Tidlig næste morgen efter en god nats hvil blev Vitus overflyttet til en anden stue, hvor der lå en ældre gråhåret dame. Hendes hår var skulderlangt, og hun var halvkraftig bygget. En ordentlig madame som man siger. Hun snakkede i en svada til sygeplejersken, men hendes ord pralede af, for det var næsten kun brok der kom ud. Sygeplejersken blev kort for hovedet og svarede næsten kun ja og nej eller hun undskyldte sig med at lægen vidste hvad var bedst. Hendes navn var Doris og allerede nu havde Vitus lyst til at flygte fra stuen for snakketøjet stod ikke stille. Det eneste han ønskede, var noget fred og ro og ikke selskab af et sludrechatol. Men Doris havde andre planer.

Efter en times tid kom morgenmaden. Så var der heldigvis lidt fred i mellemtiden. Doris nåede dårligt nok at tygge af munden inden Vitus blev bombarderet med spørgsmål som: Hvad hedder du? Hvad er du indlagt for? Hvor gammel er du? Hvad synes du om personalet? Kan du lide maden her? Har du en kæreste som besøger dig? Synes du ikke Rasmussen ser godt ud? Spørgsmålene blev ved med at komme. Til sidst undskyldte Vitus sig med at han skulle gå ture efter lægens ordre og forlod glædelig stuen for at få fred. Selv om det måske blot var ti minutter til et kvarter det tog at få gang i benmusklerne så var freden velsignet og han åndede lettet op ude på gangen med rollatoren foran sig. Alle lydene ude på gangen syntes enten at give genlyd eller havde svært ved at forsvinde med det samme. Den sterile lugt der var til stede, gik direkte i maven. Han besluttede sig for at gå på toilet, nu når han var ude at spadsere alligevel, og skubbede rollatoren fremad i et støt tempo.

Døren til toiletterne gik op og han gik hen til spejlet ved håndvasken for at minde sig selv om, hvordan han så ud. Det var jo ikke hver dag man stjal en køn pigekrop ved navn Katie, og det var mindre end et døgn siden han havde invaderet hendes krop med sin vildfarende sjæl. Han så ind i spejlet og smilede. Hun var køn og det hele var næsten for godt til at være sandt. Der måtte være en hage ved situationen, for det hele invasionen af kroppen havde gået lidt for nemt efter Vitus smag. Han tog sig til brysterne og smilede over hele femøren, og gav så slip igen inden der kom andre ind på toilettet. Folk ville tro at han var tosset, hvis han stod og gramsede på sig selv. Men de skulle bare vide hvilken rejse hans sjæl havde fortaget sig, så ville ingen le eller pege fingre. Lige nu var det eneste han ønskede sig, var at komme hjem til pigens forældre og lære at indfinde sig under samme tag som dem, og måske komme til at kunne lide dem for hvem de var. Moren var helt klart bossen, mens faren nok var den praktiske, kunne Vitus forstille sig. Men om det var rigtigt, måtte tiden vise.

Han lagde toiletpapir på toiletsædet, inden han satte ned for at tisse. Måtte hellere passe på kroppen for så vidt muligt. Katie ville jo nok have gjort det samme. Mens han sad der og tissede kom han til at tænke på hans gode ven Anton, der havde våget over hans syge krop. Anton havde lovet at komme igen i dag, og ville formentlig få sig et chok over Vitus krop havde givet op før tid. En part af Vitus ønskede at opsøge Anton, mens en anden part sagde at han skulle give slip på sit gamle liv. Det var et dilemma og han kendte ikke det rigtige svar, men Anton ville nok tabe kæben hvis Vitus opsøgte ham forklædt som Katie. Det var en vanskelig situation at tage stilling til. Anton plejede at komme ved ti tiden om morgen, så der var stadig en times tid at løbe på, hvis Vitus besluttede sig for at opsøge ham på stuegangen.
   Vitus kom vand i hovedet, da han stod ved håndvasken, og tænkte at han idet mindste kunne hilsen på sin gode ven Anton uden at røbe noget. På den måde kunne han også få sagt endegyldigt farvel på sin egen måde, hvis det blev nødvendigt.

Lemmerne var stive i betrækket og alt kostede lidt anstrengelse at bevæge dem. Bare denne lille tur hen til toilettet og tilbage til stuen trættede benene.
   "Nå der er du," sagde Doris: "Var det godt med en gåtur?"
   "Ja, det var dejligt nok," svarede Vitus.
   "Mangler du læsestof? Jeg har en bunke blade for at få tiden til at gå. Du må godt læse i dem. Du må bare ikke løse kryds og tværs i bladene for dem vil jeg godt selv løse. Aftale?"
   "Det er en aftale og tak fordi jeg må læse i dine blade." Et eller andet skulle Vitus jo få tiden til at gå med.
   "Årh det skal du ikke tænke på lille du," sagde Doris og var glad for at kunne hjælpe,
   Doris tog en håndfuld blade frem fra en pose og lagde dem på rullebordet.
   "Hvad er et andet ord for installation. Ordet starter med v og er på hele tyve bogstaver. Det slutter med læg? "
   Vitus gav sig til at tælle fingre: "Varmeforsyningsanlæg," kom det fra Vitus.
   "Jeg tror det passer. Hvad er så et andet ord for primær. Det er på 14 bogstaver og har ordene "tit" næsten i midten og starter med k?"
   Vitus gav sig atter til at tælle fingre: "Konstituerende."
   "Orv ja, du er skarp," kom det fra Doris: "Du er da en klog en. Har du en fin eksamen i noget?"
   "Nej, jeg har været i koma i de sidste tre år og fem måneder. Det har afholdt mig fra at tage nogen uddannelse." Vitus havde et helt liv bag sig, og noget af tiden havde han brugt på at skrive og løse talrige kryds og tværs, så hans vidensbank rummede et stort ordforråd.
   "Nå for søren da. Jamen nu da du er vågen så skal du da helt klart bruge det hoved til noget nyttigt. Vil du love mig det?"
   "Jeg skal forsøge," smilede han og rejste sig for at tage nogle af Doris dameblade over til læsning. Hendes verden, Femina og Billede Bladet blev det til. Det feministiske læsestof kedede hurtigt Vitus og Billede Bladet var lutter sladder med de royale og kendte i hovedsædet. Efter et stykke tid følte han sig mæt i artiklerne.
   "Hvad er klokken?" spurgte han.
   "Årh den er ... lad mig se, kvart i ti," sagde Doris og så på ham.
   "Så må jeg hellere strække benene lidt," smilede han.
   "Nu igen. Husk du ikke skal overanstrenge dig. Vi er her for at slappe af."
   "Det går nok."
   "Nå ja, det må du selv om," begravede Doris sig atter i et blad.

Rollatoren trillede støt ud på gangen, og han fandt frem til stuen, hvor han havde været indlagt. Her ville Anton snart komme. Vitus gjorde holdt ved nogle stole man kunne sidde på og satte sig ned og ventede.
   Tiden sneglede sig afsted, men pludselig ankom Anton på gangen med åben blå jakke iført ternet skjorte, brune bukser og sine elskede Ecco sko. Vitus vred hjernen for, hvad han skulle sige. Anton nåede hen til stuens dør ved siden af Vitus og åbnede den. Sengen var tom og Anton stirrede.
   "Han er borte, men ikke død," sagde Vitus til Anton der kom ud ad døren: "Jeg tror ikke noget dør for bestandigt."
   Anton stirrede på Katie: "Kendte du ham?"
   "Det kan man godt sige."
   "Det er underligt. Jeg så ham i går og puf, bare sådan så er han borte i dag," sagde Anton.
   "Livet går ikke altid som planlagt. Det er uanset om man er troende eller ej."
   "Det kan du have ret i. Er du troende?"
   "Lad os bare sige at jeg begynder at blive det. Der må være mere til livet end det vi ser. Tror du ikke også det?"
   "Helt bestemt unge frøken."
   "Du kan bare kalde mig Katie," rakte Vitus sin hånd frem.
   "Jeg er Anton," tog han imod hånden.
   "Det ved jeg. Han har snakket meget om dig. Han sagde også du ville komme i dag ved ti tiden, så jeg tænkte, jeg lige ville hilse på og overbringe den dårlige nyhed."
   "Det er pænt af dig. Ved du hvornår han døde?"
   "Engang ved elleve tiden i går formiddags."
   "Det har været kort efter jeg forlod ham så. Det er sært. Han virkede ellers frisk nok bortset fra at han var lidt medtaget af træthed. Jeg forventede ikke at han allerede ville drage videre."
   "Livet er finurligt," sagde Vitus.
   "Ja. I det mindste har han fået en form for fred håber jeg."
   "Det tror jeg også han har, men vi skal jo alle sammen samme vej. Det er blot et spørgsmål om tid. Ikke at jeg forventer at dø i dag, men engang drager vores sjæl jo videre til gud ved hvor hen."
   "Lige nøjagtig. Du minder mig om Vitus. Han ville have sagt noget i samme stil," smilede Anton.
   "Nå, jeg må hellere se og komme tilbage til min stue inden de leder efter mig."
   "Tak for sludderen. Det var hyggeligt at møde dig, Katie."
   "I lige måde Anton. Pas godt på dig selv. Hvem ved, måske ses vi igen en skønne dag?"
   "Ja man ved aldrig hvad livet bringer med sig. Du må også passe godt på dig selv."
   Vitus rejste sig op og begyndte at skubbe rollatoren fremad på gangen og Anton forlod ham. Han var taknemmelig for, at han kunne få lov til at se Anton. Hvis bare han vidste Vitus ikke var borte, men befandt sig lige her så ville Anton blive rokket i sin tro på det hinsides og prise Gud endnu mere, end han gjorde i forvejen.

Doris snakkede med en sygeplejerske da Vitus kom tilbage. Hun havde tilsyneladende ondt og ville gerne have noget smertestillende. Han agtede ikke at spørge ad hvad Doris var indlagt for. Så det forblev et mysterium. Sygeplejersken forlod stuen og kom snart tilbage med nogle piller til Doris.
   Der var små timer til middagsmad og tiden sneglede sig atter afsted. Vitus gik i gang med bladene igen og lyttede til Doris med et halvt øre. Han svarede hende halvhjertet når hun spurgte om noget, mens han læste. Katies forældre ville komme i dag. Han var sikker på at det nok skulle blive akavet, nu når deres datter ikke kunne huske noget som helst. Det ville være som at få et fremmed barn intellektuelt, men yderst genkendelig kropsmæssigt, hvilket ville være en ambivalent følelse. Vitus skulle og lige vænne sig til at sige mor og far til dem, og indprente deres ansigter ordentligt.

Da klokken slog et par minutter over elleve ankom forældrene. De virkede lettere konfus over at deres Katie havde skiftet stue.
   "Hej min skat. Det er bare os," sagde moren og kom hen til side af sengen. Faderen vinkede i fodenden og smilede.
   "Hej mor, hej far."
   "Nå, fortæl så. Kan du stadig ikke huske noget?" prøvede moren at lirke svar ud.
   "Nej intet. Jeg er helt blank."
   "Det kommer nok tilbage alt sammen skal du se," sagde faderen: "Du behøver bare tid."
   "Ja, masser af tid," sagde Vitus for at indgyde en form håb hos dem.
   "Er du begyndt i fysioterapi eller genoptræning?"
   "Ikke endnu. Indtil videre har jeg gået et par ture med rollatoren, og det er gået fint nok."
   "Det er godt du gør en indsats min skat. Du skal se, du kommer nok snart hjem igen, hvis du bliver ved med at gøre en indsats." Ordet skat føltes som omklamrende fra morens side, men Vitus havde fuld forståelighed for ordvalget. Deres lille datter ville altid være en skat uanset om hun var 18 eller fyrre år.
   "Det håber jeg da. Min træning er vel ikke forgæves," smilede han.
   "Jeg har den bog med, som jeg har læst højt ad for dig. Jeg ved ikke om du har hørt noget af det, men tænkte du måske gerne ville have slutningen med. Ikke at jeg skal læse højt nu da du er vågen og kan selv, men jeg tænkte at tiden måske ville gå lidt hurtigere," sagde faderen.
   "Tak far," jeg er sikker på at jeg nok skal få læst bogen.
   Faderen gik fra fodenden af og hen til det lille rullebord, hvorpå han lagde bogen, og smilede til det der engang var hans datter.

Så kom doktor Rasmussen forbi stuen: "Hvordan har du det i dag Katie?" sagde han og smilede ganske let.
   "Det er stort set det samme som i går. Jeg er dog langt mere udhvilet i dag," sagde Vitus.
   "Okay. Har du prøvet at gå et par ture endnu?"
   "Ja det har jeg. Og så helt uden hjælp."
   "Storartet. Hvad siger til vi begynder på din genoptræning lidt efter middag? Skal vi sige klokken et?"
   "Det lyder godt," smilede Vitus.
   "Ja ikke. Vi skulle jo gerne kunne udskrive dig hurtigst muligt. Med lidt kampvilje kan du klare dig helt uden hjælpemidler meget snart. Bare vent og se unge dame."
   "Hvor lang tid tror du der går doktor før Katie kan blive udskrevet?" spurgte moren.
   "Det er svært at give et skøn, for det kommer helt an på Katies kampvilje. Det eneste vi kan gøre, er at se tiden an og så tage den derfra. Vi tager én dag ad gangen og ser ad hvordan det hele forløber sig."
   "Ja selvfølgelig," sagde moren.
   "Nå, jeg har andre patienter der venter, så hvis I vil have mig undskyldt," sagde Rasmussen og gik hen til Doris, som havde lyttet intens med indtil videre.
   "Ja naturligvis doktor," sagde moren og smilede kort til Rasmussen.

Rasmussen tilså Doris, og sagde at hun kunne få lov til at tage hjem i morgen, for alt var som det skulle være efter en succesfuld operation. Hvis hun stadig havde ondt, kunne hun få lov til at få nogle piller imod smerterne. Doris takkede ja til pillerne, og sagde at hun havde ondt, men glædede sig over at kunne få lov til at tage hjem. Så gik Rasmussen atter sin vej, og der blev stille i stuen.
   Forældrene blev en lille times tid og forsynede hende familie nyheder som Vitus slet ikke kendte noget til, hvilket fik ham til at føle sig som en fremmed. Men han var jo også en total fremmed ved nærmere eftertanke. Han kendte jo en døjt til Katies familie.

"Moster Emma har født en fin dreng ved navn Jens for et års tid siden, og din fætter Steen har langt om længe fået kørekort efter at have dumpet en enkelt gang. Men køreprøven er jo også svær. Din kusine, Sandra, har næsten lige bestået HF så alle er stolte af hende. Hun siger, at hun vil starte på uddannelse som jordemoder. Farfar gik borte for to år siden på grund af Alzheimer. Morbror Jimmy har haft et stroke og er nu lam i venstre side af kroppen, så han skal have hjælp til en masse. Men bortset fra det så går det meget godt," sagde moren: "Der er sikkert noget jeg har glemt at fortælle, men det kommer hen ad vejen. Lige nu skal du bare få det bedre. Det er alt der betyder noget. Alle jeg har talt med er så glade over at du endelig er vågnet og ønsker dig alt det bedste."

Det lød til at være en hel normal familie med lidt glædelige nyheder såvel som tragedier. Vitus glædede sig til at komme hjem til forældrene for og se hvordan de boede. Han glædede sig til at få sit eget værelse og ikke skulle bekymre sig om at betale regninger som husleje, elregninger og andre nødvendigheder. Katie boede vel stadig hjemme eller gjorde hun ikke? Nu måtte han ikke tage glæderne på forskud. Han blev nødt til at spørge forældre ad.

"Mor, far, jeg ved godt det er lidt akavet, men bor jeg stadig hjemme eller er jeg udeboende?"
   "Nej det er et helt fint spørgsmål min skat. Du bor stadig hjemme, så du skal ikke bekymre dig om den part."
   "Pyha," sagde Vitus: "Det er godt."
   "Du var ganske vidst på vej til at finde noget at bo i sammen med Michael forinden ulykken. Vi havde snakket om det var okay at du gerne ville prøve at være udeboende, men den part nåede du aldrig til. Alt står som da du forlod det derhjemme, så ingen bekymringer der. Slap du bare helt af."
   Det var en enorm lettelse at høre syntes Vitus, for så kunne han fokusere på mere personlige problemer. Så skete der noget uforudsigeligt. Vitus venstre arm gav et ufrivilligt spjæt fra sig.
   "Hvad var det?" spurgte moren.
   "Det ved jeg ikke," sagde Vitus.
   Så gav det et endnu et spjæt, men i højre arm.
   "Paul, få fat i lægen!" sagde moren.

Da doktor Rasmussen nåede frem til stuen gjorde hele Katies krop oprør. Den var nu fuld af spasmeangreb, der strålede igennem hvert eneste led. Vitus havde fuldt ud mistet kontrollen over kroppens funktioner. Det var som en kraft indefra der kæmpede imod Vitus sjæl. Rasmussen tilkaldte sygeplejersken og sammen fik de sprøjtet et beroligende middel ind i Katie. Snart holdt kroppen op med at spjætte og Vitus faldt i en dyb søvn. Forældrene og Doris havde fået sig en forskrækkelse.
   "Hvad er der sket med Katie?" spurgte faderen.
   "Det er for tidligt at sige. Vi bliver nødt til at fortage en række tests for at fastslå problemet," sagde Rasmussen.
   "Hvad for nogle tests?"
   "En MRI og CT-scan til at starte med. Så tager vi den derfra. Men først skal Katie have noget ro. Jeg forslår I tager hjem, for der er ikke mere vi kan stille op i dag."
   Modvilligt forlod moren og faderen stuen som Katie var indlagt på, mens Vitus var sendt til drømmeland.