Da Rebekka Lund en sen lørdag aften lukkede sig ind af sin entrédør, stødte hun i mørket ind i noget. Hun tændte lyset og så da, at det var et par sko, derefter var det et par ben. Og da hun så til vejrs, så hun lige ind i sin mands grotesk forvrængede ansigt. Han rakte endda tunge ad hende. På hans bryst var fæstet et ark papir - hun måtte have brillerne op af tasken for at læse hvad der stod på det:
   "Du får det som du vil have det."
   Hun puffede til benene for at komme forbi, så han svingede voldsomt.
   "Mindre kunne gøre det," vrissede hun.
   Inde i stuen tog hun telefonbogen frem, slog op, tog røret og trykkede et nummer: 33 14 14 48.
   "Ja - vil De sende en mand. Min mand har hængt sig. Navnet er Henrik Lund. - En læge? Nej, det er ikke nødvendigt, han er død. - Jaja, gør som De vil."
   Hun opgav adressen og lagde røret på.
   Så gik hun ud i køkkenet for at lave kaffe. Det trængte hun til. - Der så ud og der lugtede afskyeligt - Stålvasken var helt fuld af sortbrændt papir, og da hun åbnede vinduet lettede sodflager og dansede rundt i trækken. I papirasken fik hun øje på en stump ubrændt dokument. Hun genkendte det som hans dåbsattest.
   Det grublede hun lidt over. Så gik hun rask ind i stuen og åbnede chatolskuffen, hvor deres personlige papirer plejede at ligge. Den var tom, bortset fra en seddel.
   "Du får det ikke helt som du vil have det."
   Hun trak vejret dybt et par gange, gik så ud i køkkenet og begyndte at gøre rent, og inden længe var ethvert spor af autodaféen fjernet, bortset fra at køkkenvasken ikke havde haft godt af ilden. Og da politifolk, læge og hvad de nu var ankom havde hun også lavet kaffe.
   Det var en ældre politimand - hun havde indtryk af at det var en de specielt sendte ved den slags anledninger, fordi han konstant havde hovedet lidt på skrå og talte med mild, venlig stemme.
   "Politiassistent Sørensen," sagde han beklagende, og hun blev helt bange for at han skulle tage hendes hånd. Uden at sige noget, blot ved sin holdning, gjorde hun ham klart at hun behøvede hjælp til det praktiske og nødvendige og at han kunne spare sig enhver form for føleri, ægte eller uægte. Kort og uden nogen nærmere forklaring meddelte hun ham at der ikke var nogen personlige papirer at lægge frem, ikke så meget som et sygesikringsbevis, men at det skulle blive bragt i orden hurtigst muligt. Da det var lørdag kunne det nok ikke blive før mandag.
   "Ja, det er upraktisk at dø i weekenden," sagde han. Hun stirrede på ham - vovede han virkelig at komme med vittigheder i denne situation. Men han var ganske alvorlig, kun om munden lå et blegt, deltagende smil. Han lovede at sætte sig i forbindelse med hende senere.
   På forbavsende kort tid var alle ude af huset, inklusive liget, og hun kunne sætte sig med kaffen.


* * *
   Om søndagen gjorde hun grundigt rent i lejligheden. Hun følte sig egentlig ikke særlig berørt af det der var sket. Faktisk var hun nærmest lettet, og havde det ikke været for de brændte papirer kunne hun virkelig sige at hun havde det som hun ville. Hun kom pludselig i tanker om at bankbogen også havde ligget i den skuffe. Tanken rystede hende, men hun slog sig til ro med at også det ville ordne sig. - Hvorfor havde Henrik dog gjort dette? Hvorfor havde han brændt alle papirerne? Det lignede ham slet ikke.
   Det var såmænd ikke fordi hun ikke havde holdt af Henrik - han var et skvat, det havde han altid været, og hun beklagede at hun ikke havde set det for fjorten år siden før de giftede sig. Men dengang var han en lovende ung mand i en god stilling i et skibsrederfirma, og måske var hun virkelig blevet charmeret af hans brune krøller og venlige, lette sind. - Hun var et par år ældre end ham og ansat i et socialcenter, hvor hun med årene var steget til en høj administrativ stilling. Hun var dygtig til sit arbejde, det vidste hun. Hun forstod at holde orden og disciplin på trods af et mangelfuldt personale og ofte uregerlige klienter. - Han havde da opnået at blive kontorchef, men kun for et af koncernens mindre afdelinger. Og hvad værre var: han var tilfreds med det. Ingen ærgerrighed.
   Hun var hurtigt blevet klar over hvad der var galt: han havde for mange interesser, spredte sig, slæbte bøger hjem, skrev digte - han forsøgte at læse nogen op for hende, men da troede hun at han var gået fra forstanden, og hun måtte venligt gøre ham opmærksom på at det sludder ville hun ikke blandes ind i. Han indrettede sig så i kammeret med bøger og papirer - og hvad han foretog sig bag den lukkede dør, tog hun sig ikke af.
   Dog kastede hun engang et blik derind og blev forfærdet over hvor rodet der var. Bøger flød over alt og skrivebordet var nedtynget af papir og andet rod. Det var for meget. Hun fik bøgerne sat nogenlunde på plads i reolerne. Papirerne på skrivebordet samlede hun i pæne bunker, og hvad der flød på gulvet samlede hun i en plasticsæk - først ville hun smide det ud, men så nøjedes hun med at sætte det ned i deres kælderrum. Derefter støvede hun af og gjorde rent; det trængtes.
   Da han kom hjem og så resultatet blev han hvid i ansigtet. Så gik han ned i kælderen og hentede sækken op. Den blev stillet i krogen ved skrivebordet, men aldrig åbnet.
   Da hun sagde:
   "Der måtte jo gøres rent," svarede han mildt:
   "Du har ret, kære. Det er godt." - Men det var meget lidt han senere brugte kammeret.
   En anden ting var hans musik- og teaterinteresse. Den delte han åbenbart med sin øverste chef, rederen, som han, på trods af sin mangel på dybere entusiasme for arbejdet, godt kendte og kom udmærket overens med. Ja, den værdige hvidhårede herre og hans lige så hvidhårede frue behandlede ham nærmest kammeratligt. Engang blev de inviterede til middag og til opera i Det Kongelige bagefter. Middagen var udmærket, men operaen forfærdelig. Skabagtige mænd og kvinder der råbte og skreg ind i hovedet på hinanden og et larmende orkester der gav hende det ene chok efter det andet. Hvordan kunne fornuftige mennesker dog hengive sig til den slags? I pausen talte rederen livligt med Henrik om deres fælles store oplevelse, og fruen greb hendes hånd og udbrød:
   "Var det ikke rystende som hun sang hævnarien?"
   Da kunne hun heldigvis give damen ret. - Hun lovede sig selv - og da de kom hjem også Henrik, at hun aldrig ville udsætte sig for den slags rystelser mere. Ganske vist ville hun gøre meget for at støtte Henrik i hans forbindelser til chefen og hans eventuelle avancementsmuligheder, men der gik grænsen. Sin hang til den slags oprivende oplevelser måtte han dyrke uden hende. Han modsagde hende ikke, og prøvede ikke at overtale hende, og det blev også sjældent at han selv gik i teateret, og når han gjorde det var det på aftener hvor hun var til kurser eller foreningsmøder.
   Fra begyndelsen ville de begge gerne have børn, men efter som hun blev klar over hvordan han var, fik hun betænkeligheder. ja, hun følte angst, mens han slet ikke syntes at kere sig om konsekvenserne af hvad han foretog sig. Hvordan kunne han tage alt så let, og hvordan kunne de forsvare at sætte børn i verden, når der var så lidt styr på tingene?
   De havde planer om at købe hus på et tidspunkt, og satte hver måned penge i banken. - En dag kom han hjem og sagde glædestrålende:
   "Kom med! Så skal du se et dejligt hus. Det kom bag på hende, så hun ikke protesterede. De kørte et stykke udenfor byen, og der var det. En lille gammeldags villa med stokroser og en vildt tilgroet have. Et øjeblik fristede det hende virkelig, hun ville trives med at bringe orden i dette kaos. Måske skulle de gøre det? - Men fornuften sejrede.
   "Jamen, det har vi jo ikke råd til," sagde hun. "Vi har slet ikke sparet nok sammen endnu."
   "Vi kan låne," svarede han ivrigt, "det gør alle." Hans øjne skinnede, som altid når han fik sine vilde idéer, men det gjorde hende endelig helt nøgtern.
   "Lad os tale om det når vi kommer hjem," sagde hun. Glansen i hans øjne døde hen, og hun blev rolig.
   "Om et par år," sagde hun i bilen hjem.
   "Du har sikkert ret," svarede han.
   Det var syv-otte år siden nu, og de boede stadig i den samme udmærkede lejlighed midt i byen, og sparepengene måtte vel være kommet op på godt 180.000.
   Politiassistenten ringede om eftermiddagen.
   "Hvordan går det, lille frue?" spurgte han medlidende. Hun ville svare noget skarpt, men tog sig i det. I stedet fortalte hun ham nu om de brændte papirer og bankbogen.
   "Det var jo ikke så godt," sagde han, "men det ordner sig. Hvis jeg nu kommer hen til Dem og får en fuldmagt, så kan jeg gå i banken i morgen tidlig, når den åbner. Det går måske lettere når jeg taler med dem."
   Det måtte hun give ham ret i.
   "Tak!" sagde hun, før hun lagde røret på.
   Hvad havde hun dog gjort Henrik, siden han ville gøre det så vanskeligt for hende? Havde hun ikke altid gjort sit bedste, havde hun ikke været ham en hjælp i et og alt? Hvordan var det gået ham, hvis hun ikke havde været der til at sætte skik på hans liv? - Måske havde han ikke været lykkelig, han havde ikke fået det helt som han ville, det måtte hun indrømme. Men havde hun det måske?
   Og utro havde han også været. Gennem venner havde hun fået at vide at han ikke gik alene i teatret og til koncerter, men at han var sammen med en dame. Hun blev også snart klar over hvem det var: en kvinde fra kontoret, en smilende blondine, en romantisk type som en mand med Henriks letsind nok kunne falde for. Og smagen for kultur var de åbenbart fælles om.
   Hun tog det ikke så tungt. Henrik skulle nok falde til føje efter en tid. Det gjorde han også, dog ikke så let, som hun havde ventet. En dag kom han og bad om skilsmisse. Hun sagde bestemt nej.
   "Men hvorfor dog, Rebekka?" spurgte han. "Passer vi overhovedet sammen? Er jeg på nogen måde god nok til dig? Har du det nogensinde, som du vil have det?"
   "Og hvad med dig selv?" svarede hun skærende. "Har jeg gjort noget for dig?"
   "Ja, du har," svarede han stille - og efter en lang pause: "Men tror du nogensinde jeg kommer til at leve op til det du vil?"
   Hun svarede ikke på det, og det blev faktisk aldrig senere nævnt mellem dem. Egentlig havde hun ikke ment sit afslag så alvorligt. De følgende dage havde hun tænkt at de godt kunne blive skilt, hvis de ellers kunne finde en fornuftig ordning. Men da han aldrig vendte tilbage til sagen, sagde hun heller ikke noget.
   Et halvt års tid senere fik hun i avisen se en notits om, at kvinden giftede sig med en anden.
   "Det var hurtigt, at hun fandt en anden, var det ikke?" sagde hun til Henrik, og håbede at hun ikke lød belærende eller skadefro. - Han var længe tavs; så sagde han:
   "Du havde ret - som altid, min ven."
   Dette var kun tre uger siden. Der var ikke blevet sagt mere. Henrik blev mere stille, mere fornuftig, syntes hun. Han gik ikke ud mere, passede sit arbejde og sad hjemme om aftenen. Selv de aftener hvor hun var til møder blev han hjemme.


* * *
   Mandag blev hun hjemme fra arbejde. Ud på formiddagen kom Sørensen. Han så endnu mere beklagende ud end sædvanlig. De satte sig i stuen.
   "Jeg er bange for, at jeg har temmelig ubehagelige nyheder til Dem," sagde han.
   "Så sig det," svarede hun.
   "Deres mand har for nogle dage siden været i banken og hævet alle pengene."
   Hun holdt sig stiv; så bare på Sørensen og ventede på at der skulle komme mere.
   "Han forlangte at få dem udbetalt kontant. Udelukkende i store sedler."
   De sad lidt uden at sige noget. Så rejste hun sig, gik ud i køkkenet og lavede stærk kaffe. Først da de havde drukket en kop hver sagde han:
   "De brændte papirer - jeg mener asken - hvad gjorde De af dem?
   "Gik ned med det i affaldscontaineren."
   "De forstår - hvis der skulle være ubrændte rester af pengene, kunne noget måske reddes."
   De gik sammen ned i gården. Containeren havde været næsten tom; nu var den fuld, og de måtte grave sig helt ned til bunden. De fandt virkelig posen, men den var af papir og helt gennemblødt og udsmattet. Enhver kunne se at dette kunne ingen få noget ud af.
   De gik op og drak resten af kaffen, mens de talte om hvordan de øvrige formaliteter skulle ordnes. Så gik han.
   Hun var helt rolig. Nu tænkte hun på hvordan hun skulle indrette sig i fremtiden. Det var underligt, at hun kom til at tænke på det lille hus med stokroser og den tilgroede have. Det måtte på en eller anden måde have været i hendes hoved hele tiden, skønt det naturligvis var solgt til andre for mange år siden, eller ligefrem revet ned. Faldefærdigt var det jo allerede dengang. Nu kunne hun i hvert fald glemme alt om det, men lejligheden kunne hun nok klare for sin egen løn. - Hun greb sig selv i ligefrem at være glad. Henrik var allerede meget fjern - og pengene? Der var intet at gøre, og det var som om de aldrig havde eksisteret. Hun følte sig stærk og rede til at tage fat.
   Om eftermiddagen ringede det på døren. Det var postbudet som afleverede en pakke. Hun tog den med ind i stuen og begyndte at pakke den op. Der var mange lag papir og to mindre pakker indeni. I den første var papirerne, både hans og hendes, alle sammen. Nå ja, sikkert minus nogle få ubetydelige.
   Hendes hænder skælvede da hun åbnede den anden. Det var et tykt bundt tusindkronesedler. Hun tog dem op i hånden, begyndte at tælle, men gav op. Der var også et brev:
   "Nå, så skidt da, min ven. Du får det alligevel, som du vil have det."
   Hendes hænder rystede så pengebundtet gled ud af dem. Hun greb ud efter pengene, men opnåede kun at sprede dem ud over hele gulvet. Hun blev siddende meget længe og stirre på redeligheden, og hun måtte indrømme for sig selv, at hun var noget rystet.