Der er en gammel historie om en ung mand der gerne ville være nær Gud, og han tænkte, at de der kom nærmest måtte være fuglene, fordi de kunne flyve højt mod himlen. Derfor ville han have vinger, og han brugte meget lang tid på at konstruere nogle meget smukke vinger, som svanevinger. Og han kom virkelig op at flyve, dog ikke så højt at han mente at nærme sig Gud. - Men præsterne i byen og byens autoriteter blev opmærksomme på ham og brød sig ikke om hans projekt, så med loven i hånden konfiskerede de vingerne. Mennesker skulle holde sig til jorden, det var meningen med dem. - Den unge mand mistede modet og sagde: "Uden vinger kan man ikke leve."
   Men i byen var der også en underdejlig danserinde. Hendes danse var meget erotiske, og det syntes de samme myndigheder ikke om, så de forbød hendes dans. Og da sagde hun: "Uden at danse kan man ikke leve".
   Men midt i al deres modløshed mødte disse to unge mennesker hinanden, og kærligheden lærte dem snart at både flyve og danse på en anden måde - og så sandelig om ikke de kom nær til Gud.

Den historie har jeg tænkt en hel del over, og de unge har ganske ret, uden at flyve og danse kan man ikke leve. Jeg har ikke fløjet meget i min tid, og de få gange jeg har gjort det har det været med fly fra Kastrup lufthavn. Det har også bragt mig sikkert og behageligt til mit bestemmelsessted, men det har ikke nærmet mig Gud. - Men jeg har elsket meget, og det har til tider bragt mig til både at flyve og danse. - Og ja, jeg mener så sandelig også, at det har bragt mig nær Gud.