Fra jeg havde lært at læse så meget, at jeg kunne læse en bog, blev det min kæreste beskæftigelse, og det var gode bøger jeg læste. Far forsøgte at forbyde mig det, men det kunne han ikke gennemføre, for skolen opfordrede os jo til at læse, og vi lånte bøger der, men så ville han censurere min læsning. Ingemanns romaner, for eksempel, måtte jeg ikke læse fordi nogle af hans personer bandede, men der ville jeg ikke lade mig diktere. Jeg vidste, at far ikke havde begreb om bøger, og der støttede mor mig, så det opgav han.
   En vinter gik far arbejdsløs, og så tog han i skoven og tog stød op. Jeg var med, og det var lige et liv for mig. Jeg flækkede stød og bar brændet hen til vognen. Det er den bedste tid jeg havde sammen med far, for det var et felt hvor jeg kunne anerkende hans bedre viden.
   Jeg var begyndt at tumle mig meget i havnen, der var altid både jeg kunne komme ud at ro med. En dag kom jeg sammen med en skolekammerat. Ude i havnen lå der en båd med fire drenge i, de råbte til os om vi ville med. Det ville vi gerne, og så sejlede vi med dem langt ud på sundet. - Da vi kom tilbage stod der en mand på havnemolen og råbte at vi skulle komme ind.
   "Tak! det er ejeren af båden," sagde en af de andre. De havde hugget båden, og nu ville de sejle over til den anden mole og springe i land der inden ejeren kunne nå rundt om havnen, men det ville jeg ikke være med til.
   "Vi må tilbage med båden, hvor den er taget, og så tage følgerne. Det andet er fejghed," sagde jeg, og jeg fik min vilje.
   Da vi havde gjort båden fast ville vi gå op, men den gik ikke, sagde ejeren, når man havde lånt en ting måtte man gøre den i orden efter sig, så vi måtte ned igen. Da vi var færdige spurgte han om vi ville meldes til politiet eller have en lussing. Vi foretrak naturligvis en lussing, og tog den uden at kny. - Den mand kunne jeg godt lide, han behandlede os som små mandfolk, og vi respekterede ham.
   I mit sidste skoleår skulle der opføres en skolekomedie, 'Askepot', og det var min klasse der skulle spille rollerne. Naturligvis måtte jeg ikke medvirke, men jeg måtte heller ikke se stykket. Den søndag det skulle opføres stod jeg uden for indgangen med en ven hvis forældre også tilhørte Den Apostolske Kirke og så på alle de mennesker der skulle derind. Da den sidste var gået ind bandede jeg på det kraftigste og sagde til min kammerat:
   "Nu går vi i biografen. Når vi ikke må se stykket kan vi trodse dem på anden måde."
   På vej til biografen trak vi cigaretter i en automat, og dampende på hver sin cigaret gik vi i biografen. Filmen havde slet ingen interesse for børn, men vi så den alligevel bare for at trodse.
   Fra den dag gik jeg i biografen næsten hver søndag, penge manglede jeg aldrig. Når jeg kom hjem spurgte mine forældre altid hvor jeg havde været, og så måtte jeg lyve. Jeg udviklede efterhånden en evne til at lyve så alle troede mig. Jeg kunne se far og mor - og andre mennesker med når det gjaldt - fast ind i øjnene når jeg løj. De opdagede aldrig at jeg gik i biografen.
   Jeg har senere fortalt far det, og spurgt om han ikke kunne se at han selv ved sin uforstand tvang mig ud i et væv af løgn og uærlighed. Men han svarede at når han mente at det var forkert at gå til komedie og i biografen så forbød han det, og når jeg så alligevel gik dertil kom det over mit eget hoved.

Da jeg var færdig med skolen ville jeg ud at sejle, men det måtte jeg ikke. Når jeg talte om det sagde far:
   "Hvis du skal ud at sejle skal det være med en marstallerskonnert. Så skal du nok blive ked af det."
   Resultatet blev, at jeg blev sat i lære på Helsingør skibsværft. Arbejdet der interesserede mig. Jeg kom først i værktøjsmagasinet for at lære værktøjet at kende, og senere kom jeg i værktøjssmedien. Jeg gik med liv og sjæl op i alt hvad jeg blev sat til. Efter tre måneders forløb blev jeg flyttet til elektrikerværkstedet, der kom jeg ret hurtigt til at arbejde selvstændigt.
   Når et skib kom ind til reparation skulle der installeres lys til arbejderne, og det var lærlingenes opgave, og så længe skibet lå der skulle jeg gå ombord og føre tilsyn med lyset og reparere hvad der gik i stykker. Det var en herlig følelse at blive pålagt et ansvar. Når det hele var ordentligt installeret og ledningerne lagt godt beskyttede, havde jeg meget tid til overs. Den tilbragte jeg mig med at konstruere prøvetavler på krydsfinérplader og mange andre eksperimenter.
   Senere blev jeg flyttet til grovsmedien, og senere igen til selve maskinværkstedet. Men her var der alt for lidt at lave. Det år jeg kom i lære blev der ansat ca. 120 lærlinge, og det var vanskeligt at beskæftige os alle hele tiden. Når jeg gik til mester for at få noget at bestille satte han mig til at reparere værktøj eller noget andet, og til slut blev han irriteret og sagde at jeg selv måtte finde på noget. Ind imellem var der naturligvis rigtigt arbejde at gøre, og så gik jeg frisk til det, men det var for lidt. Til slut gjorde jeg mig uvenner med mester, og blev så sendt ombord på skibene. Det var det jeg helst ville, for der var nok at lave. Men så ebbede det også ud, svendene jeg arbejdede for blev fyret. For at undgå at blive sendt tilbage til værkstedet gik jeg selv ombord i de andre skibe og hjalp til hvor der var brug for mig. Men så måtte jeg alligevel tilbage til mester, og den samme trummerum begyndte igen.
   Jeg kunne ikke holde ud at gå på værkstedet og gemme mig for at de overordnede ikke skulle se at jeg ikke havde noget at bestille, og så føjtede jeg om på skibene sammen med en kammerat. En dag fandt jeg et helt knippe nøgler, og vi blev enige om at se om de passede til skabene i omklædningsrummet. I et skab lå der to helt nye piber i etui, i et andet ti kroner, det tog vi og delte.
   I den tid stod det meget dårligt til med penge. Jeg fik 3 kroner og 59 øre om ugen, og de tre kroner skulle jeg aflevere hjemme, så jeg måtte skaffe mig penge på anden måde. Når et stykke arbejde var færdigt fik vi procenter af det antal timer vi havde arbejdet på det. Så gemte jeg en lønningspose hvorpå der stod 3,59, lagde det beløb i, og stak resten i lommen. Tit når jeg stod og manglede penge stjal jeg dem også fra fars pengekasse. Han gik med regninger for aviskontoret, og gemte pengene i en aflåst pengekasse, men jeg havde opdaget en anden nøgle der passede. Far kunne ikke forstå at hans regnskab aldrig stemte. Det var ikke mange penge jeg skulle bruge, men jeg ville i biografen, og cigaretter skulle jeg også have, og da rakte de 59 øre ikke langt. - Det skete også, at vi knuste glasset i en cigaretautomat og tog nogle pakker.
   En aften da jeg gik i biografen med en kammerat mødte far en bekendt der havde set os gå ind i derind, og far blev rasende. Da jeg kom hjem, var han ikke hjemme, men mor sagde, at han for byen rundt som en vild og ledte efter mig. Et øjeblik efter kom han, og da han så mig sprang han løs på mig og gav mig en knytnæve midt i ansigtet, så jeg røg hen i en krog i stuen. - Han blev vel klar over, at han havde forløbet sig, for han gik sin vej.
   Nu syntes jeg ikke jeg kunne tage mere, jeg ville væk. Jeg vidste ikke hvordan, men jeg ville benytte den første lejlighed, og den kom snart. - En dag blev vi taget af inspektøren da vi sad og spiste frokost i arbejdstiden bag en brændestabel. Vi blev kaldt op til maskiningeniøren, og han spurgte os om det ikke interesserede os at være i lære. Jeg svarede, at min lyst hele tiden havde været at komme ud at sejle, men at jeg ikke måtte. Han sendte så et brev til mine forældre hvori han fortalte hvad jeg havde sagt, og han mente at jeg burde få min vilje.
   "Godt," sagde far, "så får du tre uger, og hvis du ikke har fået hyre til den tid, bliver du sendt på landet."
   Jeg gik til forhyringsagenten og bad ham skaffe mig en hyre, og på dagen tre uger efter mønstrede jeg på en marstalskonnert som lå i Gilleleje.

Det var et rigtigt sejlskib uden motor, og jeg var meget spændt på det nye liv jeg skulle til at begynde. Ombord var kun skipperen, en jungmand på 17 år, og mig der skulle være kok og jungmand. Madlavning havde jeg ikke forstand på, men det betød åbenbart ikke noget.
   Så snart jeg var ombord kastede vi fortøjningerne, hejste sejlene, og stak til søs. Vi skulle ikke ret langt, kun til Halmstad i Sverige, og det skulle vi kunne nå samme aften.
   Jeg kiggede på lokaliteterne. Forude var der et lille rum under dækket med to køjer som man kravlede ind i gennem en firkantet åbning med skydedør for. Under køjerne var der rum til redskaber, taljer, blokke og tovværk. To små skabe var det eneste vi havde til vores tøj. Jungmanden havde skibskiste, jeg måtte nøjes med min køjesæk, men jeg syntes det var herligt.
   Oppe på dækket, omtrent midtskibs, stod kabyssen hvor jeg skulle lave mad, en firkantet kasse så lille at man kun kunne sidde ned derinde. Inventaret bestod af et lille rundt komfur, et primusapparat, et hjørneskab, en bænk til at sidde på og som tillige indeholdt vores beholdning af kartofler. - I skipperens kahyt var der hyggeligt, der var også to køjer, den ene til skipperens kone, når hun var med ude at sejle. Hernede skulle vi spise de mesterværker jeg skulle frembringe oppe i kabyssen.
   Den første dags sejlads var i magsvejr, en blid vind fyldte sejlene som vi havde sat allesammen. Hen under aften fik vi vinden imod og måtte krydse, så fik jeg lært det med. Topsejlene blev bjerget, de var vanskelige at krydse med på så korte stræk. Vi nåede frem om aftenen, og inden vi fik fortøjet og sejlene gjort fast og skibet klar var det blevet sent, og det gjorde godt at komme til køjs.
   Næste morgen var vi tidligt oppe, der skulle gøres klar til at laste. Lugerne skulle afdækkes, skottet mellem vores lukaf og lastrummet fjernes og bovporten tages af. Lasten, som bestod af svært tømmer, blev skudt ind gennem bovporten, det var simpelthen et firkantet hul i boven, ind gennem lukafet og videre ind i lasten.
   Jeg blev hurtigt klar over at lukafet kun kunne bruges til at sove i, den øvrige tid måtte vi arbejde eller tilbringe i land. Om aftenen gik jeg i land sammen med jungmanden, og da vi gik hen ad kajen mødte vi fire piger som vist syntes vi var nogle interessante størrelser, for de standsede og snakkede med os. Jeg var lidt beklemt ved situationen, men syntes tillige at det var spændende, og vi fulgtes ad op til byen. Søndag aften var vi sammen med en tredje sømand og traf pigerne igen, og da tog vi dem med ud at sejle i en båd.
   Den ældste spurgte mig hvem af dem jeg bedst kunne lide, og jeg så på den yngste, en køn lyshåret pige på 16 år.
   "Åh, hun er kun et barn," sagde den ældste, "jeg er atten år, vil du ikke hellere have mig?"
   Næh, det ville jeg da ikke, jeg var jo selv et barn hvad piger angik. Jeg havde altid været ret sky over for piger, og dog havde de en dragende magt over mig. Den trang til kærlighed jeg lige fra jeg var lille havde haft, og aldrig havde fået tilfredsstillet havde jeg stadig, og jeg var bange for den. Jeg kunne være kammerat med piger, men så snart mine følelser blev draget ind blev jeg bange, de var for stærke, jeg forstod dem ikke.
   Jeg var i de forløbne dage kommet mere i kontakt med jungmanden. Det viste sig, at han også var opdraget i et stærkt religiøst hjem, hans forældre var indremissionske. Jeg skrev dette hjem til mor, og hun svarede at det var hun glad for. En farligere kombination kunne dog næppe tænkes, han var i besiddelse af den samme trods imod religionen som jeg var, og det kom der en del ulykker ud af.
   Vi lavede en del numre sammen. Vi gik for eksempel ind i en chokoladebutik, forlangte noget chokolade, bad derefter om noget længere tilbage i lokalet, snuppede det på disken og stak af. Så prøvede vi et andet sted. Vi skiftedes til det og blev dristigere og dristigere. Vi talte hele tiden tysk, der lå nemlig en del tyske skibe i havnen, så det var sikrere. - Til slut gik det galt. En mand løb efter os, og vi måtte hoppe over et gærde ind til jernbanelinjen. Der byttede vi tøj, og gik tilbage til byen. - Den var gruelig gal. En hel del mennesker havde samlet sig på jagt efter os, og selvom det jo var tyskere de ledte efter fandt vi det klogest at gå tilbage til skibet.
   Vi havde i mange dage været sejlklar, men vinden var ikke sådan at vi kunne sejle. Hver morgen var jeg stået op klokken 4 for at se hvordan vinden var, og når den ikke var god gik jeg til køjs igen. - Morgenen efter dette var jeg spændt da jeg stod op. Jo, den var i det rigtige hjørne, og jeg fik vækket skipperen og jungmanden så vi kunne komme afsted.
   Der lå mange sejlskibe i havnen og ventede på god vind, så der var travlhed overalt den morgen. Skibene måtte slæbes ud med jollerne som blev roet af to mand. Det var et hårdt job, men vi lagde kræfterne i. - Halvvejs ude kom en politibåd sejlende op på siden af os, og en politimand gik ombord. Vi troede selvfølgelig at det gjaldt os og var ikke meget værd, men lidt efter kom han op igen og gik ombord i politibåden. Det var kun nogle papirer der ikke var helt i orden. - Vel ude til søs blæste det op. Jeg havde spist for meget chokolade og blev søsyg, men efter at have ofret til Neptun var jeg klar igen, og hen under aften søgte vi læ inde under Rørvig og ankrede op.
   Jeg opdagede hurtigt at det var en regel at ankre om aftenen. I de fire måneder jeg var med sejlede vi ikke en eneste nat, og det gav en meget lang arbejdsdag. Vi måtte tidligt op om morgenen for at lette anker. Det foregik med håndkraft ved et pumpespil. Det var hårdt arbejde. Når ankerkæden var lodret hejste vi en del af sejlene, og så til spillet og hæve ankeret resten, så igen til sejlene og få resten af dem op, og så til sidst få ankeret indenbords. - Nu kunne vi tage den lidt mere med ro, med at klare op. Det var et raskt job hver morgen, men det var god træning.
   I Kalundborg lossede vi lasten, og der opførte vi os meget pænt. Kun den sidste aften ville vi ud at se om vi kunne få fat i noget frugt. Inde i en have var hele græsplænen fuld af æbler og pærer, og vi gik ombord og hentede to pudebetræk som vi fyldte med frugt.
   Vi sejlede mest på Tyskland og Danmark. - I Kiel skulle vi ud og se på den lukkede gade hvor de offentlige piger boede. Vi blev antastet af en del, men vi sagde at vi ville se på varerne først. Så løftede de op i skørterne lige der på gaden. Bukser havde de ikke på. Så grinede vi og løb vores vej.
   Min virken som kok gik meget godt. Skipperen forklarede hvad jeg skulle gøre, men nogle gange gik det galt. Da vi var i Lübeck skulle vi have klipfisk. Klokken 8 sagde skipperen, at jeg skulle gå op og gøre fisken klar. Det gjorde jeg, jeg tændte primussen og satte fisken over. Klokken halv tolv sagde han, at jeg skulle tænde for fisken. Jamen det havde jeg jo gjort klokken 8. Jeg for op til kabyssen. Heldigvis var primussen gået ud, men det blev nu nærmest plukfisk vi fik.
   Ind imellem var vi i Marstal hvor skipperen boede. Så gravede vi have for ham og ordnede andre ting i huset. - Efter fire måneder kom vi til Helsingør, og da skibet skulle gå derfra til Marstal og lægge op et par måneder mønstrede jeg af.
   Det var min første tur, men jeg ville hurtigt ud igen. Lige før jul mønstrede jeg som messedreng på en damper, og julemorgen stak vi til søs.