Det her er langt fra, hvad jeg forestillede mig i eftermiddag. Jeg tager en dyb indånding, og tænker på at Jan sikkert har det værre, så går jeg ind. Jeanette står og fumler med mikrofonen: "Jeg har sat den til, kan du ikke prøve at sige noget", hvisker hun. "Jan kommer ikke", hvisker jeg tilbage.
"Og", svarer hun med et forbavset udtryk i øjnene. Jeg hoster: "Hallo hallo", siger jeg, og giver et hop, lyden er for høj. Jeanette skruer ned, så går hun. Og der står jeg mutters. Mon det er sådan at være i åbent hav, på en tømmerflåde uden rorpind. Jeg åbner munden, men lyden synes at hænge ubehjælpeligt fast. Så tænker jeg på Jan, hvordan han har kæmpet. Hvor dårligt han er blevet behandlet og betalt, og hvor meget han har gjort for mig. Det kan simpelthen ikke passe, at jeg taber mælet. Billedet står knivskarpt og skubber mig i gang, ordene strømmer ud.
"Vi er mange der er utilfredse med den måde forlagsverdenen behandler os. Vi må stille krav, krav om ordentlig behandling. Vi skriver en bog ja, vi gør alt hvad vi kan, men vi skal ikke også lave den endelige redigering, sætte bogen op og betale for udgivelsen. Kravet må være at det er forlagets opgave. Derfor mødes vi i dag. Vi skal være stedet hvor forfattere kan komme og få hjælp til arbejdet. Et sted og et forum hvor det er muligt at møde skrivemakkere, og gratis frivillig hjælp med betalæsning research og så videre, det er alt sammen noget jeg er sikker på vi kan hjælpe hinanden med. Vi skal have stiftet foreningen, og valgt bestyrelse, og derefter nogle arbejdsgrupper", jeg ser ned på de fremmødte for første gang, alle de koncentrerede blikke, og øjne. Min krop summer stadig af nervøsitet, men det føles rart at alle der sidder her, er her af samme grund:"Desværre kunne Jan ikke komme, da han er syg, men jeg er helt sikker på, han gerne vil være med i en bestyrelse. Lad os stå sammen og kræve vores ret", jeg sætter mig ned, og idet jeg gør det møder jeg Sofus Harpesens øjne, han smiler og begynder at klappe, flere klapper med. Talerstolens trin har jeg langt om længe besejret. Jeg mærker hvordan en stille glad følelse af, at det her skal nok gå, indtager mig. Imens går den ene efter den anden på talerstolen og fortæller om deres oplevelser med forlagene. Triste historier om månedlange ventetider med manuskripter og ingen eller kun symbolske betalinger. Fortørnede stemmer, det taler om gennemsigtighed, og om at gøre Sure poeter til stedet hvor vi deler erfaringer og bidrager til hinandens udvikling. Jan skulle have deltaget, jeg sidder og mærker hvor opildnet han ville have været. Hvor godt det passer til ham. Hans ideer blomstrer. Bedet er fyldt med de fineste roser, lige til at udstille, små store gule, røde alle slags. Selv de sarte og mere forsigtige er her. Lige nu står der en spinkel ældre dame, der med små pip fortæller hvad hun har oplevet. Ingen indtjening på E-bøgerne absolut ingen, selv om der bliver solgt en hel del. Jan ville være faret på talerstolen og lavet en opsummering og lovet at gøre noget ved alle historierne, sørget for at fortælle dem ud i verden. Jeg burde gribe faklen, men til hvem skulle jeg fortælle historierne til. Jeg har aldrig helt interesseret mig for Jans kontakter, for øvrigt ville han sikkert blive sur hvis jeg blandede mig. Sofus går på taler stolen, og stiller op til formandsposten, han bliver enstemmigt valgt, Jan bliver sat på som næstformand og den unge mørkhårede kvinde der hjalp i starten, Maria hedder hun skal føre regnskab. I pausen forsøger jeg at nå frem til Sofus, jeg tænker det vil være godt at formidle en kontakt mellem ham og Jan. Men Jeannette sidder klistret op af ham, bøjet frem i tæt samtale. De har en slikskål imellem sig, og synes ikke at bemærke andre end hinanden og lakridserne. Kaffen løber tør så jeg bliver nødt til at sætte mere over. Irritabel, ja mon ikke, Jeanette hører slet ikke til her, hvad blander hun sig for? Jeg stiller mig i udkanten af gruppen. En køn ung mand kommer hen til mig og taler om sine digte, og deres uendelige rejse gennem 25 forlag, hold da magle, det er vildt. Jeg foreslår at vi laver tre grupper, en for digte, en for fiktion og en for nonfiktion. Han siger han sammen med nogle andre er er i gang med en hjemmeside vi eventuelt kan køre ind over "Sure poeter".
"Kunne du måske bygge en hjemmeside til os", spørger jeg.
"Ja, men ikke alene".
Vi ser på hinanden: "Jeg vil da gerne være med", det hopper ud af min mund som en lille frisk frø.
Rundt om os står folk i grupper og taler, der er en summen en sang der fylder rummet. Jeg tror aldrig jeg har oplevet noget lignende. Vi er et stort skib i gang med at sejle ud, på vej.
Jeannette kommer hen til mig og ævler om Sofus. Hun har åbenbart lavet en aftale med ham om et arrangement hvor han skal komme og læse op i kantinen, og pressen skal inviteres. Det eneste fornuftige hun siger er, at vi har et lokale, pulterrummet faktisk: "Sure poeter" kan bruge det som kontor gratis. Vel at mærke hvis vi rydder rummet og selv maler. Jeg ser på hende, har hun overhovedet ikke forstået, hvad det her handler om? Sofus synker i min agtelse, han plejer tydeligt sine egne interesser. Det er ellers ikke det jeg har læst i hans bøger. Selv om jeg er skuffet vælger jeg alligevel at gå hen og snakke med ham. Han fortæller lige som Jeannette om arrangementet med skinnende øjne og store fagter.
"Skal vi nu ikke se at få det praktiske på plads her", spørger jeg.
"Jo, jo det har du da ret i".
Pausen er slut, og jeg er ikke helt så positiv som jeg var for et kvarter siden. Jeg vælger at stille op som suppleant og som deltager i arbejdsgruppen der skal lave hjemmeside. Og jeg får overtalt Jeannette til at jeg må bruge 2 timer om ugen på det, måske har hun alligevel forstået lidt.Folk skriver sig på listen som medlemmer, og vi aftaler et nyt møde om en måned. Samme tid samme sted samme dag. Da jeg kører forbi Jan, ser jeg der er lys, bag de tykke gardiner. Han har det sikkert ikke godt på grund af tanden, så jeg går ikke op til ham. Men tager hjem og skriver referat og medlemsliste. Om et par dage vil jeg tage hen til ham, og få ham til at læse det hele igennem. Og så kan vi maile det rundt.
Det er ikke nemt, nej, det er som en klistret grød, der suger mig ned. Der er ingen veje ud, kun stilstand kvælning og mudder, jeg glor på skærmen. Fladen glor hånligt tilbage. Hvis du tror du kan noget eller er noget, så tro om igen. Sådan har det været flere timer, jeg lukker dokumentet, det fører alligevel ingen steder hen. Måske skal jeg overveje den novelle, den er i det mindste færdig. Jeg søger på forlagets hjemmeside.Tøvende lader jeg fingeren ramme deres registreringsknap og vedhæfter, før jeg igen med en vred bevægelse trykker send. Sådan, mens det suger i maven og summer i ørerne. Jeg rejser mig en smule svimmel, og ser ned i gaden. Den er øde som computerskærmen, spisetid. Jeg overvejer grillen, det kan måske hjælpe. og klare hovedet. Jeg synes ellers, jeg var klar, da jeg satte mig og gik i gang. Men så ringede Jan og blev fornærmet, da jeg fortalte, hvem der blev formand. "Ærligt talt du var der ikke", sagde jeg, og spurgte om han havde troet, det blev ham. Det svarede han ikke på. Det eneste han kommenterede var Sofus den jubelidiot, og så lagde han på. Jeg ringer ikke op igen, det er nok bedst, at lade ham dampe af.
Ude i opgangen står naboen Liv, med hunden. Hun smiler sødt, med det krøllede hår som en glorie om sit smalle ansigt. Hunden en lille terrier farer hen og snuser til mig, jeg bøjer mig og klapper ham: "Hej Rollo".Så retter jeg op, og ser på Liv: "Det er længe siden jeg har set jer".
"Jo, vi har været på ferie i Jylland, vil du med ud og gå"?
Det vil jeg faktisk gerne kan jeg mærke. Vi spadserer ned gennem gaden, op til alleen mod parken.
"Havde du en god tur".
"Åh jeg ved ikke, vejret var elendigt. Og jeg var nødt til at besøge far og mor", hun sukker. Liv har et anstrengt forhold til sin mor. Evige skænderier og holdningsforskelle. Jeg har kun mor og vi har det fint.
"Nå".
"Hvad med dig"?
Jeg fortæller hende om poetforeningen og Jan det sure spektakel.
"Jeg vil gerne være med", hendes klare blå øjne fanger mine. Liv skriver også. Mest digte med mærkelige associationer, blæk, lyntog og røvballegardiner var nogle af ordene i det sidste. Det er dejligt hun vil være med. "Tak jeg tror det kan blive godt", vi når parken og skynder os ind, her kan Rollo muntre sig. Liv bøjer sig og løsner hans snor. Vi sætter os på en bænk og ser ham fare rundt, og snuse under buske og træer. Jeg siger lidt om hjemmesiden og den søde fyr: "Måske vil du også være med".
"Ja da, det lyder sjovt".
Vi rejser os, og jeg trækker hætten over hovedet. Det drypper ned fra himlen, og her dufter skønt af jord og græs. Rollo følger tæt i Livs fodspor. Jeg var aldrig kommet herhen alene. Det her er præcis hvad jeg har brug for. Det er ikke den bedste dag i mit liv, men den er blevet bedre.
Der går tre dage inden Jan endelig ringer. Han har læst referatet jeg sendte til ham."Jeg giver en kage", siger han. Nå nå det er helt specielt, måske er det forsoningskage? Jeg tager cyklen og kører derover. Han står i døren og tager imod.
Det er slet ikke hvad jeg havde regnet med: "Kom kom", han løber ind i lejligheden med mig rask efter.
I stuen er gardinerne trukket fra, og på bordet står to tallerkener med flødeskumskager, intet mindre.
Det er vist første gang i den tid vi har kendt hinanden, han giver kage. Hvad er der sket. Vi sætter os. Vi spiser og jeg er ved at sprænges af nysgerrighed, jeg ved dog, at det ikke nytter at presse på. Jan er heldigvis lidt hurtigere end mig til kage. Han stiller sin tomme tallerken væk og hælder mere kaffe op til os begge. "Jeg bliver udgivet", hyler han henrykt, mens han klapper i hænderne.
"Hvad, hvor", jeg ser på ham
"Hos Opus 1".
Wauw Opus 1 er et af de nye mest hotte forlag, det kan vist næsten ikke blive bedre, jo det havde selvfølgelig været bedre med et af de store gamle forlag:"Det er da fantastisk".
"Ja ikke de skrev til mig, lige efter tanden".
"Så er det jo en lykketand", ler jeg, og tager det sidste kage.
"Og det bliver endnu bedre", hans stemme er helt oppe i falset: "De vil have to andre af mine bøger, og de betaler godt, er det ikke fantastisk".
Jo det er fantastisk. Faktisk er det helt uforståeligt. Efter alle de år. Alt det uforløste, Og så et stort øv, bare det var mig. Tre bøger, hele tre bøger.
Jan er vinderhesten på galopbanen og jeg er efternøleren. Tre bøger jeg er helt tør i halsen. Det virker omsonst at tale om foreningen nu: "Så får du ikke meget tid"?
"Næh, nej der bliver meget redigering. Måske er det godt jeg kun skal være næstformand. Hvis jeg skal være det"? Han ser på mig med et sigende blik: "Vi kunne bytte".
"Bytte hvad mener du".
"Ja mig suppleant og dig næstformand".
Aldrig i livet, hvad tænker han på: "Det kan jeg altså ikke".
"Hvorfor ikke".
"Jeg har ikke tid".
"Du har masser af tid, du har hverken mand eller børn".
"Jan, nej", siger jeg og smækker kagegaflen ned i min tallerken.
"Jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg det er en god ide. Det er også på tide du bliver færdig med din bog".
Hvad har det med hinanden at gøre, jeg glor på min ven: "Det gider jeg altså ikke snakke om".
"Nå, nå, jeg kan da bare sige, jeg ikke anerkender valget", han ler.
Lige nu synes jeg ikke der er meget at grine af. Jan er tarvelig, sætte noget i gang og så smutte. Jeg siger ingenting. Jeg lader det ligge som en tung sten i maven, sammen med flødeskummen og cremen. Det er til at brække sig over.Jan taler planer. Forsiden, pengene der falder på et tørt sted. Jeg lytter med et halvt øre. Jeg kommer nok til, selv at sende referat. Inden jeg går spørger jeg, om han seriøst har tænkt sig at takke nej til at være næstformand. Og det har han. Jeg tygger på det hele vejen ned. Det er sku tungt. Jeg tror jeg vil ringe til Sofus og fortælle det hele, måske kender han en der vil være næstformand. Jeg kender ingen bortset fra mig selv. Ja jeg kan altså ikke se mig i den rolle, jeg er for grøn, ny. Jeg har ikke en meterlang liste over forfattere jeg har læst, eller en stopfuld bogreol. Jeg er hvad jeg er, glad for at læse, og en lille smule glad for at skrive.