I sin frakkelomme bærer hun rugbrød. Det er smart på dage hvor hun ikke lige er i nærheden af madpakke eller spisesteder, for det er hurtigt at grave frem. Mens hun tygger lader hun altid en tanke fare til barndommens land.

Fedtemadder med salt indtaget på køkkenbordet. Højt til vejrs med benene i frit svæv, og søster ved sin side. Mor stod i midten og smurte madder, også til sig selv. De var sultne efter en lang dag. Fedtemadderne smagte vidunderligt, mørkt bittert, med en eftersmag der hang længe i munden.

"Så får i nye sko", sagde mor.

Nye sko ja tudegrimme, ortopædiske klodser. I sporvognen hjem havde de hygget med at stå i midten på drejeskiven, hver gang vognen drejede, drejede skiven. De lo og legede karrusel, mor sad på et af sæderne, hun så ud af vinduet og viste konduktøren billetten, så han kunne hulle den for turen. Det sidste stykke gik de, med hinanden i hænderne. Mor holdt godt fast. Op af trappen løb de selv og kom først. De ventede og kiggede mens mor åbnede til entreen. Overtøj på knagerne og af med skoene. Køkkenskriver. Det bedste i køkkenet var fedtemadderne.

Det bedste ved at være arbejdsløs er turene i parken, og at hun kan sove længe, undtagen de dage hvor hun skal hen og stemple på Gammel Køge Landevej. På de dage er det surt, at udfylde skemaer og tale med sagsbehandlere. Alt det og lidt til, ikke fordi det gør ondt, ikke for noget det er jo sådan det er, men stolene er hårde og skoene klemmer.

Byen stinker, luften er tung om sommeren, især på varme dage. Hun går meget eller tager cyklen ud i Valbyparken. Der kan hun se havet, en plumret udgave, men dog havet. Der er et specielt sted.
   Horisonten det er den hun kan lide. Bagefter trasker hun med cyklen ned i rosenhaven. Dufter til blomster og spiser rugbrød. Tygger, tygger langsomt, som en bæver. Roser har aldrig sagt hende særligt, men de her er nu meget pæne. Senere cykler hun hjem og ser TV. Smækker benene i sofaen og spiser mere rugbrød, det er billigt, det er nemt. Hun åbner atlasskabet, der står i soveværelset og snurrer lystigt, der er ikke plads andre steder. Hun smører to skiver rugbrød med leverpostej og lægger på en tallerken. '

Jeg sidder i toget på vej. Jeg har et hul i maven, ikke et der går væk. Det er ikke et spørgsmål om lyst. Slet ikke. Far lod sig skille. Fra da af så jeg ham kun en gang om måneden. Ellers var jeg hos farmor og farfar på gården. De havde meget jord og jeg fik eget værelse.

Landskabet glider forbi, først fyldt med bystykker, senere grønne bølger og færre huse. Det er meget længe siden. Men jeg husker følelsen. Han var en dårlig far. Jeg ved ikke helt hvad jeg regner med at se, når jeg når frem. Louise står sikkert og venter. Hun er altid i god tid, og temmelig irriterende. Jeg læner hovedet mod ruden lader det kølige glas svale. Små myrer farer uroligt rundt, tankerne kribler. Er det dumt jeg tog afsted? Måske?
   Gå ikke over sporet der kommer tog, kvindestemmen gentager sig med kort mellemrum. Jeg spejder, men ser ikke Louise. Toget passerer vogn efter vogn. Så bliver der stille. Jeg er alene. Ingen Louise, bare den tomme perron med Jyderup skiltet. Jeg sætter mig udenfor. En bil kører ind på parkeringspladsen med hvinede dæk. Døren smækker da Louise springer ud. Hun vinker og bliver stående. Jeg rejser mig, hun står der endnu, og lægger en hånd på bilens tag, jeg forsøger at fange hendes blik, mens jeg skridter afstanden.

"Der er du", siger hun

"Ja", jeg nikker, det her føles forkert. Jeg har lyst til at vende om.

"Vi skal i Brugsen", hun åbner døren i sin side og peger inviterende på mig.

Mine fødder danser. Det bliver for meget for Louise, hun farer over i min side, åbner døren og skubber mig ind. Rygsækken løber hun om og kaster i bagagerummet. Hun sætter sig tavst og kører bilen hen til centeret. Vi kunne have gået. Typisk Louise. Jeg følger efter gennem passagen ind i butikken, hvor hun griber en vogn og skubber den skramlende afsted. Hvorfor en vogn? Vi skal ikke bespise en storfamilie. Mælk brød ost kød kaffe, en flaske vin, øl chips, slik. Det er længe siden hun har været ude og handle, tror jeg. Der er også et stykke vej. Tungt belæssede når vi bilen.

"Så er det ud på de små veje".

Ja, jeg hader de små veje. Mudderet og mørket. Der er så dejligt på landet. Gu' er der ej. Jeg vrikker mig ned i sædet igen. Louise tænder en smøg: "Kan du ikke vente", spørger jeg. Hun sætter bilen i gang uden at svare. Jeg ruller vinduet ned. Jeg skulle vist være blevet hjemme. Nu er jeg mindst tvunget til at blive til i morgen: "Ser du stadig Christian"?

Hun bapper på smøgen, og nikker. Røgen siver langsomt over i min næse. Christian er en idiot. Tænk hun har holdt ham ud i så mange år: "Nå er han så derhjemme"?

"Jo, jo", mumler hun og tværer smøgen ud i bilens askebæger. Vi drejer ved busstoppestedet, nede for enden ligger gården. Her har jeg trasket i al slags vejr på mine små skæve ben, med skoletasken på ryggen. Værelset var fint, lyst, med seng, klædeskab og skrivebord. Far tog mig med, og opbevarede mig hos farmor og farfar, som var jeg en hund, der blev sendt på internat. Jeg savnede alt. Jeg ser hans duknakkede krop, de vrede øjne og den store næse. Jeg har arvet næsen. Louise sagde i telefonen at vi arver gården. Jeg skæver til min søster: "Det var tarveligt", siger jeg. Far har altid været tarvelig. Og nu gør han det igen, selv i døden.