Der er sagt meget om den ting, men det er sådan her: Jeg var syv år da det skete. Andre har måske haft andre aldre end jeg da det tilsvarende skete for dem, og det kan jeg ikke tage fra dem, men den gængse historie som den ellers bliver fortalt er, udover dette ret ligegyldige spørgsmål om alder, nu engang forkert. Så forkert at jeg føler mig nødsaget til at tage bladet fra munden og gendrive, -- jeg, der ellers er meget blufærdig og som ellers mener at sådanne ting bør blive internt i familien.
   Jeg skal i det følgende prøve at bevare tingene på så generelt et plan som muligt.

Altså: De starter altid, jeg var så og så gammel da det skete, og så: det er skyld i al den ulykke der siden er hændt mig, eller al den lykke der siden er forbigået mig, eller hvordan de nu får det formuleret, -- uanset hvad de siger her, betyder det dog det samme: fra denne ene episode har alt i deres liv sidenhen udbredt sig ikke fordelagtigt, med andre ord: alt dårligt udgår fra den.
   Og nu går de gerne i stå, deres øjne bliver blanke, munden hænger let åben, og hagen dirrer ved at skulle bære deres næste ord, som allerede er formet og blevet tunge i tanken. Og i deres umiddelbare sårbarhed kalder de på noget inde i dig, som de sikkert også får, du afgiver det uvægerligt, man kan næsten sige at de tager det fra dig; du mærker ligeledes hos dig selv en begyndende klump i halsen, og du forbarmes, røres. Og du mærker en morbid fascination også, for tænk at have været udsat for noget sådant, hvilket menneske må det ikke skabe?
   De fortsætter: Der er en anden person, det er en god person, kærlig, han eller hun elsker og forstår at blive elsket og kan rumme begge dele. Jeg kan se det for mig, det menneske jeg kunne være blevet. Når jeg ser på det barn jeg var dengang, jeg kan se det alternative spor jeg kunne være kørt ud af, hvis ikke mit fundament var blevet forrykket dengang. Jeg er ikke den, som det var meningen jeg skulle være, jeg burde have været et bedre menneske! (og nu græder de virkelig, deres ansigter ligesom falder tilbage og ind i noget, så de bliver som børn at se på). Alle de mennesker jeg kunne have mødt, åbent og uden mistænksomhed, havde det ikke været for den evige frygt, der er skygger af den min første frygt, der blev ingydt i mig da jeg var så og så gammel, osv., osv.

Det bliver lidt meget patos for min smag, alle disse kunne, skulle, burde, det kommer til at stikke i mange retninger. Det er ganske en ting som er svær at indfange, noget meget individuelt. Men samtidig er det også noget kollektivt og der er et mønster, da det jo er muligt for mig her at samle alle deres nørklede tråde, og at berette om dem, som var de een (de er tusinder). Jeg vil nødig falde tilbage på klicheer, men...
   Nej, lad mig bare sige: Nuancer er der i overmål, og masser af indviklede variabler. Men de er, så at sige, et knips salt til selve måltidet; der er ingen af disse som er virkeligt vigtige og som indvirker mærkbart på det overordnede, som er: De vil have sympati, og, i yderste konsekvens: de vil elskes. Det er alt.
   Det er så skuffende banalt, men de er ikke specielle. De er tværtimod som alle andre, og som alle andre vil de elskes. Og de bruger så dette deres barndoms uheld (og det er virkeligt alt det er, sort uheld) til at avle kærlighed, for det er hvad de har, det er det eneste der gør dem anderledes, det eneste der gør, at de skiller sig ud fra mængden der står og råber på det samme som de. Så selvfølgelig bruger de det.
   Men derved holder de såret åbent alene for at have et sår at pege på, og det er det, som jeg synes er forkasteligt. Hvis de så i det mindste var ærlige omkring det, overfor sig selv ikke mindst, for selvom de alle aner det forkastelige, undlader de bevidst at gå fuldt ind i erkendelsen. Er der ikke en dyd i at sætte sandhed over lykke, over alt andet? Der er en villig blindhed i deres tilgang som byder mig stærkt imod. Så heri ligger altså min forargelse, dette er kernen: Der er en anløben og uvedstået stolthed over dette sår som de med en anden tunge forbander og begræder, og de sejles jo frem på deres tårer, det er jo netop igennem det prisme at alt deres livs potentiale dispergeres og bliver til substans.
   For det lykkes virkelig for nogen af dem at fastholde een, een som forbarmes ligesom du, over deres fragmenterede og kaotiske person. Og de elsker denne ene, omend det er en misbrugt og ødelagt kærlighed de elsker med, og de græder mere end over noget andet, over deres kærligheds afstumpede natur. Men de luner sig i hemmelighed også derved, og de fortæller sig selv at de er specielle i ordets mest positive forstand, sjældne, ekstraordinære, på grund af det som er sket dem.
   Det er efter devisen om, at under enormt pres skabes diamanter, at de maler deres forvrængede selvbillede, og de føler virkelig at de glimter smukt som diamanter, som stjerner, i livets sorte nat (livets sorte nat, -- sådan har jeg virkelig hørt det udtrykt!), med deres, efter egen opfattelse, dybsindige, og, for alle andre, ufattelige fortvivlelser. Men jeg forstår at se dem som de er: ordinære. Jeg alene forstår.

Og dersom du nu spørger, hvad der gør mig så speciel, mig, der også har været udsat for netop dette brutale som tilsyneladende har ledt alle andre så på afveje, hvordan har jeg formået at hæve mig så højt at jeg kan se deres fælles fejlslag og undgå at tage del i det; besidder jeg en højere moral end alle disse mine medofre?
   Hvis du spørger sådan, har du ikke forstået.