Taxien standsede og Jan steg ud. Han stod lidt og trak vejret dybt. Luften var klar og kølig og himlen glasagtig blå. Han så op mod vennens store, hvide hus, som lå oppe i bakken. Det var indrammet af høje træer, og bagved hævede bjergene sig.
   Her var smukt. En fantastisk natur. Alt virkede mægtigt, harmonisk og fredeligt.
   Chaufføren havde taget hans bagage ud af bagagerummet og stillet den i vejkanten. Jan betalte ham, og bilen kørte. Han begyndte at hanke op i kufferterne, da han hørte høje råb og så op mod huset. Der på husets veranda stod vennen, svær og bred, helt klædt i hvidt. Han havde armene bredt ud til hilsen, og nu kom han løbende ned ad stien.
   "Kære Jan," nærmest råbte han, "hvorfor ringede du ikke fra stationen, som jeg skrev, så ville jeg have sendt bilen, - Nå, men nu er du her." Han omfavnede Jan. "Jeg er så glad for at se dig. Det er så længe siden. - Lad nu komme op. Min hustru glæder sig til at se dig." Leon tog begge kufferter, så Jan havde kun sin taske at bære.
   Hustruen og de to børn stod på verandaen og tog imod dem.
   "Det er så Mathilda," præsenterede Leon, " - og min ven Jan."
   "Hjertelig velkommen, Jan," sagde hun og trykkede hans hånd. "Vi har glædet os til at du skulle komme." Hun var meget smuk, italiensk. Hendes sorte hår var strøget bagover og samlet i en knude i nakken. Hun var iført en enkel, rød kjole og ingen smykker.
   "Og dette er Rita og Pierre." Jan hilste på tvillingerne, de var omkring ti år. De var ret lyse og lignede mest deres far. De hilste igen med en naturlig velopdragenhed og venlighed.
   En tjener kom og ville tage bagagen, men Leon afviste ham. Han ville selv. Og sammen bar de kufferterne op på første sal, og ind i et stort lyst værelse. Jan så sig om. Foruden sengen med et blåt sengetæppe over, var der et bord med to dybe stole ved, og ikke mindst et skrivebord med mange opslagsværker. En dør måtte føre ud til badeværelset. Men Jan var mest betaget af det store vindue, der vendte ud mod udsigten over dalen.
   "Håber du kan trives her," sagde Leon. "Vi har glædet og meget til at have dig her. - Hvor er det længe siden." Han lagde hænderne på Jans skuldre og så ham ind i øjnene. Så tog han sig i det. "Nå, nu skal jeg ikke blive alt for sentimental. Vi får tid nok til at snakke. - Nu vil jeg overlade dig lidt til dig selv. Vi kan spise om en halv time."
   Han gik, og Jan gik hen til vinduet. Der var en vidunderlig udsigt over dalen og til bjergsiderne på den anden side.
   Leon Eyr og Jan Ohl havde holdt sammen i studietiden, og efter de forlod universitetet for femten år siden, havde de holdt forbindelsen. I lange perioder havde det dog kun været pr. brev. Deres liv havde formet sig vidt forskelligt. Leon var blevet en kendt videnskabsmand. Han havde gjort flere epokegørende opdagelser inden for atomfysikken. Og i sin forholdsvis unge alder var han allerede et anset navn inden for sin metier. For to år siden havde han fået en stor pris, og var da blevet i stand til at købe denne store villa.
   Jan var blevet lærer ved en højere læreanstalt, og nogen større ambitioner havde han aldrig haft. Han havde skrevet et par romaner og en fagbog, og det var altsammen blevet rost af kritikken, men solgte ikke noget videre.
   De følgende dage var gode. Her var virkelig meget fredfyldt, og bekymringer som han havde haft kom på afstand. Vennen vist ham rundt i huset og i sit private laboratorium, som var i en fløj bag huset. Ved en stor jerndør som var aflåst, havde han sagt: "Det bag den dør får du at se senere. Det er først og fremmest på grund af det, jeg har inviteret dig."
   De gik ture i skoven og ind over fjeldet. Nogle gange sammen med Mathilda og børnene.
   En dag de sad på verandaen med et glas kølig hvidvin sagde Leon: "Selvfølgelig har jeg inviteret dig, fordi jeg gerne ville se dig, men det er mest fordi du tænker anderledes end jeg."
   Jan svarede ikke, men så afventende på ham.
   Leon fortsatte: "Synes du, jeg har meget at bebrejde mig selv."
   Jan så forundret på ham: "For mig har du altid været en god ven."
   Leon rystede irriteret på hovedet. "Nej, jeg mener ikke på den måde, men sådan i almindelighed, for eksempel i mit arbejde."
   "Så vidt jeg ved, har du gjort menneskeheden store tjenester," svarede Jan.
   De sad tavse et stykke tid. Så begyndte Leon at tale om noget andet.
   Næste morgen kom han ikke til morgenbordet, og han viste sig ikke hele formiddagen.
   "Han arbejder," sagde Mathilda. "Når han arbejder, kan han ikke tænke på andet. - Tag med mig ned til landsbyen."
   Jan fulgte med. Det var en køn lille by med interessante, gamle huse. De handlede i butikkerne, og hun tog ham med på nogle visitter. De var hjemme igen sent på eftermiddagen.
   Først ved middagsbordet dukkede Leon op. Han var venlig som han plejede, men alvorlig og noget fjern. Efter måltidet sagde han: "Kom med!" De gik over til laboratoriebygningen.
   Jan havde nok været lidt nysgerrig efter, hvad der var bag den låste dør, men var han inviteret på grund af det der, regnede han med, at den også ville blive åbnet, når det var tiden.
   Det var altså nu. Lyset tændtes da de kom ind, og Jan blev forundret ved at se, at rummet næsten var tomt. Der var ingen vinduer, og væggene var hvide. I midten stod en stor cylinder og der var nogle få møbler. På den ene side var cylinderen udstyret med et instrumentbord, fyldt med knapper, visere og lignende. Et almindeligt tastatur, men ingen skærm. Under loftet gik der et utal af ledninger, som alle førte ind i cylinderen.
   "Hvad synes du?" spurgte Leon.
   "Tjah, foreløbig ingenting," svarede Jan.
   Leon trykkede på en knap på instrumentbordet, og i det samme så Jan, at hele endevæggen bestod af en mat glasplade. Den blev nu oplyst, og et billede af en trafikeret gade trådte frem.
   "Aha!" udbrød Jan, du har opfundet fjernsynet - eller er det computeren?"
   "Tag disse høretelefoner på, sæt dig hen i en stol, og sig mig så hvad du får ud af det." Leon satte sig selv et stykke væk.


* * *
   Jeg skrår over gaden, og bliver nær kørt ned ad en bil. Lidt stakåndet står jeg inde på fortovet. Så går jeg videre. Jeg går ind i en slagterbutik. Jeg må vente et stykke tid, fordi der er andre kunder før mig. Så beder jeg om to koteletter, får dem og betaler. Jeg siger farvel, går ud og begynder at gå tilbage. På vejen er jeg inde hos en grønthandler og køber nogle kartofler og løg. Huset jeg bor i er gammelt og forfaldent, men det er godt at have sit eget. Jeg flyttede ind i går, og alt ligger i et rod. Jeg er mismodig, kan dårligt tro, at dette nogensinde vil blive en menneskebolig. Men jeg går trøstigt i gang med at skrælle kartofler og snitte løg, og at stege mine koteletter. Lige nu vil jeg ikke tænke på skilsmissen og alt det der. Der er nok af det praktiske at tage fat på.
   
* * *
   Jan tog hovedtelefonerne af. "Det er meget godt," sagde han, "men er programmet ikke noget trist?"
   "Det er jo ikke noget fjernsyn," sagde Leon.
   "Nej, det er jeg klar over, Hvad er det?"
   "Det er et menneske."
   "Hvad mener du?"
   "Jeg har forsøgt at skabe et menneskesind, Måske er det lykkes. - Vort sind består af fem sanser, ikke sandt?"
   "Det lærte vi i skolen, jo. Men helt så enkelt er det vel ikke."
   "Nej, men alligevel er det sandt, sådan grundlæggende. Hvis vi ikke har disse fem sanser, eksisterer vi så?"
   "Jeg er ikke helt med."
   Leon rejste sig. "Kom lad os gå."
   De gik ud i solen. Op i skoven som strakte sig helt ned til huset. Fra den kølige, sterile atmosfære i laboratoriet var det befriende, at komme ud i den friske natur.
   Den vandrede længe af de skyggefulde skovstier uden at sige noget. Eftermiddagssolen varmede og luften var næsten stillestående, kun kom der af og til et kølende pust fra bjergene. Cikaderne larmede, men kun få fugle kom med små pip. Luften var mættet med de balsamiske dufte af blomster og træer, dufte som Jan som det bymenneske han var slet ikke kunne identificere.
   "Her er uendelig smukt," sagde han. "Du lever som Adam i Paradis."
   "Åh ja," sukkede Leon, "det gør jeg virkelig. Eller som Vorherre før Adam blev skabt."
   Han skiftede emne. "Jeg kendte stedet her fra jeg var barn. Jeg var her tit med mine forældre. Vi havde slægtninge i landsbyen. Men de er døde eller flyttet væk. - Og da jeg kom til penge, vidste jeg straks, at det var her jeg ville bo. Når jeg er væk på rejser eller for at arbejde andre steder, er det godt at vide, at jeg altid kan vende tilbage hertil."
   Nu skiftede han tonefald. "I aften får vi gæster. Venner fra landsbyen. Håber du vil kunne lide dem."
   Jan nikkede, men sagde ingenting.
   Omsider kom Leon til sagen: "Tænk dig, at du var blind døv og stum. Det er ikke helt ualmindeligt, vel?"
   "Nej, det er det vel ikke. Det er slemme handicaps."
   "Forestil dig så, at du heller ikke kunne føle, eller lugte og smage. Hvad ville der da være igen?"
   "Det ville være handicaps, som jeg ikke tror, kunne overvindes."
   "Men du ville stadig eksistere, ikke?"
   "Naturligvis."
   "Og verden ville eksistere?"
   "Ja." Jan var forvirret, og forstod ikke, hvor Leon ville hen.
   "Eller ville den? Ville verden eksistere, hvis du ikke havde nogen af dine sanser?"
   Jan tænkte. Det var vanskeligt, at komme til bunds i den tanke.
   "Godt," sagde Leon. "Jeg kan se din tvivl. Og måske tror du, at dette bare er et tomt tankeeksperiment. Men det apparat jeg har lavet, den avancerede computer, handler netop om dette. Eller faktisk om det stik modsatte. - Den danner ved hjælp af kemiske og elektriske processer sådanne centre, der svarer til et menneskes fem sanser. Disse centre reagerer på påvirkninger, og disse påvirkninger sker dels automatisk, når apparatet er i gang, og dels kan jeg styre dem ved hjælp af kontrolbordet.
   "Du har altså skabt et menneske?"
   "Sådan set, ja. Men i virkeligheden har jeg jo kun lavet dette apparat. Hvis du skiller det ad, vil du ikke finde andet end ledninger og forskellige kemiske præparater. Der er altså ikke lavet andet end apparatet. Men apparatet indbilder sig, at det er et menneske."
   "Den må jeg tænke lidt over," sagde Jan.
   Om aftenen kom gæsterne. Det var venlige mennesker, som tydeligvis var glade for at komme. Aftenen igennem steg stemningen stadig. En var en habil pianist og en anden sang folkesange fra egnen. Jan talte med mange og gjorde gode bekendtskaber, og han fik flere indbydelser til senere.
   Først sent gik gæsterne, og Leon, Mathilda og Jan stod på verandaen og så efter dem.
   "Godt at have gode venner," sagde Leon.
   Næste dag var de igen i laboratoriet. De tog begge hovedtelefoner på, og Leon ordnede med instrumentbordet.


* * *
   Jeg er kommet så nogenlunde i orden. Bøgerne er kommet på plads i reolen, og møblerne står så nogenlunde hvor jeg havde tænkt mig. Billederne er hængt op, og jeg kan begynde at tænke på, om dette nogensinde vil blive et hjem for mig.
   Ikke tænke! Ikke tænke! - Der er jo rart her. At kunne få sin egen lejlighed så hurtigt. Slippe for at bo på lejede værelser. Ja, det er godt.
   Men kan man begynde et nyt liv helt fra bunden? Jeg ved ikke, hvad det nye vil bringe. Men jeg ved, at det gamle var godt.
   At gå fra Karen var ikke så svært. Jeg hader hende ikke, men det var dog tvingende nødvendigt, at komme væk. Men jeg måtte jo også forlade min lille dreng. Og der var forretningen, alle vennerne - og min religion.
   Jeg er 32. Jo, jeg har energi til at tage fat på noget nyt. Midt i elendigheden føler jeg en lumsk glæde ved at tænke på fremtiden. Jeg skal nok få noget godt ud af den.
   
* * *
   "Det er dygtigt gjort," sagde Jan. "Men hvorfor skal det være så tragisk?"
   "Det er ikke tragisk," svarede Leon, "bare trivielt. Det hele er et resultat af kemi og elektricitet. Manden eksisterer jo slet ikke. - Og antager vi, at han dog eksisterer, så eksisterer hans verden ikke. Den findes kun i hans indbildning."
   "Indbildning?"
   "Jan - du er ikke stærk i logikken. Han består af sine sanser, og hans omverden består i hans forhold til den. Hans sanser registrerer noget. Ergo eksisterer det for ham."
   "Han eksisterer altså alligevel. I hvert fald som bevidsthed."
   "Ja, relativt. Men han, eller rettere sagt apparatet, har jo aldrig forladt rummet her, og i det øjeblik jeg slukker for kontakten her, så eksisterer han ikke mere."
   "Men har du så ikke dræbt ham?"
   "Mere end det. Jeg har udryddet en hel verden. - Men jeg kan jo bare tænde igen, så er alt genoprettet, og han har ikke mærket afbrydelsen."
   "Føler du et ansvar over for denne verden du faktisk har skabt."
   "Lad være med at sige faktisk, for faktisk er intet skabt. Jeg har naturligvis ingen forpligtelser over for intet. Men jeg kan jo pålægge mig et slags ansvar. Jeg kan antage at denne verden er virkelig, og jeg kan gribe ind i den, hvis jeg ud fra min selvpåtagede ansvarsfølelse finder det nødvendigt."
   "Men har han så et ansvar over for dig?"
   Leon lo en kort latter. "Mere det, ja. Uden mig eksisterede han jo ikke. Men hans ansvar er dog relativt. Han kan jo ikke gøre for, at jeg har skabt ham."
   De forlod laboratoriet.
   Jan fik overladt nøglerne til rummet, og han kunne let betjene apparatet, som når det var indstillet, var lige så let at betjene som en almindelig computer eller et tv. De følgende dage var han også på talrige besøg i landsbyen og besøge sine nye venner. Men den meste tid tilbragte han i laboratoriet.


* * *
   Da jeg forlod min kone, var det ikke bare en skilsmisse. Det var en forandring i mit forhold til hele tilværelsen. Fra min tidligste ungdom havde jeg været religiøs, men på en noget diffus måde. Men efterhånden som jeg blev voksen tog disse fornemmelser mere faste former. Religionen var det jeg byggede mit liv på. Jeg var ikke som så mange andre, der i deres ungdom falder for religiøst sværmeri. Dette var alvor for mig. Jeg kom til mine standpunkter gennem grublen og søgen. Gennem tanker om det egentlige grundlag for tilværelsen. Gud blev for mig meget virkelig. Han var skaber af verden og altså også af mig. Men jeg var skabt i hans billede, og som sådan med en fri vilje. Han var min far, jeg hans søn. Hvorfor skulle jeg ikke gøre hans vilje. Det var jo det bedste for mig selv.
   Naturligvis havde jeg i min ungdom haft problemer og mine tvivl som alle andre. Men min vilje var der ikke noget i vejen med. Jeg vidste nøje hvilken vej jeg skulle gå. Ikke i detaljer, kursen kunne ændres mange gange, men hovedretningen var jeg ikke i tvivl om.
   Jeg fik min uddannelse og mit arbejde, og jeg giftede mig. Vi fik en lille dreng. Denne udvikling lagde naturligvis efterhånden stadig større bånd på mig end jeg havde haft før. Før var min religion en frihed. Den havde så mange aspekter, mange muligheder. Jeg kunne vælge, og det gjorde jeg. Men nu blev den lagt i faste rammer. Min gudsdyrkelse bestod nu hovedsagelig i ansvaret for den lille verden jeg havde om mig. Det skulle jo også kun være godt. Det troede jeg.
   Jeg kan ikke forklare alt hvad der hændte. Men vanskelighederne bundede vel i problemer jeg havde haft fra min barndom og tidlige ungdom. Men tidligere havde det ikke betydet så meget. Men nu i de så konkrete opgaver og i den nære kontakt med et andet menneske, min hustru, blev problemerne efterhånden uoverskuelige. Jeg bad til Gud om styrke, men når det kom til stykket måtte det jo komme an på min egen vilje. Men jeg syntes min vilje blev forvrænget. Vejen fremover var ikke mere så klar. Min Guds vilje kendte jeg stadig - mente jeg da. Men min egen frie vilje var efterhånden et problem i sig selv over for vanskelighederne.
   Hvordan Karen havde det kan jeg knapt sige. Hun havde det i hvert fald ikke godt. Vi forsøgte gennem lang tid at hjælpe hinanden. Men vi vidste jo dårligt, hvad der var at gøre. Vi kunne ikke se særlig langt frem. Og så gik det imod skilsmissen.
   Mit forhold til Gud stod og faldt med den skilsmisse. Den var imod hans love, og dermed også imod min egen samvittighed. Men jeg havde jo min frie vilje. Jeg havde for så vidt ret til at sætte min vilje op mod hans. Jeg kunne ikke se nogen vej udenom. Måske kan jeg det senere. Men jeg tog springet.
   Og nu er jeg her. Jeg har fået indrettet mig nogenlunde. Men min Gud er der stadig, kan jeg mærke, han er der et sted og betragter mig. Han har ikke forandret sig. Findes der nogen vej tilbage til ham? Jeg tænker på min tilværelse alle disse år. Jeg kunne ikke gå tilbage og ind i den igen. Og selvom jeg kunne så - nåja, så kunne jeg ikke.
   Nu går jeg min egen vej. En vej skal jeg nok finde. Men ikke tilbage.
   
* * *
   En dag Jan sad sammen med Leon på terrassen spurgte han: "Har han overhovedet nogen fri vilje?"
   Leon svarede: "Det mener han, så det har han altså. I virkeligheden er alt han oplever, mener og vil tusinder af små processer og deres kombinationer. Han føler aldrig, at han vil andet end hvad disse processer vil, for de er jo ham. Sommetider, eller ret ofte, strider disse processer mod hinanden. Han føler det som ulykker eller som disharmonier i sit sind. Men trods alt er det alt dette tilsammen der gør, at han er den person han er. Efterhånden vil jeg vel finde frem til at gøre apparatet så perfekt, at processerne ikke modarbejder hinanden. Men der er lang vej igen."
   "Føler du dig som en gud i forhold til ham?"
   Leon smilede nærmest genert. "Det er jeg jo, ikke sandt? - Men det er ikke så fantastisk, som det lyder. I virkeligheden er det hele jo bare opspind. En forfatter er vel også en gud for den romanverden han opdigter. Han laver bare mennesker med sit papir og sine skriveredskaber. Det er hvad du selv har gjort. Jeg gør noget tilsvarende i mit laboratorium. - Men jeg føler mig ikke almægtig. Min almægtighed består i, at jeg kan afbryde kontakten og tænde den igen. Men han er jo kun et foster af min hjerne. Det er et apparat. Det er ingenting.
   Jan havde hele tiden følt sig ilde tilpas, når han skulle afbryde kontakten. Han måtte samle al sin fornuft og bare gøre det. Han var også næsten angst for at tænde, og dog gjorde han det stadig oftere som tiden nærmede sig, og han skulle hjem.


* * *
   Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, lå der et brev fra en gammel ven. Jeg ved ikke om han kender til mine problemer, men det er i alle tilfælde godt at høre fra ham. Han inviterer mig til at komme og holde ferie hos ham og hans familie. Familien har jeg aldrig truffet.
   Jeg vil tage imod indbydelsen. Jeg ved, at han er et godt menneske. Det vil være rart, at komme lidt væk fra det hele et stykke tid.
   Jeg er nu ellers kommet godt i stand her. Jeg er glad for min lejlighed og på arbejdspladsen har jeg fået et par gode venner. Der synes at være grundlag for en ny tilværelse. Om den bliver lykkelig, ved jeg ikke. Men det er heller ikke så vigtigt. Jeg har også idéen til en ny bog, som jeg vil tænke igennem. - Jeg skal nok klare den. Nu i første omgang vil jeg glæde mig til ferien og til at besøge min ven.
   
* * *
   Om natten kunne Jan ikke sove for varmen. Hans stod op og tog sin morgenkåbe på. Han stod lidt ved vinduet og så ud på den klare stjernehimmel og månen der steg op over bjergenes silhuetter. - "Hvilket paradis," tænkte han. Dalen lå i mørke, men i landsbyen kunne han se enkelte lys.
   Han gik nedenunder og ud på terrassen. Den lune vind svøbte sig som silke om ham. Han var ikke ked af, at han skulle rejse. Problemerne derhjemme skulle han nok ordne. - Han lyttede på stilheden, på natfuglenes sang og cikadernes hvislen. Han prøvede at fange det hele ind, at tage det hele til sig som noget virkeligt.
   Der lød en svag raslen bag ham og han vendte sig. Det var Mathilda.
   "Åh, er du her?" sagde hun stille.
   "Jeg kunne ikke sove," sagde han. "Det er så varmt."
   Hun stillede sig ved rækværket tæt ved ham. Hun trak sin kimono tæt sammen om sig.
   "Det må være et privilegium, at bo så smukt et sted," sagde han. Han var lidt irriteret på sig selv, at han ikke kunne sige noget mere originalt.
   Men hun svarede bare let: "Ja, det er et privilegium. Men man vænner sig også til skønhed, så man ikke ser den."
   Han skævede til hende i mørket. Gad vide om hun var bevidst om sin egen skønhed, og mon Leon var det. Han måtte jo have været det, for hun var jo her og hun var gift med ham, og de havde to smukke børn.
   Han blev lidt irriteret på sig selv, at han overhovedet beskæftigede sig med den slags. Men selve dette sted og det han havde oplevet i laboratoriet, gjorde ham meget opmærksom på sine sanser. Hvordan kunne han lade være med at suge al denne skønhed til sig.
   Han havde lyst til at række hånden ud og røre ved hende, men gjorde det ikke. Kun i tankerne gjorde han det, og det var som om hun mærkede det, for hun trak sig lidt væk, men vendte sig samtidig imod ham og smilede, hendes mørke øjne strålede imod ham. Så bøjede hun sig frem og kyssede ham på kinden.
   "Jeg er glad for at du har været her, Jan" sagde hun. Det er så dejligt med nogen som ser. Så ser man også selv klarere."
   Hun lagde hånden let på hans arm. "Godnat, Jan."
   "Godnat, Mathilda."
   Det var rejsedagen. Vejret var lige så godt, som det havde været hele ferien. Jan og Leon sad på terrassen med det sidste glas hvidvin. Kufferterne var pakket og stuvet i bilen. Men det var ikke rigtigt tiden endnu.
   Leon var stille, han vendte og drejede sig i stolen. Varmen syntes at plage ham. "Ja, nu rejser du," sagde han så.
   "Jeg har vist ikke været til megen hjælp for dig," sagde Jan.
   Leon lo kort. "Mere end du tror," sagde han. Han tørrede sig med sit lommetørklæde over panden. "Hvad i alverden skal jeg gøre?" vrissede han.
   "Med hvad?" spurgte Jan.
   "Det ved du jo godt. Med det forbandede apparat."
   "Du føler altså alligevel et ansvar."
   "Det tynger mig," sagde Leon. "Hvis jeg troede det hjalp, ville jeg bede dig om at blive. Men det gør jeg ikke. Jeg må træffe en afgørelse. - Jeg har min logik. Jeg ved jo, at det jeg har lavet kun er et kompliceret apparat. Jeg ved, at det ikke er noget levende. Og det er da slet ikke en menneskesjæl. - Men så glipper min logik. Det burde dog ikke være så svært for mig at tænke fornuftigt. Men så sig mig nu du: Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg stille op med det apparat? Skal jeg tilintetgøre det?
   Jans blik gled ud over dalen og op mod bjergene på den anden side. Halvvejs op lå bjergsiderne i skygge. Men længere oppe og indover lyste vidderne grønne i solen. Og videre op rejste toppen sig i en grå spids. Og bagved, længere borte, vidste han, var der andre bjerge, tinder han ikke kunne se.