8 Vogter
   De havde brug for en par døgn her på stedet inden de skulle videre. Will havde planlagt en pause, hvor de kunne hvile, få styr på tingene, set på de våben de havde fundet på sletten, og i det hele taget gøre klar til kamp, hvis det skulle blive nødvendigt. Ja - Alex så frem til lidt aktion, men Will var vist ikke så begejstret for kamp og krig. Alex følte måske også en indre uro ved det hele, hvis han skulle være ærlig, men som ung kan man vel ikke helt skelne uro, spænding, frygt og angst fra hinanden.
   Lejren var på plads. Hestene var placeret med forplejning. Ildsted og vogn var ok, og Halvard havde igen lavet plads i vognen, hvor Alex fik soveplads. Halvard og Will havde indrettet nogle skjulte sovepladser under vognen, som man ikke kunne se udefra, fordi hestene stod foran, og nogle fyrregrene var stukket ned i jorden foran hjulene og vognens side, og bagved var der en stor klippeblok. De have bundet tynde snore rundt om pladsen, som var gemt under blade og rundt om træerne. Trådte man på en af dem, så ville de give signal under vognen, hvor de skulle sove. På den måde havde de sikret, at ubudne gæster ville blive bemærket længe før de kunne komme til vognen og Alex.
   Næste dag fik Alex et job efter morgenmaden. Han skulle hente drikkevand til tønden, som sad på siden af vognen. Den var efterhånden blevet tom. Selv om Alex ikke gad det, så tog han alligevel fat. Alex ville hellere træne med det gamle sværd, og øve sig som kriger. Det skulle også ændre sig en del i den kommende tid. Utroligt så hurtigt man kan blive voksen, når problemerne melder sig. Nå men Alex tog vandsækken, gik ind i skoven i retning af vandløbet, der kom fra søen et par stenkast længere nord på. Han fulgte en dyreveksel langs vandløbet, for at finde et passende sted ved vandet, hvor han kunne fylde sækken. Han bukkede sig ned, satte sækken under vand, og lagde en gren over den, så den kunne ligge der og blive fyldt. Alex rejste sig, og så sig omkring. Han trak vejret dybt og smilede. Det var en dejlig dag med lidt sol ned gennem træerne og ud på søen lidt længere fremme. Et fantastisk smukt syn med sneklædte bjergtoppe i baggrunden.
   Pludselig så han et lysglimt lidt til venstre for søen ind imod klipperne. Det må have været sollyset på klippen, men han tænkte, at klipper normalt ikke lyser så skarpt. Han blev straks nysgerrig, og ville gå lidt på opdagelse for sig selv. Alex så tilbage til lejren. Der var ro der, og sækken var endnu ikke fyldt med vand. Den kunne jo fint klare sig selv. Han kunne lige gå over til klippen for at se, hvad det lys kom fra. Han kæmpede sig igennem krat og et sumpet stykke inden han kom frem til klippevæggen. Han så sig omkring, og fandt retningen til det sted, hvor han havde set lyset. Lyset må være kommet fra et sted et stykke oppe på vægen, men han kunne ikke se noget. Langt det største område på vægen var dækket af efeu og andet grønt der klatrede på vægen, så han ville klatre lidt op, for at se nærmere på stedet, hvor han troede lyset kom fra. Et par meter oppe begyndte grenene at give efter. Han rev i dem, og klippen inde bag kom til synes i sollyset. Et forkert træk og det hele gav efter. Han faldt bagover med favnen fulgt af den grønne bevoksning fra vægen. Alex landede på jorden, og kastede grene og blade til side. Han rejste sig og børstede blade af sig, og så efter klippen. Der opdagede han en stor næsen blank flade på klippen. Den var fyldt med symboler og skrifttegn. Nu var han blevet rigtig nysgerrig. Hvad var det han havde opdaget. En gammel ting. En skjult ting. Måske en meget vigtig ting. Han børstede vægen af med hænderne, og følte på tegnene med sine fingre. Det her måtte han fortælle til Will og Halvard.
   Alex vente sig om, for at løbe tilbage til lejren, men blev stoppet af en pil, der pegede direkte mod hans ansigt. Alex holdt hænderne op foran sig, og fokuserede på en person lige foran. Han kunne ikke se andet end et omrids af personen, da solen stod lige ind sydfra. Han holdt hånden op for at skygge for øjnene, og kunne se, at det var en pige. Hun var ikke klædt som andre, og hun råbte noget uforståeligt til Alex, så han automatisk gjorde tegn med hænderne for at beskytte sig. Han faldt ned på knæ, og ventede på et udfald. Ville hun skyde ham? Inden han kunne tænke videre, mærkede han et stik på halsen, og han faldt bevidstløst til siden.
   Da Alex vågnede igen, var alt hans tøj blevet vådt, og han sad bundet fast til en pæl ved en hestefold. Der var mange heste, så han måtter være et sted, hvor der var andre. Foran var en åben plads, men nogle hytter rundt om. Han var blevet bortført, og den pige han huskede fra skoven, hun må havde transporteret ham på hest til den her boplads. Det var herfra hun kom. Alex husker ikke turen, så han havde ingen fornemmelse af afstand, og i hvilken retning det var. Will og Halvard var sikkert ved at søge efter ham, men hvordan skulle de vide, hvor han var blevet af.
   I lejren hos Will brokkede Halvard sig over, at han manglede vand til maden. Da var det, at Will begyndte at blive bekymret. Han smed noget af det han var ved at samle ned i kassen med de våben de have hentet. Straks gik han med raske skridt ind i skoven i retning af vandløbet sammen med Regi. Da de nåede til vandet, fandt Will den fulde vandsæk i vandløbet. Han tog den op, og satte den fra sig. Han så sig om, og i det samme kom Halvard løbende hen til ham. Will var klar over, at Alex var borte, men det var stadig lyst, og han kunne finde spor i underskoven over til klippen, hvor Regi allerede løb rundt neden for klippen. Will løb tilbage til vognen med Regi og samlede nogle våben, og gav Halvard besked om, at pakke alt sammen og køre i forvejen til et bestemt sted længere øst på. Der ville han så indhente Halvard, når han havde fundet Alex. Will var klar over, at Regi måtte følge med Halvard. Will kunne ikke følge Alex' spor i skoven, og være usynlig, hvis Regi var med. Halvard bandt Regi fast oppe i vognen, så den ikke kunne følge Will.
   Will tog tilbage til klippen, hvor han brugte et øjeblikke til at orientere sig, hvad det mon var for en ting, og hvad der var skrevet på klippen. Han genkendte flere af tegnene. Skriften på klippen var en advarsel til dem der kom der, "døden venter på den anden side, hvis du går videre!" Will vidste, at det var Vogterne der fra begyndelsen havde sat det op. Derfra gik han efter slæbesporene i underskoven. Han kunne tydelig se, at en havde trukket Alex afsted ned til vandløbet, og slæbt ham over på den anden side. Will vadede over og fandt spor efter en hest i jorden. Det var også tegn på, at den der havde tager Alex, ikke havde opdaget Will eller Halvard, da sporene ellers ville være skjult.
   Der hvor Alex sad, var det ved at blive mørkt. Alex var omtumlet, og havde sovet flere gange. Det forekom ham ikke som om, der var gået lang tid, fra han skulle hente vand, og til han sad der. Himlen var meget mørkeblå. Det skulle til at være nat. Der var et par lys fra hytterne, og ildstedet midt på pladsen var tændt. Flammerne lyste både hestene og Alex op. Hytter og telte var også til at se. Et stykke fra ildstedet stod en stor mast med et banner, og ved siden af den flere små med faner på. De var alle forskellige. På det store banner var der et symbol der forestillede et stort træ. Alex kunne høre stemmer flere gange, stemmer der indimellem råbte højt. Kort efter gik en lille gruppe mænd over pladsen. De så i retning af Alex, som opdagede en pige der gik sammen med dem. Det må have været hende der fangede ham. De gik alle ind i den store hytte, der lå nærmest. Pigen var den sidste der gik ind, men inden hun gjorde det, så hun kort over til Alex, og forsvandt så ind. Alex havde en tydelig fornemmelse af, at de talte om ham, og sikkert også om, hvad der skulle ske med ham. De var tydeligvis meget uenige. Det var ikke til at tage fejl af, sådan som de råbte og argumenterede. Alex forstod ikke noget af det, men tonefaldet var ret sigende.
   Alex var ved at få ondt bag i. Han sad med armene på ryggen i sit våde tøj. Han frøs som en lille hund, og hans tænder klaprede, så de må have hørt det over hele bopladsen. Alex havde ingen kniv mere, alt var taget fra ham. Det var umuligt at stikke af. Han vred meget med sine hænder på ryggen for at komme fri, men det skar bare dybere ind i hans håndled. Hestene blev også urolige, men det var nu ikke på grund af Alex.
   Så hørte Alex Wills stemme bag sig. Alex blev forskrækket, men blev glad for at hør ham. Han havde sneget sig ubemærket ind imellem hestene og hen bag Alex. Pigen kom pludselig ud fra hytten, med retning imod Alex. Hun var ret målbevidst. Stod stille et øjeblik og så på Alex. Derefter satte hun sig på hug ved siden af ham, og begyndte at undersøge hans tøj, hans lommer og stedet omkring ham, som om hun skulle være sikker på, at han ikke havde noget andet på sig end det våde tøj. Hun sad så helt stille med hænderne i skødet, så på ham, uden at sige et ord. Alex spurgte, "Kan du forstå hvad jeg siger?" Hun nikkede. Alex prøvede at forsvare sig, "Jeg er bare rejsende igennem området - kan du ikke forklare, at jeg ikke er farlig og bare vil slippes fri, så jeg kan rejse videre?" Pigen rejste sig uden at sige noget, og uden at give tegn til, om hun forstod eller ville hjælpe. Hun gik straks tilbage til hytten.
   Will dukkede igen op bage ved Alex. Det første han sagde var, at når Alex kom ud af denne knibe, så skulle det første være, at han skulle trænes op i at bruge sin armring. Den havde Alex glemt alt om, men den kunne have været brugt til at befri ham fra situationen, sådan som Alex forstod det. Det var bare lidt for sent nu. Will sagde at Alex skulle blive siddende, og at Alex var nødt til at blive hos Vogterne. De kunne ikke flygte til fods i mørket. De ville bare blive indhentet af Vogterne, og gøre sagen mere vanskelig, og hestene var ikke til hjælp. Will sagde at de kun adlød Vogterne. Will havde en plan, men Alex vidste ikke hvad den gik ud på. Ikke andet end, at han skulle forholde sig i ro og bare følge med, når de kom efter ham. Alex skulle ikke røbe Will, og han skulle ikke foretage sig noget, der kunne bringe sagen i en vanskelig tilstand. Will løsnede båndene fra Alex hænderne. Han sagde det ville sikkert imponere dem, hvis jeg var fri, men stadig sad og ventede på dem. Han ville så forsvinde i mørket og komme frem næste dag, når han havde fået kontakt til Halvard igen. Alex anede ikke hvor Halvard var, men han måtte jo også være i nærheden. Alex var ikke særlig tryg ved den plan, men han stolede meget på sin far. Han måtte helt sikkert have styr på det hele.
   Så kom alle ud af den store hytte igen. Will var borte i mørket, og Alex sad og ventede på dem, med hænderne i skødet. Det var sandt nok, hvad Will havde sagt. Da de kom over til ham, og opdagede, han var fri, blev de alle forbavset over, at han ikke var stukket af. De ældste tog Alex med over til ildstedet, hvor der var en rundkreds af planker rundt om ilden. Der kunne de sidde i lyset og varmen. Det var lige det Alex trængte allermest til. Nu var det muligt at blive tør igen. Unge mænd og kvinder stod og så på Alex. En gruppe mænd på Wills alder satte sig rundt om. Der var en eller to, der så ud, som om de var ledere eller høvdinge eller sådan noget. De havde flere kulørte ting på tøjet end de andre, og havde også flotte fremmede knive hængende ved siden. Der var ud skårede håndtag med fantastiske dyr på, og hæftet var ikke bare nogle stykker metal. Der var også symboler og drejede snørkler på. Underligt at de kunne have sådan noget fint noget, og så leve som et skovfolk langt fra alt.
   Høvdingen eller anføreren talte til pigen nogle gange. Hun måtte ikke sætte sig der, hvor Alex sad sammen med de andre. Hun afgav noget der lød som forklaring på deres fremmede sprog, og blev så beordret væk. Hun havde åbenbart ikke mere at skulle sige der. Nu lå det i mændenes hænder, hvad der skulle ske. Alex så sig omkring, men ingen tegn af Will. Så talte lederen til Alex, men denne gang forstod Alex hvad der blev sagt. "Er du kommet sammen med andre?" Alex svarede, "Nej - Jeg var alene, da pigen fangede mig", og det var jo ikke løgn. Han måtte jo ikke røbe Will og Halvard. Lederen sagde så, "Hvad heder du?" Alex svarede med sit navn. Lederen sagde så, "Du er meget uheldig, for ingen må kende vores sted. Hvis man kom her, kan man aldrig forlade stedet igen, for det må ikke blive kendt, at vi findes her." Det betød, hvis man ikke var blevet slået ihjel ved grænsen til Vogternes land, der hvor Alex havde fundet klippevæggen med advarslen, så var hans fremtid begrænset til at tjene Vogterne alle sine levedage. Alex fandt ud af, at pigen, hed Liv Ulfsdatter, fordi hun var datter af lederen Argus Ulfsson. Hun havde haft til opgave at vogte en del af grænsen den dag, men hun havde ikke forstået alvoren i, at andre mennesker ikke måtte komme med til bopladsen. Skriften på klippevæggen var ikke kendt for hende, og der havde i umindelige tider ikke været fremmede ved grænsen til Vogterne. Grænsebevogtningen var nok blevet lidt løsere med tiden, når man næsten aldrig mødte fremmede ud over de dyr, der løb frem og tilbage.
   Da mændene og Argus havde talt frem og tilbage, drukket af fælles kohorn, hvad end det måtte betyde, lavet fælles lyde eller udbrud af bekræftende karakter, ja - så var der opbrud. Alle gik til deres hytter. En af de yngre tog Alex i armen, trak ham op, og viste ham i retning af en anden hytte. Det var en af de større, og Alex skulle overnatte i den. Da han kom ind, viste det sig, at der var rum, som kunne aflåses. Alex fik en celle med en seng af hø, og manden der fulgte ham, låste ham inde og holdt vagt i rummet foran. Det var klart, at Alex ikke kunne komme ud, og nu skulle han forsøge at sove med hovedet fuld af tanker omkring Will, Halvard og hvad der mon skulle ske.
   Månen skinnede ind ad vinduet for enden af cellen. Der var tremmer for hullet, så Alex ikke kunne slippe ud den vej. Vagten sov trygt på køjen i siden af vagtrummet. Det kunne Alex høre helt inde hos sig. Pludselig var der støj på den anden side ude under vinduet. Alex kunne høre, at der var noget der forsøgte at klatre op derude. Et par hænder kom til syne ved tremmerne, og Livs ansigt kom frem fra mørket, så han kunne se hende. "Psssstt..." Med en lyd og med en håndbevægelse forsøgte hun at få Alex nærmere, og samtidig holdt hun øje med vagten der sov. "Kom her hen" sagde hun. "Du skal ud herfra, ellers får du ikke lov at leve. Ved første forsøg på flugt, eller noget der ligner, bliver du slået ihjel. Jeg har set det før." Alex gik hen til hende, stod op på en bænk under vinduet. Hun rakte Alex hånden, som han tog, og hun trak ham nærmere. Nu stod han ansigt til ansigt med hende der havde fanget ham, og et kort øjeblik var der tavshed, medens de så på hinanden. Alex var sikker på, at Liv var interesseret i hans sikkerhed. Hun var blevet klar over den forfærdelige situation, hun havde bragt alle i. Det var ikke ufarligt for hende at befri en fremmed. Hun stod på en tyk gren fra et træ bag hytten, så omkring sig for at sikre, at hun ikke blev set af nogen. Så talte hun igen, "Når vagten skal ud, det skal han nemlig altid på grund af al den Paskis, han har drukket, så sørger jeg for at møde ham udenfor. Jeg tager en samtale med ham, når han kommer ud af vaskehuset igen, han har nemlig altid været interesseret i mig, og så har du fået nøglen til cellen inden. Du pakker din køje, så det ser ud som om du sover under tæppet, og så løber du om bag hytten, hvor du venter på mig. Har du forstået?" Alex nikkede. Liv så på ham, hold stadig fast i hans hånd, vel for at holde ham oppe ved vinduet, men det var jo ikke nødvendigt, da han stod på noget, og det gjorde hun også. Tavsheden blev lidt mærkelig. Hun stirrede på Alex, slap så hans hånd, og klatrede ned i mørket.
   Alex ventede nede på sin soveplads, og kunne efter nogen tid høre vagtens trin hen til cellen. Alex lå med ryggen til, og kunne se en svag skygge af vagten på vægen. Vagten lavede et check af Alex, og gik så tilbage. Efter lidt tid kunne Alex høre ham gå ud af hytten. Så var det nu han skulle ud. Alex lavede hurtigt sengen, så det lignede han sov under tæppet. Alex stod så ved tremmerne, og ventede på Liv, der skulle låse ham ud. Vagten var åbenbart gået ind et andet sted, og nu fløj nøglerne ind ad vinduet ned på gulvet. Alex låste sig ud. Han løb ud ad døren, hvor han så Liv stå ved den anden hytte, hvor hun vinkede ham væk fra pladsen. Alex løb straks om bag ved hytten, som han havde være inde i. Nu sad han under vinduet, der hvor Liv var kravlet op før. Nogle skridt derfra gik der en stejl skrænt ned, men han ventede der, da han ikke vidste hvor han nu skulle tage hen. Liv havde jo også sagt, at hun ville hjælpe ham videre. Der gik alt for lang tid, men det var vel kun hans fornemmelse. Liv stod der pludselig. "Kom - her er dine ting!" sagde hun. Det var hans kniv, og den lille taske, som han havde haft på før. Hans tøj havde han stadig på, men hun gav ham også en ting til at trække over. En stort stykke stof, med et huld i midten, hvor han kunne stikke hovedet igennem. Det gav ham varmen.
   Nu gik det ned ad skrænten, langs med den og videre rundt til tæt skov. De kunne ikke tage pauser, men blev ved med skiftevis at løbe og gå. Alex spurgte Liv, "Ved du hvor vi skal hen?" hun svarede, "Ja - kom nu bare med. Vil du ikke gerne være fri igen?" "Jo" svarede han lidt tøvende, for han tænkte jo på Will, og det han havde sagt, at Alex skulle bare blive og lade sig føre, indtil han igen kom. Alex stoppede op sagde, "Kommer vi i retning af den vej jeg kom fra?" Liv sagde, "Nej - det er alt for farligt. Det er jo der man vil søge efter os som det første. Vi går i mere østlig retning, længere ind i Vogterland." Alex kunne ikke gå med til det, hvis det betød, at Will ikke kunne finde ham igen. Han fortalte nu Liv, at han skulle vente på en på stedet. Liv stoppede op, og tog fat i hans skuldre og talte direkte til ham, "Jeg ved godt hvem du er! Jeg ved godt hvem I er!" Alex udbrød, "Hvad? Kender du min far?" Liv spurgte, "Hvem er din far?" Alex svarede, "Øh, nå - det er lige meget. Hvad ved du?" Liv svarede, "Da jeg så nærmere på din kniv, som jeg havde hos mig efter du var bragt frem for de ældste vogtere, så kunne jeg se de samme symboler på kniven, som vi vogtere kun kender fra det hellige sted. Du må høre til os - eller du må være en åndegænger." Alex forstod ikke en brik af det hele. Alex tænkte, Kniven har jeg fået af min far, så han må være det Vogterne kalde en åndegænger. Alex sagde, "Fortæl noget mere!" Liv sagde, "Ja, men det kan jeg først, når vi kommer nærmere til Træet og Døren - Det hellige sted. Hvis vi bliver fanget på vej dertil, så bliver vi begge slået ihjel, for jeg må ikke være der, og du må ikke kende stedet som fremmed, men du kan umuligt bare være fremmed, når du ejer den kniv. Det gør bare ikke nogen forskel, for de ældste vogtere, vil ikke acceptere det som bevis på, at du er en Åndegænger, men det tror jeg, du er, selv om du ikke selv vil indrømme det. Kom med!"
   Da det begyndte at blive morgen, pegede Liv i østlige retning, der hvor solen står op. Hun sagde "Se - der hvor solen er ved at stå op, kan du se en åbning imellem træerne nede i dalen. Det er i den retning vi skal. Men der er en del forhindringer vi skal igennem, for Vogterne har lavet fælder, som vi ikke må løbe i. Jeg kender dem, for min far har lært mig, hvordan vi laver dem, og hvordan vi kan opdage dem. Flere steder er du nødt til at gøre akkurat, som jeg siger, ellers når vi ikke levende ind til træet og døren." Alex spurgte hende, "Hvad er det du vil derinde? Hvad skal jeg der? Jeg vil hellere finde vej hjem." Liv svarede, "Du må med derind, for ellers finder du aldrig ud af, hvem du er, og jeg finder heller ikke ud af, om jeg har sat livet på spil for en Åndegænger eller bare en tilfældig fremmed, der har stjålet en bestemt kniv. Du er nødt til at komme med. Hvis du er en bedrager, er du allerede død uden at vide det. Hvis du er det, jeg tror du er, så kan træet sætte dig fri."
   Med de forhindringer og fælder de skulle omkring, så ville den sidste del af turen tage en dag eller mere. Modvilligt tog Alex med. Den første del af turen gik nedad i dalen, solen var nu stået op over horisonten, og stod foran dem og lyste skoven op. Alex gik bag Liv, og så på hendes tøj, hendes hår, hvordan solen lyste striberne i hendes hår op. Det var første gang han lagde mærke til, hun var egentlig smuk, sådan på hendes helt egen naturlige måde. Det var tydelig, at hun ikke var bymenneske med kedelige tøj, som Alex var vandt til hjemmefra. Ind imellem så Liv tilbage på ham, og sagde, "Er du med?" bare sådan for at bryde tavsheden. Alex så genert ned i jorden, for ikke at virke nysgerrig og stirrende, men han troede hun var klar over, at han betragtede hende. Så kom de endelig til området, hvor de skulle passe morderligt på, for at sige det med alvor i stemmen.
   Alex havde ikke opdaget noget, hvis ikke Liv havde stoppet. Hun pegede på en sten ved foden af et træ. På stenen var der et tegn. Det var åbenbart signalet til hende, at her begynder det farlige. Det første stykke var et stykke med snubletråde, der kunne udløse pile, der sad skjult bag stene. Alex spurgte om de ikke bare kunne gå udenom, eller ind gennem den tætte bevoksning, for at undgå fælderne. Men Liv sagde, at de var alle vegne. Det var ikke kun på en lige linje igennem skoven. Liv fandt dem alle i første omgang, så de kunne løfte fødderne over trådene. Efter en tid stoppede hun igen op. Liv sagde, "Nu kommer der et stykke med faldehuller. De gemmer sig i jorden, og hvis du træder i sådan en, så falder du ned og bliver spiddet af hundrede spidse klippestykker. Det nemmeste er at tage en stok, og stikke et godt stykke foran fødderne, så kan man høre en anden lyd, når der er hult nedenunder." De tog begge en gren i passende længde, og begyndte vandringen ind i det næste stykke skov. Liv prikkede løs i skovbunden foran. Efter et stykke vej gav det en anden lyd. Nu skal du se, sagde hun. Hun tog en stor sten som lå ved siden af, kastede den et par skridt frem, og der landede den, røg igennem blade og grene, og forsvandt ned i bunden med et brag. De tog nu deres stokke, og gravede stien ren. Et let gitter af flettede gren kom til syne. Liv løftede gitteret til side, så Alex kunne se ned i det store huld. Ganske rigtigt var der spidse klipper i bunden. Ikke et rart sted at falde ned. Alex spurgte, "Hvorfor er der ingen dyr der er faldet ned?" Hun svarede, at de aldrig ville gå frivilligt ud på sådan en bund. De kunne sikkert også lugte faren. Kun nogle få gange stødte de på sådan en fælde, men frygten for at ramme en, var med hele tiden.
   Det var blevet midt på dagen nu. Solen stod højt oppe, og de tog en velfortjent pause midt i skoven, hvor der var en lys og varm plet i solen. Liv satte sig i græsset, mens Alex fandt en passende sten at sidde på. Han havde ikke haft andet med, end sin kniv, og så et par småting i lommen. Spiseligt havde han ikke. Liv havde haft en skuldertaske på hele tiden, og op af den fiskede hun alt muligt spiseligt op. Alex var genert over al den hjælp hun gav ham. Hvad skulle han gøre for hende til gengæld? Efter længere tavshed begyndte hun at tale.
   "Alex, fortæl noget om dig selv." Han begyndte, "Jeg kommer fra Vinterly, hvor min mor har en kro." Liv spurgte, "Hvor ligger det?" "Hvis man kommer langt nok vestpå, så kan man ikke undgå et komme igennem. Det er den eneste vej, hvis man vil ned til havet sydpå." Liv sagde, "Jeg har aldrig set havet. Er det stort?" Alex kunne ikke lade være med at le, "Ja - det er stort. Man kan ikke se enden af det, eller hvor det slutter, hvis det har ende i det hele taget. Jeg har aldrig hør nogen fortælle om størrelsen. Liv, du må også fortælle lidt om dig. Du er Vogter og jeg har set jeres bosted, men hvad er det for noget. Hvis jeg skal holde på den hemmelighed, at jeg kender Vogternes sted, så må du også fortælle mig om det." Liv sagde ikke noget i et stykke tid. Alex kunne se, at hun havde svært ved det. Alex sagde så, "Du må da kunne forstå, at det du har gjort at befri mig, det er farligt for dig. Du er nødt til at stole på mig." Liv sagde så, "Jeg har aldrig fortalt nogen om os, og det er lidt af en grænse at overskride for mig. Det ligger så dybt i os alle, at vi ikke fortæller nogen om os. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fik at vide, at vi måtte altid leve i hemmelighed for mennesker og ånder."
   Nu var Alex for alvor blevet interesseret. Hun fortsatte, "Jeg blev opdraget i mange forskellige ting ud over det almindelige. Helt fra jeg kunne begynde at forstå, er jeg blevet oplært i mistro og skepsis over for alt, der kommer udefra. Vi er ikke fjendtlige, men vi har lært at sky alt, der kommer til os udefra. Jeg fik bare en anden holdning til det, efter jeg havde fanget dig ved klippen. Jeg kunne ikke få det til at passe, at du var lige som et farligt dyr. Du stod jo bare der og tog imod mit angreb, som om du slet ikke forventede fjendtlighed fra nogen. Du er jo bare et menneske lige som os - og så din ro og uforfærdede fremtræden på bopladsen. Det kunne ikke passe, at du bare skulle skaffes af vejen, for at holde fast i en gammel historie, som sikkert slet ikke er sand. Jeg tænkte, at de ældste måske havde opfundet historierne, så de bare kunne bestemme og holde ved magten i vores folk."
   Alex spurgte, "Fortæl mig om årsagen til, at der skal være hemmelighed omkring Vogterne. Den historie du taler om - fortæl!" Liv sagde så, "Jeg er ikke sikker på, at det er en god ide at fortælle dig." "Hvorfor ikke?" "Ja - fordi du er en Åndegænger. Du er sikkert ikke en Vogter, for så ville vi vel have haft kendskab til dig og dine forældre." "Liv, du må forstå, at alt det her er meget nyt for mig, og der hvor jeg kommer fra, var der aldrig sådan noget, men kniven fik jeg af min far, og han er ikke Vogter, for han besøgte mig på bopladsen, den aften jeg sad bundet ude ved ildstedet." Liv spurgte, "Hvad ville han, hvis han ikke befriede dig?" "Ja - det ved jeg egentlig ikke, for han forsvandt med den besked, at jeg bare skulle forholde mig i ro, og blive på stedet." De sad lidt og så på hinanden, og blev klar over, at de begge havde ubesvarede spørgsmål. De havde nok aldrig fået hele sandheden, hverken Liv fra Vogterne, eller Alex fra sin far, hvis han nu var Åndegænger.
   Pludselig var der en lyd af et eller andet. De så sig omkring. Alex sagde, "Var det et dyr?" "Nej - sådan er der igen dyr der lyder. Vi må videre. Jo længere vi sidder her, jo større fare." Det var som om Liv havde en fornemmelse af, at lyden var noget helt andet. Hun så pludselig nervøs ud. De pakkede sammen, og gik langs kanten af den lille lysning i skoven. På den anden side skulle de igen ind mellem træerne. Igen var der en sten med et tegn. Det var ikke det samme tegn som før, men stadig en sten af samme slags. Liv havde lært dem at kende, så det ville vel bare være endnu en forhindring, som hun kunne forudsige. Liv stod stille og så på stenen. Langsomt gik de videre ind i skoven. De var vel et stenkast inden i skoven, hvor Liv vendte sig om, så på Alex, og sagde, "Den her bliver ikke let. Jeg ved ikke, hvad der udløser fælden, og jeg ved ikke, hvor de er." Alex sagde, "Du har da været ret god indtil nu. Du så på stenen. Kender du den ikke?" "Jo - Jeg kender stenen og tegnet, men det jeg har hørt om fælden, er ikke en beskrivelse af den, men mere som en gåde - Jeg husker "Som et barn der ikke tvivler på sine forældres kærlighed, som en fugl der ikke tvivler på sine vinger, sådan skal du vandre, stolt med ret ryg, men kun et skridt ad gangen." "Var det alt?" sagde Alex. "Nej - der var også "Den der ikke hører dette, er kun en delt person, og selv om du vandrer helhjertet derefter, skal du ikke hovere, for alle skal til sidst bøje knæ for at beholde livet." Alex stod med åben mund og forstod ikke et kvidder. Liv sagde så, "Ja - jeg ved heller ikke hvad det betyder, men det er altså vejledningen til at komme videre." De talte frem og tilbage om det, og så besluttede Liv sig alligevel for at gå videre ind i skoven. På den anden side af forhindringen måtte pladsen med det hellige være. Det var her Liv ville ind, for at vise Alex noget, som hun ikke engang selv havde set før. Måske havde hun håbet om en forandring til hende selv og Vogterfolket, så de ikke skulle leve isoleret i skoven. Alex gik to skridt bag hende stadig med stokken i hånden. De var blevet enige om at tage et skridt ad gangen, sådan som remsen sagde. Det tog længere tid, men gav lidt tryghed sammen med den stok de stadig prikkede rundt med i skovbunden foran.
   Liv tog et skridt mere, og så hørte de en susen i luften, som kom fra begge sider. Liv ville tage det næste skridt, men Alex stak sin stok frem, som havde en gren i enden. Den satte han på hendes skulder, for at holde hende tilbage. I samme øjeblik kom der, fra hver sin side, to skarpe klinger flyvende forbi Liv både for og bag. Hun stod helt stille, og Alex' stok var blevet hugget over lige bag hendes ryg. Faren var åbenbart forbi der, men de rørte sig ikke i et stykke tid, for de var blevet bange. De rodede i bunden af skoven, og fandt en flise, som Liv havde trådt på. Den havde udløst en mekanisme på hver side af den sti de var på, og havde sat to store skarpe skiver i bevægelse, som skød igennem lufte foran og bag Liv. Nu forstod de meningen med det at vandre oprejst og et skridt ad gangen. Hvis de ikke havde gjort det, havde Liv været skåret i to halvdele nu. De var i chok, og måtte lige finde vejret og nerverne igen. Alex gik nu forrest. Liv var mere rystet end hun ville indrømme.
   Alex sagde, "Hvad var den anden del af remsen? Det var noget med ikke at prale af ens evner, og man skulle i sidste ende ned på knæ. Var det ikke sådan?" "Jo" sagde Liv. Alex var ikke helt sikker på, hvad det ville sige. Hvornår skulle de falde på knæ? Det duede jo ikke, hvis der kom flere af de klinger, som de lige havde oplevet. Alex lånte Livs stok, og lod den skrabe i skovbunden foran sig. Efter et godt stykke vej, stødte stokken på en forhindring, som ikke var en rod. Det var ved eftersyn igen en flise. Da de hverken var nået til enden af skoven, eller vidste hvad det var der ville ske her, så bestemte de sig for at udløse fællen med en tung sten. Hvis det var en fælde af samme slags som før, ville de to skarpe ting, komme foran og bag ved flisens plads. De stod flere skridt bagud, og knælede for en sikkerheds skyld, for hvis det nu var den sidste fælde. Alex smed stenen hen på flisen, og de dukkede sig. Ganske som før, kom de to skarpe runde plader hvinende gennem luften. De så på hinanden, og fortsatte så videre på samme måde. Senere kunne de se en lysning forude. Forsigtigt gik de videre, stadig med stokken skrabende i skovbunden foran. Ofte så Alex efter, hvad det var stokken fangede på jorden, men et eller andet sted mellem dem og den åbne plads forude, der måtte der være en fælde mere. Alex standsede op, vente sig om og spurgte Liv, "Mon den sidste fælde bliver udløst på sammen måde med en flise?" Hun trak på skuldrene, fordi hun ikke vidste det. Alex så igen fremad. Måske var der fliser eller snubletråde. Han kunne ikke se noget af den slags. Der var ikke engang blade til at skjule fliser. Det eneste der var tilbage, var resterne af en bar sti, træerne fra skoven på begge sider, og lyset ude fra den store åbne plads i skoven. De var rigtig bange. Alex sagde, "Vi er bare nødt til at gå videre, og hvis du ser eller hører noget, så må vi bare stole på vores reflekser." Alex begyndte at gå frem. Liv var lige bag ham. "Pas nu på" sagde hun. Alex nikkede. Det gik med små forsigtige skridt, hvor han hele tiden gentog den sidste del af remsen. "... knæle for at beholde livet". De var næsten helt ude ved kanten af skoven. Alex skubbede til en gren der rakte ind over stien, sådan som de havde skubbet mange grene væk under hele turen. Denne gang var der dog en anden fornemmelse ved det. Den drejede lige så fint til side, uden den mindste modstand. Så begyndte der en anden lyd, og han fattede opgående mistanke. Han vendte sig om, kastede sig ind over Liv, så de begge landede på stien bag ved. I samme nu kom to træstammer susende ned fra trætoppene på begge sider, og stødte sidelæns sammen med et enormt brag lige over dem. De lå der uden at røre sig. Alex åbnede øjnene og så direkte ind i Livs store blå øjne. Han sagde straks undskyld. Liv reagerede ikke helt som forventet, ved at skubbe ham væk. Hun slog derimod armene om Alex, og krammede ham et øjeblik og sagde tak. De måtte kravle ud under de store stammer, som stadig hang svingende over dem. Hvis de tykke bånd der holdt på dem, ikke havde holdt, så havde de sikkert været døde nu. Hvor mange år mon de havde hængt i højderne, og ventet på den dag!? De var nu kommet til vejs ende. Liv var sikker på, at de nu kunne lede efter helligstedet.
   Mens Alex og Liv var på vej gennem de farlige områder uden om helligstedet, hvor de håbede at finde træet og døren, så var en flok vogtere på vej efter dem. Da Liv og Alex havde hørt en mærkelig lyd inde i skoven, vidste Liv, at det var vogtere der var på vej efter dem. Det var faktisk begyndt til morgen, da vogterbyen var vågnet. Tidligt havde fangevogteren der hed Moran, som var blevet snydt af Liv, opdaget at Alex ikke var i cellen, da han skulle have morgenmad. Straks slog fangevogteren alarm. Livs far Argus opdagede at Liv var borte, og vidste straks, at hun havde befriet Alex. De samtaler de havde haft dagen før, var endt i et skænderi om Alex og hans fremtid. Liv havde forsvaret Alex, og havde selv taget skylden for hans fangenskab. Hun ville have, at de skulle sætte ham fri, men den snak ville hverken Argus eller de ældste i vogterbyen høre tale om. Det var en lidt pinlig situation for Argus, at hans datter skulle være en rebel, og en der ønskede at tilsidesætte vogterloven.
   Argus havde straks påtaget sig, at jage efter de to ind i skoven. Det to dog lidt tid at finde sporene, da de alle havde troet, at de var taget syd på. En dreng fra vogterbyen havde fundet spor bag fængslet, som kun kunne stamme fra Liv og Alex. Op ad formiddagen samlede Argus nogle unge mænd, som kunne følge med ham ind i skoven øst på. Den ene af dem der meldte sig, var Moran, som hele tiden masede sig frem for at se godt ud. Det var alt for tydeligt for Argus, at Moran var interesseret i Liv. Argus var ikke særlig begejstret for Moran. En ung uforsigtig og ubetænksom fyr, der kun kunne se sine egne fortræffeligheder, og gang på gang bragte andre i forlegenhed eller endda fare. Nu havde han ikke passet sit job i fængslet ret godt, så så Argus satte ham til at blive i vogterbyen og arbejde for de ældste. En passende hård oprydningsopgave var det han blev pålagt. Det var han ikke glad for, men de ældste var ret fornøjede med det. Argus talte en sidste gang med nogle af de ældste inden han optog forfølgelsen af Liv og Alex.
   De var nu en gruppe på fem, der tog afsted bag ved byen, hvor sporene førte dem imod skoven. Argus var helt klar over, at de på et tidspunkt måtte ind i det farlige område, med mindre Liv og Alex søgte udenom. Argus håbede på det, da han ikke kunne forestille sig, at nogen kunne overleve turen ind i de fælder, som før var blevet stillet op. Argus hørte heller ikke til dem der havde lavet fælderne, så han var lige så uvidende som Liv på det område.
   Da de var kommet til skoven, der hvor stenene røbede om fældernes eksistens, da kunne Argus se, at Liv og Alex ikke var gået sydpå langs skoven. Det betød, at Liv enten var gået i en fælde og død, eller hun var fanget sammen med Alex inde i skoven. Argus var både rasende og bekymret på samme tid. Han fortsatte ind i skoven med de fire unge mænd bagefter sig. Argus var meget forsigtig, og undersøgte hver mulig fælde inden de gik videre. De fandt også dem Liv og Alex havde udløst. Argus blev ikke mindre bekymret af den grund, da han vidste at der var mange andre former for fælder i området.
   På det tidspunkt hvor Liv og Alex kunne høre en fremmed lyd i skoven, var det netop da Argus og de unge var på vej længere ind i skoven. Lyden Liv havde genkendt var lyden af en anden fælde. Da Argus gik videre i sporet efter Liv og Alex, var der en af de andre mænd, der gik ind i skoven ved siden af, for at overhale Argus. Han ville vel bare gøre sig vigtig og vise, at han kunne finde sikker vej, der hvor Argus ikke var. Det resulterede desværre i, at den unge mand gik i en anden fælde. Han trådte på en udløser i skovbunden, som sendte en ramme af spyd op fra skovbunden op i hans bryst. Fælden stod lodret med mand hængende fast. Manden var død på stedet. De andre og Argus blev rystet, og Argus råbte til de andre "Stop! bliv hvor I er! - ingen skal prøve at hjælpe ham, det er for sent, og der er flere fælder, og de kan ligge meget tæt."
   Der gik nogle minutter, hvor de sad i skovbunden stirrende på den døde. Så rejste Argus sig, og bestemte sig for at gå tilbage. Det var alt for farligt at fortsætte, og hvis Liv og Alex var døde, så kunne de heller ikke hjælp dem. Argus undersøgte skovbunden omkring ham der stadig stod død i fælden. Der var ingen fælder, så de fik ham befriet, og lagt på en båre de havde lavet af et par unge træer. Argus vandrede tavs og sørgende tilbage til vogterbyen med de andre. Om aftenen da de kom til byen, skulle Argus nu overbringe den sørgelige nyhed til et af hjemmene, at deres unge søn ikke var mere.
   Da Liv og Alex kom ud af skoven samme eftermiddag, var det igen tid til en pause, for de var også trætte efter de anstrengelser de var kommet igennem. Alex var både blevet mere interesseret i Liv, men også i hendes historie. Han var berørt af hendes reaktion under stammerne inde i skoven, men da de sad ved siden af hinanden i græsset uden for skoven, havde de lidt svært ved at se på hinanden. Alex spurgte så, om hun ikke ville forklare, hvorfor de var Vogtere, hvad opgaven egentlig var, og hvem havde bestemt det. Hvad var det der skulle bevogtes? Han rykkede et græsstrå op og tog det i munden.
   Liv fortalte videre, sådan som hun havde lært det hjemmefra, "Vi oplæres som krigere, der for en hver pris, skal forsvare området, som vi er kommet ind i." Alex sagde så, "Er det jer der har lavet fælderne?" "Nej - det har dem der lukkede området, og overgav det til Vogterne, men det er mange år siden - før min tid. Jeg har aldrig været herinde, og det er lidt spændende, om vi finder det, som jeg egentlig har været med til at bevogte. Det handler om et træ og en dør. Der er en fortælling forbundet med stedet her. Et eller andet sted i området herinde, er der et træ. Et meget specielt træ, som der kun findes et af, og som giver frugter. Ved siden af træet eller samme med det må der være en dør, som kun åndegængere kan åbne. Fortællingen går ud på, at den dør, ikke må åbnes. Hvis nogen åbner døren, vil åndeverdenen bryde igennem fra den anden side, og oversvømme vores verden med ondskab af alle slags. Det vil være verdens undergang i en krig med en fjende, som igen af os kan overvinde." Alex næste spørgsmål var så, "Hvorfor ville du herind? Det giver jo igen mening at være her, hvis der ikke skal ske noget. Døren eller hvad det nu er, må jo være lukket med god grund." Liv svarede, "Jeg havde håbet, at vi endelig kunne finde ud af at ødelægge det, så hverken du og dine folk skulle være bange for os, og vi behøvede ikke længere at være fjendtlige Vogtere. Vi kunne leve som almindelige fredelige folk i verden." Liv havde tårer i øjnene, tørrede dem med bagsiden af den ellers beskidte hånd, og så ned i græsset, som hun rykkede op med den anden hånd. Instinktiv tog Alex om hende. Hun krøb ind til ham, og græd med ansigtet gemt i hans trøje.

9 Stentræet
   Mens Liv og Alex var på vej gennem dalen til træet og døren, var Will taget tilbage til Halvard. Han havde jo sendt Halvard østpå i den tro, at de skulle den rigtige vej ind sydfra til Helligstedet, men da han havde besøgt Alex hos Vogterne, var han kommet på en anden ide. Han ville få fat i Halvard, og derefter opsøge Vogterne for at overbevise dem om at befri Alex. Derfra kunne rejsen ind til Helligstedet gå fredeligt for sig med Vogterne som hjælpere. Det var en meget usikker ide. Will kunne ikke vide, om Vogterne ville hjælpe eller bare tage dem til fange.
   Will fandt Halvard et stykke østpå, hvor han havde holdt en pause med hestene, Aenis og Regi. Will ankom ikke til fods, men med det blå lys, som Alex havde set hjemme i Vinterly. Det var jo en del af det mysterium, som senere gik op for Alex. Halvard var også en del af det. Nu da de var sammen igen, begyndte de at lægge en plan for, at få Alex tilbage, og at komme uset og sikkert videre.
   Will pakkede våben og de mest nødvendige ting på Aenis samtidig med, at Halvard spændte hestene fra vognen. Vognen kørte de ind imellem træer og krat, så den var skjult. Hestene blev befriet fra seletøj og remme, bortset fra det de havde på hovedet. Will havde god kendskab til de heste, så han skrev en besked til Bellis derhjemme på Jægerly, lukkede den ind i bagsiden af en af de remme der sad på den ene hest. Når hestene blev befriet, ville de, lige som brevduer, vende tilbage til kroen. Når de kom hjem uden vogn, så ville Bellis vide at finde beskeden på hesten. I beskeden stod der: "Kære Bellis. Jeg skriver lige, at vi har det godt. Vi er nu kommet til skoven, så vi kan ikke bruge vognen mere. Hestene har heller igen opgave mere, så dem sender jeg hjem. Vi beholder Aenis og Regi. De er de rette til at følge os nordpå, så vi kan nå frem i tide. Når det hele er overstået, kommer vi hjem, og regner med at holde en stor fest på kroen. Knus og kram! Din Will". Efter at brevet var sat ind under remmen på hesten, fik den et klap bag i sammen med den anden, og de løb straks side om side tilbage af vejen de var kommet af. Halvard spurgte Will, "Er du sikker på, at de ikke bliver fanget?" Will svarede, "Ja - der er ingen fremmede der fanger dem. Hvis de gør, så vil de fortryde det, for de to vil ikke sådan lade sig styre af andre. Det sagde han med latter i stemmen."
   Will og Halvard gik nu sammen med Aenis og Regi ind i skoven sydfra. Will gik foran, Aenis efter ham og Halvard bag ved Aenis. Regi gik meget tæt på Will. Den så ofte på ham, fordi den var meget knyttet til Will og hvad Will gav tegn til. Regi var en meget loyal og lydig hund overfor både Will og Alex. Will havde være der i skoven før, så vejen frem og fælderne på den, kendte han som bagsiden af sin egen hånd. Fælderne var lagt som ringe rundt om stedet hvor stentræet var. Det skulle være umuligt at komme derind. Sådan var det blevet bestemt på et tidspunkt. Da Liv og Alex var kommet igennem alle forhindringer, og sad på åbningen, hvor de skulle finde træet og døren, da var Will og Halvard kommet halvvejs nordpå. Will var kommet frem til det sted, hvor de skulle i retning af Vogternes boplads, men Halvard standsede Will. Halvard sagde til ham, "Du skal ikke tilbage til vogterne, og vi behøver ikke vogterne på denne rejse. De vil bare gøre sagen mere kompliceret, og måske endda prøve at bevare stedet, for at have noget at bevogte i fremtiden." Will svarede, "Hvorfor skal vi ikke befri Alex? Det er der han er. Han har sikkert fået besked på, at han skal blive der resten af sit liv. Vi kan ikke efterlade ham der. Vi har brug for ham, ved du nok." Halvard tog en læderpung frem af sin lomme, foldede den ud, og tog en skive frem. "Se her!" sagde Halvard. "Alex er ikke hos vogterne mere." Skiven havde fine streger, og på skiven var der små blå prikker. Den ene af dem var Alex. Halvard pegede på den, og Will fik rynker i panden. Han udbrød, "Hvad i alverden laver han der!?" Halvard sagde, "Jeg ved ikke hvordan han har fundet vej dertil, men det har ikke været ufarligt - men han lever endnu, for ellers ville hans armring ikke fungere." Will sagde, "Han må have fået hjælp af en vogter. Vi må skynde os direkte dertil. Vi kan ikke bruge det blå lys, vi skal stadig være forsigtige." Will gik nu hurtigt foran igen, og trak lidt ekstra i Aenis for at få hastigheden op.
   Efter en time i græsset havde Alex og Liv genfundet kræfter og mod. Alex rejste sig, og trak Liv op til sig, tørrede hendes ansigt med indersiden af ærmet. De lo begge. Liv og Alex var blevet noget beskidte af den tur igennem skoven. Hun havde fået striber ned ad sit ansigt, fordi hun havde grædt. Det lignede næsten sminke som en krigs. Liv omfavnede Alex igen, hun løsnede taget og så så på ham. Det endte med at hun langsomt kom nærmere og kyssede ham. Så slap hun, og gik nogle skridt frem, som om hun var blevet lidt genert over det. "Vi skal videre ind på den åbne plads" sagde hun. Der var intet at se derinde, kun en lille forhøjning. I den ene side af det åbne område var der nogle hjorte der græssede. De havde fået øje på dem, og med lang øre havde de sikkert også hørt dem tale. De tog nu flugten ind i skoven på den fjerne side.
   Alex og Liv gik videre ind mod midten af pladsen ind til højen, men der var hverken træer eller døre at se. Der var længere afstand, end de lige havde regnet med. Indimellem så Liv tilbage på Alex med et smil. Hun så også forbi Alex. Hun ville sikre sig, at de ikke blev forfulgt. Det var tydeligt på hendes gang, at hun var mere glad nu. Alex var mere eftertænksom, da han var mere bange for, at det der med træet og døren måske var den største fælde, hvor onde ånderne bare ville strømme ind, og udslette hele verden, bare fordi de kom forbi. Inde ved højen stod de lidt og så op på den. Det kunne ligne en gravhøj eller et udsigtssted som nogen havde lavet. Det var i alle tilfælde ikke en naturlig høj der midt ude på det flade område.
   De begyndte at stige op på højen. Den havde rimeligt stejle sider, som man kun vanskeligt kunne gå på. De måtte støtte med en hånd i græsset for at komme op. Endelig nåede de toppen. De rejste sig op og så frem. Der stod ikke noget træ, men en kæmpestor mørk stenblok. Grunden til at de først kunne se den nu var, at den stod ned i højen. Højen var sket ikke nogen høj, men en vold rundt om stenblokken, så man ikke kunne se den udefra. Alex gled ned ad volden, for at komme nærmere. Han nåede kun et skridt ned, så skete der noget. Liv sagde højt, "Alex, hvad er det, du har på armen?" Han stoppede op og så, at hans armring, som han ikke havde tænkt på længe, var kommet til syne, og nu lyste den blåt i nogle blink, der roterede rundt om hans håndled. Det skete nogle gange, og så forsvandt lyset, men armbåndet var der stadig. Alex følte på det. Liv kom nærmere og så på det. Hun hold hans hånd og så nærmere på ringen. Så udbrød hun, "Du ér en åndegænger!" Alex sagde, "Hvad betyder det, for jeg aner ikke hvad det er?" Liv fortsatte, "Hvorfor har du så den der på, når du ikke ved hvad det er?" "Jeg fik den af min far lige som kniven." Liv fortsatte, "Så er din far en åndegænger. I kan komme ind og ud af åndeverdenen. Jeg - jeg mener at det var åndegængere, der engang lukkede døren til den verden, og satte mine bedsteforældre til at bevogte adgangen til træet og døren. Det betyder, at dine bedsteforældre måske var åndegængere dengang." "Men - der er ingen træer og døre her." sagde Alex.
   Nu gik de rund om stenblokken og så på den. Da de kom rund om det første hjørne af den, fandt de ud af, at den var meget stor. Stenen var tre alen bred. Det var den side de så, da de kom over volden, men den var fjorten alen på tværs og lige så høj. Måske var den også langt nede i jorden. Da de tog et par skrid tilbage fra den brede side, kunne de tydelig se hele siden og det, der var på den. Liv råbte, "Det er Træet! Træet er ikke noget træ, men et stentræ." Der var et mønster eller en figur, som fyldte hele fladen. Det lignede et stort træ. Det så ud som om stenen var sort, og træmønstret var mere som klart glas. Det kom op nede fra jorden, som en stamme, og delte sig i flere og flere grene opefter. Når de følte efter på stenen, kunne de ikke mærke forskel på sten og glas. Det var lige som lavet i et uden sammenføjninger. Mellem hver forgrening var der et hul på størrelse med en hånd. Øverst på den store stenblok var der nogle forgreninger eller spidser, som rakte en halv alen op i luften. De gik tilbage om på den anden side. Der var der ingen trælignende tegn, men skrifttegn, som dem Alex havde set hos Will. Der var ingen slangemønster. Det undrede ham, hvis hans far skulle være en af de bagmænd der stod for denne ting. Hvis Alex på noget tidspunkt fik Will at se igen, så havde Will en del at skulle forklare. Alex så igen på sin arm, men armbåndet var forsvundet igen. Alex tænkte på, hvad det var, der havde fået ringen frem. Han løb op over volden. Klatrede igen op og ned til Liv, men ringen kom ikke frem igen. Han sagde, "Det her er godt nok Træet, som du talte om, men det tyder på, at det ikke er andet end et mindesmærke, og den dør du talte om, må være et andet sted, hvis den findes."
   Det var blevet sen aften. Solen var gået ned bag bjerget i det fjerne, og nogle stjerner var allerede tydelige. De måtte tilbringe natten der. Det var for farligt at gå tilbage til skoven. På indersiden af volden, var der nok mere sikkerhed for dyr. Liv var træt. De så i hendes task. Der var lige akkurat mad til aften og morgenmad, og lidt vand. Liv lagde sig ned ved siden af stentræet, hvor Alex pakkede det tæppe omkring hende, som han havde fået inden de flygtede, og straks sov hun fast. Han kravlede op på indersiden af volden, og så sig lidt omkring. Alt var stille. Himlen var klar, og natten var kølig og frisk.
   Alex kom et stykke ned af volden, satte sig i græsset, og så over på Liv der sov. Det havde igen været en begivenhedsrig dag. Alex lagde sig bagover på skrænten og faldt i en dyb søvn. Alt blev mørkt omkring Alex. Han drømte om sin far Will og Halvard der løb sammen med nogle andre hen over jorden på flugt fra et eller andet. De var yngre af udseende. De havde andet tøj på end det Alex kendte så godt. De bar våben. Alex så det i et meget langsomt tempo. Det hele var uden lyd, men han kunne se Will råbe ad Halvard og en der løb ved siden af. Noget eksploderede og de faldt. Alex kunne ikke se hvad det var de flygtede fra.
   Så skiftede drømmen til noget andet. Himlen var nu anderledes. Alt var badet i en underlig violet farve. Det var som om en havde sat et kulørt glas for solen, så alt så forandret ud. Nu så han Liv komme gående imod ham. Hun var også forandret. Ikke kun fordi farven på alt var mærkelig. Hun var også klædt i den flotteste kjole med håret sat op med blomster i. Hun kom løbende langsomt imod Alex, smilende og med åbne arme. Hun tog fat i Alex. De drejede omkring i dans. Hun lo alt imens de så på hinanden. Blomsterblade fløj gennem luften. Alex kunne mærke glæden. Men så forandrede lyset sig. Det blev mere og mere blåt. Mørkere og Mørkere. Liv slap grebet i Alex og så ud til at råbe et eller andet, han ikke forstod. Liv fløj bort og alt endte i et hvidt lys.
   "Vågn op din syvsover!" Alex slog øjnene op, og der stod Liv over ham. Solen skinnede allerede, og han så sig lidt omtumlet omkring. Nu huskede han igen, hvor de var. Liv stod oppe på volden, og var efter alt at dømme frisk og klar. Taske og tæppe lå stadig nede ved foden af Stentræet. Alex var åbenbart faldet i søvn halvvejs oppe på volden. Liv vendte sig om og rakte Alex noget. "Her, spis det, så har vi brugt det sidste vi har." Det var en stump brød med et eller andet indeni - det samme som Alex havde fået flere gange undervejs igennem skoven. Liv løb hen ad voldens top, og stoppede op. Hun vinkede med en håndbevægelse, og råbet næsten viskede, "Kom her Alex! Der kommer nogen." Hun pegede sydpå. De lagde sig ned på indersiden af volden, for ikke at blive set. De fremmede kom nærmere. Alex lå nu på ryggen nede bag kanten på volden. Liv kravlede hen til ham. "Hvad gør vi hvis de er fjendtlige?" spurgte Alex. "Det kan ikke være vogtere der er fulgt efter os." sagde Liv. Alex sagde, "Vores spor kommer ikke derfra. Så kan det kunne være..." Han nåede ikke at sige mere, før han hørte Will råbe, "Alex, er det dig?" I samme øjeblik var alle problemer løst for de to. Liv var lidt anderledes bekymret. Hun var løbet ned bag stentræet i skjul. Alex vinkede til sin far, og nu så han at Aenis og Halvard også var med, og Regi var nu på fuld fart i retning af Alex. Det tog ikke lang tid, så lå Alex ned, og Regi kunne næsten ikke styre sin glæde over at se Alex igen. Den slikkede ham over hele ansigtet.
   Will ville straks vide en del, men Alex tog dem med over volden ind til Liv. De hilste på hinanden, og Will kunne fortælle, at han vidste hvem Liv var. Han sagde, "Dig har jeg ikke set siden du lå i en kurv hos Argus og din mor." Livs respons var et stort smil, men hun turde ikke sige noget endnu.
   De havde en lang samtale, hvor Alex spurgte Will, hvad de havde lavet mens han var flygtet fra Vogterne sammen med Liv. Will gav svar, og nu var de så her. Will spurgte Liv, "Hvad laver du egentlig her? Skulle du ikke være et andet sted som vogter?" Liv så ned i jorden. Will tog hende på skulderen og sagde, "Liv, du skal ikke være ked af, at du har hjulpet Alex. Det er faktisk det bedste der kunne ske. Hvis alt går godt, så kan du have været med til at redde verden! Ikke mindre!"
   Alex fortalte Will det hele, og Will kunne så forsætte med en del forklaringer, som Alex havde ventet på længe. Will begyndte, "Det er rigtigt. Min onkel, Halvard, jeg og nogle andre, var med til at afskærme stedet her. Fælderne rundt om skoven, som I var vanvittig heldige at komme igennem, dem har Halvard og flere andre sat op. Det er mange år siden. Argus var også med der som ganske ung." Liv så forbavset på Will. Hun sagde, "Vil det sige, at min far har hele tiden vidst, at det her sted så sådan ud, og hvad det var til?" Will sagde, "Ja, Argus vidste meget men ikke alt, og han var ikke med til at lukke stedet. Han var i gang med vogterbyen, da Halvard og andre lukkede området - men det betyder ikke, at han måtte fortælle det videre. Han lovede at holde det hemmeligt for alle undtagen os der var med i krigen - for en sikkerheds skyld." Alex afbrød, "Kan det ikke være lige meget nu, hvor det hele ikke virker?" Halvard svarede, "Jo - det virker. Stentræet virker endnu, og det er både godt og skidt." Alex afbrød, "Så var det måske derfor min armring blev synlig ganske kort tid, da jeg kom hertil?" Halvard svarede ja! "Du må på et tidspunkt have trykket på en bestemt måde på din arm, og derved aktivere ringen. Vi er nødt til at fortælle jer hele baggrundshistorien for både Stentræet, krigen og Vogterne, så i kan forstå, hvorfor vi er her i dag. Vi har nemlig en opgave, som er meget vigtig. Lige så vigtig, som det var dengang at lukke stedet ned i hemmelighed." Will sagde, "Vi har en plan. Vi spiser først, og så laver vi en lejr her ved Stentræet, og derefter kan vi bruge aftenen på at fortælle hvad vi ved. I morgen må vi så i gang med planen for opgaven, som involverer dig Alex."
   Aenis blev trukket og skubbet over volden. Den var ikke altid villig til at gøre, som andre ønskede. Der blev læsset af, pakket ud og lavet ildsted inden for volden. Aenis kunne nu gå rund og græsse på indersiden af volden. Alex tænkte at Aenis sikkert troede den var kommet i æslernes paradis, sådan at have græsset oppe i hovedhøjde. Will gik rund om stentræet og betragtede det, rørte ved det og undersøgte de forskellige ting på det. Halvard var i gang med tasken, hvor de havde våben i. Alex blev interesseret, og spurgte om de havde hans sværd med. Halvard svarede, at de havde mere end sværd med. "Det er nogle af de våben vi fandt ude på sletten. Du husker dem vi havde gemt derude, som kun måtte frem, i yderste nødstilfælde. Det er nemlig ikke almindelige våben." Alex kunne ikke forestille sig, hvad det var for våben. Han havde jo aldrig set andet end dem i dalen derhjemme - spyd, buer, pile og sværd. Alex måtte få dem at se, når de var færdige med Wills fortælling. Liv hjalp Halvard det meste af tiden, og ind imellem så hun smilende på Alex, mens han var i gang med at spænde et læsejl ud over den lille lejr. Det var bundet omkring stentræet, og med to barduner ud til voldens inderside, hvor han slog nogle pløkker ned i volden. Så havde de lidt tag over om natten, og læ for sol og regn. De var faktisk færdige med alle praktiske ting sent på eftermiddagen. De havde spise godt, for Halvard havde sørget for at tage mad med på Aenis. Der var stadig godt vejr, og aftenen blev lun, så de var alle klar til en aften, hvor de kunne slappe af og høre om Wills historie. De var også sikre på, at der ikke kom mennesker ind til dem. Will sagde, at der måske kunne komme hjorte ind på området, når de skulle græsse, men så tidligt står i nok ikke op for at se dem. En enkelt bjørn eller nogle ulve var der måske også længere oppe mod nord.

10 Myten
   De sad omkring ilden og nød at være afslappet og i tryghed. Will skulle til at fortælle. Alex havde forud sagt til ham, at nu måtte de altså få sammenhængene at vide, da både Liv og han kunne have mistet livet ved at gå på egen hånd, uden at have kendskab til farer og formål. Alex håbede på at finde ud af flere ting, både hvem han var, altså ikke kun Wills søn, men familiens historie, hvem var Will egentlig, hvad skete der i krigen, hvorfor er der et stentræ? Hvad skulle det bruges til? Hvorfor er de samlet her? Hvordan kommer de hjem igen? Og, og, og...
   Will begyndte med den historie, eller skulle vi kalde det en myte, som de fleste vogtere og nok også andre i landet havde kendskab til. Det handlede om Den Store Krig. Alex havde hørt den fortælling hjemme hos sin mor. I store træk handlede krigen om land. Der var et fremmed folk, som kom langt borte fra. De invaderede landet fra nordøst, og ville tage områder i besiddelse. Der var nogen der forsøgte forhandlinger, men uden held. Der blev kæmpet små kampe østpå, der førte til det store slag på sletten, hvor Will havde været med. Will fortalte også om Stentræet, som igen vidste, hvor det stammede fra. Gamle myter sagde noget om, at det havde stået i skoven fra tidernes morgen, altså - at det ikke var menneskeskabt. Historien om det indeholdt også, at væsener eller ånder fra en anden verden var kommet ind i vores verden i forbindelse med Stentræet. Det var nok også derfor, at Liv havde talt om en dør til en anden verden. Alt det Will sagde, var som det Alex have hørt hjemme. Alex afbrød Will med et spørgsmål om døren. Will fortsatte, "Døren findes ikke. Det er træet der er døren. Stentræet har flere funktioner, og en af dem er at være en dør ind til åndeverdenen." Alex sagde, "Vil det sige, at du far og jeg er åndegængere som Liv siger?" Will så på Alex og sagde, "Det er ikke sådan, at vi er anderledes end andre. Vi er mennesker lige som alle andre. Der er en grund til, at Vogterne betegner os som åndegængere. Den ring du har, og som andre også har, er givet til os, så vi kan betjene stentræet. Ringene fik vi af en, der havde fået fat i en boks med dem under krigen på sletten. Nogle af dem der kom igennem fra den anden verden, havde dem med herind, og vi var så nogle, der fandt ud af deres funktion ved at udspørge en af de sårede fremmede, som vi havde fanget. Det hele hænger sammen med, at vi er nødt til at sikre, at igen kan komme igennem fra den anden side. Vi skal ikke have en ny krig, hvor onde mennesker, væsner og ånder er med fra den verden. Det vil betyde undergang, fordi vi ikke har styrke og våben til at holde stand. Vi har en vigtig opgave at lukke Stentræet for altid." Alex sagde, "Kan vi så ikke bare vælte det eller slå det i stykker?" Will fortsatte, "Det kan vi ikke! Det prøvede vi efter krigen, men uden held. Det heler sig selv igen, hvis vi prøver at ødelægge det." Alex tog en økse og gik over til Stentræet. Han så på Will, som sagde, "Prøv bare!" Alex slog hårdt, og slog et hjørne af Stentræet. Alex sagde positivt overrasket, "Se det går i stykker!" Kort efter lyste det blot på jorden, og sprang op på træet og satte sig fast igen. Der var ingen skade at se på det. Will sagde så, "Vi kan ødelægge vores kugler og armringe, men det sikrer ikke, at der ikke er andre, der kan bruge deres, og komme hertil. Vi skal være sikre på, at ånderne på den anden side har glemt, at vores verden findes." Alex spurgte videre, "Er der da andre stentræer i vores verden?" Will svarede, "Nej - eller - det ved vi ikke, men ånderne kunne også komme ned fra himlene. Det er også fortalt i den gammel historie." Alex stirrede op på skyerne.
   Nu sad vi så der, og så på Stentræet. Will bad så Halvard fortælle om planen - den del der havde med Alex at gøre. "Alex, dengang vi havde slået fjenden på sletten, var der flere ånder og nogle af vore krigere, som forsvandt sporløst. Vi har undersøgte alle der døde her. Vi begravede dem på sletten, og vi manglede nogle af vore egne bagefter. Derfor ved vi, at de må have fulgt efter fjenden igennem Stentræet. De ånder der var inde i vores verden, er blevet bekæmpet dengang, men vore krigere må have taget en portalkugle fra fjenden. Sådan en kugle er det redskab, som får armringen til at fungere med alle de funktioner der er i den. Der er en sammenhæng mellem armring, portalkugle og Stentræet. Kuglerne kan også bruges alene, og vi tror vores krigere tog dem fra fjenden for at forfølge dem ind i deres verden for at bekrige dem der. Problemet er bare, at vi ikke kan være sikre på, at de ikke er blevet fanget og dermed stadig viser vej til vores verden, og giver fjenden lejlighed til at slå til igen. I værste fald har de ånder der gav den første ordre til at angribe vores verden, stadig viden om vores verden. Det betyder, at de før eller siden kommer igen. At vi er i gang med det her nu, skyldes en af vore kugler, blev aktiveret fra den anden side. Det har fortalt os, at der stadig er forbindelse. Grunden til at du er med er så, at din far og jeg er for gamle til at tage med ind i den anden verden, for at sikre portalen eller finde kuglerne der har været brugt. De indeholder nemlig historien eller positionen på vores verden, fordi de har været brugt her. Forstår du vigtigheden i, at du får denne opgave?"
   Alex var blevet helt træt og modløs oven på den fortælling. Will trak en kugle frem fra sin taske. Han gentog, at der var en sammenhæng mellem armring, kugle og stentræ. Han hold sin arm frem med kuglen og pegede på Stentræet. Will sagde så, "Jeg har denne her kugle, men den må ikke forlade denne verden mere. Det ville være for usikkert, da jeg har været inden på den anden side flere gange, og der er der helt sikkert fremmede øjne på min portalkugle, hvis den dukker op igen. Halvards kugle må heller ikke med." "Hvor får jeg så en kugle fra?" spurgte Alex. Halvard sagde, "Den kugle der hører til din armring, findes et sted inde i den anden verden. Enten hos ånderne, eller hos vores krigere." Alex sagde, "Hvordan skal jeg så få fat i den?" Will sagde, "Den kan du kald på. I morgen må vi tage fat på den del af planen at lære dig, hvordan alle de ting fungerer." Nu var det ved at blive sen aften, og de måtte hvile, hvis de skulle videre i morgen.
   Liv havde hele aftenen siden helt stille, fulgt med i samtalen, og set bekymret ud. Hun var krøbet sammen som en kugle, med knæerne trukket helt op under hagen i dybe tanker stirrende ind i ilden. Alex ordnede noget at ligge på, og fik nogle tæpper lagt til rette under sejlet. Da han lå ned, kom Liv hen til ham, og krøb ind til ham og faldt i søvn.
   En ny dag begyndte. Alex og de andre vågnede lidt efter lidt. Morgenen gik i halv hastighed, sådan forekom det for Alex. Måske var det fordi han forstod lidt af alvoren i det, der stod foran dem, eller også var det fordi de bare var trætte ved tanken om en mulig fiasko og efterfølgende krig. I dag skulle Stentræet, kugle og armring undersøges nærmere og afprøves. Alex var meget opsat på at høre hvad det hele kunne, og ikke mindst, hvad han kunne udføre med det. Efter morgenmad og oprydning, blev han kaldt hen til Stentræet af Will. Halvard var optaget af det praktiske ved lejren. Alex forstod ikke helt, hvilken rolle Halvard havde. I det ene øjeblik var han med i samtalerne, som om han var lige så klog og mægtig som Will, i det næste øjeblik opførte han sig som tjener eller slave. Alex stod ved Will, og så på Halvard henne ved ildstedet. Han spurgte sin far, "Hvem er Halvard egentlig, han ligner ikke en jeg har set før, og han ved så meget, og alligevel er han din tjener? Han er ikke dværg. Hvad er han for en?" Will fortalte så om Halvard. "Halvard er egentlig ikke herfra. Han kom inde fra den anden verden." Alex sagde, "Jamen er der ikke kun ånder derinde?" "Nej - Halvard tilhører et folk, som alle ligner ham. De er ikke større. De hører til i et land inde i den anden verden, men de har de samme problemer som os. De har også kæmpet mod ånderne. Jeg hjalp engang Halvard, eller jeg redede hans liv, derfor besluttede han sig for at tjene mig, indtil han kunne gøre gengæld, men det sker forhåbentligt ikke, fordi vi er her, hvor der er fredeligt og ingen farer - endnu da. Jeg kunne ønske, at Halvard igen kunne komme hjem og være sammen med sin familie."
   Will vendte sig imod Stentræet. "Her skal du se. Vi begynder lige med træet først. Jeg ved ikke alt om det her, men jeg vil fortælle dig det jeg ved. Træet samler energi fra jorden, det står på, og fra solen. Du kan se det, der ligner et træ, er ikke et træ, men en form for energiledere, som vi ikke forstår. Du kan se huller imellem grenene. Der kan der komme noget der ligner røde æbler på et træ, men det er det heller ikke. De er kantede og gennemsigtige. De kommer frem, når man betjener træet, og de kan spises. Hvis vi skal bruge tingenes funktioner, er det vigtigt for os en gang imellem, at spise sådan noget. Det giver os både mere energi og muligheder, så vores kroppe kan holde til transporten. Vi ved det, fordi andre har set de fremmede gøre det." Alex brød ind, "Det var sådan du kom til byen første gang jeg så dig!?" Will sagde, "Ja - hvis du så det blå lys dengang, så var det mig. Jeg er bare ved at blive for gammel til det, og jeg kan sket ikke holde til at tage til den anden verden på den måde, selvom jeg spiser de røde ting. Det ville sikkert slå mig ihjel, hvis jeg gør det igen.
   Nå - for at få fat i din kugle, så skal du kalde på den, og så håber vi på, at ingen ser det eller mangler den på den anden side. Kom med mig om på siden af Stentræet." De gik om på den smalle side. Et stykke oppe på siden var der to små rum. Will børstede nogle blade ud fra dem, som vinde havde blæst derind. Da de var tomme, sagde han "Se her - Her er min kugle. Nu lægger jeg den på jorden bag os, og så lægger jeg min hånd på bunden af et af hullerne her på Stentræets side." Da han havde gjort det, forsvandt hans kugle fra jorden i et blåt glimt, og kom pludselig frem i det andet huld på Stentræet. "Hvis du gør det samme, kalder du på din kugle, uanset hvor den er." Alex lagde hånden på bunden af huldet. Det lyste blåt inde under hans hånd, og gav en svag lyd fra sig. Først kom lyden fra huldet, så kom der lyde oppe fra spidserne på stentræets top. Det hele tog meget kort tid, så gav det hele en summende lyd, der endte i en dyb tone. Der lå nu en kugle, som den Will også havde. Will tog kuglen ud, og gav den til Alex. Will sagde, "Sådan kan du altid kalde kuglen derhen, hvor du er ved et stentræ, uanset hvilken verden du er i. Kom med mig om til den anden side, hvor vi var før. Se på træet. Hvad ser du?" Alex så rundt på træet, og i flere af hullerne var der en rød gennemsigtig flersidet terning, som lignede en frugt. Alex kunne lige nå nogle stykker, da de hang i hullerne nederst på stentræet. Da han fik dem i hænderne, lignede de slebne sten med mange flader. Will sagde, spis en! Alex så spørgende på ham. Han havde jo aldrig sat tænderne i sådan en før. Will forsikrede ham, at der ikke var nogen som helst farligt ved det. Alex ville måske nærmere føle sig stærkere lige efter. Han tog en bid. Det var som at spise et æble, men inde i munden smeltede det øjeblikkeligt. Det var ikke en velsmagende ting, måske mere i retning af en sød, bitter og stærk smag. Will havde ret. Alex blev helt opstemt af den, som om han kunne klare alverdens ting nu, men effekten aftog efter et par minutter. Will gav de andre til Halvard og Liv. Will fortalte senere, at selv om man ikke kunne mærke det, så blev kroppen i stand til at udholde meget mere, og specielt de transporter, som Alex var nødt til at foretage, og det var igen skade til, hvis Liv, Halvard og Will selv fik et ekstra energitilskud fra de røde frugter fra Stentræet.
   Alex fik øje på Liv, der sad og ordnede sine ting. Hun undersøgte bue og pil, som havde været bundet til remmen på hendes taske. Et par af fjerene på pilene sad løse. Dem var hun ved at binde fast. Will sagde til hende, "De der pile får du ikke brug for her. Hvis vi skal forsvare os, så må du lære at bruge nogle af de våben vi har med." Liv så på Will og hen på Alex. Alex spurgte, "Hvordan laver man flere af de der æbler?" Will vendte sig om til Alex og fortsatte, "Nu skal du se, hvordan vi laver flere af dem, men du kan ikke gemme dem på en lang rejse. De forsvinder efter et par dage, så længere holdbarhed har de ikke." Han gik hen til stentræet, rakte hånden frem til Alex, og sagde, "Giv mig din stifinder." Alex så uforstående på ham. "Ja - portalkuglen, det kalder vi kuglen, fordi den har med transport og vejvisning at gøre, men den kan meget mere end det." Han fik kuglen, som Alex nu havde i en lomme. På toppen var der en fordybning med en trykknap. Nede på midten af kuglen var der en streg rundt om kuglen. På stregen var der tegn både ovenover og nedenunder. Det var de samme tegn, som dem der var på den bagerste side af Stentræet. Will sagde til Alex, "Kom vi går lige om på den anden side." De stod og så på Stentræet, og pludselig begyndte tegnene at give mening. Nogle lignede dyr, andre hus og ting. Will sagde, "Nu da du har fået det der røde at spise, så har du også fået mulighed for indsigt i de beskeder der ligger i den gamle skrift. Kan du se tegnet for frugten? Det tog Alex et stykke tid, for skriften var ret tæt, og der stod meget på den store flade - næsten i tabelform. Lige pludselig var det som om et par af tegnene lyste op. Will sagde, "Når du tænker på noget bestemt, så viser svarene sig på skriften." Alex sagde, "Ja - de lyser op." Will sagde så, "Fortæl mig, hvordan man får træet til at bære flere frugter. Der er tre tegn, der skal sættes sammen, men hvad betyder det?" Will viste Alex kuglen. "Tag den, og gør det. Du skal se på kuglen underste del og øverste del. De to halvdele kan du dreje, så de to tegn kommer til at stå ud for hinanden, og så mangler du kun det tredje." Alex fandt hurigt de to tegn, drejede på kuglens halvdele. Nu står de sammen sagde han. Will sagde "Tryk på knappe øverst. Den ved, at det er din finger, lige som ringen på din arm kender dig og kun kan bruges af dig." Kuglen gav efter, og sprang op. De to halvdele var gået en tomme fra hinanden. Hele vejen rundt i åbning, var der mange små tapper med tegn på, der kom ud. "Nu skal du finde det tredje tegn og køre den øverste halvdels guldpil hen over." Alex så på kuglen, og fandt et piltegn af guld på den øverste halvkugle, og så fandt han det tredje tegn på de små tapper. Han drejede igen på den øverste halvkugle, så pil og tegn var ud for hinanden. "Tryk nu igen på knappen" sagde Will. Denne gang lyste knappen rødt, og straks lød den samme svage susen og brummende lyd fra stentræet. Alex løb om på forsiden igen og så efter frugter. Denne gang var der igen fire. Alex udbrød, "Hvor vidste den fra, at vi er fire personer?" Will sagde, "Det er gennem dine tanker, og så forbindelsen mellem dig og Stentræet, at det fungerer. Vi ved ikke hvorfor og hvordan, men sådan er det hele blevet udtænkt at den, der har opfundet det hele." Alex tog frugterne ned, og delte dem ud, samtidig med at han spurgte, "Kan man spise flere af dem. Halvard sagde, "Ja - men det hjælper bare ikke noget. Du kommer først i underskud, når du mærker en svien i din arm, der hvor ringen sidder. Det er tegnet på, at du har brug for sådan en, og det sker kun, hvis du transporteres ofte. Selvfølgelig - hvis du engang ikke har andet at spise, så kan du godt spise de her. De er efter vores erfaring ret sunde og mætter, også for dem der slet ikke har armring eller kugle."
   Alex fortsatte, "Hvad så med min armring?" Will sagde, "Ja - den havde jeg helt glemt. Armringen kan det samme som stifinderen, men ikke uden at stifinderen er i nærheden, derfor er det vigtigt, at du har dem med dig altid. Se her!" Han tog Alex arm. "Når du stryger to fingre hen over håndleddet, så kommer ringen frem." Der var den så. "På ringen kan du se nøjagtigt det samme som på stifinderen, og den giver din armring energi, som stifinderen igen får fra et stentræ. Ud over de samme funktioner, som du får mere at vide om undervejs, så kan armringen også bruges som våben, og det fungerer selvom stifinderen ikke er i nærheden. Det våben du har i ringen, kan ikke erstatte andre våben, men er mere en nødløsning til selvforsvar, da det tager tid at lade op til skud." De gik op på volden. Will sagde, "Hold din arm frem. Peg på et eller andet neden for volden. Når du knytter næven to gange hurtigt efter hinanden, så kommer der en trykbølge ud fra armen og fremefter. Prøv!" Alex gjorde det, og der kom et ordentligt skub i armen, og ud fra hånden stod der en rund gennemsigtig ringbølge ned mod jorden, som fik en ordentlig tur af slaget. "Hvor mange gange kan den det?", spurgte Alex. "Det kan den lige så mange gange, som du ønsker. Jeg har ikke opdaget, at det ikke virker, når jeg har brugt det, men der går et stykke tid mellem hvert forsøg, hvor den lader op til skud.
   Da de både havde spist, Set på Stentræet en ekstra gang, sat de sig sammen ved ilden igen begyndte Halvard, "Will, du bliver nødt til at lære dem de nye våben at kende, både for Alex skyld, at han har noget til forsvar på turen, men også for Liv, der bør være klar her sammen med os." "Er de også magiske?" spurgte Alex. Will så på ham med et smil, og sagde, "Det kan man godt sige, men det er ikke ligefrem magi. Det kan styres af den der har våbnet lige som du kan styre din armring."
   Will tog taskerne med våben, som lå ved siden af Regi. Den hund havde en udpræget sans for at passe på det vigtige. Will åbnede for en taske, og tog nogle ting ud. Det så slet ikke ud som våben. Liv og Alex så undrende på det. Alex sagde, "Hvorfor skulle jeg så øve med sværd derhjemme, hvis de ikke duer til noget." Will sagde, "Du skulle lære at adlyde og finde balance, og træning med sværd er lige det, der kunne bruges til det. Når du skal ind i den anden verden, så hjælper sværd ikke ret meget, men din træning er ikke kun vigtig her. Den virker også der."
   Will viste en ting frem, som han kaldte for en lynkaster. Kom, sagde han, og gik op på volden. Han tog den op foran sig, hold den i en hånd, pegede ud på området og sagde, "Nu peger jeg på et eller andet, og så trykker jeg på denne knap." Han gjorde det, og ud af lynkasteren kom der et grønt lys farende ud på området, landede med en ubeskrivelig fremmed lyd, og jorden fløj til alle sider. Da jorden havde lagt sig, var der et stort huld som dampede. Alex blev skræmt og det gjorde Liv helt bestemt også. Alex fik fremstammet, "Wow - hvor er den stærk - det var ikke et almindeligt lyn det der!" Will sagde, "Nej - ikke helt, men jeg tror det beskriver ret godt, hvad det er for en energi. Når lynkasteren ikke kan mere, så er det fordi beholderen bagerst, bliver tom for energi. Beholderne har vi også en del af, men ikke til at bekæmpe en hel hær."
   Der var også et par andre våben i tasken. Halvard tog en lille ting op, som lignede et håndtag til et sværd. Halvard sagde, "Vi kan ikke vise, hvad der sker her. Det kan kun afprøves på den fjende man står overfor. Når man holder den hen imod fjendens krop, så fryser fjenden til is, som man så kan slå itu med et spark. Man holder håndtaget ind mod kroppen, og trykker til. I enden af håndtaget er der to spidser, som mærker efter, om der er en person, hvis der er det, så udløser den energi, og fryser personen til is. Vi kalder den bare en Istap."
   En anden ting som de kaldte en Rørslange, var et magisk reb eller en slange, som sad inde i et rør. Will sagde, at det var styret af tanker, så rebet ville skyde ud af røret, og udføre det man tænker på. Han tog røret frem, pegede på Aenis, og tænkte, "Frem, grib, træk" og så stod Aenis lige pludselig hos ham. Efter det var rebet igen inde i røret.
   Liv og Alex satte sig ned i græsset. Så undrede på våbnene. De pakkede dem i tasken igen, og satte sig ved ilden. Will og Halvard var faldet i en samtale omme på siden af Stentræet, så Liv og Alex havde lidt tid alene ved ilden. Alex sagde, "Tror du ikke det ville være en god ide, hvis Will skrev en besked til din far, at du har været til stor hjælp, og derfor gerne må tage hjem til sikkerhed igen? Vi kunne få Halvard til at følge dig hjem igen." Liv rejste sig og udbrød, "Aldrig! Jeg vil ikke hjem igen til det fængsel. Hvis du ikke vil have mig med, så rejser jeg sydpå alene. Jeg vil ikke hjem igen." Hun var meget oprørt, skræmt og usikker på Alex. Det var tydeligt, at hun var skuffet over hans spørgsmål. Alex sagde straks, "Undskyld - men jeg tror ikke det er helt ufarligt, det jeg skal til." Liv sagde, "Jeg vil med. Du slipper ikke af med mig, og jeg kan hjælpe, det har du set!" Alex gik hen til Halvard og Will og sagde, "Jeg kan ikke udføre den opgave, hvis Liv ikke kan komme med." Will begyndte bekymret, "Du kan ikke tage hende med. Det er ikke muligt. Hun vil bare være i vejen, eller tildrage opmærksomhed i åndeverdenen." Halvard afbrød ham, "Det er måske ikke helt rigtigt Will." Han trak Will til side for at tale med ham. Alex gik igen hen til Liv, der sad stille og så på dem.
   Will og Halvard kom hen til ilden. Will begyndte, "Det her kan kun lykkes for os alle, hvis opgaven bliver løst. Det er ikke let, og I skal lære, hvordan I kan færdes i den anden verden, uden at blive taget til fange. Hvis I bliver fanget, så er det lige så godt, som at afsløre vores verden, og invitere til en ny krig, så er vores verden fortabt. Og så skal I også have andet tøj på, hvor I også kan skjule de få våben I tager med. I skal ligne dem der færdes på den anden side."
   Hen under aften var de samlet i tavshed. Halvard og Will gik til ro. Liv tog Alex i hånden og trak ham op over volden. Da de var nået om på ydersiden, hviskede Alex, "Hvad skal vi?" Hun tyssede på Alex, og trak ham et stykke ud på det åbne område. Der var mørkt. Kun stjernerne - ufattelige mange stjerner lyste op på den klare himmel. Hun fik Alex til at sætte sig ned sammen med sig. Alex så Halvard kigge op over volden. Da han fik øje på dem, forsvandt han ned igen. Han ville nok bare sikre sig, at de ikke stak af fra det hele. Liv satte sig oven på Alex, om favnede ham, og begyndte at kysse ham. Hun sagde, "I morgen skal vi måske ind i den anden farlige verden, og jeg ved ikke hvad der skal ske med os. Jeg vil bare sige". Alex holdt en finger over hendes mund, og kyssede hende. Hun var meget varm. Det var første gang Alex bemærkede hendes utroligt bløde hud, og smukke lange hår. De tilbragte det meste af natten der, og krøb så tilbage ved ildstedet inden det blev morgen. Det var ved at blive klart for Alex, at Liv og ham var ved at blive mere end gode venner på den korte tid, men han var ikke helt klar over, hvad han selv skulle synes om det. Han holdt meget af Liv, men han havde ikke engang helt styr på, hvem han selv var endnu, og hvordan det skulle ende med opgaven og bagefter, hvis de slap levende fra det - ville Liv så være med på at tage til Vinterly?