Det var en lørdag i maj. Foråret havde for alvor fået tag i Danmark, og udenfor vores vinduer løb børn rundt og legede på legepladsen, mænd luftede deres hunde, par gik tur hånd i hånd, og græsset stod grønt og indbydende. Blomsterne kæmpede om en plads i solen, der skinnede som havde den kastet sin kærlighed, på udendørs hungrende mennesker, der oven på en coronatid, havde genopdaget skønheden ved naturen. Indenfor, i nummer 52, sad jeg i sofaen, og prøvede at tage mig sammen til at gå i kælderen, og fortsætte den renovering, der efterhånden mindede mere om en respirator for vores forhold, end det sammenflytningsprojekt vi året før havde startet, med lyst og mod på vores nyligt genoplivede kærlighed. Stemningen mellem os havde været rådden i 4 måneder. Jo, vi havde haft få lyspunkter, siden den store julekonflikt, der havde flået os fra hinanden, og næsten dræbt os som partnere, som da vi tog ungerne med på skiferie i Sverige, og alt, for en stund, virkede som om vi havde fået trykket på reset, og motorerne i vores forholds maskinrum, igen havde fået olie og udskiftet vitale ødelagte dele. Men maskinmesteren havde brugt de forkerte møtrikker, eller havde ikke fået spændt dem med det rigtige moment, for de var begyndt at ruste og falde af, lige så hurtigt, som de var blevet udskiftet. Hun havde, udover et enkelt opslag på facebook, hvor hun priste mit engagement og dedikation på projektet, ikke sagt ét eneste kærligt ord til mig, siden en gang i oktober, og jeg var havnet i en dyb krise, da jeg kunne mærke kvinden jeg elskede, langsomt men sikkert, gå sin vej, forlade vores forhold, forlade mig.

Jeg havde taget ansvaret for forholdets overlevelse på mig. Jeg havde oppet mit engagement i hendes mentale udfordringer, taget ansvar for alt for mange af vores problemer, gået på æggeskaller, givet hende al den kærlighed og opmærksomhed, jeg kunne grave fra mit system, men min skovl må have været for lille, måske hullet som en si, for denne lørdag formiddag følte jeg mig alene, i en mørk, kold og våd skov, der bare blev ved og ved og ved, så langt øjet rakte. Jeg var knækket, menneskeligt ubrugelig, som en gammel falleret og ramponeret forlystelsespark, som den man kan finde i Pripyat. Med små glimt af det enestående der havde været, men umulig at tage i brug, med mindre en større renovering blev foretaget. Og det var det jeg havde tænkt mig at sætte i søen denne formiddag. Hun rendte allerede rundt i sit selvudslettende perfektionsvanvid, og gjorde rent alle steder hun kunne komme på, inden hun ville kaste sig over frokosten, som hun allerede stressede højlydt over. Et eller andet sted mellem kl. 11 og kl. 12, stødte vi ind i hinanden i køkkenet, og jeg tog chancen og indledte mit redningsforsøg.

Jeg bad hende om at sætte sig, men hun sagde hun havde travlt og hellere ville tage den stående. Jeg åbnede munden, ordene satte i gang, redningskransen blev kastet ud, men den blev hængende i luften, da de ord der skulle bære den frem til det grundstødte forhold, ikke kunne nedbryde den mur de mødte. Jeg bad om par kærlige ord, et tegn på hendes kærlighed til mig, et kærtegn, et eller andet, der kunne hive mig ud af min åbenlyse desperation og tydelige krise. Mit sind og min krop var på vej i opløsning, og min mave var udmattet af at bære rundt på den tunge sten, så træt at næsten alt kunne bruges. Hendes svar kom prompte, med døde øjne, koldt og hårdt: "Then do better".

Jeg blev døv. Alle lyde omkring mig forsvandt. Det føltes som om jeg havde begået seppuku, ved hjælp af mine egne ord, og mine indvolde nu lå på gulvet foran mig, mens min kæreste travede rundt i dem, som en anden tamburmajor. Jeg måtte ud, væk, væk fra hende, væk fra Allerød og den afgrund af smerte, der netop havde åbnet sig under mig. Uden et ord, forlod jeg huset, satte mig ud i min arbejdsbil, drejede nøglen, og kørte - uden retning, eller sans for tid og sted. Mit hjerte efterlod jeg på køkkengulvet, helt og aldeles i hendes varetægt. Det bankede ikke længere i min krop.
   Jeg kørte rundt i Nordsjælland i nogle timer. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg kørte hen, eller hvad jeg så på vejen. Det eneste der fyldte mit hoved, var de tre ord, og hvad de lige havde fortalt mig om mig, min kæreste, vores forhold, og den fremtid, jeg nok havde fornemmet var i gang med at skifte tog, og efterlade mine drømme på perronen, men som jeg stædigt havde forsøgt at holde fast i. Solen skinnede mens mit liv faldt fra hinanden.

"Pling", sagde min telefon, som om den kom med et glad budskab om forsoning. "Are you coming back for lunch?", var ordene. Det var hendes måde at række ud, tænkte jeg. Hendes måde at vise mig, at hun gerne ville have jeg var der. Jeg vendte bilen mod Allerød, tilbage mod nederlagets vægge, og forsøget på at samle mit indre op. Da jeg trådte ind ad døren, blev jeg mødt af en smilende kæreste og et dækket bord. Min datters kæreste sad allerede og indtog sin pasta pesto, og jeg satte mig stille ved bordet. Frokosten blev indtaget under en let overfladisk snak, om min kærestes datters skole, mit kælderprojekt, min kærestes arbejde og haven, der snart skulle dyrkes. Hændelsen betød lige så lidt for min kæreste, som den var afgørende for mig.