Hen på foråret fik jeg en morgen at vide at der om natten var kommet en forvaret hjem fra 'Kastanjenborg', et anneks til psykopatanstalten, og han havde samme navn som nr. 100 på Nyborg, han som havde forårsaget at jeg nedlagde arbejdet der. Skulle det virkelig være ham, tænkte jeg. Og da han skulle have mad ind bad jeg om jeg måtte gå ind med den. Ganske rigtigt, det var ham.
   "Goddag Jens," sagde jeg, "skal vi to mødes her?"
   Han blev blussende rød, men jeg satte mig på sengen og sludrede med ham.
   "Hvor var jeg dum dengang," sagde han. "Den eneste det gik ud over var mig selv."
   "Ja, det gør den slags altid," svarede jeg.
   Jeg lå i disse dage alene på en tremandsstue, og han bad nu overlægen om at måtte blive flyttet ind på stue sammen med mig. Det fik han lov til, og vi lå hver aften og talte til langt ud på natten. Han fortalte om hele sit liv, lagde alt blot for mig. Denne tillid er den største sejr jeg har vundet over et menneske, og det kun fordi han vidste han kunne stole på mig.

En anden fange lå jeg et stykke tid sammen med. Han var helt slået ud, idømt otte års fængsel. Det var som om alt var gået i stykker i ham. Han sad stille og stirrede frem for sig, og når han var i haven stod han stille på samme plet uanset vejret, indtil han igen kunne gå op. Han fortalte mig om hele sit liv og hvordan han nu var bange for alt. Han var stærkt interesseret i musik ligesom jeg, og vi drøftede musik og sang, så glemte han sin angst og livede stærkt op. - Han blev dog snart sendt til Nyborg for at få chokbehandlinger, men der kom andre mennesker med andre problemer. Der var altid nok at gå op i.
   Her havde vi helt andre muligheder for at følge livet udenfor. Vi fik hver dag aviser, og de forvarede havde hver sin krystalradio, og i opholdsstuen var den højttaler der var åben hver aften. Vi fulgte spændt krigen og diskuterede den ivrigt, der var mange forskellige meninger.

Sidst i april kom overlægen ind til mig og sagde, at jeg ikke kunne være på psykopatanstalten længere. En observation måtte ikke vare mere end seks måneder, og de var nu gået. Han måtte afgive erklæring om at jeg var sund på sjæl og legeme, og at han som følge deraf ikke havde noget som helst grundlag for at beholde mig. Jeg ville blive afhentet en af dagene. - Det forstod jeg fuldt ud, og jeg takkede ham for de seks måneder jeg havde været der.
   Men der kom til at gå endnu nogle dage før jeg kom afsted. - Den fjerde maj hørte de forvarede i deres radioer at Tyskland havde kapituleret. Det var efter sengetid og alle døre var lukkede, men snart ringede den ene efter den anden, dørene blev åbnet og vi kom ud på gangen og hørte nyheden. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, det var dejligt at kunne få lov til at ligge og se ud på stjernehimlen om natten når man ikke kunne sove.

Vi fik hurtigt virkningen af kapitulationen at føle. Først blev gymnastiksalen taget i brug til de politiske fanger. Bygningen som jeg boede i lå lige overfor, og vi kunne hele dagen følge begivenhedernes gang fra vore vinduer, og det var interessant at se den forskel hvormed de forskellige behandlede arrestanterne. De fleste civile frihedskæmpere var brutale, sparkede og slog fangerne, hvorimod politibetjentene var humane i hele deres opførsel. Det var en situation de var vant til fra deres arbejde, og de behandlede disse fanger som de ville behandle enhver anden fange. Særlig ondartet var en fængselsbetjent fra Vridsløse, han opførte sig så brutalt at det forårsagede tilråb fra de forvarede ovre fra vores bygning. Så trak han pistolen og truede med den.
   Næste dag fik vi besked om at hele psykopatanstalten skulle rømmes og tages i brug til de politiske fanger. Vi skulle flyttes over i en fløj af statsfængslet, og vi pakkede vore sager og drog afsted. - Sikke en ballade der blev om aftenen. Alle de forvarede blev lukket inde i deres celler, to i hver, og de hævdede alle at det stred mod deres reglement ifølge hvilket de havde ret til at færdes frit ude på afdelingen i deres fritid. De fleste af dem gik helt amok. Vinduer blev knust, tallerkener, krus og alt løst blev kastet ud af vinduerne, og der blev råbt og skreget. - Betjentene stod helt magtesløse over for dette vanvid, der var ikke andet at gøre end at lade dem rase ud. - Jeg var heldigvis kommet i celle med en der var stille og rolig, og vi lå og sludrede fredeligt imens det rasede omkring os.

Næste dag mødte jeg overlægen, og da han så mig studsede han og sagde:
   "Hvad! er De her endnu? Jeg troede at De var afhentet for flere dage siden. Det har jeg givet besked om."
   Nå, det blev hurtigt rettet. Et par timer senere blev jeg igen overflyttet til statsfængslets afdeling.
   Jaja, tænkte jeg, så må jeg jo fortsætte der hvor jeg slap for seks måneder siden. Førsteoverbetjenten kom ind til mig og spurgte om de seks måneder havde forandret min livsførsel. Jeg kunne berolige ham, jeg ville leve et stille tilbagetrukket liv som jeg før havde gjort. De skulle ikke mærke mere end højst nødvendigt til mig.

Otte dage efter kom der så en betjent og bad mig pakke mine sager. Jeg skulle tilbage til psykopatafdelingen. - Hvad var nu det for noget? Hvilke planer havde de nu med mig? Jeg tog mine sager og gik med. Jeg ville jo nok få at vide hvad årsagen var.
   Der var i den uge sket en del forandringer. De forvarede kunne atter færdes ude i fritiden, og der var indrettet et rum med gasapparater hvor de kunne lave kaffe og lækre småretter, og nu gik det helt godt.
   Der gik et par dage uden at jeg kunne få noget at vide. Endelig en aften kom overlægen. Der var mange der ønskede at tale med ham, jeg ventede til de andre var færdige, og så gik jeg ned. Da han så mig kom han straks hen, og vi gik op og ned ad gangen sammen. Han fortalte at han havde haft et møde med fængselsdirektøren og inspektøren, og der havde han redegjort for mine forhold og sagt, at der ikke var grundlag for at have mig på psykopatanstalten. Derefter havde inspektøren redegjort for de virkninger min stilling havde i statsfængslet, og han havde sagt at han ikke kunne have mig der. Så havde direktøren foreslået at de skulle prøve at få mig benådet, og overlægen var enig, det var det eneste rigtige. Det blev så besluttet at de ville sætte sig i forbindelse med min forsvarer overretssagfører Kaj Haack og lade ham indsende benådningsansøgningen. Overlægen ville derefter have at jeg skulle forblive på statsfængslet indtil der lå et svar på denne ansøgning, men inspektøren ville ikke have mig, og så blev det besluttet at jeg skulle flyttes tilbage til psykopatanstalten.
   Jeg takkede ham naturligvis for hans indsats for mig og var tilfreds med de beslutninger de havde truffet, og nu ønskede jeg kun at få lov til at gøre så meget gavn som muligt.

Næste dag kom overvagtmesteren og spurgte om jeg havde lyst til at komme ind på sygeafdelingen og tage mig af de forvarede der lå der, og det syntes jeg var glimrende. Det var den slags arbejde der gav mig de største muligheder for selvstændigt virke, og til at hjælpe de mennesker der mest trængte til det.
   Det varede nu ikke så længe, så blev sygeafdelingen flyttet over på selve anstalten hvor den oprindelig lå. Snart efter blev endnu et par bygninger på anstalten frigivet og de fleste forvarede flyttet derover igen. Kun tyve mand blev tilbage på statsfængslet på en lille afdeling der lå helt for sig selv, ugenert af det øvrige fængsel. - Her blev jeg sammen med en anden gangmand. Han havde øverste etage og jeg nederste.
   Det blev en god lille afdeling. Der var et stort bogbinderværksted, nogle få arbejdede i deres celle. Vi havde allesammen krystalradio. Jeg lå næsten altid om aftenen og hørte radio eller læste. Særlig torsdag aften vovede ingen at forstyrre mig, da hørte jeg torsdagskoncert.

Der var ikke meget at lave som gangmand, men vi fandt selv på ting. Den anden mand var maskinist, og vi fandt på at lave en dampmaskine i et fingerbøl. Værktøj havde vi ikke meget af, kun en hammer, en knibtang, en skruetrækker og en neglefil. Til loddetin brugte vi tinknapper, og en lille spritlampe med væge brugte vi til at lodde med. Det var et pillearbejde. Den åbne ende af fingerbøllet skulle loddes til med et låg hvorpå der igen skulle loddes seks forskellige ting. Det foregik på den måde at jeg sad med et lille fint rør lavet af materialet fra en tandpastatube, og pustede flammen fra spritlampen ud i en sylespids tunge som så blev rettet mod det sted der skulle loddes, og det gjaldt om at forhindre at mere end netop det sted blev varmt. Det krævede kolossal tålmodighed, og vi var stolte da vi satte en tændstik under og maskinen snurrede.

Ikke så længe efter blev den anden gangmand løsladt, og jeg tog så det hele alene. Der var alligevel ikke arbejde nok til to mand, og nu gik det hele meget bedre. - Men der opstod et problem. Flere gange om ugen skulle gangmanden gå over på den anden side af Roskildevejen til anstalten, og det havde jeg hidtil ikke måttet. Overvagtmesteren sagde at med den lange straf jeg havde kunne det ikke tillades. Det var et princip man var nødt til at overholde. - Men nu jeg var alene var det nødvendigt at vise mig denne tillid. Jeg spurgte overlægen, og han svarede at selvfølgelig skulle jeg gøre det.
   Jeg kom også dagligt rundt på fængslets forskellige afdelinger, og alle steder forsøgte fangerne at oprette handelsforbindelser med de forvarede igennem mig. De forvarede kunne jo købe varer udefra som fangerne ikke kunne få, og dem ønskede de så at bytte sig til for andre varer, såsom smør, sukker, koteletter og andre lækre ting som de stjal i køkkenet. Men jeg sagde nej til al den slags, og betjentene stolede blindt på mig. Tilliden betød alt for mig, det var den der betingede at jeg havde så frie hænder.
   Der var en del tyveri, men fra mig blev der aldrig stjålet noget, skønt jeg var den det var lettest at stjæle fra fordi min dør altid stod åben, og jeg hver dag var borte fra afdelingen i længere tid. Den tillid jeg viste de andre gjorde at de ikke ville svigte mig. - Jeg vidste godt hvem der stjal selvom jeg ikke havde beviser, men selv når de bad mig låne dem et eller andet sagde jeg at de selv kunne gå ind i mit skab og tage det. - Jeg så i disse år hvor stærke æresbegreber den slags mennesker også har. Viser man dem tillid vil de nødig svigte den.

En dag vi gik nede i gården kom en af de forvarede og fulgtes med mig rundt, og han sagde at han var ved at blive tosset i hovedet. En af de andre, som hed Nielsen, havde i de sidste fjorten dage forsøgt at gøre ham til en kristen. De holdt andagt sammen, og for hver dag blev han mere forvirret. Nu kunne han ikke mere.
   "Jamen så hold op med det," sagde jeg. "Det der fører ingen steder hen. Det er nemlig ulykken at de fleste gør kristendommen til noget kompliceret og uforståeligt. I virkeligheden er den så ligetil, det er simpelthen sund fornuft. De fleste mennesker ved jo så udmærket hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. De har bare ikke mod til at handle efter det, og så bruger de religionen som undskyldning. Det er jo meget lettere at holde andagt end at handle, det koster ikke så meget."
   Vi talte lidt videre, og så lo han.
   "Det er godt gjort," sagde han. "Nu har Nielsen i to uger præket og forklaret, og det hele er bare blevet mere og mere uforståeligt, og så forklarer du i ti minutter så jeg forstår det ganske naturligt."
   Om aftenen kom han og fortalte at Nielsen igen havde villet have ham med til andagt, og da han havde nægtet at deltage havde han rusket ham og ville nærmest tvinge ham, men så havde han fortalt hvad jeg havde sagt, og at jeg havde rådet ham til at holde op.
   Næste dag under gårdturen kom Nielsen hen og fulgtes med mig, og han forklarede sit syn på kristendommen. Han havde været i forbindelse med både pinsebevægelsen og Moralsk Oprustning og havde taget det fra hver af dem som han mente han havde brug for. - Da vi kom op gav han mig en hel stak skrivebøger hvori han i sine stille stunder, altså under sine andagter, havde nedskrevet sine tanker. - Jeg læste dem igennem. De viste virkelig hans inderste tanker, og hvor var de syge. - Om aftenen kom han ind til mig og spurgte hvad jeg havde fået ud af dem. Jeg gav ham bøgerne tilbage og sagde at det var bedst vi lod være med at drøfte dette problem yderligere. Vort syn på de ting var for forskellige. - Han ville dog ikke lade sig nøje med det. Han blev siddende og ville tale, og nu fortalte han at det var hans mening at benytte religionen dels til at få kontakt med en pige og dels til at få hjælp til at åbne et bageri. Så sagde jeg:
   "Kan du ikke selv se at du levet på et selvbedrag som vil føre dig lige ud i ulykken når du kommer ud herfra."
   Han sad længe helt slået ud. - Næste morgen kom han og sagde:
   "Jeg har ikke fået en blund hele natten. Jeg har ligget og tænkt på det du sagde, og jeg er blevet klar over at du har ret."
   Det var da altid et fremskridt, men fra da af var han bange for at tale med mig og undgik mig. Jeg havde rørt ved et ømt punkt.

Da svaret på benådningsansøgningen kom var det et afslag. Men det gjorde mig egentlig ikke ret meget, jeg tog alt som det kom. Jeg havde mine interesser og min tid fuldt optaget, så jeg fortsatte roligt mit arbejde. Jeg vidste også at min sag var i de bedste hænder, og at jeg her kunne gøre en indsats.

En dag kom den forvarede som passede biblioteket og sagde, at jeg skulle søge pladsen som gangmand på kontorgangen. Jeg svarede at det var jeg ikke berettiget til da jeg var statsfange, og de forvarede med rette kunne sige at jeg gik ind i deres rettigheder og tog en af de bedste pladser. Men han sagde at jeg jo i forvejen indtog en plads på lige fod med de forvarede, så det ville ikke betyde noget. Da sygeplejersken lidt senere kom sagde hun at hun ville anbefale mig. Kun en protesterede, og det var overbetjenten på den afdeling hvor jeg var, han sagde at de ikke kunne undvære mig der. - Resultatet blev at jeg fik pladsen, og det jeg var mest glad for var at de forvarede der også havde søgt pladsen accepterede mig.
   Vi var kun tre mand der arbejdede på den afdeling. En der passede biblioteket, en der førte regnskaberne og så mig der holdt afdelingen ren, ordnede frokost, lavede kaffe og gav en hånd med alle steder hvor der var brug for det. Min forgænger havde ry for at være meget dygtig, men jeg fandt nu ikke at han havde været meget bevendt. Han havde holdt alt det der skinnede lige i øjnene, alt andet så ikke særlig godt ud. Badeværelset for eksempel var slemt. Han havde altid påstået at badekarret ikke kunne blive rent, og de andre gjorde store øjne første gang jeg havde gjort det rent. Nu var det skinnende hvidt. - Det var en selvfølge for mig at gøre tingene grundigt.