Det blæste godt hele vejen til Manchester, så jeg måtte tage kampen op mod søsygen helt fra starten. Første styrmand vidste hvordan sådan noget skulle bekæmpes. Han lod mig ikke i fred hele dagen, så snart jeg var færdig med et arbejde satte han mig til noget andet. Jeg måtte ikke give mig hen til det, og på den rejse fik jeg overstået søsygens kvaler, jeg mærkede den aldrig mere.
   Nytårsaften fejrede vi i Manchester. Der lærte jeg at drikke øl. Der var et godt forhold ombord, gode kammerater helt igennem. De lærte mig livet at kende fra helt nye sider på godt ondt. De praktiserede regelen: leve og lade leve. De kunne drikke og boltre sig med piger på bordeller og andre steder, men de var prægtige mennesker.
   I Valencia i Spanien lærte jeg endnu engang noget nyt. Frugthandlere og vinsælgere kom ombord med deres varer, en araber kom med orientalske tæpper, en anden med silketøjer og galanterivarer - jeg sugede indtryk til mig med alle sanser - en ældre dame kom med to yngre, gnistrende sorthårede damer, det var hendes handelsvarer. Kokken skyndte sig at sikre sig den ene inden han skulle lave middagsmad. - Om aftenen gik jeg i land med to letmatroser, og vi gik ind på et bordel. Vi købte en flaske vin som vi drak mens vi interesseret betragtede pigerne. Der var særlig en der interesserede mig, en køn lille pige, og det endte med at jeg skulle prøve at tage mine første skridt på erotikkens vej. Vi gik ind i et sideværelse. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle bære mig ad, men det vidste pigen, og hun viste mig til rette. - Da jeg kom ud med pigen under armen, råbte kammeraterne hurra for mig, og jeg så forelsket på min lille pige.
   Så kom vi til Færøerne, vi skulle til en bygd helt inde i bunden af en fjord. Vores lods var en fåreskindsklædt mand der nærmest lignede en bonde, i hans båd lå der får med sammenbundne ben. Kaptajnen kikkede lidt skeptisk på ham og spurgte, om han virkelig var lods.
   "Det er vi allesammen her," svarede han, "enhver der kender farvandet kan lodse et skib ind."
   Han klarede det da også tilfredsstillende, men om forsikringsselskabet havde godkendt det i tilfælde af, at der var sket noget, er en anden sag. - Vi var med til nogle fester der og dansede færødanse.
   Derefter skulle vi sydpå, helt til Afrika. Den verdensdel som vel mest af alle står omgivet af eventyr for alle drenge, bøgerne om Stanley og Livingstone og ikke mindst Tarzanbøgerne. Jeg glædede mig vanvittigt. De andre ombord var ikke slet så begejstrede, de kendte varmen, feberen og andre mindre behagelige sider, men hvad brød jeg mig om det.
   Da vi havde passeret de kanariske øer, fik vi tropehjelme og strenge påbud, om aldrig at gå ud uden dem på. I Dakar fik vi en del negre ombord, de skulle følge med på turen op ad floden og lempe jordnødderne som vi lastede. På en af lugerne blev der rigget en presenning op som et stort telt hvorunder negrene kunne opholde sig. De lavede selv deres mad i store gryder over et bål på dækket. Kun kaffe skulle kokken lave, og den bestod af bar cikorie med sukker i.
   Vi sejlede op ad Senegal. Tropeaftenerne var vidunderlige, den krydrede, sødmefyldte luft stod stille, månen skinnede usædvanlig klart. I det fjerne hørtes enkelte tam-tam'er, en hund gøede, og en høj neger kom marcherende spillende 'rødspætter, rødspætter, sildegodt' på harmonika, ellers åndede alt fred.
   Vi havde en kraftig motorbåd ombord, når den skulle i vandet var jeg altid med, og i Afrika blev den brugt meget. Jeg var med på mange interessante ture op ad små bifloder og rundt på forskellige bopladser. Jeg foretog også lange vandreture gennem skovene. Helt alene gik jeg fra landsby til landsby, satte mig ved brøndene hvor kvinderne hentede vand i store lerkrukker som de bar på hovedet, og betragtede livet der. - På en plads langt oppe ad floden, hvor der sjældent kom et skib, var negerkvinderne og børnene ikke rigtig dristige ved os hvide. En aften gik vi tre mand op til landsbyen. Kvinderne var ved at lave mad i store gryder over bål, ligesom dem man på tegninger ser hvide mænd blive puttet i, når der skal koges suppe på dem. Vi betragtede interesseret deres syssel, men de var bange for os og holdt sig hele tiden på den modsatte side af gryden. Vi måtte finde på noget for at bryde isen. Vi prøvede at danse på kanibalmanér med den ene hånd viftende i hårtoppen og den anden i halen, og så kom der liv over dem. De stillede sig i rundkreds om os og klappede til. Det må have været et kosteligt syn, men vi blev fine venner med dem. De stillede tre fint udskårede taburetter frem til os, selv satte de sig på jorden, stadig i rundkreds og beværtede os med nødder og frugt, mens de hele tiden lo og pludrede.
   En aften lå vi for anker på reden ud for kysten der helt bestod af urskov. Pludselig kom der et voldsomt vindstød som førte millioner af biller, store som oldenborrer med sig, de kravlede overalt. Lidt efter styrtede regnen ned, som den kun kan det i troperne. Vi fik travlt med at bjerge solsejlene at de ikke skulle sprænges af vandmasserne, det var bare at trække i snorene som var bundet med slippestik og lade dem hænge, for så at fare til de næste og gøre lige sådan der. Det tog kun sekunder før de var fyldt med vand, så det gjaldt at handle hurtigt. Næste morgen da det blev lyst var dækket fyldt med et tykt lag af druknede biller, som vi fik travlt med at spule ud.
   En af disse vidunderlige aftener sad vi på dækket og nød stilheden. Vi lå ved en boplads langt inde i landet. Pludselig hørte vi sang i det fjerne, det kom nærmere og nærmere, og nu kunne vi høre, at det var 'fred hviler over land og by'. Det var en mærkelig stemning der greb os ved at høre denne sang dybt inde i Afrika. - Næste dag fik vi opklaret at det var besætningen på en dansk båd, der lå længere nede ad floden, som i jollen var roet op ad floden, for at nyde aftenens trylleri.
   Vi kom også til Leningrad. Der havde jeg en dejlig tid, vi lå der i tre uger. En af de første aftener mødte jeg en pige på min egen alder. Hun kunne lidt tysk, det var ikke meget, men det var heller ikke nødvendigt. Vi havde det herligt sammen, gik i biografen, kyssede hinanden og var et par forelskede børn på en ren og uskyldig måde. Vort forhold var af den slags der gør livet smukkere.
   Da jeg havde været ombord i seks måneder mønstrede en jungmand af. Jeg spurgte, om jeg måtte få hans job, men fik nej, og vi fik en tysker ombord. To måneder senere skulle vi igen bruge en jungmand, men jeg fik atter nej. Nu gik matroserne op til kaptajnen og spurgte, hvorfor jeg ikke kunne blive jungmand.
   "Nej," svarede han, "han er for fremmelig."
   Rapkæftet var jeg unægtelig, men jeg var lige så ivrig til mit arbejde. Da jeg mente, at jeg nu var kompetent til at blive jungmand og altså ikke havde udsigt til at blive det, der måtte jeg se at finde et andet skib, og da vi en måned efter kom til Kongsdal i Jylland mønstrede jeg af og rejste hjem.

Straks efter hjemkomsten meldte jeg mig ledig hos forhyringsagenten, men det trak ud med ny hyre. Kammeraterne sagde, at hvis jeg lagde en tier ind i forhyringsbogen gik det lettere, men det ville jeg ikke. Så blev jeg cykelbud for byens største slagterforretning.
   Mine forældre havde købt hus og boede nu lidt uden for byen. Mit forhold til dem var blevet meget bedre. Far blandede sig nu ikke i noget af hvad jeg lavede, nu var det min lillebror det gik ud over. Jeg havde nemlig en mindre bror og lillesøster, men vi havde ikke haft nogen barndom sammen, så de betød ikke noget videre for mig på det tidspunkt. - Far sagde at efter at jeg var taget ud at sejle, havde han ikke noget ansvar for mig. Nu kunne jeg gøre, som jeg selv ville. Så jeg gik i biografen og ud at danse, helt som det passede mig. Jeg behøvede ikke at have dårlig samvittighed af den grund. Penge manglede jeg heller ikke, det jeg tjente bestemte jeg selv over. Jeg betalte hjemme for kost og logi.
   Det pinte mig dog at jeg aldrig kunne tage ud sammen med far og mor, og en søndag prøvede jeg at slå bro mellem os. De skulle besøge nogle venner, medlemmer af Den Apostolske Kirke, men mennesker jeg godt kunne lide, og jeg gik med. Vi var dog ikke mere end lige kommet inden for døren før far begyndte at prædike for mig. Jeg standsede ham straks og sagde:
   "Far, skal vi ikke lade være med at berøre det emne. Du ved, at jeg ikke vil høre på det."
   "Jamen jeg har ikke lov til at lade være," svarede han.
   "All right, far," sagde jeg, "så fortsæt, men så går jeg."
   Det var sidste gang jeg forsøgte at gå ud sammen med ham. Med mor var det anderledes. Vi kunne tale om tingene. Hun prøvede aldrig at prædike for mig. Der havde tværtimod udviklet sig et tillidsforhold mellem os, vi kunne tale om alt. At mors erfaringer så var meget begrænsede, fordi hun hele sit liv havde levet inden for de snævre religiøse kredse, var en anden sag. Men hun forsøgte at udvide sin synskreds, noget vennerne i Den Apostolske Kirke var meget betænkelige ved.

Da foråret kom, kom udlængselen også. En dag hørte jeg, at et skib skulle mønstre fuld besætning næste dag, og jeg gik ned for at se, om der var en chance for mig. De var dog alle antaget, kun en dæksdreng manglede, men ud ville jeg, så jeg tog jobbet. Arbejdet var omtrent det samme som en jungmands, kun hyren var mindre, men det var jeg ligeglad med, bare jeg kom med. Jeg satte slagtermesteren i en slem forlegenhed ved pludselig at holde op en lørdag, den travleste dag i ugen. Men han kunne jo se hvor meget det betød for mig, så han lod mig gå.
   Der er vel få steder man som på søen kommer i kontakt med hinanden. Man lever sammen dag og nat, i uvejr og magsvejr, under stadig vekslende forhold, og har man sans for det får man indblik i hver enkelts dybeste karakter. Det er en god skole i praktisk psykologi. - Det skib jeg kom med skiftede stadig folk, mennesker af mange forskellige nationaliteter. Vi sejlede næsten hele tiden over Atlanten, var i de fleste havnebyer i Europa og på Nordamerikas østkyst, en del rejser gjorde vi også op ad Afrikas floder.

Jeg elskede havet, kunne aldrig blive træt af at betragte dets stadig skiftende ansigt. Mest i mit es følte jeg mig i stormvejr når naturkræfterne rasede, og der var brug for al ens kraft og åndsnærværelse. Hvis de andre søfolk havde vidst, at jeg følte det sådan, havde de anset mig for tosset, derfor gav jeg aldrig udtryk for den slags glæde.
   Skibet brændte en mængde kul, 25 tons i døgnet, og på længere rejser var der ikke plads nok i bunkerne. Så blev mellemdækket i lasten og hele dækket fyldt op med kul, og vi måtte alle mand være med til at lempe det ned i bunkerne, når der var plads. Det var et slid, og vi var kulsorte, men den måtte vi på igen på hver rejse. Bagefter skulle alt vaskes med sæbevand. Alt indenbords var hvidmalet, og det krævede også, at det var rent.
   Jeg var blevet jungmand og gik nu på vagt med. Vi var på en rejse til Skt. Johns på New Foundland i januar måned. Det var en kold tur, minus 25 grader og så storm tillige. Der kunne slet ikke være tale om at arbejde for os der gik vagt, vi var pakket ind i alt det tøj vi kunne bære, og så stod vi til rors skiftevis en time ad gangen. Den øvrige tid holdt vi os klar, hvis der skulle blive brug for os. Om natten fik vi gerne et stort glas whisky, når vi blev afløst ved roret, og aldrig har et glas whisky smagt så godt. De af besætningen, der ikke gik vagt, blev sat til at arbejde under dækket, hvor der var lunere. - Vi havde vanskeligt ved at holde varmen i køjerne, og mens vi lå i havnen, fandt vi, at det var at foretrække at sove i land. En letmatros og jeg lærte to piger at kende, og så sov vi hos dem om natten. Der kunne vi bedre holde varmen.
   På rejsen fra New Foundland var der en frygtelig storm. Et andet dansk skib gik ned ikke langt fra os. Det var 'Aggersund', og den havde ikke ret kraftig radio, så al radioforbindelse gik over os. I to døgn sad vores radiotelegrafist uafbrudt ved apparatet. Han fik sin mad og alt hvad han skulle bruge bragt op. Han blev stærkt rost i den danske presse.

I Casablanca så jeg verdens største bordel, en hel by omgivet af en høj mur inden for hvilken, der boede flere tusinde kvinder i alle aldre og hudfarver. I porten stod to negerpolitibetjente med piske, hvis snerter var 4-5 meter lange, og de forstod at bruge dem. Jeg var sammen med en kullemper, der havde været der før, og kendte det hele. Da vi var kommet et stykke inden for porten, kom pigerne stormende og ligefrem overfaldt os. Der var nok tyve, og de kæmpede for at kapre os. Til sidst vidste jeg ikke bedre end at slå om mig til højre og venstre og så kæmpe mig hen imod porten, her svirpede piskene. - Jeg spurgte kullemperen, hvordan man bar sig ad med at færdes derinde.
   "Ja," sagde han, "du skal bare tage den første den bedste om halsen, så trækker de andre sig tilbage, så kan du altid skifte hende ud hvis du ser en der ser bedre ud."
   Jeg vovede mig ind igen, tog den første den bedste, og ganske rigtig, de andre trak sig tilbage. Vi gik så ind på en restaurant, og jeg måtte se lidt på hende, jeg havde engageret. Hun var koparret og ikke særlig attråværdig. Nå, men et glas vin var hende da vel undt. - Lidt efter kom der en araberpige ind, hun var køn, klædt på arabermanér med silkepludderbukser og silkevest rigt broderet med guld og perler, det hele var en smuk fremtoning. Hun var vel 15 år gammel, og jeg kaldte hende hen og bød hende på et glas vin. Lidt senere skulle jeg hen og se, hvordan hun boede. Det var et stort rum med dejlige tæpper på vægge og gulv og en bred divan, ingen bord eller stole, vi sad på gulvet på tæpperne. Hun serverede te i tynde porcelainskopper med småkager til, og vi havde en dejlig aften sammen.
   Denne rejse endte ellers ikke så godt. Det meste af besætningen fik malariafeber, kun kaptajnen, første styrmand, en jungmand og jeg gik fri. Vi måtte arbejde på fyrpladsen, i kabyssen og på dækket, over alt hvor der var brug for os - og samtidig være sygepassere. Vi var lige ved at skulle søge nødhavn, men vi klarede den til Antwerpen. Der kom de fleste på sygehuset.

Her mønstrede jeg af. Jeg ville bo et sted, hvor der var noget liv, og flyttede ind på et belgisk hotel, som ejedes af et ældre solidt ægtepar med tre døtre på 16, 17 og 20 år. Værelset var ikke godt, men her var liv, altid gæster i restauranten. De øvrige logerende var nordmænd. Når der var fyldt med gæster og stemningen var høj, tog jeg sommetider mandolinen og spillede. Så var der gerne en der lod hatten gå rundt, for så at tømme den på mit bord.
   Jeg traf en pige, som hed Christine, hun forelskede sig i mig og ville gøre mig helt til sin ejendom. Hun var meget fremmelig, kun 16 år, men havde to børn, havde været gift og var nu skilt. Det ældste barn havde hendes forældre, det yngste havde hun selv. Hun boede sammen med sin mormor og sin søster på 15. Hun serverede i en restaurant i gaden, hvor der var mange af den slags etablissementer, og hun var meget omsværmet, køn og livlig, altid dansende og flirtende. Mit venskab med Christine gjorde mig til alle pigers kæledægge på de restauranter, hvor jeg kom sammen med hende. Jeg behøvede bare at sætte mig ved et bord, så blev der sat en øl foran mig, og så snart den var tømt, kom der en ny. Jeg betalte aldrig noget, det måtte pigernes kavalerer gøre, det blev bare skrevet på deres regning. - Men Christine var meget jaloux, hun tålte ikke at de andre piger tog sig friheder overfor mig. Der var næsten hver aften mænd der spenderede mange penge på Christine, men når de lukkede, tog hun mig under armen, og så gik vi hjem, mens de andre mænd kikkede langt efter hende.
   Hendes søster var ualmindelig køn, hun arbejdede på et kontor, men hver lørdag kom hun ud på danserestauranterne for at more sig, og så var jeg gerne hendes kavaler. Hun kastede sig hæmningsløst ud i fornøjelserne, dansede hele aftenen og sprudlede af livsglæde, men det var på en helt anden måde end Christine. Der var ikke spor af beregning ved hende, kun livsglæde, og når jeg fulgte hende hjem gav hun mig pænt hånden og sagde 'godnat og tak for i aften', ikke så meget som et kys, og det forventede jeg heller ikke. Vi var gode kammerater. - Da jeg to år efter igen kom til Antwerpen og spurgte efter Charmaine, som hun hed, fik jeg at vide at det var gået hende meget slemt. En mand havde forført hende, og så kastede hun sig ud i så tøjlesløst et liv at de måtte sende hende bort fra byen, for politiet var efter hende.
   Jeg fik hyre igen, og denne gang på et stort 8500 tons motorskib. - Den dag jeg mønstrede mødte jeg Christine, og vi gik ind på en restaurant og fik en drink. Da hun hørte, at jeg skulle sejle, forsøgte hun at få mig til at blive, jeg kunne bo hos hende og hun ville tjene penge til mig, sagde hun. Men nej, jeg ville ud igen. - Der fulgte nu en hektisk uge, jeg arbejdede om dagen og drak om aftenen og det meste af natten, og resten af natten tilbragte jeg hos Christine.