Ude på parkeringspladsen ifører jeg mig mit nye visir. Nu skal jeg kæmpe med Corona.
Jeg er stålsat og trækker våben. En gelésprit fra handskerummet bliver pumpet ud i hænderne som det første skjold.
Corona hun ligger derinde og lurer usynligt på mig. Men hun skal ikke forhindre mig i at overleve mit daglig vareindkøb. Konen er på apoteket for også at købe sig et visir. Vi må ikke være to, når vi entrer Kvickly. Jeg skal kæmpe med Corona alene derinde.
En strøm af visir- og mundbindsklædte, ængstelige mennesker sniger sig ud af bilerne og stiler mod karruseldøren. De måler hinanden, som om de kan se pesten. Der er kø foran slusen. En medarbejder i gul vest sørger for, at hver gang der kommer to ud, må der komme to ind. Der må kun være 400 i butikken På den måde har Corona sværere ved at springe rundt mellem de kæmpende.
Jeg griber en indkøbsvogn i stabelstakken. Med et gys tænker jeg, at Corona har gemt sig i håndtagene og håber på, at min gelé kan holde hende på afstand af håndfladerne. Nu er det min tur til at køre ind i slusen på den roterende dørkarrusel med min tomme indkøbsvogn. Til min rædsel bliver en meget stor mand lukket ind til mig. Han puster og stønner som et damplokomotiv, og jeg mærker en klam aerosolstrøm i nakken. Jeg undgår at indånde den farlige luftstrøm ved at holde vejret. Endelig åbnes slusen. Jeg kører ud og snapper efter luft, visiret dugger og den store mand tromler mig ned bagfra med indkøbsvognen. Jeg lader ham foretage en hasarderet overhaling, og han er ved at køre frontalt ind i en modkørende overfyldt indkøbsvogn, der foretager en undvigemanøvre til højre. Han trækker ind længere fremme. Gangen er mærket med ensretningspile, afspærringstov og to meter afstandsstriber. Kolonnen kører langsomt forbi bagerdisken, hvor to unge piger med visir, mundbind og éngangshandsker har forskanset sig bag plexiglas og folie. Der står spritstandere som lanterner hele vejen ned til indgangsbommen.
Jeg tager éngangshandsker fra bordet. De hænger sammen, og jeg får fire ud på en gang. De to ryger på gulvet. Jeg samler dem op og putter dem i højre lomme og prøver at få de to andre éngangshandsker på, men de klæber fast til geléen, og jeg må tage dem af igen. Jeg åbner dem og puster dem op som en anden ballonkunstner, og det lykkes at få den højre på efter megen finger bøvl.
Den fortættede stemning i forhallen gør mig tissetrængende, og jeg går gennem den lukkede og bælgmørke kantine ned til toiletterne. Yderdørene er heldigvis åbne. Men Corona sidder derinde på brættet, så jeg skal passe gevaldigt på. Med min behandskede højrehånd og den løse venstre handske får jeg gennem en kompliceret logistik undgået at røre hende direkte på fladerne. Nu sidder Corona til gengæld på handskerne. Jeg går med strittende hænder tilbage til indgangsbommen og får afmonteret handsken korrekt, rullet af som en anden operationssygeplejerske. De smides i affaldsspanden.
Jeg stiller mig op i køen foran den automatiske pumpe med Corona skumdræber. Kun hver anden holder hånden tæt på fotocellen, og det tager lang tid at komme videre. Endelig får jeg min klat skum, som bliver fordelt i håndfladerne, og nu kan jeg køre gennem gaten og starte mit indkøb.
Man kan ikke selv bestemme, hvor man skal køre hen. Man skal lige som i et ludospil følge den ensrettede vej hele vejen rundt i butikken.
Ud for sæbesidegangen bliver jeg påkørt af en tynd ældre mand med mundbind og duggede briller. Han bakker undskyldende tilbage og vælter Colgate displayet. Jeg kører videre i kolonnen, der slæber sig afsted som en kamelkaravane på Silkevejen.
Oppe ved brødafdelingen kommer jeg for tæt på en seriøs dame med mundbind, visir, beskyttelsesforklæde og grønne gummihandsker. Hun giver et kvalt skrig fra sig. Det minder om et nervesammenbrud. "Undskyld!" siger jeg og lægger afstand til hende, mens jeg konstaterer, at både smagsprøver og vinkyper er forsvundet.
Henne i grønsagsafdelingen står en dame med omvendt visir. Det vil sige remmen sidder for neden og så er den åben oventil. Det ser sjovt ud for hver gang hun ånder ud, løfter hårene sig på hovedet.
Luften er tør, så nede ved pålæg får jeg hoste. Alle vogne i en radius af 10 meter kører skræmte væk. De er til gengæld senere hobet op nede ved mælken, hvor en flok zombier har kilet sig ind i et hjørne.
I de små gange med konservesdåser er der ikke ensrettet. Der opføres en mærkelig tranedans, hvor man kører frem og tilbage for at markere: "Jeg så varen først!" Antropologer kunne her studere kundernes adfærd og analysere de indviklede dansetrin med indkøbsvognene.
Min indkøbsvogn er fyldt, men jeg aner ikke, om jeg også fik taget Corona ned fra hylden, eller hendes livlige engelske søster.
Henne ved kassekøen løber næsen, men jeg kan ikke pudse den på grund af visiret, så jeg vælger at gå snøftende gennem kassen og håber ikke at blive anmeldt og trukket ud som potentielt smittefarlig og efterfølgende forment adgang.
Afstandskravene ved kasserne er det mest opmuntrende. Man slipper for nysgerrige blikke eller dumme kommentarer om ens indkøb, bare fordi man har købt, en buket blomster, to lys, et stykke rødt oksekød og en god flaske rødvin. Det forbliver en hemmelighed mellem mig og den maskerede kasseekspedient.
I mellemgangen står en skumdræber. Jeg giver hånd til den frelsende engel.
På vej ud af karruselslusen er jeg så uheldig at jeg igen bliver lukket ind i slusen, med den meget store pustende mand. Denne gang er det mig der er bagerst. Jeg overvejer at tromle ham ned på vej ud. På den anden side, man skal vælge sine kampe med omhu. Det gælder med ham, såvel som med Corona.