'Dovenskab er en af de syv dødssynder', sagde Alex, blandt venner kaldet Præsten - ikke fordi han var mere præst end nogen af os andre, men på grund af en vis hang til at holde små opbyggelige prædikener for dem som ville høre - og for dem som ikke ville høre med, for den sags skyld.
   Men al hans visdom havde ingen indflydelse på hans livsførsel ellers, så han var god nok - eller vi tog ham som han var.
   Han var den yngste i kliken. Vi var nogle stykker der gennem en årrække var mødtes nogenlunde regelmæssigt og havde talt om litteratur, filosofi - kultur i det hele taget. Dog sjældent alle på en gang. Lidt prætentiøse var vi vel, men hvad? - det blev mellem os.
   Han var en køn fyr, lys og velbygget, vi beundrede alle hans godt fysik. Egentlig var han slet ikke noget åbent menneske, selv ikke blandt os nære venner, men vi kendte ham jo og kunne let aflæse hans sindsstemninger i hans udseende. Havde han det dårligt var han ligefrem grim.
   Men i aften strålede han og holdt et lille foredrag om de syv dødssynder som de blev fortolket af den katolske kirke i middelalderen. Så holdt han en lille pause og så sig om, som for at forvisse sig om at han stadig havde ordet.
   "Isabella var fed," sagde han så.
   Åh nej, tænkte vi, nu skal vi høre en af hans belærende historier. Men der var intet at gøre, vidste vi. Han så sig smilende om for at se om indledningen havde haft effekt, og det havde den. Johnny der som sædvanlig sad på en stiv pindestol, mens vi andre slængede os i dybe, bløde lænestole. Han begyndte febrilsk og alvorligt at sortere sine papirer før han faldt til ro. Carlo der var filmfotograf sank dybere ned i stolen, så man kun så hans skaldede isse og hans pibe der opsendte energiske røgsignaler. Og vi andre rørte uroligt på os.
   "Isabella var mere end almindelig fed," fortsatte Alex, "særlig når man tager i betragtning at det var under krigen, hvor meget få havde problemer med vægten. Det skulle da lige være den anden vej, at de var for magre."
   "Det der har du ikke selv oplevet," vrissede Johnny. Det var en slags regel at det vi fortalte skulle være selvoplevet.
   "Nej, selvfølgelig ikke, - og så dog alligevel," svarede Alex og fortsatte uanfægtet: "Hun var fra et pænt hjem med klaver; ganske vist et klaver som ingen nogensinde spillede på. Faderen var murermester og de havde deres eget hus i et villakvarter i Hvidovre. Moderen ved jeg næsten ingenting om, bortset fra at hun var meget religiøs og helt selvudslettende. Jeg har stadig et lille krucifiks der har tilhørt hende."
   "Har du?" udbrød Carlo fra dybet af sin stol. Vi var lidt imponerede over denne fortælletekniske detalje, der forankrede historien i virkeligheden.
   "Da Danmark blev besat af tyskerne i 1940 var hun 23 og boede stadig hjemme, og det var aldrig faldet hende eller nogen anden ind at hun kunne flytte hjemmefra. Hun var en overdådig skønhed. Det var som om hvert kilo hun tog på forøgede hendes skønhed. Allerede som barn havde hun været mere end almindelig køn. Hendes tykke kastanjebrune hår blev ikke tæmmet i fletninger, som det ellers var så almindeligt dengang. Allerede da svulmede hendes former, og de svulmede naturligvis mere som tiden gik. Hun var den første i klassen der havde bryster. Mens de andre piger stadig så ud som om de var stykket sammen af kosteskafter og pindebrænde, så hun ud som en - nåja, en kvinde.
   Drengene kunne jo ikke nære sig, men forsøgte at pille ved hende. Men det forstod hun sig ikke på. Hun fjernede venligt deres snavsede fingre, men syntes i øvrigt de var søde, om end lidt dumme. Og da et par fremmelige fyre bag et cykelskur insisterede på at hun skulle se de grimme, knortede, blårøde tingester de havde i bukserne blev hun højst forbløffet. Det var aldrig tidligere faldet hende ind, at drengene havde noget som helst inden for tøjet, men da de nu altså havde det undrede det hende, hvorfor de absolut ville have hende til at se på elendigheden. Hun følte en vag medlidenhed med dem - og den følelse kom nok til at præge hendes forhold til det andet køn.
   Når hun alligevel bevarede sin dyd så nogenlunde intakt, var det af samme grund som hun lige så godt kunne have mistet den, nemlig uvidenhed - unge mennesker kunne være utrolig uvidende på den tid - desuden lå det ikke til hende at tage initiativer til noget som helst, og drengene var, trods al deres frækhed, meget generte.
   Hun gik ud af skolen efter syvende klasse med dårlige karakterer; hun havde aldrig interesseret sig for skolearbejdet. Og hun fik ingen uddannelse ellers, men det var ikke ualmindeligt for piger den gang.
   De følgende år skete der intet som helst i hendes liv, udover at hun blev federe og dejligere, til glæde for ingen. Mange unge mænd gjorde tilnærmelser til hende, uden at hun reagerede særligt på det. Måske var hun nærsynet - det tror jeg nu ikke - men det var som om ingen mænd blev tydelige for hende, hun syntes ikke at kunne skelne den ene fra den anden. Så blev fyrene trætte af det og vendte sig til de andre piger, hvor de fik mere opmærksomhed, og de havde da også vokset sig kønnere, om end ikke så overdådige, og så var der mere fut i dem.
   Det faldt åbenbart aldrig faderen ind at det kunne være sundt at hun fik noget fornuftigt at tage sig til, og moderen - ja hvor var hun? Hun har vel været der, men nogen betydning havde hun vist ikke, og i hvert fald følte Isabella ingen trang til at følge hende til hendes andagter og bønnemøder.
   Hun blev nok regnet for at være lidt tilbagestående. Måske var hun det, jeg ved ikke. Ingen bekymrede sig om det. Mindst af alle hun selv.
   Da krigen kom ændrede alt sig. Der blev liv i det borgerlige murermesterhus. Der var en kommen og gåen af tyske officerer og danske og tyske forretningsfolk. Faderen må have involveret sig i forretninger, som lå langt ud over hans fag. Der blev holdt fester med skrigende pigebørn der drak øl og røg cigaretter - meget uartigt. Der kom gang i klaveret, lige så ustemt det var. Midt i dette leben trivedes Isabella meget godt, hun tronede som en dronning i en af de største stole. Officererne sværmede om hende, kurtiserede hende og tilbad hendes guddommelige ynder. Men da de opfattede hendes passivitet som værdighed og utilnærmelighed, gik de aldrig over stregen. De fleste af dem var fra gode tyske hjem; de havde lært gode manérer og var strengt opdraget til at vise kvinden respekt og ærbødighed. Og kvinden, det var Isabella, ikke tøsene.
   Men der var undtagelser. En menig soldat, som var oppasser for en af officererne, nøjedes ikke med at tilbede hende, men gjorde noget ved sagen. En lille sorthåret spirrevip var han, og han trængte ind på hendes værelse, hvor hun havde trukket sig tilbage for natten, og gik håndfast til angreb på hende. Om det var voldtægt kan diskuteres, men i alle tilfælde var det lettere for hende at give efter end at stritte imod, så han fik sin vilje.
   Han hed Franz, og han blev tydelig for hende. Selvom forholdet kom overraskende for hende og det vist fra hendes side mere skyldtes dovenskab end lidenskab, så så hun ham, og det vakte nogle rørelser i hende som fik hende til at vise mere initiativ end nogensinde før eller siden. Hun fik sin far til at købe et hus til sig i en haveforening i Sydhavnen og hun fik det også indrettet komfortabelt.
   Der hyggede hun sig med sin Franz, så ofte det var muligt for hans tjeneste. Hun var der først i perioder, men endte med at bo der fast.
   Forholdet fik følger - det var meget langt henne før det kunne anes på hendes skønne legeme. Da forsvandt Franz, enten det nu skyldtes krigens handlinger eller det bare var den gamle historie om mandfolkenes troløshed.
   Hvis hans forsvinden gjorde indtryk på Isabella kunne det hverken ses eller mærkes. Hun blomstrede mere end nogensinde og familien anede intet før hun uden mindste varsel nedkom med et dejligt sortkrøllet drengebarn hjemme på familiens sofa i den store dagligstue med hjælp af en forfjamsket stuepige og et par handlekraftige soldater.
   Faderen var forfærdet over skandalen som han frygtede ville påvirke hans fine venner, og han svingede mellem at ville tage sig af hendes opdragelse med tilbagevirkende kraft og at smide hende og barnet ud. Men da skandalen udeblev - det var krig og officererne var trods alt vant til lidt af hvert - lod han fem og syv være lige som før og nøjedes med at sørge for pigen og barnet økonomisk.
   Hun kaldte drengen Franz og han var et vidunderligt barn. Altid leende og glad når han legede på et tæppe på græsplænen i den lille have i haveforeningen. Smuk og slet ikke til at stå for. Selv nabokonerne som ellers stak hovederne sammen og så skævt til 'tyskertøsen', blev bløde i blik og stemme over for ham, og noget af denne noget skumle venlighed faldt på Isabella.
   Efter to år fik hun endnu et barn, en yndig lyshåret pige - denne gang mere reglementeret på en fødeklinik. Isabella kaldte hende Sara.
   Denne gang var barnets far en høj lys officer, en af dem der kom hos faderen og havde bistået hende i den første tid efter lille Franz' fødsel. Jeg ved ikke hvad han hed, kun at han protesterede heftigt mod pigens navn. Men Isabella ænsede ham ikke, lige som der var så meget hun ikke ænsede.
   Når jeg ikke kender hans navn, er det fordi Isabella aldrig nævnte ham med et ord. Hun slettede ham af hukommelsen og omtalte Franz som far til begge børnene, selvom enhver vidste at det ikke var sandt. Hvis nogen antydede noget i den retning blev Isabellas ansigt udtryksløst og hun hørte intet. Men Franz blev nok ved med at leve et vagt, dunkelt liv i hende.
   Også officeren forsvandt; han havde kone og børn i Tyskland. Dog forsvandt han ikke så sporløst som Franz. Gennem mange, mange år modtog Isabella hver måned et pengebeløb der satte hende i stand til at leve i beskedne kår uden at bestille noget.
   Hun levede sit stilfærdige liv der i haveforeningen med sine dejlige børn. Hun havde sine få venner, nogle tyskere og måske andre. Hun havde ingen omgang med naboerne, og børnene var for små til at have noget at gøre med de andre børn der legede udenfor hækken, så hun mærkede intet til de truende tordenskyer der samlede sig over hendes syndige hoved.
   Det var gode år der i haveforeningen. Om vinteren var der ganske vist koldt i hytten, som slet ikke var tænkt til helårsbeboelse, men dels var hendes hus nok en anelse bedre og mere vedligeholdt end naboernes og dels havde hun noget at fyre med på grund af sine forbindelser med tyskerne.
   Men som tiden gik blev det stadig klarere for alle andre end Isabella hvilken vej krigen udviklede sig, og da den 4. maj 1945 kom blev hun kun reddet af at en ny mand var kommet ind i hendes liv.
   Han hed Georg og havde en meget fremtrædende plads i modstandsbevægelsen. Hans motiver til at sætte sig i forbindelse med hende var ikke fine. Hun vidste ikke at hun inden for modstandsbevægelsen blev omtalt som 'den store skøge', og trods al hendes flegma ville det nok have forbløffet hende. De overvurderede hendes betydning, og hans hensigt var gennem hende at få indblik i tyskernes og nazisternes cirkler. Det fik han ikke noget ud af, for når det kom til stykket vidste han mere end hun om tyskernes forhold. - Det vil sige, han fik nu alligevel noget ud af det, for da han først var faldet for hendes skønne legeme og indolente charme kunne han ikke rive sig løs igen.
   Han var en energisk mand, mager og senet, og som altid så ud som om han var i færd med at bide noget meget sejt over.
   Hvis man lige ser bort fra den elementære kønsdrift, kan man godt spekulere over visse kvinders evne til at tiltrække mænd, eller visse mænd. For nogles vedkommende er det vel deres moderlighed. Med Isabella var det nok noget i tiden. Alle var konstant sultne. Og selvom mandfolkene vel ikke bogstaveligt tænkte på at æde hende, så måtte det dog være tillokkende at komme til at svælge i alt dette vidunderlige, appetitlige kød og flæsk.
   Takket være Georg og hans sult undslap hun den skæbne der overgik så mange tyskertøse. Hun slap for at få klippet sit pragtfulde hår af og for at blive udstillet på en åben lastvogn til spot og spe. Han satte hele sin position på spil, udnyttede og misbrugte sine forbindelser, trak i trådene og fik hende væk.
   Hun og hendes børn blev bragt til en bondegård langt pokker i vold, antagelig i Nord-Sjælland - eller måske Jylland. Hun var ikke specielt taknemmelig, hun ville ikke væk fra sit hus. Hun kunne ikke indse at nogen skulle have noget imod hende, troede simpelthen ikke på det. Der var aldrig blevet sagt et ondt ord til hende, og hvad ragede det nogen hvem hun havde ligget med? Var der måske ikke kommet dejlige unger ud af det.
   Men hun faldt hurtigt til. Det var en lillebitte gård eller et husmandssted, som blev drevet af et ældre ægtepar og deres søn, Ole, som var lettere retarderet. Han kunne kun gøre lettere arbejde som at fodre hønsene og de to grise og holde gårdspladsen ren og pæn. Børnene var fra begyndelsen betaget af ham og stavrede i hælene på ham, og han viste dem med uendelig tålmodighed arbejdet og underviste dem i at bruge de forskellige redskaber.
   Isabella gik forundret rundt og så på dyrene, grisene, den ene ko der var, og hesten. Hun havde aldrig set sådanne dyr før, undtagen på billeder. Jo, heste havde hun set i byen, men her på landet var det som et helt andet dyr.
   Lænkehunden gøede hysterisk hver gang den så hende, men kun for at hun skulle komme og klø den bag øret. Det gjorde hun så mange gange om dagen. Katten kunne hun ikke lide. Den spankulerede majestætisk over gårdspladsen, standsede så et øjeblik og sendte hende et ondt blik. Satte hun sig på trappestenen i solen, hændte det at den kom og strøg sig op ad hende, ja den hoppede op i hendes skød. Hun var bange for den, men endnu mere var hun fascineret.
   Hun gik omkring og så ud over det vide, åbne landskab. Der var langt til nærmeste gård. Det var som om hendes egen verden var sunket ned under horisonten, og i stedet var hun i denne nye, forunderlige verden. Om aftenen sad hun mest i køkkenet sammen med de gamle. De lavede ingenting og sagde ikke noget særligt, og det var heller ikke nødvendigt. Hun var kommet til sit rette sted. Det dæmrede vagt for hende at her var hun ikke doven, skønt hun ikke lavede mere end hun plejede, snarere mindre. - Hvad børnene lavede og hvor de var vidste hun sjældent, og hun tog sig heller ikke af det. De var sammen med Ole.
   Georg kom og så til dem af og til. Da de kom hertil havde han kaldt dem med andre navne end deres egen, og indprentet dem at det var dem de skulle bruge, men det kunne børnene ikke huske og Isabella var ligeglad. Georg var forfærdet, men det gjorde ingenting. De gamle var altid de samme over for dem og tog sig ikke af noget.
   Ud på efteråret begyndte han at tale om at de godt kunne komme hjem. Isabella forstod knapt hvad han talt om, hun ville ikke hjem.
   Og en dag nedkom hun med endnu et barn, en dreng som ikke var så kønt som de andre havde været. Han var nærmest en minikopi af Georg. Om fødselen kom bag på Isabella ved jeg ikke, men Georg måbede i hvert fald da han kom næste gang.
   Isabella ville kalde drengen Georg, men det ville Georg ikke have. Han ville kalde ham Ib. Enden blev at han blev døbt Ib, men aldrig kom til at hedde andet end Gregor.
   Da det endelig gik op for hende at hun måtte afsted græd hun. Børnene græd og holdt fast i Ole, og han brølede så det kunne høres vidt ud over landskabet. Selv de gamle havde tårer i øjnene.
   Altid senere kunne Isabella tale drømmende om 'dengang vi var på landet'. Men det faldt hende aldrig ind at sende så meget som et postkort, eller at hun kunne være taget dertil endnu engang.
   Da de kom til København installerede Georg dem i sin treværelses lejlighed på Vesterbro. Han gjorde alt for at de skulle trives, skønt han havde nok at lave ellers. Han købte ting og skaffede madvarer som ellers ikke var til at opdrive. Men efter et par uger erklærede Isabella at hun ville hjem til sit hus i haveforeningen. Georg søgte at tale hende fra det, det ville bestemt ikke være klogt. Hvorfor slå sig ned netop der hvor alle kendte hende?
   Men da han en dag ikke var hjemme, klædte hun børnene på og puttede Gregor i barnevognen, og så trillede de derud og flyttede ind.
   Det var ved at blive vinter og hundekoldt, og nu havde hun ingen forbindelser til at skaffe sig brændsel, men det tog hun sig ikke af. Og børnene var ellevilde over at komme ud i det fri efter at have været spærret inde i lejligheden de par uger.
   Rundt om hos naboerne blev der en snak. Nogle mente at noget måtte gøres, men ingen gjorde noget, og der skete ikke den lille familie noget som helst.
   Georg kom selvfølgelig og var fortvivlet, men da Isabella ikke var til at rokke gav han op og begyndte i stedet at hjælpe med det fornødne, brændsel og den slags. Det havde jo været hans tanke at han og Isabella skulle giftes, men efterhånden opgav han også det. Han blev boende i sin lejlighed, men var ofte hos dem.
   Isabella gik en dag ud til faderens hus i Hvidovre. Ruderne var knust og der var mørkt og aflåst. Gennem Georg fik hun at vide at faderen sad i fængsel og at al hans ejendom var konfiskeret. Hun har vel også fået noget at vide om moderen, men det ved jeg ikke noget om. Hun er vel rejst til sin familie, vist nok i Vestjylland.
   Alt faldt efterhånden til ro. Samfundet vendte så småt ryggen til krigen og begyndte at opbygge velfærdsstaten. Hævn- og opgørstanker som var så brændende lige efter befrielsen fadede ud og blev glemt, eller måske snarere gemt væk til siden.
   Georg arbejdede sig op i udenrigsministeriet og blev efterhånden en kendt og agtet borger. Nogle år senere giftede han sig med Edith, en kvinde mager og energisk som han selv. I begyndelsen så hun skævt til hans forhold til Isabella og familien, men hun endte med at være den kloge og dygtige tante som altid kom og fik ordnet de praktiske ting som Isabella aldrig fik ordnet. De fik en søn, som de kaldte Georg. Det blev Isabella meget fortørnet over, og da drengen efter som han voksede op var lige så meget i Sydhavnen som hjemme, kaldte hun og børnene ham for Max, og det navn satte sig fast og han kom aldrig til at hedde andet.
   Alex holdt nu en lang pause i sin fortælling. Vi begyndte at blive urolige i vore stole.
   Så er der sådan set ikke mere," sagde han.
   "Er der ikke mere?" spurgte Johnny arrigt. "Det var en dårlig slutning. Hvordan gik det med alle ungerne?"
   Alex grinede smørret. "Jeg havde selvfølgelig regnet med at I ville spørge. Det gik børnene godt. De har aldrig haft problemer med deres dunkle oprindelse, hvilket dels kan skyldes Georgs indflydelse og dels deres egen dygtighed. De sidder alle i gode stillinger rundt omkring."
   "Hvad med Isabella? Lever hun endnu?" spurgte Carlo.
   "I bedste velgående. Men hun bor ikke i haveforeningen mere. Det hele blev revet ned for en del år siden. Jeg er kommet der meget som dreng."
   "Har du kendt Isabella?" spurgte Johnny overrasket.
   "Det er min bedstemor. Jeg er søn af Sara. Vi sagde nu aldrig bedstemor til hende, men Isabella, ligesom hendes børn gjorde. Vi elskede at komme der, selvom hun aldrig gjorde noget specielt ud af os. Hun var ikke sådan en bedstemor der bagte kage og den slags. Tværtimod var det altid os der skulle have noget med til hende. Så blev hun glad, og vi kunne gøre lige hvad vi ville. Hun blandede sig ikke. Vi var vist - lad mig se - ni børnebørn, når vi regner Max' børn med. - Men nu er vi alle voksne. Også børnebørnene er det gået godt. Enten har de gode stillinger eller de er godt på vej. De er alle dygtige og arbejdsomme mennesker."
   "Undtagen lige dig," var Carlo ufin nok til at sige.
   "Jeg har noget i tankerne," svarede Alex let såret. "Og jeg udvikler mig da hele tiden."
   "Du skal se at du er den eneste der rigtig slægter Isabella på," sagde Carlo.
   "Jeg er da ikke fed," sagde Alex.
   "Nej, det er sandt, det er du ikke. Men smuk det er du," sagde Carlo.