Modehuset Calmin le Parisien havde lejet et afsnit i natklubben på Grand Hotel Tremezzo, og nattens fest var i fuld gang.
   De blandede sig ikke med konkurrenterne fra modehusene i Milano, der huserede længere inde i natklubbens lokaler.
   Musikken tordnede. Champagne, østers og kaviar blev delt ødselt ud. Regningen for herlighederne ville være høj men kunne retfærdiggøres, hvis blot modehuset Calmin vandt den næste dags catwalk konkurrence.
   Deres karismatiske chefdesigner og kreatør, danskeren Ebert Martinsen, havde spottet de tre kvinder da de kom sejlende ud af røgen i hotellets foyer efter, at de havde indspillet den voldsomme slutscene til filmen 'Mumien' lige uden for hotellets trappe.
   Han var faktisk blevet meget forskrækket, da røgen kom væltende og en salve fra en maskinpistol ramte glasudhænget der var røget ned i forhaven med et øredøvende brag. Alle havde kastet sig bange ned og klemt sig fladt mod gulvet. Han havde alligevel været nysgerrig og havde løftet hovedet for at kigge og var blevet fascineret af de tre kvinder, der kom ud af røgen.
   Han vidste ikke, hvad filmen 'Mumien' handlede om men gættede sig til, at Magdalene havde spillet rollen som 'Mumien'. Det var naturligvis lidet flatterende, især fordi Magdalene nu stod ved spillebordet iført en kjole i guldlamé, en elegant dame i samtale med hans chefskrædder Nedelli, der gentagende gange kyssede hendes hånd og slog begejstret ud med armene.
   Lene så ud til at more sig med modellerne. De drak champagne og karikerede ham i en lille revy under stor morskab. Nu skulle de ikke komme for godt i gang, de pjattede tøser.
   Lene virkede kvik og intelligent. Han ville drøfte sin vinderstrategi for kreationen 'vinterdød' med hende senere på aftenen, hvis hun ikke blev alt for beruset.
   Og så var der Elle. Han havde svært ved styre sin begejstring. Hun var ikke så tynd, som han godt kunne tænke sig, men hun var hans stjerne. Ja, faktisk var hun stjernen. Han var parat til at sætte alle modellerne på et fly til Paris, hvis bare han måtte få Elle. Med hende og hans fantastiske kreation, ville han kunne gå på vandet. Han ville rage op over de lede plagiatmilanesere og vinde catwalk. En gang for alle kunne han vise, hvem Ebert Martinsen var.
   Lige nu var Elle omringet af galante unge mænd, rige sponsorer fra Paris, og hun så ud til at more sig...
   Det var vist nu, der skulle handles, inden det blev for sent. Ebert fik gelejdet de tre gyldne 'piger' ind i et stille sidelokale til en kort briefing om morgendagens aktiviteter.
   "Hvis I tror, at jeg har klædt jer på og festet for fordi jeg vil bruge jer til fordel for huset Calmin, har I gættet rigtigt," sagde Ebert med et anstrengt smil. "Jeg har evalueret vores show i morgen og konkluderet, at vi ikke kan vinde uden Elles hjælp. Hun matcher det magiske i min kreation."
   Elle svarede efter en lille tænkepause. "Ebert du har selv taget initiativet til alt det her, selvfølgelig var det fortjusende at kunne føre sig frem i det lækre tøj, du har designet og at deltage i festen med alle de søde og glade mennesker fra huset Calmin er en stor oplevelse. Vi vil godt betale tilbage og har allerede drøftet, hvad vi, og hvad jeg, kan tilbyde showet 'Vinterdød' og hvilken aftale vi kan lave."
   "Interessant," brummede Ebert mistænksom. Han var sikker på, at det var noget, Lene havde spundet.
   Det var da også. Lene der fortsatte: "Vi vil gerne hjælpe dig med 'Vinterdød' på betingelse af, at du behandler dine modeller anstændigt og laver en aftale med deres tillidskvinde. Vi vil ikke arbejde for dig, hvis du sulter pigerne for at sige det, som det er."
   Ebert så pludselig vred ud, han måtte tænke. "Hvordan skal jeg da ellers kunne nærme mig min kunst, 'Vinterdøden'?" Svarede han og lød oprigtigt ulykkelig.
   Lene brød ind. "Vi kan tilbyde at medvirke i slutscenen i kombination med, at vi forlader hotellet på nøjagtig samme måde, som da vi ankom. Den scene var du jo så kunstnerisk begejstret for."
   Ebert lyste op som et barn, der havde fået en gave. "Røg, knaldfyrværkeri og død, helt fantastisk. Novice, nonne og bondekone, tre stadier på vej til døden, der forsvinder i røg ud over scenen. Ud af verden og ud til det kolde, ukendte rum. "Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?" Udbrød han. "Det er genialt."
   Han sprang op og slog armene om Lene og kyssede hende på kinden. Samme tur fik Elle, men Magdalene trak sig forskrækket tilbage fra den iltre designer, der til gengæld ikke gjorde meget for at fange hende.
   Han røg ud af lokalet med armene over hovedet, mens han råbte 'Vinterdøden' er sikret. Hele holdet fra modehuset samledes om den jublende kreatør, og da han lidt senere røg rundt til modellerne med østers og kaviar, kom der rigtig gang i festen.
   Lene vågnede op med tømmermænd. En eller anden havde skænket DOM PERIGNON 2008, og hun havde spist alt for mange østers. De havde danset og festet til langt ud på natten. Langsomt kom hukommelsen tilbage. Hun lå i den kæmpe dobbeltseng i 'Kejser suiten' stadig iført sin guldlamé kjole. Der lå en person til venstre for hende, der snorkede uskønt. Hun turde ikke at lukke øjnene op og se, hvem det var.
   Hun tog dog mod til sig og skævede, mens et lille "uh!" forlod hendes læber. Magdalene, som modellerne havde brugt så meget tid på at forskønne med make-up, så ud til at have været en hård nat igennem.
   Hun opdagede, at Magdalene havde slynget sin højre arm om hende, og da hun løftede hovedet så hun, at Elle sov tungt i Magdalenes venstre arm. Elle havde heller ikke nået at få tøjet af, inden hun var gået omkuld.
   Det var pinligt. Noget tydede på, at hun og Elle havde fået for meget champagne, og at gamle seje Magdalene havde fået gelejdet dem i seng på et eller andet tidspunkt.
   Hun kiggede på uret. Klokken var 8:12. Det sejlede for hende, da hun stod op. Hjernen gyngede. Hun følte sig allerede stresset.
   Klokken 9:50 præcist skulle de på scenen med showet 'Vinterdød'. De skulle have deres eget tøj på og afslutte med catwalk i røg og serier af knaldfyrværkeri, der skulle minde om lyden af maskinpistolsalver. De skulle gå gennem scenens midterakse flankeret af Eberts 'Vinterdøde' modeller og videre indhyllet i røg ned gennem salen og ud af hotellet og forsvinde ud i evigheden. Hele showet afhang af timing. DE MÅTTE IKKE KOMME FOR SENT.
   Hvor var hendes novicekjortel? Hun kunne ikke se den nogen steder. Den var en vigtig del af hele dette vanvittige set-up. Panikken bredte sig. Havde en eller anden stuepige smidt den til vask? Hun bandede lavmælt, så lavt at Elle ikke kunne høre det.
   Hun løb rundt i 'Kejser suitens' mange værelser og ledte.
   Til sidst løb hun ind i Elles værelse, selv om hun godt vidste, at Elle aldrig ville tage hendes kjortel. Hun styrede direkte efter sengen, da højre fod røg ind i hjulet på en kørestol.
   Kørestolen drejede rundt, og hun var ved at falde over den. Hun udstødte et højt skrig. Marta sad i kørestolen. Mumien! Lenes hjerne kortsluttede og skriget blev langt...
   Med en blanding af panik, angst og vrede kørte hun Mumien ind til de to sovende kvinder.
   "Magdalene, vågn op! Elle! Vågn op!" Langsomt kom de til live og satte sig op i sengen.
   "Hvordan er Marta kommet herop?" spurgte Lene på en gang ængstelig og udfordrende.
   Magdalene rettede sig op og tog en dyb indånding "Det er mig, der hentede Marta"
   Lene drog et lettelsens suk. Hun frygtede, det havde været Elles senvirkninger af svampehallucinationerne dagen før. Men hun var stadig på panikkens rand.
   Magdalene fortsatte: "Du og Elle havde undervurderet virkningerne af den megen champagne som Ebert euforisk hældte op. Jeg fik jer ud af natklubben og op på værelset, inden det blev pinligt. Lene smed sig op i sengen og hun faldt i søvn med det samme. Elle satte sig på sengen og græd. Uden at være psykolog, så tror jeg, at Elle bebrejde sig selv over hendes eget kontroltab. Jeg var ulykkelig over at se Elle så forfærdelig ked af det, jeg havde vist også selv fået et glas for meget, så jeg tænkte, at det ville gøre hende glad, hvis hun kunne se Marta igen. Lige nu forekommer det mig fuldstændigt tåbeligt. Undskyld... Da jeg endelig kom tilbage til værelset med Marta, sov Elle som en sten. Jeg var træt og udmattet, og jeg valgte at parkere kørestolen på Elles værelse, hvorefter jeg lagde mig imellem jer."
   "Tak Magdalene, fordi du reddede os ud af natklubben inden noget gik helt galt, vi havde bare ikke brug for Magda lige nu, fordi om en time skal vi gå CATWALK.

Den store opvisningssal var stuvende fyldt. Spidserne fra verdens førende modehuse var samlet. Hvem ville vinde 'Fashion Catwalk Competition Tremezzo'? Paris eller Milano? Der stod meget på spil.
   Rygterne sneg sig rundt langs med panelerne. Calmin havde en Joker, hed det sig.
   Calmins kreation kørte fantastisk. Modellerne strålede af livsglæde og energi, som var de energiske silkelarver, der spandt kokoner og skulle se 'Vinterdøden', før at livet blev givet vinger.
   De tre eksistentielle faser: livet, døden og opstandelsen havde aldrig været så godt formidlet før. De mange kunstelskere ventede i spænding på slutscenen.
   Røgen væltede som tåge ind på scenen.
   En ganske ung kvinde i novicekjortel gik frem i salens midt-akse mod vinden. På hver side stod der smukke kokoner og svajede for vinden, vinden som fik novicens lange, hvide hår til at bølge. Hun gik mod scenens front og trak uskyldigt den groft vævede kjortel op til LIVET. I samme splitsekund lød et skud, og røgen skjulte hendes krop. Hun forsvandt ud over scenens front, ud gennem salen og videre ud.
   Røgen lettede, og ud af tågen kom døden kørerende, med sin døde søster. Kokonerne omkring dem faldt til jorden som stive, døde pupper. Døden kørte sin handicappede døde søster frem i kørestol, Døden var uhyggeligt livagtigt. Der lød en kort skudsalve fra en maskinpistol, og Døden kørte ud over scenekanten og forvandt i røg og gnister, ned i Hades, og videre ud gennem salen og videre ud...
   Der blev helt mørkt og stille. Det var tydeligvis et sceneskift. Alle stod forventningsfulde i bælgmørke og ventede åndløst.
   Lyset kom langsomt tilbage fra fire svage spotlights, der tegnede silhuetten af en nonne. Lyset blev stærkere, og nu så man, det var en ung rank kvinde i sin sort-hvide klædning.
   Spotlights i scenens flanker lyste de mange døde pupper op.
   Røgen væltede ud over scenen og forsvandt samtidig med, at nonnen trådte ud af sin dragt. Spotlights blev skruet op og belyste den feterede kvinde i guldlamé, stjernen som alle havde bemærket i natklubben om natten. Der lød et befriende brøl og en piften fra salen, alle rejste sig under voldsom applaus.
   Pupperne revnede, og ud sprang Trine, Louise og alle de andre, som OPSTANDNE fra døden, iført Ebert Martinsens fantastiske kollektion 'Vinterdøden'.
   Pigen i guldlamé samlede sin nonnedragt op krammede den mod brystet og forsvandt i tågen ud over scenen, ned gennem salen, ned af hotellets trappe og videre ud... Ingen så at hun græd.