Der var sus i skørterne, da Lene cyklede ned ad Strandgade i efterårsvinden. Gaden var livet op, efter de albanske gangstere var forsvundet. Hun nød at hun ikke skulle gemme sig, men kunne køre frit gennem gaden med udslået hår. Nu hvor hun ikke var morder, følte hun sig glad og fri. Først var hun nede hos Marie og drikke kaffe og spise toast med skinke og ost. De havde grinet og pjattet om mærkelige drenge og mænd. De havde også besluttet at fortsætte på gymnastik- og selvforsvarsholdet. Derefter ville hun køre ned til Bjørn, som havde inviteret på mad. Det var spændende at se, hvad den mørkkrøllede dreng havde fundet på.

Elvis Vëllezërit var den sidste af Eids sønner, der var i live, og var dermed familiens overhoved og blodhævner.
   Elvis havde siddet som leder på 'kontoret' i København og fulgt begivenhederne i Tirana. Familien havde mistet magten efter en voldsom ildkamp på kirkegården i Quëndër Laprake. Her var hans far, Eid, og familiens voldsregimente af våbenføre mænd blevet udryddet af en rivaliserende bande, der sagde, at de havde kæmpet for Den hvide Madonna. Det var det værste vrøvl, men han havde på fornemmelsen, at Lene Lindstok kendte mere til historien end som så. Han ville tæske sandheden ud af hende på samme måde, som han gennem årene havde praktiseret med sin raffinerede, sadistiske vold på de mange modvillige kvinder, han havde omdannet til villige prostituerede.
   Han havde været nødt til at lukke 'kontoret' i det gamle pakhus. Forsyningerne af kokain, Lab-Speed og hash var gradvis udeblevet og ophørt. Bandens albanske soldater ævlede om Den hvide Madonna. Han havde smadret dem én for én i vrede, og pludselig var hele slænget rejst hjem.
   Han havde løsladt den mishandlede 'Indianer' fra fangekælderen. Sent om natten havde han kørt den bevidstløse 'Indianer', der sad i en kørestol, ned til Overgaden. Der kunne han sidde og forbløde med udsigt til Frelserkirken. Så var han af med ham. Nu ærgrede det ham imidlertid, at han ikke havde skubbet ham i kanalen. Druknedøden forekom ham som det værst tænkelige. Han havde altid lidt af vandskræk eller hydrofobi, som hans psykolog kaldte det, men det var aldrig lykkedes psykologen at helbrede ham.
   Det var ellers meningen, at 'Indianer' skulle have være frosset ned og efterfølgende en tur i 'Pålægsmaskinen', så Strandlybanden kunne få noget at tænke over. Men elværket havde lukket for strømmen i pakhuset, da 2050 havde undladt at betale, så fryseren virkede ikke. Det ville derfor blive et ubekvemt svineri at slice et lig, der ikke var i frossen tilstand. Derfor havde han valgt at opgive sit forehavende.
   Det var noget andet med 'Pålægsmaskinen', den kørte på batterier. Den strejkede aldrig. Han havde selv udtænkt og designet den driftssikre maskine. Den kørte på to store 110 Ampere Navy-batterier og kunne derfor køre uden nettilslutning. Den var, som andre slagterimaskiner, IP 67 vandtæt og kunne tåle højtryksspuling med vand. Maskinen var mobil, idet den var monteret på et hjulstel med store låsbare gummihjul. Man lagde liget op i en sliske af rustfrit-stål, hvor det blev spiddet på en pigkæde, der kørte stepvis frem til rundsaven. Han var stolt af sin makabre maskine, der havde vist sit værd i 11 tilfælde. Den skræmmende rædselseffekt havde været overraskende effektiv som terrormiddel.
   Nu var han bare tilfreds med at have reddet 'Pålægsmaskinen' ud af pakhusets torturkælder inden pantefogeden og politiet var dukket op. Den var slæbt ind i den gamle Citroën kassevogn, hvor han planlagde, at den snart skulle sættes i arbejde igen. Tiden var inde til blodhævn.

Selv om det var efterår var der amoriner i luften. Det var længe siden, Lene havde været så glad som nu, hvor hun cyklede afsted for at møde Bjørn. Hun drak normalt ikke alkoholiske drikke, Gerdas livsstil skræmte hende. Lene elskede at være sportstrænet, men hun var ikke fanatiker. Derfor havde hun to små flasker New Zealandsk hvidvin med i rygsækken til den spændende middag med Bjørn. Han måtte godt sige, at han kunne lide hende, for hun blev mere og mere sikker på, at det var ham hun ville have.
   Hun nåede kun at råbe "Bjørn!" da hun mærkede et kraftigt stød i venstre skulder. Hun blev påkørt af en mand på en boret knallert. Det hårde stød bevirkede, at hun blev slynget af cyklen og røg ind i bunden af den gamle Citroën kassevogn. Hun undgik at slå sig alt for meget, da hun brugte den faldteknik, hun havde lært i gymnastik. Hun nåede kun at få et glimt af den mærkelige maskine, der var skubbet frem på ladet, da skydedøren blev revet i, og efterlod hende i bælgmørke derinde i kassen. Hun prøvede at komme ud, men der var ingen håndgreb, hverken ved skydedøren eller bagest på dobbeltbagdørene. Kassevognen satte i gang. Der kom en kvasende lyd fra cyklen, da Elvis kørte hen over den. Kassevognen kørte ikke langt, før den drejede ind på brosten, der rumlede i chassiset. Lene var sikker på, at det måtte være ud til kajen ved Det nordatlantiske Havnebassin, dér hvor det gamle havneområde stadig var brostensbelagt. Nu bakkede han. Der var et lille hul i bagdørene. Hun prøvede om hun kunne se noget. Hmm... det lignede vand, så det måtte være havnebassinet. Da han stoppede motoren, kunne hun høre en svag plasken. De holdt altså på kajkanten med bagdørene helt ud mod havnen. Var det det meningen, han ville trække skydedøren op og dræbe hende, for efterfølgende uset at læsse hende ud i havnen via de to bagdøre?
   Klik - lyset tændtes i kabinen. Lene missede med øjnene og fik øje på en stak flyttetæpper. Hun satte sig på stakken, det var lidt mere bekvemt. En lille højtaler på væggen ind til førerkabinen skrattede. En stemme sagde: "Jeg er Elvis Vëllezërit. - Jeg vil have den rigtige historie til mindste detalje om, hvad du og dine seks rejsefæller lavede i Tirana. Hvem var de seks? Hvis du ikke omgående fortæller det hele til mikrofonen på væggen, kommer jeg ind og lægger dig i 'Pålægsmaskinen'."
   Klik - lyset slukkede, og kun den grønne diode på mikrofonen var tændt.
   "Det er alvor. Prøv ikke at lyve, det vil du komme til at fortryde. Kom i gang! Fortæl!" Skrattede stemmen.
   "Jo," sagde Lene, efter en lang tænkepause...

Efter kriminalassistent Jens Østergård havde fået sit job tilbage, havde han jagtet den albanske bandeleder for 2050 i Danmark. Elvis Vëllezërit var mistænkt for flere bestialske drab, og Østergård ville have ham til afhøring.
   Da politiet fik en anmeldelse om en mulig kidnapning i Strandgade, befandt han sig ikke langt derfra og reagerede omgående på politiradioen. "Østergård her, jeg kører til Strandgade, skifter." - vagthavende "Ok, Østergård."
   Der var et mindre opløb ud for Sofiegade, hvor de havde slæbt en Puck knallert og en sammenkrøllet SCO damecykel ind på fortovet. Østergård genkendte straks Lenes ven, Bjørn. Han talte med en dreng, der stod med en blå cykel og så meget oprevet ud, mens han fortalte, at han havde set en kassevogn køre hen over damecyklen og ind på området ved Det nordatlantiske Havnebassin. Drengen havde fået en beboer til at ringe til politiet.
   "Du er en kvik dreng," sagde Østergård anerkendende.
   Bjørn var på grådens rand, da han bekræftede, at det var Lenes cykel.
   "Hop ind," sagde Østergård til Bjørn. "Vi satser på, at drengens iagttagelser er rigtige."
   Da de kom ind på det gamle havneareal, fik de øje på en kassevogn, der holdt ude på kanten af bolværket, som om den skulle læsse noget ud i havnebassinet.
   "Det er dem," udbrød Østergård. "Vi stiller bilen her bag skurvognen." Østergård så undersøgende på Bjørn. "Kan du svømme? "
   "Ja, svarede Bjørn. "
   "Er du god til at dykke?" Spurgte Østergård.
   "Jo", sagde han, "måske tredive meter på en god dag."
   "Jeg tror, vi skal handle hurtigt, hvis vi skal nå at redde Lene," sagde Østergård.
   I det samme så de Elvis komme ud af førerkabinen med en kniv i hånden. Han trak skydedøren op sprang ind i kassevognen og lukkede skydedøren igen.
   "Vi har ingen tid at spilde, gør dig klar til at dykke" råbte Østergård. Han styrtede hen til en stor gaffeltruck, der stod parkeret ved pakhuset. Det føltes som år, inden han endelig fik den i gang. Kort efter smadrede han ind i fronten på den gamle Citroën med et voldsomt stød. Den var tungere end han havde regnet med, kun baghjulene røg ud over bolværket, så den skulle have en omgang mere med godt tilløb. Det var til gengæld virkningsfuldt. Kassevognen røg langt ud med et voldsomt plask, og gav sig hurtigt til at synke. Den tunge 'pålægsmaskine' trak Citroënen langt hurtigere ned, end Jens Østergård havde regnet med. Der var dybt, og vandet var grumset. Måske havde han forregnet sig? Han bandede voldsomt. Bjørn skulle springe i, når kassevognen var næsten helt dækket af vand.
   "Nu!" Råbte Jens. "Spring Bjørn! Åbn skydedøren!"
   Bjørn sprang i og svømmede ud til kassevognen. Her fik han fat i grebet på skydedøren, men han kunne ikke dreje det, selvom han forsøgte gentagne gange. Det var en eller anden avanceret fransk fidus, som man først skulle trække ud, og derefter dreje det. Endelig lykkedes det ham at dreje håndtaget, og trække skydedøren lidt op. Vandet væltede ind i bilen, mens han forsøgte at åbne døren yderligere, men den sank hurtigt, og det lykkedes ikke for ham. Nu var kassevognen helt forsvundet under overfladen. Den sank og lagde sig på bunden ti meter nede.
   "Ta' det roligt Bjørn ingen panik!" råbte Jens, "der er stadig luftlommer i bilen, hun kan bruge. Når du har fået pulsen lidt ned, dykker du."
   Østergård havde ret, tænkte Bjørn. Nu gjaldt det om at være disciplineret, dybe vejrtrækninger, sådan, ned med pulsen, ro på, koncentration, dybe vejrtrækninger...
   Der blev ved med at komme luftbobler ud af kassevognen dernede. Dem kunne han bruge til at finde skydedøren igen. Han tog en sidste dyb indånding og dykkede. Han forsvandt hurtigt ned i det grumsede vand. Strømmen af luftbobler på overfladen aftog. Kassevognen måtte snart have tømt sine luftlommer.
   Jens kastede et blik på sit Certina ur. Mere end fire minutter kunne han ikke vente. Han afklædte sig hurtigt uniformen og krængede skoene og strømperne af. Han begyndte at hyperventilere, mens han kæmpede med panikken. Aldrig havde han givet så vanvittig en ordre. Gid han kunne gøre det hele om... Tre og et halvt minut... Han ville springe på fire. Pludselig blev vandet ved boblerne farvet rødt af blod. Han var på kanten til at bryde sammen, der skete noget forfærdeligt dernede. - "Lene!" skreg han, sekunder før hun brød overfladen og snappede efter vejret.
   Hun skreg hysterisk "Bjørn sidder fast dernede."
   Han så Lene svømme i det røde vand, samt drengen på bolværket der var dukket op med sin blå cykel, da han sprang. Han oplevede det hele i slowmotion som i en film, han ikke selv var deltager i. Tanken strejfede ham at det måske var det sidste han så, da han sprang i vandet. Han var langt fra så dygtig en svømmer som Bjørn, men mængden af blod i vandet var aftaget lidt så det lykkedes ham at finde skydedøren dernede som han pressede yderligere op. Inde i kassen var lyset stadig tændt i loftet. Der var endnu en stor luftlomme tilbage oppe under taget. 'Pålægsmaskinen' kørte, og Elvis var væk. Bjørn var kommet i klemme mellem 'Pålægsmaskinen' og bagdørene. Han lå under vand, og var ved at blive kvalt. Jens prøvede at skubbe den tunge maskine frem, så han kunne få ham fri. Men det var umuligt, den stod fast.
   Nu dukkede Lene op i det grumsede vand. Jens nåede at tænke: "Pigen er gu' hjælpe mig dykket ned igen!" Nu skulle de til at skynde sig. De snakkede sammen i luftlommen. Jens bad hende svømme om og lukke bagdørene op, mens han prøvede at trække Bjørn fri af maskinen.
   Hovedet gjorde ondt og lungerne skulle sprænges. Lene var en engel. Hun fik bagdørene op, mens han med alle kræfter stemte imod maskinen. Han så, hvordan Lene tog livreddertag i Bjørn og svømmede op mod overfladen.

Han prøvede også selv at komme op, men slugte vand og mistede bevidstheden.