"Livet er et Kasino - nogen vinder og flere taber," tænkte Lene.
   Hun var Den hvide Madonna. Hun testede kostumet, det kridhvide lange hår og den hvide sminke, som Pauline så flittigt havde brugt. Det gav en guddommelig effekt. Det tætteste noget menneske kunne komme på en engel. Hun var klar.
   På Jens Østergårds opfordring, havde hun de sidste par dage trænet roulette med Snotter. Her viste det sig, at Snotter ikke bare spillede de sædvanlige uskyldige monsterskydespil på computeren om natten. Snotter spillede også på rouletten.

Gerdas bekendtskab med den nu afdøde Robert Andersen, også kaldet 'Lotto', havde aldrig fået status som Snotters papfar, ej heller Lenes. Lene havde under et voldsomt husspektakel reddet sin mor fra kvælning ved hjælp af en grøn stentøjsskål, der desværre blev slynget lidt for kraftfuldt mod Roberts baghoved. Uheldigvis havde hun derved bragt Robert Andersen og hans unikke matematiske viden ud af verden.
   Engang for længe siden havde han været en fin mand. Lektor i sansynlighedsregning og kompleks matematik på DTU. Flot og velholdt kone, to intelligente børn, murermestervilla i Charlottenlund, Volvo, motorbåd og sommerhus i Gilleleje. Indtil den dag han smagte 'speed', hvilket bestod af Pernod og Lemon Schweppes i forholdet 1-1. Han blev hurtigt alkoholiker, og i løbet af et år havde han mistet alt.
   Beruset og usoigneret var han gledet under et af bordene på Café Sundby. Det var der, han så Gerda. Det vil sige, han så Gerdas ben. Efter at have kigget længe nok, havde han besluttet sig for at se, hvad der var over benene. Det han så, tiltalte ham, især fordi Gerda sad og nørklede med en flyversjus, 10 grønne Cecil og en Lotto-kupon. Her var et match. Robert lavede komplicerede Lotto-systemer, og Gerda samlede en mindre formue sammen fra de opstemte værtshus venner. Det endte med, at deres tal kom ud og hele Café Sundby rejste i samlet flok på en tiltrængt druktur til Costa del Sol. Det var sådan, Robert fik sit ry på Amager under øgenavnet 'Lotto'.
   Nu havde alle glemt ham.
   Det eneste der vidnede om, at han engang havde haft sin gang på jorden, var hans bøger om spil og sansynlighedsregning samt hans håndskrevne 'fidus bog'. Dem havde Gerda puttet i en plasticpose og bedt Snotter om at smide ud. Men Snotter havde andre planer. Han tog det hele med sig til sit værelse på "Peder Lykke Bo" for at se nærmere på materialet, og nu var han begyndt at spille Lotto og roulette på oprettede konti i Gerdas navn.

Gerda Rexmani entrede roulette lokalet som en dronning. Iført en lang purpurfarvet fløjlskjole med underskørt, høj hals og lange pufærmer med flæsekant. På blusestykket var der broderet to skinnende sølvsvaner, der matchede diademet i sølv med funklende Swarovski krystaller. På venstre hånd bar hun ringen med den berømte rubin, Jesu Blod. Håret sad perfekt, hun bar briller i tyndt guldstel samt høreapparat. Sminken og læbestiften var en adelsfrue værdig.

Snotter var i smoking, og selvom den var et nummer for stor, så han godt ud. Han gik bag Gerda og bar, som sædvanlig, hendes store Gucci taske med de mange $ sedler.

De passerede kasinoets bank, hvor kassereren trods sin størknede kropholdning bag et gitter, ikke kunne lade være med at dreje hovedet, da Rexmanierne gik forbi.

Skyggeparret, Teno og Dora, var elegante i tøjet, dog uden at være prangende. De var allerede i gang med at spille for et pænt beløb. Det så ud som om, de havde været heldige og noget virkede for dem. De havde vundet 2.000 $ og så glade ud. Der var også andre udlændinge og lokale velhavere ved spillebordet. Alligevel fik Gerda og Snotter en god plads, hvor de let kunne se Doras signaler der blev fjernstyret fra kommandorummet af Jens og Pauline på 1. sal.
   Dora stod med et glas i hånden, som var det aftalte signal for rødt. "Nåh, der er ingen grund til at fedte med det," sagde Gerda og satte 5.000 $ på rødt. Kuglen landede på sort, men sprang alligevel op hurtigere end øjet kunne registrere og lagde sig på rødt. Gæsterne jublede. Den elegante croupier med det flettede brune hår og den nedringede sølvvest smilede hovent og selvsikkert. Kasinoet vinder altid til sidst, vidste hun.
   Med et slag var den velhavende Gerda Rexmani blevet 5.000 $ rigere.
   Dora stod stadig med sin drink i hånden.
   "Jamen, det må være den purpurrøde kjole heldet elsker, "sagde hun, og satte 5.000 $ på rødt igen.
   Denne gang så det ud som om at kuglen landede på rødt første gang.
   Gæsterne jublede igen. Smilet var væk på den kønne, selvsikre croupier, og et mere alvorligt ansigt tonede frem.
   Fire gange skete samme hændelse. Og Gerda var 20.000 $ rigere. Nu var croupierens kinder røde, og hun væltede stakkene med de jetoner hun ellers så selvsikkert havde stablet.
   Hun måtte tage en meget dyb indånding, og Snotter bemærkede fascineret, at hendes overdel kom til at se endnu mindre ud.
   Hun udbad sig en pause og foretog en kort telefonsamtale til vagtstuen, hvorefter hun satte spillet i gang igen.
   Dora havde sat glasset fra sig og hænderne støttede frit på bordet.
   "Går den en femte gang?" Spurgte Gerda og spillede rødt igen.
   Parret Teno og Dora skubbede hele deres gevinst ind og satsede sort.
   Kuglen blev sat i spind.
   Nu dukkede Agon op i en krøllet habit og stirrede bistert på den nervøse croupier.
   Gerda Rexmani målte ham med synlig afsky.
   "Sort vinder," sagde croupieren og så lettet ud, mens hun skrabede Gerdas 5.000 $ til sig med rake stangen. At hun skulle aflevere næsten samme beløb til det unge par, der spillede på sort, vakte ikke hendes mistanke.
   Spillet blev igen sat på pause i 10 minutter, under stor utilfredshed fra den italienske Ferrari sælger ved siden af Gerda.
   Croupieren blev taget i enerum af Agon. De gik ud til banken og forsvandt ind i baglokalet. Her blev hun tildelt nogle lussinger af den vrede Agon. "Hvad går der af dig? Forstår du ikke, det er strategi? Spil spillet og lad være med at forstyrre mig. Jeg har travlt med andre vigtige ting, og når natten er omme, er hele bundtet blanket af. Vi har gjort dette her i 20 år. Hvad fanden bilder sådan en møgtøs sig ind? Se så at komme i gang med arbejdet inden gæsterne skrider!"
   Croupieren hastede tilbage med brandvarme kinder og igangsatte spillet. Hun tog sig sammen og stablede jetoner med rutineret hurtighed og sammenregnede komplekse gevinstbetalinger på rekordtid. Hun var klar til at vinde anden halvleg.

Spillet fra første halvleg gentog sig som i en film og blev spillet igen og igen.
   Snotter havde sat sig ind i gevinstafregningerne og nævnte beløbene ét sekund før croupieren. Det stressede hende, og hun bad ham flere gange om at tie. Det hjalp først da Gerda sagde: "Knyt sylten, Snotter!"
   Nu sagde han kun tallene, når hun regnede forkert.
   Sort og rød gik til spillerne. Det grønne 0 som betød: Kasino rydder alle gevinster, havde hun ikke set hele aftenen. Mærkeligt. Kasinoet blev ved med at tabe stort til spillerne, mens kasinovagterne så hjælpeløst til. Nu havde det unge par vundet 8.000 $, Rexmani 60.000 $ og selv om italieneren havde tabt 4.000 $ kunne croupieren ikke fortsætte. Det her var ikke længere strategi. Noget var galt. Hendes hjerte hamrede, hun svedte, fletningen var gået op og håret sjaskede. Toppen var om muligt krøbet endnu længere ned, eller også var det brystpartiet, der var på vej over spærregrænsen? Øjnene løb i vand og maskaren flød ud. Med risiko for at få flere lussinger og blive overfuset igen, måtte det her stoppe. Hun beklagede at måtte stoppe spillet igen, men hun var nødt til at bede om 15 minutters pause, på grund af de unormalt store gevinster.
   "Fint", sagde Gerda "så vil jeg gerne have mine værdijetoner vekslet."
   "Et øjeblik," sagde croupieren. Hun ringede til vagtstuen.

Agon var vred. Der havde været vagtskifte klokken 21:00, og de to nye receptionister havde ikke læst notaterne fra de forrige. Den ene af receptionisterne, en ung pige på 22, var tilmed dårlig tilpas fordi hun havde fået en stor mørk tatovering på højre overarm samme dag. Agon kaldte hende ind til skideballe i vagtstuen.
   "Hvad fanden skal det forestille at sidde dér og drikke Cola og snakke tatoveringer med din kollega i stedet for at gå i gang med dagens rutiner?" For at understrege alvoren tildelte han hende et par lussinger fra samme skuffe, som croupieren havde fået.
   "Jeg har ondt i armen," klynkede hun grædende.
   "Må jeg se? Af med skjorten! Hvad fanden er det for en sort klat, du har fået lavet?"
   "Det er Den sorte Madonna," snøftede hun. "Den holder Den hvide Madonna væk. Hende der tog tre af Eids sønner med til himmeriget. Alle piger og unge mænd her i området vil ha' den tatovering nu. De vil så gerne blive på jorden, mens de er unge."
   "Sikke da noget idiotisk vrøvl. Det er noget præstebrødrene Osman forkynder i et forsøg på at fordrive Vëllezërit familien fra Quëndër Laprake. Og nu kommer du har og stikker mig den tatovering i hovedet. Men nu skal jeg fandeme' fortælle dig én ting: Du har krænket mine brødre. Du fortjener at dø!" Brølede han.
   "Nej nej jeg får fjernet tatoveringen i morgen. Jeg har ikke drukket Cola, og jeg har passet mit arbejde," klynkede hun bedende.
   "Nå, så det har du! Så kan du måske fortælle mig, hvor vores hoteldetektiv er?"
   "Ja der lå en besked om, at Luigi havde forladt hotellet i utide, og hoteldetektiven ville finde ud af, hvad der foregik." Hvad? Havde hun sagt noget forkert?
   Hvis nogen kunne se ond ud som fanden selv, så var det Agon.
   Han trak sin springkniv - KLIK! - og overvejede kort, hvor han skulle stikke. Det blev maven. Pigen forsøgte rædselsslagen at stoppe kniven med hænderne, men han var stærkest.
   Det var telefonen til vagtstuen, der reddede hende. Agon greb den, og pigen fik vredet sig løs, hvorefter hun skrigende løb mod hotellets forhal. Choktilstanden bevirkede, at hun styrtede om og besvimede.
   Grundet skrigeriet kunne Agon knapt høre croupierens stemme, da hun nervøst fortalte, at Rexmani var ved at sprænge banken. Han tørrede sine blodige hænder af og gik med hastige skridt ned til rouletten.

Lene var listet ud på gangen for at lægge ører til døren 'Privat', som var manipulatorens lokale. Der var stille derinde. Noget kunne tyde på, at Agon endnu ikke havde opdaget, at Luigi og senderen til rouletten var væk. Utroligt! Men heldigt for dem. Hun listede videre hen til trappen for at høre, om der var noget at opsnappe, parat til af styrte tilbage, hvis der kom nogen. Da var det, hun hørte nogle rædselsslagne skrig. Hun listede længere ned af trappen og så en pige ligge blødende på tæppet i forhallen. Der var tilsyneladende ikke andre, der havde set hende endnu. Hun havde brug for hjælp. Hvem var hun? Hvem var efter hende? Lene reagerede spontant, og glemte fuldstændig sin forklædning som Den hvide Madonna og løb ned for at se om pigen var ved at forbløde og skulle have omgående hjælp. Hun satte sig på hug ved hende og fik blod på hænderne og på sin hvide kjole. Hun tog fat i skæftet af springkniven, og trak forsigtigt lidt ud. I det samme kom der et kraftigt flash fra en blitz, én af disse sindssyge paparazzi fotografer, der altid luskede rundt på de fine hoteller og forpestede privatlivet for kendte mennesker. Han stak af, da hun forsøgte at identificere ham.
   Pludselig stod Jens der. "Lene for helvede, kan du så komme op på værelset. Jeg skal nok tage over."
   Lene rejste sig straks og løb. Jens vurderede, at pigen ikke var i livsfare, så han gik stille og roligt tilbage til konferenceværelset.

"Undskyld Jens, jeg er vist ved at ødelægge det hele. Der var en paparazzi fotograf, der tog billeder," sagde Lene.
   "Det er ikke sikkert, det ødelægger noget for os, men vi har begrænset tid her, og vi skal holde os til planen," sagde Jens bekymret.

Lidt efter var den anden receptionist kommet tilbage og lyden af ophidsede stemmer fra personale og gæster rungede i forhallen. En ambulance kom med udrykning, og det væltede ind med journalister og pressefotografer.

Agon kom trampende med en kasinovagt samt manden fra kasinoets bank.
   Synet af den skrækslagne, svedige, udtværede og mislykkede croupier fik hans blodtryk til at stige endnu et niveau. I gæsternes påsyn tog han fat i croupieren og ruskede hende, som når en foxterrier rusker en rotte. Snotter røg frem og tildelte ham et blåt øje. Agon greb forgæves efter sin springkniv, men den sad stadig i receptionisten. Vagten fik fat i Snotter og fik armen vredet rundt på ham.
   Agon råbte "Så er vi måske færdige?" Han hvæsede til croupieren, at hun omgående skulle gå ud i vagtstuen. Han var ikke færdig med hende. Hun trippede opløst af gråd ud af lokalet.

Nu var der ankommet et par kendte journalister, og Agon opførte sig pludselig påtaget kultiveret og jovial. Vagten havde samtidig sluppet Snotter fri af armlåsen igen.
   Agon inspicerede mistroisk Snotter og Gerda med undersøgende smalle tolderøjne. Pludselig fik han øje på Gerdas høreapparat og stirrede paralyseret på det. Fuldstændig hæmningsløst greb han ud efter høreapparatet og rev det til sig, så det hylede højfrekvent, sejrssikkert løftede han det i vejret og proklamerede henvendt til de mange sammenstimlede spillere og journalister "Det er sådan Gerda Rexmani snyder kasinoet for 60.000 $."

Agon så ussel ud i det krøllede jakkesæt med blodpletter på skjorten. Han virkede ikke overbevisende på tilhørerne.
   "Min tante har altid gået med høreapparat," råbte Snotter. "Politiet kan få det til kontrol. Der er ikke snyd med det, det er et ganske almindeligt Danavox 311."
   Ferrarisælgeren var rasende: "Det her er jo bare en undskyldning for ikke at udbetale Rexmani sin gevinst. Det skulle ikke undre mig, at kasinoet slet ikke har pengene."
   Spillerne råbte og skreg af ophidselse. "Udbetal gevinsten, eller vi ringer til politiet og komiteen for rouletteautorisation!"
   Journalisterne griflede ned, her var ballade.
   "Jeg forlanger at få mine penge udbetalt med det samme," hvæsede Gerda.
   Den blodplettede Agon trådte op på en repos. "Jeg kan oplyse, at Hector Pallas altid har mindst 120.000 $ i bankboksen," sagde han og så hovent ud over forsamlingen. Agon fortsatte, og journalisterne noterede ned. "Nu foreslår jeg, at fru Rexmani og jeg laver et fornuftigt forlig. Dette er et storsindet træk fra kasinoets side. Jeg putter den her lille snyder i lommen og beholder den. Fru Rexmani får udbetalt 60.000 $ kontant på betingelse af, at hun spiller med indsatser på 5.000 $, indtil vi lukker kl. 2 i nat," sagde han udfordrende, og nikkede selvtilfreds til journalisterne.
   Hele lokalet summede af spænding.
   "Så spiller vi med rigtige penge, og ikke værdijetoner," sagde Snotter på foranledning af Gerda.
   "God idé!" Sagde Agon med en ondskabsfuld undertone.
   "Pengene!" hvæsede Gerda.
   Bankmanden kom med 60.000 $ på et rullebord. Snotter talte pengene omhyggeligt og stablede dem ned i Gerdas Gucci taske.
   Bankmanden udleverede, for syns skyld, yderligere 40.000 $ til den nye croupier, som var en af hotellets hærdebrede og skaldede vagtmænd.
   Han var ikke nær så hurtig som den tidligere croupier og fumlede med jetoner og gevinstberegninger.
   Spillet fortsatte, nu med en hob af kamplystne spillere ved rouletten.

Agon styrtede forbi den grædende croupier i vagtstuen samt det tilkaldte rengøringspersonale i forhallen for at dreje til højre og op ad trappen til manipulatorrummet. Ganske rigtigt! Manipulatorsenderen var stjålet af Luigi. Den havde en kort rækkevidde, så det kunne formentlig kun være Rexmanierne i luksussuiterne, der kunne bruge den, hvis den stadig var i huset. Han låste op til konferencelokalet. Det var rømmet bortset fra en kæmpe dobermann, der straks lugtede blodet på hans skjorte. Et eller andet relæ blev aktiveret i hjernen på den, hvorefter den røg i struben på ham.
   "Satans også med den springkniv," nåede han at tænke.
   Det ville have været et dødeligt bid, hvis ikke Jens var kommet til og med en kæmpe indsats udi hundepsykologi fik Rolf fra sit forehavende. Pauline kom til og fik bundet et håndklæde rundt om den blodige og oprevne strube. Agon kom hostende på benene og vaklede ned i vagtstuen for at hente forstærkning.

I Kasinoet havde bankmanden hentet de sidste 20.000 $ i kontanter. Gerda Rexmani havde vundet 100.000 $, der var stoppet i Gucci tasken. Det unge Rexmani par havde vundet næsten 15.000 $, de havde samlet i en pose. Der var en ophidset stemning i lokalet. Flere spillere kunne ikke få udbetalt deres værdijetoner og var begyndt at smadre inventaret i raseri.
   Kasinoets bank var sprængt klokken 1.

Gerda, Snotter, Dora og Teno forsvandt skyndsomst ud af hotellet.
   Ude på gaden ventede Star Hotels minibus på Rexmani familiens heldige roulette vindere. Jens, Rolf, Lene og Pauline var allerede om bord med familiens bagage.
   Da bussen svingede ud på Boulevarden kom to politibiler med udrykning drønende i modsat retning.

"Det er ganske enkelt gået efter planen," sagde Jens glad og fortsatte "I morgen kommer det svære."