Jeg vil fortælle en episode fra min ungdom, da jeg boede i Norge og var pionér for Jehovas Vidner i en bygd i Telemark, Seljord, det skønneste sted på jorden, hvis man spørger mig.
   Jeg kom første gang til Seljord på tur med menigheden og blev forelsket. Jeg ved ikke, om jeg ligefrem tænkte, at her ville jeg bo, men kimen var lagt i mit hjerte. Og da jeg et par år senere skulle rejse ud som pionér, blev det hertil. Her oplevede jeg mit livs største lykke og de dybeste sorger - kort sagt, livets mening.
   Seljord er en bygd for enden af en stor sø, Seljordsvandet, og omgivet af fjelde. Der er et centrum med huse og butikker, og længere ude og op ad fjeldsiderne huse og gårde.
   Jeg kom hertil sammen med en kammerat, Asbjørn, og sammen satte vi arbejdet i gang. Men efter et halvt år blev han flyttet til et andet sted. Til gengæld flyttede nogle venner fra Skien menighed hertil, så vi fik grundlagt en lille menighed.
   Jeg arbejdede fra hus til hus, blev godt modtaget de fleste steder og afvist andre. Telemarkinger er almindeligvis gæstfrie, så selv de steder hvor de egentlig var imod mit budskab, blev jeg venligt modtaget.
   Jeg tog jævnligt til nabobygden, Kviteseid, og det er der historien egentlig foregår.
   Kviteseid var en bygd meget lig Seljord, en bygd ved et stort vand og omgivet af fjelde, og alligevel helt forskellig. Jeg forelskede mig ikke. Jeg kunne godt lide at komme der, men jeg ville ikke bo der. Nå, det er bare en fornemmelsessag.
   Men jeg kom også i gang der, fra hus til hus og fra gård til gård, og jeg fik gode forbindelser der.
   Jeg var altid nervøs, når jeg skulle ind et nyt sted. Faktisk turde jeg slet ikke, men jeg havde lært mig en teknik. Jeg slog bare enhver tanke fra og lod bare benene gå, og så stod jeg foran en dør og bankede på. Og i samme øjeblik jeg stod over for et menneske gled nervøsiteten af mig, og jeg var kun interesseret i det menneske.
   Jeg kom til et højst besynderligt hus. Ja, egentlig var det ganske almindeligt og ret nybygget. Men på hjørnerne og omkring døren var det slået brædder med meget smukke udskæringer, sådanne som man ellers ser på gamle norske gårde. De var helt malplacerede på det nye hus. Op ad væggene stod forskellige landbrugsredskaber.
   En gammel dame kom ud, der var intet mærkeligt ved hende. Hun var venlig og inviterede mig ind. Hendes stue var endnu mærkeligere end husets ydre. Den var fuld af ting, hulter til bulter, noget virkelige antikviteter, kunne jeg se ved første blik, andet bare gammelt ragelse. Der var møblerne, smukke gamle bondemøbler, ting på hylder og stablet op i kroge, det store spisebord var overlæsset med ting og selv på stolene var der ting.
   Men jeg fik da en stol at sidde på, og hun serverede kaffe og hjemmebagt kage for mig, og var i det hele taget venlig og meget snaksom. De generede hende åbenbart slet ikke, at leve i dette rod.
   Jeg fik nogle dage senere hendes historie. Jeg havde fået en god ven i en lille gård i den anden ende af bygden. Han kendte disse mennesker, og vidste alt hvad der foregik.
   Hun var egentlig fra en stor gård højere oppe i dalen. Hun havde to sønner. Den yngste var flyttet ud for mange år siden, og havde etableret sig som hotelejer i en nabobygd, Vrådal. Han var en moderne, fremadstræbende mand og interesserede sig ikke for noget ved gården. Den ældste blev boende på gården og samarbejdede med sin far. Men da faren døde, rykkede han ind og overtog styret af gården. Han havde i mange år haft en veninde på en anden gård, men de kunne ikke gifte sig på grund af stridigheder mellem de to familier. Nu giftede de sig, og hun flyttede ind på gården.
   Det huede ikke moren, hverken at sønnen overtog styringen eller at han giftede sig. At skulle dele værdigheden som husfrue med en anden, kunne hun slet ikke acceptere. Svigerdatteren var heller ikke et menneske som lod sig kue, så striden mellem dem tegnede til at blive uendelig.
   Men sønnen gjorde kort proces, og byggede dette hus længere nede i bygden, og forlangte at moren skulle flytte der ned. Det gjorde hun selvfølgelig ikke frivilligt, men hun måtte. Så måtte hun i hvert fald have med alt hvad der var hendes, eller hvad hun mente var hendes. Det var ikke så lidt, hun ryddede huset for alt hvad der var flytbart. Ja, hun fik endog alle de udskårne lister 0mkring dørene pillet ned. Havde hun kunnet tage hele huset med sig, havde hun gjort det. Og sønnen lod hende gøre som hun ville, og hjalp hende endda på alle måder. Han vidste jo, at den dag hun var væk, kunne alt vende tilbage til gården. - Senere kom jeg også til at besøge gården i forkyndelsesarbejdet, og talte der med sønnen. Han var på sin måde lige så venlig som moren. En venlig og glad mand. Han fortalte mig ingenting, men med få ord bekræftede han alligevel historien.
   Alt dette vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg sad der i stuen og så mig om på alt dette rod. Jeg var distraheret, men tog dog min Bibel frem, og begyndte at fortælle om det jeg var kommet for, om den nye verden hvor alt skulle være fred og retfærdighed, og hvor løven og lammet skulle græsse sammen. Jeg tror ikke jeg tænkte på, at intet paradis kunne være smukkere og mere fredsommelige end disse dale mellem fjeldene, men senere har jeg jo tænkt det mange gange.
   Hun lyttede skam til mig, men om hun egentlig hørte efter, ved jeg ikke. Men pludselig rejste hun sig og sagde: "Jeg har noget jeg vil vise dig, som jeg tror vil interessere dig."
   Hun gik hen til sofaen og trak en stor trææske frem under den. Sammen fik vi ryddet en plads på bordet, og der stillede hun den.
   Hun åbnede den, og håret rejste sig på mit hoved. I kassen lå en meget gammel Bibel, men den var i en slem forfatning. Der var intet bind og titelbladet manglede, og da jeg forsøgte at blade i den, så jeg, at bladene ikke hele vejen hang ordentligt, så jeg kunne tage den op af kassen. Det var utvivlsomt familiebibelen, men ikke alle i slægten havde behandlet den med lige stor veneration. At den var meget gammel kunne jeg jo se, dels af det gamle sprog, og dels af trykningen. Den var tydeligvis trykt med håndstøbte typer. Nogle begyndelsesbogstaver var meget smukt udskårede, andre var mere klodsede, og ikke alle linjer var hele. Men alt i alt var det meget smukt håndarbejde. For ikke at tale om de meget smukke illustrationer.
   Jeg indbilder mig, at det må have været Christian III's danske Bibel fra 1589, men det kan godt være, at fantasien her løber af med mig. Det er jo længe siden. Og af gode grunde kan jeg ikke citere fra den.
   Jeg slog op på skriftsteder jeg kendte godt, og det løb mig koldt ned af ryggen af fryd over det smukke og næsten uforståelige gamle sprog.
   Men jeg kunne jo ikke bruge al min tid på at studere den, så kassen blev lukket, og den blev igen sat ind under sofaen. Jeg spurgte hende, om jeg måtte komme en anden gang og studere den bedre, og det sagde hun villigt ja til.
   Det blev imidlertid aldrig til noget. Andre ting kom i vejen, og der gik lang tid før jeg kom tilbage til Kviteseid. Som noget af det første besøgte jeg da min ven, og han fortalte mig, at den gamle dame var død i mellemtiden. Min ven havde hjulpet de to sønner med at rydde op i huset. De fleste af de gamle ting kom tilbage til gården, hvor de hørte til, resten havde den anden søn taget med hjem til hotellet i Vrådal, for at sortere det der, og kassere det, der bare var gammelt ragelse. Nogle af de gamle ting kunne vel bruges på hoteller som dekoration.
   "Så er den gamle Bibel vel kommet tilbage til gården," sagde jeg.
   "Det tror jeg ikke," svarede han. "Jeg mener, den anden tog den med sig. - Men er du så interesseret i den, kan du da bare tage op til ham. Jeg er sikke på, at han giver dig den."
   "Næh," sagde jeg, "det gør jeg ikke. Man går ikke til en fremmed og beder om, at få hans ældgamle familiebibel."
   "Jamen, jeg forsikrer dig, han er ikke interesseret i den. Han er kun interesseret i det nye og moderne."
   "Nå ja, du kender ham bedst. Men jeg gør det nu alligevel ikke. Jeg har skam i livet."
   Jeg havde helt slået det ud af hovedet, og han var vist lidt irriteret på mig. Men han tilføjede:
   "Godt, jeg skal nok spørge ham, når jeg ser ham."
   et lille håb tændtes i mig, "Vil du virkelig det?"
   Jeg tænkte ikke så meget på det den kommende tid. Muligheden var så langt ude.
   Næste gang jeg kom hjem til min ven, sagde jeg først ingenting. Men til slut kunne jeg dog ikke dy mig:
   "Fik du talt med ham?"
   "Med hvem?", spurgte han.
   "Med ham hotelejeren med den gamle Bibel."
   "Nåh ja. Det er rigtigt nok, at han havde bogen, og du måtte da gerne have fået den, men han havde brændt den."