David
   En skøn forårsdag i 1550 kom en lille bondefamilie til den underskønne stad Firenze. Rejsen fra deres landsby var for den vante rejsende ikke lang, men for familien som knap kendte andet end deres egen by og de omliggende marker og vingårde, var det som at komme fra en verden til en anden. De havde tilbagelagt turen på en skumplende kærre med to muldyr for. Anledningen var festen til ære for et nyfundet, undergørende madonnabillede.
   Den højærværdige kardinal Nientius, som havde fundet billedet i et kloster, og som familien vidste i en fjern fortid havde haft forbindelse med deres by, ville være til stede som tegn på pavestolens endelige godkendelse af billedet, og skulle lede processionen gennem byen, før det fik sin endelige plads i domkirken. Blandt folk talte man om, at han var over hundrede år, men i virkeligheden var han vel omkring de halvfems.
   Familien bestod af far og mor, to sønner og to døtre og den gamle bedstefar. Efter at have indlogeret sig i herberget og spist et solidt måltid af deres medbragte brød, ost og vin, gav de sig i samlet flok ud at se på byen. De var både forskræmte og næsten bedøvede af larmen fra folkemængden, musikanterne og gøglerne, og de var betagede af de skønne og rige huse, palæer og kirker, men de fandt sig snart tilrette. De var jo ikke de eneste bønder der var kommet til byen, og der blev latter og snak, når de mødte naboer derhjemme fra.
   Efter nogle timer befandt de sig i nogenlunde ro foran Firenzes rådhus og foran Michelangelos prægtige statue af David, der står rede til kampen mod kæmpen Goliat. De stak hovederne sammen og var noget forlegne og forvirrede over al denne overdådige, nøgne mandspragt. De to piger hviskede og fniste, og brødrene rynkede panden og rødmede, og den ældste bror protesterede højlydt imod, at de uskyldige piger skulle udsættes for dette, dette, dette ..., han kunne ikke finde ord. Men den yngste bror fattede sig og bad dem alle slå koldt vand i blodet. Den store mand var dog kun af sten og ikke til fare for nogen. Men de var dog alle enige om, at hans påklædning var noget sparsom og temmelig upraktisk, når man betænkte, at han skulle i krig.
   Bedstefaren havde ikke sagt et ord hele dagen. Han var jo vant til, at det ikke var let at komme til orde i denne meget talende familie. Men nu lød hans stemme pludselig højt og klart: "Det er mig!" - Alle blev stille, og så forvirrede dels på ham og dels omkring sig, for hvad mente han dog? Han løftede da hånden, pegede på statuen og gentog: "Det er mig".
   Alle tog sig nu kærligt af ham, og den ældste bror, som var stolt af, at han kunne læse, tog ham ved hånden, førte han helt hen til statuen og viste ham, at der på soklen stod "David".
   "Se Bappo, det er David, David fra Bibelen. Ham kender du da nok, ikke?" Den gamle mand nikkede, smilede, og sagde ingenting.
   Faren benyttede da lejligheden til at holde et lille foredrag om David, der mødte kæmpen Goliat og dræbte ham med en sten af sin slynge, og at statuen i øvrigt symboliserede byen og staten Firenze, som var omgivet og truet af farlige fjender, men som var parat til at bekæmpe og overvinde dem.
   Da alle nu var faldet til ro og parat til at gå videre ud i byen, sagde bedstefaren igen ganske stille: "Det er mig," men nu var der ingen der tog sig af det.


Præsten
   Det er et halvt hundrede år tidligere. Et sted i Norditalien, ikke langt fra Firenze ligger en lille by eller landsby, dens navn kender jeg ikke, men jeg vælger at kalde den Vitalienza. Den har vist ligget der altid og vil sikkert altid ligge der, hvis den da ikke engang ud i fremtiden vil blive opslugt af storstaden Firenze. Den er vel anlagt af mennesker engang, men ser ud som om den enten er groet op af jorden eller på vej ned i den. Små hvidkalkede huse med trange gyder imellem og med rødbrune tegltage. Byen er omgivet af frodige, opdyrkede marker og vingårde.
   Kirken er uforholdsmæssig stor, der hvor den ligger på en åben plads midt i byen. Det er selvfølgelig Guds hus, men borgerne i byen betragter det nu i lige så høj grad som deres eget, og i århundredernes løb har de, selv i de fattigste tider, gjort alt for at udsmykke den.
   Præstegården lå tæt op til kirken, og præsten på denne tid var en mærkelig mand. Hans navn var Luciano Nientini. Navnet havde han fået i det kloster, hvor han var vokset op. Han var så at sige kommet ud af intet, men der blev hvisket om, at han var søn af en højtstående prælat og en adelig dame i Firenze. I hvert fald blev der sørget for hans opdragelse og uddannelse. Munkene ville, antagelig efter direktiver ovenfra, have ham til at gå i kloster, men det havde han vedholdende modsat sig. Han havde haft tanker om at blive skuespiller eller sanger, men det kunne der ikke blive tale om. Måske havde han heller ikke ønsket at blive præst, men det blev han altså, og endte med det beskedne embede i denne smukke, men ubetydelige by.
   Men det viste sig ikke at være så dumt endda. Faktisk syntes han med præsteembedet at være kommet på sin rette hylde. Han kom hurtigt til at holde af den store smukke kirke, og han faldt godt i med befolkningen. Han var en god taler, og sin gode sangstemme havde han ikke glemt. Den forrige præst havde bare kørt messens faste rutiner, og hans prædikener sov man sig igennem, men fader Nientinis messe var et stykke tryllekunst, hvor man levende fulgte med i, at eukaristiens brød og vin forvandledes til Jesu legeme og blod for øjnene af dem. Hans prædikener tryllebandt dem, og hans sang betog deres hjerter. Og han var flittig med at tilse sognets gamle og syge. - Dertil kom, at han godt kunne tage et glas vin med mændene på kroen. Ja, det trivedes han så godt med, at det ikke var helt sjældent, at et par kammerater i en sen nattetime måtte hjælpe ham hjem under megen latter, og hjælpe ham i seng. Efter sådan en tur tog det ham et par dage, at genopbygge sin værdighed. Konerne snerpede munden sammen, når de mødte ham, og han bøjede hovedet. Men de kunne alligevel ikke lade være med at sende ham skælmske blikke, og når biskoppen kom på besøg, fandt ingen på, at klage over ham..
   Han var således ven, kammerat, tjener og fader for dem, og så tilgav de ham gerne, at han havde sine menneskelige svagheder. Men en alarmerende svaghed havde han dog. Han var lovlig glad for de helt unge der gik til konfirmationsforberedelse hos ham, og de kønneste af dem havde han svært ved at holde fingrene fra. Når de stod foran ham med deres klare øjne, sorte krøller, røde munde og venlige smil, var det ham umuligt ikke at række ud og røre ved dem, smage på dem og - nåja, at røre ved dem. Mødrene som godt vidste, hvor forførende en pige selv i den helt unge alder kunne være, sørgede da for at pigerne aldrig fik lov til at være alene med ham. En stakkels hjælpeløs mand, skulle ikke udsættes for fristelser.
   Drengene derimod tog man det ikke så nøje med, og mere end én havde fået sine første frydefulde livserfaringer under præstens følsomme hænder.
   Selvfølgelig vidste han selv, at den var gal. Når han var faldet i fristelse og en af de kønne drenge havde forladt ham, sank han hen i dyb fortvivlelse.
   I sakristiet hang et gammelt madonnabillede, malet af en lokal mester. Det var næsten sort, men om det var på grund af præstens synder eller alle de vokslys han brændte under det, er uvist. Foran det faldt han ned, og op mod det rakte han sine besudlede hænder.
   Efter sådan en omgang, havde hans prædikener i kirken en særlig glød, og han gjorde endnu mere ud af sit samaritanske arbejde.
   Byens borgere forstod naturligvis hans nød bedre, end han selv gjorde. De var naturligt fromme mennesker, som ikke forsømte hverken bønner eller kirkegang, men de vidste godt, at for visse slags nød, var bønner ikke nok, der skulle håndgribelig bistand til. Nogle vovede endda, at sætte spørgsmål ved kirkens påbud om, at præsterne skulle leve i cølibat. Og der blev nævnt eksempler på præster andre steder, som havde indrettet sig med en husholderske.
   Hidtil havde præsten klaret sig med to gamle koner, som kom og gjorde rent og lavede mad, og skældte ud over hans rod, og når det trængtes var byens kvinder altid parat til at give en håndsrækning. Men hvad skulle det hjælpe i de sager som virkelig betød noget i livet?
   Der var jo Felicia. Hun var ingen skønhed. Lidt skæv i ryggen og lidt kantet og sej. Og årene gjorde hende kun mere kantet og sej. Men en kvinde var hun da - og i sin bedste alder. Hun havde en datter, Lisetta, en opløben pige i ti-årsalderen. Ingen kunne se, om hun ville vokse op og ligne sin mor - eller sin far, som ingen officielt vidste, hvem var, men som alle dog kendte til. Felicia havde i sin pure ungdom været uheldig, og uheldet fik følger. Følgerne var Lisetta.
   Felicia var dermed udstødt af byens gode selskab og også af sine hæderlige forældre. Men hun blev dog flittigt brugt i husene og på gårdene til rengøring, madlavning og reparation af tøj, og hun var efterspurgt, for hun var dygtig. Hun måtte være den rette for præsten.
   Han så med undren på dette kvindemenneske der, uden at han var blevet spurgt, blev installeret i hans hus, men han tog dog venligt imod hende, og efter en tid blev hun da også uundværlig for ham. Hans egentlige problemer, som var hele årsagen til hendes indsættelse, kunne hun dog ikke løse. Alle sine kvaliteter til trods, kunne hendes kantede skikkelse ikke træde i stedet for de florlette, men dog så kødelige alfer, der så tit kom for hans øjne. For pigen, Lisetta, blev han den perfekte far. Hendes kejtede pigelighed talte til hans omsorgsinstinkt, men ikke til det instinkt der drog ham til byens øvrige smånymfer af begge køn.
   Så sådan set var Felicias indtræden i præstens hus til gavn for alle, uden at nogen af de egentlige problemer blev løst - og som man måske heller ikke for alvor ønskede at løse. Man havde gjort, hvad man mente var rigtigt, og resultatet var godt, så måtte resten være i Guds hånd - og alt måtte være, som han åbenbart havde ment, det skulle være.


Drengen
   I bjergene øst og nord for Firenze lå spredte gårde, nogle samlet i klynger som små landsbyer, andre enlige, nogle udfattige, andre rige og svulmende. På en stor gård boede en slægt af kæmper, hvis oprindelse tabte sig i en fjern fortid. Nogen mente, at slægten havde sin oprindelse i et sammenstød mellem arabiske maurer og nordiske vikinger. Husbonden Maurio selv var måske en smule mindre end sine forfædre, og hans to sønner og to døtre voksede ham over hovedet, men så var han også næsten lige så bred som han var høj. Gården var bygget af en forfader af samme format som dens nuværende indvånere, og alt var i samme størrelsesforhold. Om det så var kvæget syntes det at være større end andre steder, og slægtens rigdom grundede sig da også på kvægdrift, fåreavl og skovbrug.
   Men foruden de fire voksne børn var der en efternøler, som ikke blev regnet med. En dreng så lille og spinkel som faren og de ældre søskende så med forskrækkelse på, da han blev født. Han blev afskrevet som en fejl i familien. Men han blev morens dreng og yndling, i ham så hun sin egen ungdom genspejlet.
   Moren hed Giuseppina. Hun var en heks, frygtet for sin skarpe tunge, ja, for sit blotte udseende. Men sådan havde det ikke altid været. I sin ungdom var hun en stor skønhed, der var stormet ud fra klosterskolen, for at gøre karriere i Firenzes fornemste saloner. Hendes fremtid var fastlagt og rosenbestrøet. Hendes far og brødre, for ikke at tale om utallige tanter vogtede over hende. Men måske var hun allerede en heks dengang. Hun var svær at styre og hun rynkede på næsen af alle de silkeklædte og parfumerede kavalerer, som sværmede om hende, og som hun blev præsenteret for ved ballerne. Men da denne rå kæmpe med sine store støvler trampede ind på de bonede gulve og ind over alle gode manerer, lo hun sin mest gnistrende latter og lod sig bortføre til hans slot i bjergene.
   Slottet viste sig dog snarere at være en forfalden borg eller stor bondegård, omgivet af små bøndergårde. Oprindelig var gården bygget for at bevogte dalen, og lå på en åben plads med vid udsigt. Men med tiden var udsigten groet til, og nok var der også roser her, men det var mest i form af tornekrat.
   Familien slog hånden af hende, og hun havde ikke kontakt med nogen, undtagen med en ugift kusine, som forsynede hende med sladder fra familien og byen, og med priorinden i klostret, hvor hun havde tilbragt de fleste af sine ungdomsår, men hendes breve var mest lange opbyggelige prædikener, som fik hende til at sukke træt..
   Hun var lammet for en tid, men så tog hun sin skæbne på sig og tog fat. Hun kunne godt arbejde, det havde hun lært i klosterskolen, hvor selv prinsesser af blodet blev sat til at skure gulve. Hun var besluttet på, at gøre denne grotte af et hus til en menneskebolig, hun hersede med tjenestefolkene, så de flygtede, når hun viste sig, og hun sled selv med kost og spand. Men hvad kunne hun stille op? Skidt og forfald som havde sat sig gennem hundrede år, kunne ikke så let fjernes. Manden blev forbløffet over al denne energi og flygtede ud i skov og mark. Om han var rig eller fattig blev hun aldrig klar over, men nærig var han. Der blev ikke brugt penge på huset, som stadig forfaldt mere, og da slet ikke på hende ud over det nødvendigste, hvilket ville sige, hvad han fandt nødvendigt. Nyt tøj fik hun aldrig, og de fine silke- og brokadeskjoler hun havde medbragt, blev snart slidt op, hvis de ikke blev spist op af mus og lus.
   Han var ikke ond, det var hende der var det. Hun var en heks, han var bare en trold, men en kæmpetrold. Hun fødte ham dog fire børn af samme format som ham selv, og i den samme tid blev hendes slanke, smidige skikkelse mager og senet, hendes fine ansigtstræk blev skarpe, næsen syntes at blive større og spidsere, og i hendes mund forsvandt tænderne en for en, hendes hænder og negle blev som klør, og børnene og tjenestefolkene flygtede når hun slog ud efter dem. Hendes tykke, sorte hår blev kridhvidt. Kun hendes øjne bevarede deres fulde skønhed, de var sorte og blev større og mere glødende, og alene hendes blik kunne give hende navn af, at være heks. Hendes stemme, som havde været blød, lattermild og melodiøs, blev hård og grel, fordi der ikke var klangbund for den mellem de grove lofts- og vægbjælker.
   Hun fortrød dog aldrig sit valg, hvis man da kunne kalde ungdommens dåragtige indfald for et valg. Hun blev et med sin skæbne. Havde skæbnen gjort hende til en heks, ja, så var hun en heks. Hun vidste godt, at hendes slot i bjergene var et fængsel, men hun vidste også, at de gyldne sale i Firenze kunne være fængsler. Hun havde længsler i sig efter noget andet, men vidste ikke selv, hvad det var. Antagelig noget der slet ikke fandtes i tiden. Der var et højdepunkt på gårdens grund, hvorfra man kunne se Firenzes tårne i det fjerne. Der gik hun op sommetider og faldt i tanker. Så sukkede hun, vendte ryggen til med foragt, og gik tilbage til det, som var blevet hendes liv..

Efternøleren kaldte hun Giovanni efter sin far, måske i et svagt håb om en forsoning med familien, en forsoning som aldrig kom. Han voksede op splittet mellem to krigsførende magter, som dog levede i konstant våbenstilstand. Efter de første års voldsomme udbrud og rasen, trak hun sig mere og mere tilbage til sin egen fløj af gården. Drengen deltog i gårdens arbejde sammen med faren og de ældre søskende, som lo ad ham og skældte ud, når han kom til kort over for deres voldsomme energi og kræfter. Men moren forgudede ham, forkælede ham, og frydede sig over hvordan hans skønhed udviklede sig og blev mere forfinet, efter som han voksede til.
   Men hvad er skønhed? Er det skønhed, når ingen ser den, og ingen sætter pris på den. Guiseppina så den, men moren tæller ikke. Han så sig selv i det skjoldede spejl, som var det eneste på gården, og var fortvivlet over, hvor ulig han var sine mere robuste søskende.
   Hun lærte ham at læse og skrive, og han læste gang på gang de få bøger hun havde. Det var mest religiøse bøger fra klosterskolen, men der var også en eventyrsamling. I den var der tegninger, og det frydede ham, at troldene lignede hans far og søskende, mens prinserne som reddede prinsesserne og udførte store bedrifter lignede ham selv. Og han lo højt, da han så at heksen lignede hans mor.
   På gården var der også nogle få gamle malerier af skrækindjagende mænd og strenge kvinder som stirrede rasende ud fra de gyldne billedrammer. Og så var der et lyst billede af Guiseppina, malet lige da hun var kommet ud af klosterskolen. Han så længe intenst på det; så så han lige så intenst på hende. Hun sad i sin store stol med et broderi, og han spurgte; "Er det dig?" - Hun så selv længe på billede og svarede næsten forundret: "Ja, det er mig." Han bøjede sig ind over hende, tog hendes ansigt mellem hænderne og så hende ind i øjnene, og hun lod ham gøre det. Så så han igen op på billedet og sagde: "Ja, det er dig."
   Lidt efter spurgte han: "Er du så en heks eller en prinsesse? Hun smilede, tænkte sig om, og svarede så: "Jeg tror alle hekse har været prinsesser engang." Og lidt efter tilføjede hun: "Men det er ikke alle prinsesser der bliver hekse. Det kommer an på så meget".
   De sad begge lidt i tanker, så sagde hun: "Da jeg nu er en heks, kan jeg vel også spå lidt, og jeg spår, at en dag skal en stor kunstner lave et billede af dig, så hele verden skal se, hvor smuk du er".
   De ord var uforståelige for ham, og han spurgte: "Også af mine søskende?" - "Nej," svarede hun, "kun af dig, Giovanni."
   Da han var seksten år, døde hun efter kort tids sygdom. Men inden hun døde, nåede hun at sige til ham: "Når jeg er væk, skal du ikke blive her. Men du skal ikke tage til Firenze, men til den lille by, Vitalienza. Præsten der er din slægtning, skønt han ikke ved det selv. Han vil hjælpe dig". Og så gav hun ham en stor pung.
   Efter hendes begravelse tog han afsked med sin far og sine søskende, og de protesterede ikke ret meget mod hans afrejse.
   Han havde ikke før været uden for den lille landsby i bjergene, men fra bjerget havde han set ud over dalen, og han vidste, at stien han gik ad, ville føre dertil og ud i verden.


Præsten og drengen
   Præsten, Luciano Nientini vidste nu godt, hvilken slægt han kom af, enten han nu regnede med den fædrene eller den mødrene. Han hørte på sladder så vel som alle andre. Og selvom sladder sidst når frem til den som den handler om, så ender den dog der. Og for ham betød det, at han følte sig udstødt, men også mere fri end andre mennesker. Han følte sig kun bundet af lovene i sit eget knudrede sind, og af sin svingende kristentro. Billedet han havde i sakristiet, forestillede jomfru Marias møde med Helligånden, og denne forening af ånd og kød optog ham meget. Mesteren som havde malet billedet, havde ikke vidst, at man ikke kunne afbilde ånd, eller han havde netop vidst det, og han havde fremstillet ånden som en ren, skægløs ynglings ansigt, som ud fra et strålende lys så ned på Marias opadvendte, bedende ansigt. I det næsten sorte billede sås kun disse to ansigter klart.
   Det var derfor ikke så mærkeligt, at han en sommerdag i kirken et øjeblik troede, at han fik besøg af Helligånden. Det var i middagstimen, hvor hele byen ellers hvilede eller sov, mens han stod ved alteret og pudsede de to støre sølvlysestager, da kirkedøren gik op, og en ung mand stod der midt i lyset som strømmede ind, det var som om han svævede på grænsen mellem det blændende sollys på pladsen udenfor og kirkens dunkelhed. Han blev stående der længe, for at hans øjne skulle vænne sig til mørket, og præsten blev i den samme tid stående stille ved alteret, med lysestagen i den ene hånd og pudsekluden i den anden. Men kirkedøren faldt i bag drengen, og han kom op ad midtergangen. Og præsten fattede sig og skønnede, at Helligånden nok ikke ville være så snavset og komme i pjaltede bondeklæder og på bare fødder, og hans hår ville ikke være så filtret, selvom også det var skønt og stod som en glorie om drengens hoved - men ånden kunne nok tænkes at have disse strålende, mørke øjne og denne søde røde mund.
   Da han stod foran præsten spurgte han: "Er du fader Luciano Nientini?"
   "Ja, det er mig," svarede præsten.
   "Min mor har sendt mig til dig. Hun sagde, at du ville hjælpe mig, fordi vi er i slægt".
   Det gav et sæt i præsten, for det var første gang nogen åbent havde sagt, at de var i slægt med ham. "Og hvem er da din mor?" spurgte han.
   "Hun er død, og hun hed Giuseppina ..." Han nævnte hendes familienavn.
   Præsten tænkte sig om. "Ja, hende har jeg hørt om," sagde han. "Men hvad hedder så du, min dreng?"
   "Mit navn er Giovanni ..." Og her nævnte han sin fars familienavn.
   For præstens indre øje oprulledes det drama, der lå i forbindelsen mellem disse to familienavne, men resultatet af dette drama var altså denne skønne dreng, der stod her foran ham. Han lagde hånden på drengens skulder og sagde: "Så kom da med mig".
   Han førte ham ud i sakristiet. Der åbnede han et skab og tog en flaske vin og et glas frem. Han skænkede et stort glas og rakte det til drengen, og da denne var meget tørstig efter heden og landevejens støv, drak han det ud i tre slurke. Og om det nu var Helligånden eller en djævel der havde en finger med i spillet, skal være usagt, men virkningen var voldsom. Da drengen ikke var vant til at drikke ublandet vin, steg det lige til hovedet på ham, og han var ved at besvime. Forskrækket fik præsten ham lagt på briksen, som stod der.
   Hvad der derefter skete, er uklart - i hvert fald i detaljerne, men siden hen følte de begge, at de havde oplevet et mirakel, men på hver sin meget forskellige måde. Drengen oplevede en pludselig forening af sin krop og de vage fornemmelser og længsler der længe havde rørt sig i ham. Han oplevede aldrig dette igen så konkret, men det kom senere til ham i drømme, som en forening med en tåget, men yndig skikkelse, og når han vågnede fandt han på sin krop spor af, at dette var virkelighed og ikke bare drøm. Han vidste ikke, hvem eller hvad denne skikkelse var, men han knyttede sig til den, og var sikker på, at han engang ville møde denne skikkelse i virkeligheden.
   For præstens vedkommende var miraklet anderledes. Nok vidste han med sig selv, at han havde begået overgreb på drengens jomfruelighed, men efter overgrebet syntes drengen næsten at være mere jomfruelig end før. Drengens reaktioner på hans grove håndgribeligheder, var ganske anderledes end den, han havde oplevet med de mere robuste bondedrenge. Drengens ansigtstræk der var finere end noget han før havde set, dets lysende uskyld, som nærmest blev klarere af de stærke lidenskaber, der for hen over det.
   Præsten opdagede pludselig meningen med sit cølibat og indholdet i det. Hans anger var stor, men ikke voldsom, som ved hans tidligere syndefald, den var blidere. Drengen sov, og han knælede for sin madonna. Han var forvirret, men samtidig let og glad. Han havde virkelig mødt Helligånden.

Da drengen vågnede, stod solen skråt ind gennem det lille vindue i sakristiet. Han vidste først ikke hvor han var og huskede intet af, hvad der var foregået. Erindringen sad bare som en vag anelse i kroppen.
   Men præsten kom ind og rakte ham smilende et glas koldt vand. Da drengen havde drukket det, sagde han venligt: "Kom med mig!"
   Sammen gik de over til præstens bolig, hvor de blev modtaget af Felicia, som betragtede drengen med interesse og præsten med mistænksomhed. Præsten satte hende kort ind i situationen, og den godtog hun uden videre, og satte et solidt måltid bestående af brød, ost, kød og tomater og vin blandet rigeligt op med vand for ham, og han spiste og drak med glubende appetit.
   Mens han spiste, varmede hun en mængde vand, som hun hældte op i en stor balje på køkkengulvet, og da han var færdig med at spise befalede hun ham, at tage tøjet af. Og da han rødmende protesterede, blev hun skarp i stemmen og beskyldte ham for at stinke, hvorpå hun egenhændigt pillede tøjet af ham. Og da han stod der i al sin nøgenhed, blev selv den barske Felicia mild i stemmen og blikket, og hun fik ham hurtigt op i karret med det varme vand. Fra døråbningen betragtede den lille Lisetta optrinet interesseret. Præsten sendte hun ud til nabohusene, for at skaffe rent tøj til drengen.
   Hun vaskede og børstede hans lange, sorte hår, så han ind imellem skreg højt, og var knuderne i det for hårde, klippede hun dem uden videre af.
   Bagefter, da han stod der ren og påklædt, så præsten med glæde på ham. Sammen med skidtet var det åndelige gledet af drengen og hældt ud med badevandet, og der stod en særdeles jordisk, men meget køn ung mand.
   Lisetta, som havde fulgt hele forløbet, kom hen og stak sin lille hånd ind i hans store næve, så tankefuldt op på ham og sagde: "Vil du være kærester med mig?"
   Giovanni lo og svarede: "Ja, det vil jeg da". Så bøjede han sig og kyssede hende på panden. "Så, nu er vi kærester," sagde han,

Der fulgte en lykkelig tid. Giovanni faldt snart naturligt ind i byens liv. Han voksede og udviklede sig på grund af arbejdet i præstens marker og Felicias gode mad - og måske på grund af arveanlæggene fra sin far.
   At byens kvinder så langt efter ham, hvor han viste sig, og at de unge piger stak deres hoveder sammen og fnisede, så han slet ikke, og hvis han undtagelsesvis gjorde, tilskrev han det kun, at han stadig var en fremmed. Mændene kunne lide ham på grund af hans venlighed og gode humør, og han fik hurtigt kammerater blandt de jævnaldrende unge mænd. Folk regnede ham for at være præstens slægtning - hvad han jo også var - skønt det var uklart for dem og for ham selv - og såmænd også for præsten, hvori slægtskabet bestod.

Præsten havde forandret sig. Giovannis tilstedeværelse i huset og byen gjorde ham stille. Han kom stadig på kroen og mødte vennerne, men han drak ikke så meget. Han kunne stadig spøge, men det var på en mere stilfærdig måde. Hans prædikener i kirken blev mere afdæmpede og inderlige, men også mere intense. Nogen savnede det temperamentsfulde i dem, men temperamentet var der stadig, men nu mere som en dirrende understrøm. Hans ry som forkynder bredte sig, og folk begyndte at komme langvejs fra, for at høre ham.
   Han blev inviteret til at prædike i en kirke i Firenze. Inden han tog af sted gik han over i sakristiet og betragtede madonnabilledet. Ingen interesserede sig for det, andre end ham selv. Og resolut tog han det ned fra væggen og bragte det med sig til et kloster i udkanten af Firenze, hvor munkene var kendte for deres vellykkede restaureringer af gamle kunstværker.
   Der blev det renset, og vakte en del opsigt. Ikke at man mente, det var noget stort kunstværk, men det havde en egen udstråling. Teologerne var uenige om, hvor vidt det forestillede bebudelsen, eller selve Marias møde med Helligånden, andre igen mente, at de to sider af den hellige historie var et og det samme.
   Billedet kom ikke hjem til Vitalienza igen. Han betroede munkene, at under det billede havde han oplevet mirakler, men da de ville vide, hvori miraklerne bestod, tav han. Han havde afgivet et løfte til Madonna, om ikke at røbe velsignelsen. Og da billedet senere bevirkede andre mirakler i hemmelighed, blev det almindelig kendt, at disse undere ikke måtte offentliggøres. Og det skete, at tilslørede damer og maskerede mænd kom til klosteret, blev lukket alene ind det lille kapel, hvor billede hang, og forsvandt igen ganske ukendte.


Michelangelo
   Det var på denne tid, at den store kunstner Michelangelo fik øje på Giovanni. Hans vogn var brudt sammen tæt uden for byen, og han måtte flytte ind på byens kro, mens den blev repareret. Og da han var utilfreds med forholdene der, flyttede han over i præstegården, hvor han nød godt af Felicias forplejning. Den var han så tilfreds med, at han blev i flere uger, så der blev fortvivlelse i hans værksteder i Rom og Firenze, og der gik rygter om, at han var faldet blandt røvere og sporløst forsvundet. Han nød freden i den lille by, og det at rasende dignitarer og pengefolk ikke kunne nå ham, og han nød de lange teologiske og filosofiske samtaler med præsten. Og præsten på sin side nød godt af samtalerne, og han beså med interesse Michelangelos mange tegninger og skitser, ikke mindst dem af de nysselige englebørn.
   Michelangelo tegnede også en del skitser af Felicia, skønt hun ikke havde tålmodighed til at sidde model for ham. Men mange år senere dukkede hun op som en af vredens engle i et af de store malerier i det sixtinske kapel i Rom.
   Men når han så Giovanni, faldt han i dybe tanker. Han tegnede en mængde skitser af ham, hvor han stod og gik. Og en dag tog han ham for sig.
   "Lad mig se rigtigt på dig, Giovanni," sagde han. "Vend dig, og lad mig se dig fra alle sider." Og Giovanni gjorde alt hvad han blev bedt om. Men da Michelangelo bad ham tage tøjet af, protesterede han.
   "De skulle ikke tale på den måde, Mester," sagde han rødmende. "Det er ikke anstændigt."
   Michelangelo lo. "Jo, min ven, det er anstændigt. Det er ikke dig og din nøgenhed, jeg ser efter, men Davids."
   "Men hvorfor finder Mester så ikke denne David, og klæder ham nøgen?" spurgte Giovanni.
   "Fordi han døde som en gammel mand for mange hundrede år siden. Men jeg tror du har ham i dig. Du har hans skønhed og styrke - hans ungdom."
   Giovanni forstod ikke meget af dette, men da Michelangelo var en venlig mand med stor autoritet, endte han med, at tage med ham til Firenze. Der, i de fremmede omgivelser i Michelangelos værksted, faldt det ham ikke svært, at klæde sig nøgen. Den nøgne krop blev et arbejdsredskab for ham, så vel som for mesteren.
   Der ankom en kæmpestor marmorblok, og Michelangelo bandede slemt, da han så, at der var et stort hak i den. "I har jo hugget Davids ben over," sagde han vredt, til de folk der havde transporteret stenen fra bruddet i Carrara. Men de blev selv vrede, og sagde, at de aldeles ikke havde hugget noget over. Stenen var, som de havde modtaget den i stenbruddet. Michelangelo tav og betalte dem rigeligt, og alle var glade.
   Giovanni så på den store sten og spurgte mesteren; "Er jeg virkelig inde i den sten?"
   Michelangelo lo: "Nej, det er du heldigvis ikke, men det er David. Nu gælder det om, at få ham ud."
   Der kom nu lange dage med hårdt arbejde, mens mesteren først tegnede en mængde skitser, og derefter modellerede figuren i ler. For det var også hårdt arbejde for Giovanni. Han var vant til altid at være i arbejde på præstens gård, og nu skulle han stå stille i timevis, som mesteren forlangte. Og han skulle endda stå i en akavet stilling med det venstre ben, på grund af det store hak i marmorblokken.
   Men omsider kunne han tage hjem til landsbyen. Arbejdet med selve statuen kunne gøres uden hans tilstedeværelse.
   Først et års tid senere blev han igen kaldt til Firenze, nu for at se det færdige værk.
   Da han kom ind i den store hal, hvor statuen stod, blev han forbløffet stående. Han havde jo set stenblokken, og havde vidst hvor stor statuen skulle blive, men nu syntes den ham større og hvidere end han havde kunnet tænke. Og pludselig kunne han se og erkende sin egen skønhed. Efter lang tids tavshed hviskede han ud i luften: "Det er mig".
   Han havde i den lange tid der var gået siden han havde forladt bjergene knap tænkt på sin far og sine søskende. Nu ønskede han, at de kunne se dette. Nu var han større end dem.
   Han vendte sig til Michelangelo og udbrød: "Det er mig!"
   Og Michelangelo smilede og svarede mildt: "Ja, min dreng. Det er dig".


Drengen og præsten
   Resten af Giovannis historie er hurtigt fortalt. Efter nogle år giftede han sig med Lisetta. Var hun da virkeliggørelsen af den tågefigur han havde set i drømme? Måske. Men det kan også være, at denne drømmelykke i stedet blev til almindelig hverdagslykke. Ellers forsvinder han ind i historiens anonymitet. Bortset altså fra, at han stadig står foran Firenzes rådhus og i kopier rundt om i verden, foruden som billede i turistbrochurer, bøger, leksika og på internettet. Men det er jo ikke Giovanni, det er David. - Og desuden dukker han da op igen her i en lille efterskrift.
   Præstens historie er også hurtigt fortalt, skønt den er langt mere kompliceret. Den går både dybere og højere, og havde egentlig fortjent en særlig fortælling eller en hel roman, men her må vi nøjes med at fortælle, at hans ry som forkynder og hellig mand stadig steg og omsider nåede til Rom, og han blev kaldt til pavehoffet.
   Man kan stige til vejrs i denne verden på mange måder, han gjorde det gennem sit fromme levevis, sine talegaver og sine utallige velgerninger, så han i levende live næsten opnåede helgenstatus. Han blev kardinal, og kun den daværende paves sejlivethed, og modstand fra visse højgejstlige kredse og fra en vis familie i Firenze forhindrede ham i selv at blive pave. Hans levevis var så enkel, som da han levede som sognepræst i en ubetydelig norditaliensk by. Han bevarede altid en særlig forkærlighed for de kønne kordrenge, uden at der nogensinde kunne sættes en plet på hans vandel, og han oprettede flere skoler for de fattigste af dem, og han var modstander af den barbariske, eller rettere sagt overkultiverede praksis, at kastrere dem.


David
   Det var sent på eftermiddagen den anden dag familien opholdt sig i byen. Den gamle sneg sig væk, og efter at have flakket noget forvildet om i byen endte han da foran David. Der faldt han i staver,
   En simpel, lukket vogn kom kørende og standsede på den anden side af pladsen, og en herre i en sort kappe steg ud. En yngre mand hjalp ham, men herren viftede han af, og støttet til sin stok kom han over pladsen, og stillede sig foran David. De to gamle mænd stod der side om side i hver deres tanker.
   Omsider vendte bedstefaren sig mod herren og sagde: "Det er mig".
   Herren vendte sig langsomt mod bedstefaren, betragtede ham længe og sagde så: "Sig mig, er du Giovanni?"
   "Ja," svarede bedstefaren glad, "og du er Luciano. Jeg kendte dig med det samme".
   "Gjorde du? Tænk, at jeg ikke kendte dig. Du er jo stadig smuk som dengang".
   Giovanni lo. "Ja, det er jeg. Der er bare ingen mere, der kan se det".
   "Kom i min favn, min søn," sagde kardinalen, og de to gamle mænd stod der i en tæt omfavnelse, og tårerne trillede ned ad kardinalens kinder".
   "Jeg har favnet dig før," sagde kardinalen sagte, "men da var vi unge".
   "Ja, da var vi unge," sagde Giovanni, og de så begge op på David.
   "Det var en stor synd," sagde kardinalen eftertænksomt.
   "Nej, det var ej," sagde Giovanni. "Det var smukt".
   "Giovanni, Giovanni," udbrød kardinalen, "skal du belære kardinalen om, hvad der er synd, og hvad der ikke er det?"
   "Ja, det skal jeg vist," sagde Giovanni. "Vi var unge dengang, og nu er vi gamle, og de gamle skal ikke dømme de unge, heller ikke deres egen ungdom".
   Kardinalen sukkede. "Jeg må vist besøge dig i din landsby. Det ville være godt".
   "Ja, gør det," svarede Giovanni, "men kom snart, for om lidt er vi døde".
   "Farvel, Giovanni," sagde kardinalen, og de to gamle mænd omfavnede hinanden igen.
   Så gjorde kardinalen et tegn med hånden, og vognen kørte op ved siden af dem, og tjeneren hjalp kardinalen op.
   Da familien på afstand fik øje på bedstefaren kom de løbende og brød ud i jubel og bebrejdelser, og han blev omfavnet af dem alle. "Åh, der er du, Bappo! Vi har været så bange. Hvem var den sorte mand du talte med?"
   Den gamle mand smilede. "Det var Luciano, kardinalen. Han er min ven".
   De fik ham med til logihuset, hvor de puttede ham i seng, og de var enige om, at de i fremtiden måtte passe bedre på ham. Og de var meget bekymrede over hans fremadskridende senilitet. Dagen før havde han troet, han var David, og nu troede han, at han var ven med kardinalen.