Historien har jeg fra et ungt par, Ida, og Jon, som for en del år siden var på en rejse i Norge. Det var en slags forsinket bryllupsrejse, de var blevet gift året før. Det var før turistrejser blev så almindelige, og ingen af dem havde været uden for landets grænser før, og de var forbløffede og betagede over at et så eksotisk land befandt sig så nærved.
   De kom da til en smuk dal i det sydlige Norge, der hvor det flade land går over i fjeldtragterne. For enden af en lang sø, og omkranset af fjelde lå en ret stor bygd. Den bestod af én gade, og huse og gårde lå dels ud mod søen og dels i lierne op mod fjeldene. Foran Brugsen var der lige som et lille torv, hvor små grupper af mennesker stod og talte sammen, og i butikken var der liv. De så små både ude på søen og fisk som blev fanget der, fik de om aftenen serveret på hotellet, hvor de tog ind.
   Deres mening var, at blive der en dag eller to, men de blev der i flere uger. De forelskede sig komplet i dette paradis og vidste, at hertil ville de vende tilbage mange gange.
   De var på fjeldture vejledt af en af de lokale, og de strejfede også lidt om alene. På en af disse ture, på vej ned gennem skoven, stødte de på en hytte næsten skjult i et vildnis. Da de trængte gennem buskadserne så de, at hytten slet ikke var så lille endda, og da de så ind ad vinduerne kunne de se, at den stadig var møbleret med gamle bondemøbler. De observerede også, at hvis der blev ryddet ud i krattet ville der være en pragtfuld udsigt over bygden og søen. - De undrede sig, og gik til den nærmeste gård, for at få oplysning.
   De traf konen på gården, men hun vidste ikke meget. Hun var oprindelig fra en anden bygd, og var blevet giftet hertil. Men hun huskede da godt, at for ikke så længe siden havde huset og pladsen ikke været så forsømt og tilgroet. - Men så kom manden til, og han sagde: "Hytten hørte oprindelig til gården her, men nu tilhører den Olav Bergitsson, men han er forsvundet."
   "Forsvundet?" udbrød de to i munden på hinanden. "Et menneske kan da ikke bare forsvinde."
   "Åh jo," sagde bonden, "det er hørt før. Men vi har nu ikke regnet med at han er helt forsvundet. Vi har da tænkt, at han ville komme tilbage. Det er jo ikke første gang han er væk i længere tid."
   Parret gik videre, men vendte den næste tid tilbage til hytten i krattet. Noget spirede hos dem. Det var ikke før faldet dem ind, at de skulle købe noget fast her, de havde så vist andet at bruge deres penge til, men, men...
   De talte med hotellets vært, og opsøgte også lægen og lensmanden. Man måtte kunne finde ud af noget om denne Olav Bergitsson. Når han havde været væk så længe, ville han måske være villig til at sælge hytten.
   Men foreløbig måtte man altså ind i huset, for om der var spor der viste, hvor Olav Bergitsson havde taget vejen. - Lensmanden fulgte dem, og et par stærke bondekarle, som skulle åbne døren.
   Det var nu ikke så svært. Lensmanden kunne åbne døren med sin egen, private nøgle.
   Men da de kom ind ...
   - - -
   Men her må jeg afbryde, for at fortælle på en helt anden måde. Her er ingenting sikkert eller vel dokumenteret. Joh, nogle kendsgerninger fandt de to da frem til, men det meste måtte hives ud af hukommelser der intet huskede og aldrig havde ønsket at huske. Men noget fik de da stykket sammen, og jeg fik det igen dråbevis, og har gjort mit bedste for at samle det til et hele - og lidt fiktion ind imellem har været nødvendigt.
   - - -
   Da Olav Bergitsson fyldte en og tres kendte han ikke et menneske, og ikke et menneske kendte ham. Man kan såmænd også sige, at alle kendte ham, for han var født og opvokset der i bygden.
   Olavs mor hed Bergit, og han blev født uden for ægteskab. Faren var ukendt - det vil sige, det var han aldeles ikke, men ... nåja, han var altså ukendt. Ingen talte om det, og hun sagde heller ikke noget til sønnen. Men der blev da sørget for dem. På mystisk vis havde hun pludselig denne hytte, og også økonomisk blev der sørget for dem. Sparsomt ganske vist, men så gik hun ud og arbejdede på gårdene, sommetider i marken, men mest i husene for bondekonerne, og hun blev efterhånden kendt for de gode brød hun bagte.
   For det meste havde hun drengen med. Han var en stille, men ikke særlig charmerende dreng. Ikke af den slags der kunne bevæge de barske bondekoners hjerter, men det skete da, at nogen stak en marmelademad til ham. - Han var dog ikke ret gammel, før han også selv var med i arbejdet. Han gik da også i skole, men der holdt han sig for sig selv og fik ingen venner, og det er nok uvist hvor meget skolelærdom han fik, men han kunne da læse og lægge et par tal sammen.
   Da han var atten døde moren. Han ordnede selv med en anstændig begravelse med lidt hjælp fra et par naboer og præsten.
   Hvad der hændt derefter er noget uklart, antagelig ikke ret meget, men han blev da boende i hytten. Måske var han blevet noget sær, han havde ingen venner, og nær sagt den eneste kontakt han havde med bygden var, når han måtte til købmanden og handle. Og efterhånden holdt han også op med at arbejde på gårdene.
   Og så forsvandt han pludselig. Efter en tid var der alligevel nogen der spekulerede. - Men så kom man i tanker om et par svenskere, der var kommet til bygden for at hverve anlægsarbejdere både i Sverige og Norge. Og da Olav ikke var den eneste der havde tegnet kontrakt, kom der snart meldinger tilbage om, at han var i god behold. Og dermed var Olavs liv fastlagt. Jeg skal ikke give mig ud i, at fortælle om Olavs karriere som anlægsarbejder, selvom det kunne være interessant nok. Men jeg ved for lidt om det, og der må være grænser for, hvor meget digt jeg kan putte ind og stadig være troværdig.
   Han kom tilbage efter et halvt års tid, da var det sent på efteråret, og han blev i sin hytte vinteren over. - Næste forår tog han afsted igen og kom så hjem til vinteren. Og sådan blev mønsteret stort set, for det hændte, at han også var væk hele vinteren.
   Der gik rygter om, at han derude på de forskellige arbejdspladser var et helt andet menneske. Han gik ud og havde sjov med kammeraterne, havde kærester og hvad ved jeg. Men når han kom hjem til bygden var han den samme. Han levede alene i hytten og havde ikke kontakt med nogen.
   Men da han blev tres skete der en forandring - måske og måske ikke - måske ser det bare sådan ud, når man ser tilbage og i betragtning af, hvad der siden hændte. - Det år tog han ikke ud igen om foråret, men blev hjemme og lavede en del arbejde på huset, som også trængte til det. Han var der hele sommeren og næste vinter med.
   Men så om foråret, det var det år han var fyldt en og tres, så forsvandt han alligevel, hvilket da heller ikke undrede nogen.
   - - -
   Men her er det så, at fantasien må sætte ind for at begribe, hvad der er sket. Han var nemlig slet ikke rejst. Han var i hytten hele tiden.
   Hans seng i det lille sovekammer stod op mod væggen. En pude var gledet ned i sprækken mellem seng og væg, og han rykkede da sengen lidt ud, for at få den op, men tænkte ikke på at rykke den tilbage igen. Og da han senere gik i seng, bemærkede han det ikke, men selvom han havde, ville han nok ikke have taget sig af det.
   Da han så om natten i søvne ville vende sig, kom han for nær sengekanten. Han plejede jo at have væggen til at orientere sig efter. Han vågnede ved, at han faldt ned mellem sengen og væggen.
   Han lo ad uheldet og af sig selv, men da han opdagede, at han ikke kunne komme op igen, lo han ikke mere. Han var kommet i klemme mellem gulvet, væggen og sengens underste kant, og sengen var for lav til at han kunne komme under den og ud den vej. Han forsøgte at dreje sig så meget, at han kunne bruge benene til at skubbe sengen væk, men han havde selv lavet den af solidt tømmer, og han lå i en akavet stilling, så han ikke kunne komme til med benene. Så prøvede han at skubbe sig bagud, men heller ikke det lykkedes. Han kunne ikke komme fri, hvis ikke nogen kom og hjalp ham, og han vidste, at ingen ville komme.
   - - -
   Da lensmanden og de to danskere kom ind i huset bemærkede de først ingenting. Luften var ganske vist beklumret, men ikke værre end i andre rum der havde stået aflukket i lang tid. Men de åbnede et par vinduer. De så en gammel bondestue med slidte, men smukke, gamle bondemøbler. Og da de kiggede ind i soveværelset så de heller ikke noget der.
   Men da lensmanden så nærmede sig sengen stoppede han brat op, vendte sig med forfærdelse i ansigtet uden et ord og gennede de to unge ud.
   Udenfor måtte han stå lidt for at få vejret, så sendte han den ene af de to mænd, som havde ventet udenfor, efter lægen - ja, hvad skulle han hjælpe, det var lidt for sent - den anden sendte han efter præsten.
   De to unge spurgte ikke om noget, men forholdt sig roligt. Spørgsmål var ikke nødvendige, hele situationen fortalte hvori fundet bestod.
   Lægen og præsten kom, men kunne jo ikke gøre andet end at være vidner.
   Men alt blev ordnet. Efter at lægen, præsten og lensmanden havde besigtiget og undersøgt det makabre fund, sørgede de unge mænd for at få det pakket sammen, og de skaffede kørsel, en hest og vogn.
   Der var lidt snak om, hvor vidt resterne af Olav Bergitsson skulle køres direkte til kapellet - det mente præsten - eller til lægens klinik, som lægen mente. Det blev klinikken.
   Den følgende tid er noget dunkel. Det danske par, Ida og Jon, rejste hjem, men med løfte om at komme tilbage, og jeg fik kun spredte meddelelser og uklare oplysninger. Var der retsligt ligsyn? Andre komplikationer? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det trak ud med begravelsen, og af de smuler jeg har fået, har jeg sammenstykket følgende.
   Lægen var en pæn, midaldrende mand, og han havde været læge der i bygden i mange år. Han havde aldrig været forelsket. Han var ganske vist gift og havde to børn, og han ville sagtens kunne forklare, hvordan det var gået til. Men forelskelse?
   Forelsket var han nu. Når han så på de forfærdelige rester af Olav Bergitsson, som nu lå på bordet i hans klinik, fyldtes han af en overvældende energi og glæde, som kun kunne sammenlignes med den galskab der ligger i enhver forelskelse. En galskab som vanligvis flader ud efter en tid og antager mere fornuftige former, men i andre tilfælde vokser og vokser, bare vokser. At genstanden for hans galskab var af hankøn, eller en gang havde været det, generede ham ikke. Han havde ingen fordomme i den retning.
   Hans opgave var, at gøre liget, eller hvad man kunne kalde dette rod, klar til begravelsen. Naturligvis kunne man bare have hældt det hele som det var i en kiste og sænket det i jorden - og ladet de underjordiske arbejdere fuldføre oprydningen.
   Men lægen ville det anderledes. Han fik en simpel kiste bragt ind i sin klinik, som i denne periode var lukket for uvedkommende - som var alle, bortset fra ham selv.
   Han havde observeret, at skelettet var intakt, men at det på grund af den noget hårdhændede transport vat faldet i sine enkelte dele. Men lidt efter lidt fik han fjernet alt det overflødige stads, resterne af tøj og jeg ved ikke hvad, måske lidt af gulvet og væggen fra hytten. Alt dette samlede han i kisten. Jeg ved ikke så nøje, hvordan han rensede skelettet. Jeg tror han kogte de enkelte dele.
   Han havde naturligvis set døde mennesker før, men ikke i denne tilstand. Ja, det er tvivlsomt om han nogensinde havde set et rigtigt menneskeskelet før. Men han havde dog sin lærdom og sine bøger.
   Så efterhånden fremstod hvert ben og hver knogle i sin fineste hvidhed, og på et bord samlede han det som et stort puslespil. De enkelte dele samlede han med små stykker ståltråd. - Smukkere skelet er ikke set før, og der var heller ingen der så det nu, for lægen holdt det for sig selv.
   I kisten var der samlet dette mindre charmerende. Den var halvt fuld, og hans tanke veg tilbage for at forestille sig det smukke skelet anbragt mid i disse uhumskheder.
   Men altså ... kunne det mon ikke forsvares at lukke kisten og begrave dette som Olav Bergitsson, og så bevare skelettet?
   Han var ikke i tvivl, og han var slet ikke i tvivl om at fornuften - hvilket i dette tilfælde ville sige hans egen fornuft, det vil sige forelskelse, hvilket vil sige galskab - ville sejre, så han kunne beholde skelettet.
   Men så fik han besøg af præsten. Om denne nogensinde havde været forelsket, ved jeg ikke, men også han var da gift og havde to børn. Han var snarest forelsket i sin præstegerning, og bygdens befolkning regnede ham for en god præst.. Han havde dårlig samvittighed over, at han ikke havde kendt til Olav Bergitsson mens han levede. Men han var kommet til bygden netop på den tid, da Olav mest var borte på anlægsarbejde. - Nu tænkte han så, at han vel kunne sørge for, at Olav fik en anstændig begravelse, og da han nok syntes lægens forberedende arbejde trak ud, opsøgte han ham.
   Samtalen mellem de to var underlig. De ville begge det bedste for resterne af Olav, men det var sandelig med hver sit udgangspunkt. Lægen præsenterede nu præsten for skelettet, men denne blev nærmest forskrækket. Han havde aldrig set et virkeligt skelet før. Han havde selvfølgelig set det frygtelige der blev båret ud af hytten, men han vidste ikke, hvad han skulle tænke om dette, som nærmest var en mellemting af noget fra en gyser og et forfinet kunstværk. Men så viste lægen ham kisten med dens rodede indhold, og talte om sin plan med, at få dette begravet som Olav Bergitsson.
   Men præsten var forfærdet. "Det kan vi da ikke. Han var dog et menneske med et navn og som vi kendte - selvom vi ikke kendte ham godt nok. Han var en kristen."
   Lægen svarede: "En kristen? Ja, det var han måske, men hvad har det at gøre med disse jordiske rester og dette smukke skelet? Hans sjæl må vel for længst være hos Gud i himlen."
   Præsten sagde: "Det må vi tro. Men som kristne er det vel vores pligt at behandle de jordiske levninger på værdig måde."
   "En værdig måde, javist. Det er netop sagen. Jeg har ikke tænkt mig noget andet. - Se på dette smukke skelet, og se så på denne kiste halvt fuld af møg. Er det ene eller det andet Olav Bergitsson, eller er han det hele tilsammen? - Lad os begrave dette, som allerede hører jorden til, og lad os ære Olav Bergitsson på anden måde i dette skelet."
   Naturligvis kunne de ikke blive enige om dette, men præsten vaklede dog, lod sig smitte af lægens entusiasme. Måske kunne skelettet bruges til undervisning i skolen, og i kirken kunne det anbringes i krogen ved det store billede af martyrerne.
   Foreløbig var sagen uafklaret, men trods al hemmelighedskræmmeri sivede sagen dog ud i bygden. Hele sagen med Olavs lig og al den tid det havde ligget i hytten, var ikke netop til ære for bygden. Den lokale avis havde skrevet om det, men det var endnu ikke nået til de landsdækkende aviser, men snart ville det ske, og den omtale af den smukke dal og bygd kunne man godt undvære. - Og hvorfor trak det ud med begravelsen?
   Men nu greb lovens lange arm ind i skikkelse af lensmanden. Egentlig kunne han nok have været overtalt til at se på lægens og præstens synspunkter. Små intriger var ikke fremmede for ham. Men han havde en mand med sig, som så mere resolut på tingene. Og han var ikke hvem som helst, men en af bygdens største bønder.
   Han forlangte nu, at begravelsen skulle finde sted hurtigst muligt. Lægen og præsten stod som forstenede.
   Lægen indvendte dog: "Men hvilken ret blander du dig i dette?"
   "Olav var min bror - min halvbror," svarede manden.
   "Det mærkede han ikke meget til mens han levede". Ordene fløj af sig selv ud af hans mund.
   Der blev en lang pinlig tavshed, men omsider svarede bonden: "Sådan var tiden jo, og sådan ville min far have det. Men der blev da sørget for både Olav og hans mor."
   Der var meget der kunne være sagt her, men lægen og præsten sagde ingenting. Og de viste ikke bonden det smukke skelet. Det ville næppe i dette tilfælde møde den rette beundring.
   Det er tvivlsomt om bonden havde nogen juridisk ret til at bestemme over Olavs begravelse, og da slet ikke nogen moralsk, men sin vilje fik han. Lægen sørgede for, at kisten med dens uhyggelige indhold blev brændt, og en ny blev fremskaffet. Den redte han som den smukkeste seng med husets bedste sengetøj - under stærke protester fra hans kone. Deri blev skelettet lagt.
   Så Olav Bergitsson blev omsider begravet ved siden af sin mor med en meget smuk ceremoni. Mange af bygdens folk var mødt op, og hver gjorde sig sine tanker. Den lokale avis var naturligvis tilstede, og der var også en repræsentant for en landsdækkende avis, hvilket førte til en notits med ros til storbonden for at have foranstaltet denne værdige begravelse, som afslutning på en uværdig historie.
   Også det danske par, Ida og Jon, var tilstede. De var stadig interesseret i Olavs hytte. Hvem der nu ejede den var usikkert, men det var vel nok gården, som grunden oprindelig havde tilhørt. Familieskabet var tvivlsomt, men der var i hvert fald ingen der var nærmere. - Så Ida og Jon fik købt hytten af dem. De var ikke skræmt af husets historie og af hvad de selv havde været vidne til, men de gik i gang med at gøre den i stand og også bygge lidt til.
   Der faldt ro over dalen og bygden, affæren med Olav var ved at blegne, da en ny sensation dukkede op. En konto i Postsparebanken blev opdaget. Den var på over en halv million. - Det var Olavs. Måned efter måned havde han i årenes løb sat sin løn som anlægsarbejder ind på kontoen, og brugt meget lidt selv.
   Hvem skulle nu arve alle disse penge? Skulle de gå i statskassen? De endte med, efter passende arveafgift, at gå til familien på gården, familie eller ikke-familie. - Men så bekostede de da også en pæn sten på Olavs og Bergits grave.
   Jon og Ida kom år efter år til hytten, og havde familie og venner med - og efterhånden også deres børn.
   En dag Ida kom udefra, så hun i stuen en høj lys mand. Hun skulle til at spørge hvem han var og hvad han ville, men så forsvandt han pludselig. Senere så hun ham flere gange, en gang ude i haven, hvor han stod og betragtede den tilbygning de havde lavet. Også da forsvandt han pludselig.
   Hun talte med Jon om det, men han havde ikke set noget. Så talte de med folk på nabogårdene, og alle var enige om, at det var Olav der gik igen.
   De to danskere var ikke særlig skræmte af spøgeriet. Ida sagde: "Olav hører vel til huset, og huset til ham. Om nogen har ret til at være her, må det være Olav Bergitsson".