lindstok var seriemorder. Sagen var sole klar indtil den selvglade, skaldede idiot til Blak-Hansen havde fucket sagen op i retssalen... Nu skulle han brække sig igen.

Han havde længe skygget Lene Lindstok, og nu var det hendes tur til at føle hans vrede. Han havde vendt sig om efter den labre tøs, der var cyklet gennem gaden, og han havde ikke kunnet genkende hende. Men da der ikke var dukket andre op, blev han pludselig klar over, at han var blevet snydt af tøsen. Han vidste heldigvis, hvor hun skulle hen og fandt hendes cykel uden for Strandgårds opgang.

Han kunne ikke gå rundt med en benzindunk, så han havde købt et antal transfusionsposer på apoteket som han bar på kroppen under jakken og i buksebenene. Der skulle ikke meget benzin til at antænde den gamle knastørre hovedtrappe. Det ville hurtigt udvikle meget røg og skiderikkerne deroppe, ville hurtigt blive kvalt.
   I det samme kom Krogen cyklende ned ad Strandgade. Han var havnearbejder og kendt for sin kunstige jernhånd, der efterhånden havde invalideret adskillige af slagsbrødrene på Café Høvlen og ifølge rygterne på Christianshavn, var også et par albanske gæstearbejdere røget med.
   Krogen var i dårligt humør og genkendte straks sin plageånd gennem de sidste mange måneder, kriminalbetjent Gormsen, der smuttede ind på hovedtrappen. Krogen kunne mærke, at han selv ville få det bedre, hvis Gormsen fik en på skallen i samme øjeblik han stak hovedet ud af opgangen, han ville formentlig aldrig opdage, hvad der skete.
   Krogen stillede sig på lur og lyttede.

Bjørn ville lægge Lenes blondetrusser over på stolen, da han hørte brandbilerne fra Markmandsgade med udrykning nede på gaden. Lene fik hurtigt tøjet på igen. Bjørn vækkede Inge og Sten. De holdt sig nede ved gulvet for at undgå røgen.
   En brandbil satte en stige op til vinduet i Bjørns værelse, og de blev alle hjulpet sikkert ud af en stærk og dygtig redder.
   Lene blev fotograferet i armene på den stærke brandmand af Ekstrabladets fotograf, og skandalejournalisten, Torben Lund, kom tilstede og fik hurtigt skrevet et spændende hændelsesforløb, der kunne nå morgenavisen.

Ole Eg Gormsen blev fundet dødeligt kvæstet ud for hovedtrappen. Han havde åbenbart forsøgt at forhindre pyromanen i at stikke af og havde måttet betalte en høj pris for den heroiske indsats.
   En ukendt person havde smadret glasset på brandalarmen ved pakhuset 300 meter længere nede ad gaden.

Lene, der lå i armene på brandmanden oppe på stigevognen, blev senere årets pressefoto og kom selvfølgelig på forsiden af Ekstrabladet næste morgen, med følgende overskrift:

Lene Lindstok, frikendt for seriemord, er igen involveret i vold og brandstiftelse.

(På billedet ses Lene Lindstok blive reddet ud af den brændende bygning)

Lene Lindstoks politianklager, Ole Eg Gormsen, blev fanget af ilden og udsat for vold af en ukendt gerningsmand. Hans kranie er slået ind på samme måde som 'skolemordet' på Christianshavns skole sidste år. Han er indlagt i kritisk tilstand hos professor Strøm-Hansen på Rigshospitalet.

(På billedet ses Lene Lindstok blive ført væk i håndjern.)