Historien her er ældgammel. Et norsk blad udskrev for mange år siden en konkurrence om en novelle over et opgivet tema: "Et stort skib nærmer sig kajen. Kaptajnen slår "stop" i maskinen. Men maskintelegrafen viser forkert, og maskinfolkene slår fuld fart frem. Beskriv hvad der sker." - Jeg skrev da følgende historie. Den fik ingen præmie, men blev da trykt. - Den er skrevet på norsk, men jeg har oversat den.

- - -

Ja, hvad sker der? Det må blive en dramatisk historie. En ting er i hvert fald sikkert. Det må ende med et brag.
   Men ellers? Man kunne jo skrive en tragedie med knuste hoveder og hjerteskærende skrig, et frådende flammehav (af en eller anden grund kunne der jo gå ild i skibet) og en heltemodig redningsmand, som kæmper sig igennem for at redde en mor og hendes barn som er spærret inde i en kahyt.. Hun kunne da være klemt fast under en brændende bjælke og med sine sidste kræfter stønne: "Red bare barnet. Det kan være det samme med mig." Og barnet kunne da blive reddet i land i sidste øjeblik, hvor helten da må stå og se hele skibet blive reddet af flammerne. Han måtte da naturligvis i sit hjerte love at tage sig af den lille i fremtiden. - Det kunne sgu blive begyndelsen til en hel roman.
   Men moren behøver da heller ikke at dø. Det er jo ikke særlig sandsynligt, at en heltemodig redningsmand vil opgive så let. Han vil nok snarere stemme sine brede skuldre mod den glohede bjælke og hale hende ud. Derefter vil han hurtigt slænge hende over skulderen og gribe barnet og med dem kæmpe sig op på dæk og kaste sig i vandet, hvor de så blive samlet op af en båd.. Sortsvedet, men under mængdens jubel vil de blive bragt i land. Som en ekstra lykkelig slutning kunne kvinden og redningsmanden få hinanden. Det ville så føre til vanskeligheder med at forklare, hvem som var far til barnet. Men det kunne vi nok ordne. Hvem ved, måske kunne det blive til en rigtig sørgelig forhistorie om den stakkels kvindes fortid. Det kunne blive en rørende pointe, at en katastrofe kan vende et menneskes liv fra ulykke til lykke.
   Ja, der kunne nok blive noget ud af det. Men måske ville det alligevel blive for melodramatisk. Jeg kunne også skrive på en anden måde:

*

Gamle skipper Jonsen stod på kommandobroen og stirrede ud i en uigennemtrængelig blanding af mørke og tåge. Han greb fast om roret, og skibet "Magdalena" af Drøbak stod støt ind gennem Oslofjorden.
   Når jeg kalder ham "gamle skipper Jonsen" må det siges, at det ikke er en betegnelse han selv ville kendes ved. Nok var han for nylig fyldt 78, men ingen skulle komme og sige, at han var gammel. Han klarede sine sager lige så godt, for ikke at sige bedre, som de der var tredive år yngre. Han havde jo foruden almindelig dygtighed også sin livslange erfaring.
   Men i år var der sket en del, som havde fået andre søfolk til at mumle om, at det nok var på tide, at yngre kræfter overtog. Ja, selv på rederikontoret var der blevet ymtet noget med, at han burde trække sig tilbage. Det blev ikke sagt åbenlyst, men han forstod det af mangt.
   Det sidste år havde han været forfulgt af en serie uheld. Syv og tyve gange havde hans båd kollideret med forskellige kajer, og der havde til dels været betydelige skader. Men alt skyldtes uheldige sammentræf, intet kunne lastes ham. Han havde altid ført sin skude med stor dygtighed. Tekniske fejl kunne han ikke gøre for. Men det sled hårdt på prestigen. Det gik hans ære for nær, at mandskabet ikke stolede fuldt og fast på ham, som før. Han bemærkede, at deres respekt for ham ikke mere var naturlig og selvfølgelig. Men han havde ikke ladet sig mærke med noget. Han tænkte, at inden længe skulle han genvinde det tabte. Ja, allerede på denne tur.
   Han huskede Marie, hans kones øjne, da hun børstede et støvgran af hans uniform, før han rejste denne gang. De havde altid været fyldt med tillid, tryghed og stolthed over, at have en mand som førte store skibe over verdenshavene. De øjne havde altid givet ham styrke, hvis han havde haft sine svage stunder.
   Men denne gang havde han set glimt af usikkerhed i dem. Det var bare et glimt, men det havde stukket ham i hjertet. Hun havde ikke sagt noget, naturligvis, og hun havde fulgt ham ud som sædvanlig. Alt var som ellers, og alligevel var det ikke. Da han gik ned mod havnen, følte han sig ligesom lidt lurvet - eller måske lidt gammel.
   Men alt dette skulle han nok få rettet op. Han skulle standse sladderen, og han skulle bringe glæden og sikkerheden tilbage i Maries øjne.
   Denne tur var gået fejlfri. Som han stod der bag roret, følte han sig stærk og sikker. Han mærkede, at det store skib lystrede hans mindste vink. Det var godt at være sømand. Der var kræfter i vind og sø. Livet stod ikke stille, men bevægede sig fremad ledet af hans stærke hånd.
   Der var nu denne tåge. Men den gjorde ikke noget. Han havde været ude i værre vejr end dette. Det gav ham netop mulighed for at vise, at han styrede sit skib med sikker hånd, selv når forholdene ikke var de bedste.
   Det var begyndt at lysne, og tågen lettede også. Han så på uret. Om en halv time skulle de være inde. De var nøjagtig i rute.
   Det ærgrede ham lidt, at tågen lettede nu. Det ville have været en fornøjelse at lægge skibet trygt og sikkert ind til kajen i en tåge tyk som ærtesuppe.
   Nu gled de ind i havnen. Han så, at der stod mange mennesker og ventede, selvom det var meget tidligt.
   Så slog han "Stop" på maskintelegrafen.
   Det som skete i næste øjeblik, fattede han først et stykke tid senere.
   Et voldsomt stød rystede skibet, og han blev kastet fremover og mistede bevidstheden.
   Senere syntes han, at han hørte et mylder af stemmer, og han fornemmede svagt, at han blev båret afsted. Han ville protestere, gøre modstand. Men så syntes han, at han visnede, han gav op og lod dem gøre med ham, hvad de ville.
   Da han kom ordentligt til sig selv igen, lå han i en seng, og en tørrede ham i ansigtet med en kølig våd klud. Det var Marie.
   Der var også nogle andre tilstede, men da han vågnede, gik de snart. Marie sagde slet ikke noget fornuftigt. Hun gik bare og pludrede og puslede om ham, og syntes ikke at være det mindste ked af det.
   Det som var sket var, at maskintelegrafen havde vist forkert, og i stedet for "Stop" havde maskinfolkene slået fuld fart frem. Der var ingen fejl fra hans side. Ingen kunne have gjort det anderledes. Heldigvis skete der ingen store skader, og ingen mennesker blev skadet, undtagen ham selv.
   Men efter nogle dage var han på benene igen.
   Marie puslede om ham, og det slog ham, at episoden slet ikke syntes at trykke hende. Tværtimod, hun havde fået over sig noget af den samme glæde og aktivitet, som da børnene var små.
   Han tog en dag en tur ned til havnen og så på skibene. Så gik han hjem igen.
   Hun mødte ham med et lidt ængsteligt blik, det samme han havde set en gang før. Men nu gjorde det ham mærkeligt nok ingenting.
   Han strøg med sin brede hånd op ad døren, som var lidt skæv. "Vi skulle vel have repareret noget på denne her," sagde han.
   "Ja, det skulle vi nok," sagde hun, og så med et så glad ud.
   "Jeg kan nok ordne det," sagde han. "Der er vel for resten en hel del som kan trænge til at blive ordnet, tænker jeg."
   "Ja, det ville vel nok være fint," sagde hun. "Du ved, man trænger til et mandfolk i huset, hvis man vil have gjort noget ordentligt."
   Hendes øjne i det kønne, gamle, rynkede ansigt så på ham med grænseløs beundring.

*

Det er mærkeligt, hvordan det man skriver kan tage magten fra en. Jeg havde egentlig tænkt mig, at efter sammenstødet med kajen skulle han i fortvivlelse, og i al stilhed, ladet sig glide ud over skibskanten. Og hans sidste ord, før ham forsvandt i havnens grumsede vand skulle være: "Marie - min ære."
   Men jeg er nu glad for, at det ikke gik så ilde.