Resumé
   Lene Lindstok er flygtet fra sine forfølgere i Danmark, selvtægtsgruppen 4L anført af galningen Ole Eg Gormsen. Men også den albanske mafia leder efter Lene og hendes ven Jens Østergård for at eksekvere blodhævn.
   Lene og Jens Østergård har allieret sig med organisationen AS (Arteficial Star) i Lugano, hvor Lene er i gang med en noviceuddannelse på det katolske kloster St. Lukas.
   Den forhenværende danske kriminalassistent Jens Østergård har opgivet et liv med Mette og hans datter, Solvej i Danmark og har sagt ja til Sternmessers tilbud som sikkerhedschef for privathospitalet.
   Lene, nonnen Elle og Elles mor, Mumien Marta og Martas tvillingesøster Magdalene er på vej til St. Gallen for om muligt at afsløre den onde Biskop Stefanus Paulus' handel og mishandling af børnene på de institutioner, han administrerer.
   Raided var planlagt af AS nye sikkerhedschef, Jens Østergård, der har til opgave at lukket tvisten med Biskop Stefanus Paulus.
   Elle har planlagt en omvej til St. Gallen gennem det smukke Schweiz. Det viser sig at blive en meget lang omvej...

Konkordiastrasse.
   Lene Lindstok var overvældet, da Piz Bernina åbenbarede sig langt ude i horisonten. Med spontane udbrud lod hun ingen i tvivl om, at hun var begejstret for synet af det imponerende snedækkede bjergmassiv. Landskabet her var en ubegribelig kontrast til det flade Amager, hvor Lene var vokset op. Elle smilede og var glad for, at hun havde valgt at køre netop den vej til St. Gallen.
   Vejen til St. Moritz og videre op til Chur var en af de smukkeste strækninger i verden. Der var en fascinerende udsigt til nogle af de højeste snedækkede tinder i Schweiz. Man kunne se helt over til Piz Bernina, som var den højeste tinde i det østlige Schweiz.
   Luften var krystal klar og sigtbarheden uendelig. Et fascinerende fænomen der kun indtraf nogle få dage om året.
   Det skete, når 'Den hellige Urschel' gik gennem dalen, sagde de lokale. Sagnet var langt og lidelsesfuldt men Elles version var spændende at høre...
   Dette klarsyn havde faktisk også en gunstig virkning på tankevirksomheden, derfor var det en god idé, at Jens Østergård havde indkaldt 'spionerne' og 'mostrene' til konference på hotel Post, hvor de også skulle overnatte. Hotellet lå afsides på bjerget uden for selve St. Moritz, det var trestjernet, men havde alligevel anbefalingen 'fremragende'. Det var et sted, hvor de kunne få fred til at udtænke den strategi, der skulle sætte den onde biskop Stefanus Paulus ud af spillet. Foruden at være mistænkt for at mishandle de børn han havde ansvaret for, på kirkens institutioner i St Gallen, tydede det også på, at han også var involveret i menneskehandel med børn, men hidtil havde ingen kunne bevise, at de alvorlige rygter var sande.
   Tvisten om pigerne Torn og Nagles tilhørsforhold, havde trukket St. Lukas klostrets ind i et engagement, der havde til formål at rive pigerne ud af Stefanus Paulus forvaltning og 'ejerskab'. AS ønskede en undersøgelse af biskoppens motiver for at beholde pigerne. Pigerne var, viste det sig, fejlagtigt stemplet som sindssyge og anbragt på en sindssygeanstalt. Abbedissen på St. Lukas klostret Maria Lukas havde imidlertid taget sig af pigerne og konkluderet, at de var helt normale piger. Men det var ikke så enkelt, for kanton St. Gallen havde stor magt og holdt hånden over Stefanus Paulus, der insisterede på at få 'sine piger' tilbage til sindssygeanstalten.
   Ankomsten til Post Hotellet var i modsætning til Grand Hotel i Tremezzo fuldstændig fredeligt. Det var en velkommen kontrast til det larmende kaos, de dagen før havde været involveret i.
   De nød et solidt måltid med suppe, pølse, rösti og salat. Derefter afholdt de det planlagte strategimøde med Jens Østergård...

Endeligt kunne de trække sig tilbage på værelset. Elle og Lene havde valgt at sove sammen i en stor dobbeltseng. De var trætte, og gik tidligt i seng. Lene var lykkelig, kunne man forestille sig noget bedre end at ligge her sammen med Elle som en loyal veninde, man turde betro sine tanker og drømme?
   Først nu var der blevet tid at granske protokollen, som Elle havde fundet i 'Vor Herres Brevkasse', og som de havde taget med sig ned fra børnehjemmet Edelweiss i den gamle svævebane. Det var Martas sirlige håndskrift, den stod klar og letlæselig på tysk. Lene prøvede at forstå, hvad de mange notater drejede sig om, medens Elle lå afslappet ved siden af og var lige ved at falde i søvn under de tunge dyner.
   Lene kunne se, at Marta havde ført notater på de piger, der var bragt til børnehjemmet af Mafia Shqiptare. Hun kunne se, at Marta på egen hånd havde haft et stort arbejde med at opspore, hvorfra pigerne var afhentet eller stjålet. I langt de fleste til fælde var det lykkedes den ihærdige Marta at spore pigernes forældre. Intet offer havde været for dyrt i denne sag for Marta, fremgik det af de velbeskrevne notater. Det så ud til, at selv om Marta arbejdede under tvang og overvågning af Mafiaen, havde det været hendes hensigt at de bortadopterede og kidnappede piger skulle kunne finde deres forældre, når tiden kom, for børnenes forældre var sirligt noteret med navn, adresse og kanton. Kun få var mærket med 'ukendt' efter at Marta havde foretaget en omfattende imponerende og en vedholdende opsporing.
   Pludselig gik det op for Lene at Elle måtte være at finde på en side et eller andet sted i den tykke kolonnebog. Hun mærkede at hjertet begyndte at hamre højt. Hun blev varm i kinderne og begyndte at ryste på hænderne. Gad vide om Elle, der lå ved siden af og snakkede om næste dags program, fornemmede hendes ophidsede tilstand, hun måtte næsten kunne høre, hvor højt Lenes hjerte bankede. Lene lagde kolonnebogen fra sig, hun ville ikke røbe sin forhåbning. De snakkede videre om ruten op til Chur og videre til St. Gallen næste dag. Elle ville entre St. Galler Dom, den store kirke i centrum, og se om hun kunne få kontakt til de lokale nonner. Mange ældre nonner var nysgerrige på den unge nonnes skønhed, så det var ikke svært for Elle at få kontakter. Lene ville opsøge kantonens adoptionskontoret for at undersøge en adoptionsforespørgsel fra en barnløs katolsk familie i Danmark og på den måde se, om hun kunne få adgang til kantonens børnehjem. De håbede på den måde at få viden om forholdene på børnehjemmene i kanton St. Gallen. Det gjaldt om at gå på listefødder, Stefanus Paulus skulle for alt i verden ikke få mistanke. Deres indblanding var langt fra ufarlig. Lene var bekymret for Elle, det havde måske været bedst, at hun var blevet på klostret.
   Der var så mange følelser, der strømmede gennem Lene. Hun frygtede pludselig, at der ville ske noget med Elle, og at hun kunne miste hende. Hun begyndte at græde, ikke højlydt, men tårerne løb ned af kinderne og dryppede ned i sengen. Impulsivt kravlede hun over til Elle og slog armene om hende.
   "Du skal ikke være spion for AS" sagde hun mens tårerne stadig løb. "Jeg taler med Jens om det i morgen, jeg vil ikke have, der sker dig noget," sagde Lene med rystende og grødet stemme.
   Elle gengældte hendes favntag og kunne ikke lade være med at smile. Den iskolde Lene var åbenbart ikke så kold, når det kom til stykket.
   "Du er brandvarm Lene, du har feber... måske er det dig der skal fritages for tjeneste i morgen?" Sagde Elle. Sådan lå de lang tid og kiggede hinanden alvorligt i øjnene...
   "Så skal Marta og Magdalene selv ordne Stefanus," sagde Elle alvorligt... Lene så det for sig og begyndte at le. Elle blev revet med og pludselig var tragedie konverteret til latter der rullede som bølger mod stranden utrætteligt bølge efter bølge. Det var det, der skulle til, for da latterbølgerne tonede ud, faldt de begge i søvn...
   Lenes søvn blev urolig, og hun vågnede tidligt om morgenen uden at være udhvilet. Den kolde luft havde kølet værelset ned. Elle havde stadig armene omkring hende. Lene kyssede hende blidt og vristede sig forsigtigt fri.
   Tankerne kredsede om Martas kolonnebog. Mon hun kunne finde notater om Elle? Noget sagde hende, at det kunne hun, for kun Elle havde fået betroet viden om 'Vorherres brevkasse'...

Hun fandt en tyk badekåbe og viklede sig ind i et kraftigt tæppe og begyndte at læse fra en ende af...

Det var stadig mørkt da hun fandt notatet:
   Elle Rose: Ankommet til Edelweiss 3. november 1957
   Født 10. december 1955 i kanton St. Gallen
   Mor: Marta Rose Far: Wilhelm Rose Klejnsmed
   Adresse:
   Konkordiastrasse 34
   St. Gallen
   Lene fik kuldegysninger hun kunne knap nok tro sine egne øjne. Her sad hun med adressen på Elles biologiske mor som også hed Marta, et underligt sammentræf, selv om det var et almindeligt navn i det katolske Schweiz.
   Hun læste videre. Det var en albansk mafiahåndlanger ved navn Ivan Strata, der havde lækket oplysningerne om bortførelsen af Elle. Hvordan det var lykkedes Marta at vriste det ud af ham kunne Lene ikke se, men Marta havde sandsynligvis måttet betale en høj pris. Hun havde gjort det uselvisk og af kærlighed til Elle, med ønsket om, at den lille kønne pige en dag skulle bringes tilbage til sin mor og i et håb om at gud ville tilgive hendes synd, som var hendes andel i forbrydelserne, når tidens fylde kom.
   Turen havde taget en uventet drejning de var sendt på jagt efter Stefanus, men havde fundet Elles mor eller rettere adresse. Lene håbede så inderligt at hun stadig var i live. Elles kyssen og krammen af den gamle Marta mumie var ikke sund, det bekymrede hende.
   Solen var ved at stå op, en duset solstråle trængte ind gennem det lette gardin og lyste Elles ansigt svagt op.
   Lene betragtede hende. Det må have været sådan, at Tornerose så ud, da hun sov i 100 år. Hun kravlede op i sengen til hende og lagde sig, som da de var faldet i søvn. Hun ville ikke vække hende, bare ligge og se på hendes smukke ansigt og vente på, at de klare intelligente øjne skulle åbne.
   Det varede en evighed. Lene var ved at revne af spænding. Hun prøvede forskellige sætninger af... Hun kunne snart ikke vente længere med at sige det... Nu måtte hun da snart vågne...
   Der gik næsten en time... Den rungende kirkeklokke, der faldt i slag, kunne ingen sove fra.