Føljetonen. Leg med døden.
   Resumé
   En september dag 2015 sårer Frits, der er alene på jagt, en kvinde med et dødeligt riffelskud i Østskoven. Det bliver startskuddet til en turbulent historie der handler om en bizar leg med døden. Den sårede kvinde er desperat og får vristet jagtriflen fra ham. Frits venter på kvindens hævn. Men kvinden vælger, ikke at dræbe ham selv om hun har dræbt så mange gange før. Frits får overtaget og udnytter groft situationen. Hændelsen kalder på retfærdig hævn.
   Frits har begået en forbrydelse og tør ikke gå til politiet men spærrer kvinden inde i hans afsidesliggende villa uden at vide at kvinden er Lene Lindstok der er eftersøgt af politiet som Danmarks farligste seriemorder.
   Læseren får indblik i hvem Lene Lindstok i virkeligheden er gennem en lang række detaljerede fortællinger fra Lenes liv, lige fra den dag hvor hun 15 år gammel dræber sin stedfar og kort tid efter rejser til Schweiz, til den dag i 2015 hvor hun vender hjem til Danmark som eftersøgt men også som en af verdens dygtigste kirurger der i sidste ende skal beslutte sig for om livet skal være en leg med døden.

I dette afsnit er Lene på vej i Italien sammen med Elle og hendes moster. De bliver uforvarende rodet ind i modeverdenens problematik. God læsning.


Mercedesen bremsede op foran det eksklusive Grand Hotel i Tremezzo. Det var 'spionerne' fra Artificiel Star, der ankom fra Lugano.
   Foran bilen holdt en Rolls Royce Silver Shadow. En farvet chauffør i hvid uniform, åbnede ærbødigt bildøren for et berømt amerikansk filmstjernepar. Hun i hvid mink og smykket med diamanter, han i silkesmoking og laksko.
   Den røde løber var rullet ud og et stort display forkyndte 'Welcome to the Oscar Award Winners 1975'.
   Hotellets mange velhavere og berømtheder var stimlet sammen på trappen og i foyeren for at modtage og hylde de feterede stjerner. Parret bevægede sig selvbevidste op ad trappen med indlagte stop positioner, mens de villigt smilede med hvide plastic smil til fotograferne og lod sig interviewe af journalisterne.
   Det myldrede med liberi- og gallauniformerede portierer. Rolls Roycen blev langt om længe vinket frem, uden at nogen bekymrede sig om gæsterne i Mercedesen. Hoteldirektøren Pirello Sibono ville have hele scenen filmet, som en del af hotellets promotion, før den sorte Mercedes kunne vinkes frem. Det irriterede Lene, fordi hun vidste, at Elle havde bestilt suite 52, Kejser suiten som var hotellets dyreste, til 3.000 Schweizerfranc pr. nat, så hun havde ikke tænkt sig at de skulle være gidsler i Pirellos show på parkeringspladsen.
   "Kør frem Elle, vi er ankommet", sagde Lene.
   Elle kørte bilen frem til den røde løber, så de kunne stige ud og entre trappen til foyeren, hvor filmstjernerne fortsat blev filmet sammen med hoteldirektøren Pirello Sibono.
   Pirello havde højt blodtryk og tabte fuldstændig besindelsen. Han røg ud på trappen og beordrede Mercedesen skubbet tilbage, så de kunne filme færdigt. Seks røde gallauniformer sprang lydigt ned af trappen og forsøgte at skubbe Mercedesen baglæns, mens de råbte og gestikulerede til Elle, at hun skulle bakke, alt imens de forsøgte at rive de låste døre op.
   Filmfotograferne og journalisterne tabte interessen for filmstjernerne og begyndte at filme det aparte sceneri ved den røde løber.
   "Nu må I ikke blive forskrækket", sagde Lene til Elle og Magdalene, "men vi skal ikke finde os i at blive dårligt behandlet." Lene trykkede på en camoufleret knap i instrumentbrættet og trak en lille manøvrepult ud. "Gid du var her nu, Snotter, du ville elske det," tænkte hun og trykkede på knappen S-ON med joysticket trukket lidt frem. Røgkanonen fungerede perfekt. Bilen og alt i 25 meters omkreds blev indhyllet i tæt røg. Knappen kunne drejes til 'gasblanding' bedøvende eller til dræbende med få klik. Det gjaldt om at se godt efter. Hun valgte 'bedøvende' og hørte gallauniformerne hoste i næsten et minut, inden stilheden lagde sig. Hun droslede lidt ned for røgen og trykkede på M-ON, skuffen med maskinpistolerne som gled ud. Hun stod ud af bilen og tømte en salve i hotellets glasudhæng. Det gav en dominoeffekt og et øredøvende brag, da de store glasstykker faldt ned i forhaven. Ingen kom til skade, da alle var på trappen eller inde i selve foyeren. Lene lagde våbnet tilbage i skuffen, slukkede for røgkanonen og skubbede manøvrepulten på plads. Hun tog sin taske og rakte hånden ud til Magdalene og Elle.
   "Kom nu går vi op på værelset og slapper lidt af."
   Alle hotellets gæster inklusiv, de feterede filmstjerner, havde kastet sig rædselsslagne ned på gulvet. Filmfotografen, der var tidligere krigsfotograf i Vietnam, havde forskanset sig i foyeren. Med øjet i kameraets okular, så han røgen lette og ud af tågerne kom en novice og en nonne sejlende, efterfulgt af en gammel bondekone, der trippede afsted. De gik frem til receptionen og en forskræmt receptionist kom til syne bag skranken. "Nøglen til 'Kejser suiten', tak," sagde Lene bydende med fremstrakt arm og fik straks udleveret en forgyldt nøgle.
   Pirello Sibono kom vraltende. Han var forslået og synligt rystet. "Hvem er du?" spurgte han udfordrende.
   Lene vendte sig selvsikkert mod den forlevede italiener, og med en stærk karikeret amerikansk accent sagde hun:
   "Jeg hedder Lene Lindstok, vi har netop optaget slutscenen til filmen Mumien. Jeg beklager, at det gik lidt voldsomt for sig, men sådan er Hollywood." Hun slog teatralsk ud med armene: "Hollywood er fyldt med eventyr og overraskende events. Folk higer efter vold og død, de kan ikke få nok af støj og ondskab."
   Hun hævede stemmen og smilede påtaget lykkelig som præsten i en gospel menighed "Hollywood er kommet til Grand Hotel, mr. Sibono."
   "Nå sådan," sagde Pirello frustreret, "meget spændende. I må have mig undskyldt, jeg må tage mig af de forskrækkede gæster, "sagde han nervøst og vendte tilbage til foyeren, hvor han havde dirigeret gæsterne.
   Nu råbte Pirello begejstret ud over forsamling: "Mine damer og herrer! I kan roligt rejse jer igen, alt er under kontrol. Hollywood er kommet til Grand Hotel. I har medvirket i et live event til slutscenen i Hollywoods nye film 'Mumien', hotellet afholder fri bar indtil kl. 22 for alle, der har medvirket. Tusind tak for jeres engagement og kunstneriske forståelse!"
   Pirello klappede i hænderne og betragtede, hvordan gæsterne kom på benene igen, mens de mumlende børstede hinanden af og undersøgte sig selv for blå mærker, knækkede brillestel eller andre skader.
   Gæsterne var sure, vrede og utilfredse. Dog ikke den berømte modeskaber, danskeren Ebert Martinsen fra modehuset Calmin i Paris. Han var blandt de tilstedeværende, og han havde netop designet en fantasifuld kollektion, han kaldte 'vinterdøden', der skulle deltage i konkurrencen 'Fashion Catwalk Competition, Tremezzo' på hotellet, hvor hans modeller skulle gå Catwalk.
   Begejstret styrede han hen mod novicen, der mindede ham lidt om en dansk kvinde, mens han klappende og proklamerede: "Mine damer og herrer, dette her er mere end film. Det er kunst!"
   De arrogante gæster overvandt surheden og chokket, der sad i kroppen, og fulgte trop, mens de klappede mere og mere begejstret. Fri bar, filmkunst og mode. Det var et practical event, man godt kunne sole sig i.

Ebert Martinsen ville meget gerne invitere de 'henrivende' damerne til natmad og champagne, og sådan blev det.

Alles fokus var nu rettet mod Ebert og de 'henrivende damer'. De feterede filmstjerner var fuldstændig glemt.
   De opmærksomhedsvragede stjerner så surt til, da 'de henrivende damer' blev fulgt op til Kejsersuiten på 5 sal. Den havde været optaget, selv om de havde bestilt i god tid. Så nu var de end op i værelse 31 uden sø-udsigt men med udsigt mod bjerget. De kastede sig utilfredse ud i en lang diskussion, først med receptionisten og efterfølgende med hotellets direktør Pirello Sibono. De havde i øvrigt heller ikke hørt om filmen 'Mumien'. Det lod til af prelle af på Pirello Sibono, og de blev gelejdet ind i elevatoren med store søforklaringer og dertil lige så store armbevægelser. Værelse 52 'Kejser suiten' var bestilt og betalt af privathospitalet AS i Schweiz. Det skulle der ikke laves om på, det var i øvrigt det samme hospital, der havde fjernet hans udslidte hjerte og sat et næsten nyt ind.

Oppe i 'Kejser suiten' lød det som en børnehave på tur i vandland.
   I suitens store badesal var der et gigantisk marmorbadekar udført i romersk stil.
   For endevæggen var lavet et lille plateau, med et mindre badekar der var forbundet med det store badekar via et lille vandfald, hvor vandstrømmen kunne reguleres. Tanken var, at man kunne sidde i varmt vand og sæbe sig ind, for derefter at strække kroppen ud og lade sig glide med strømmen ned ad vandfaldet og ned i det store kar, hvor man kunne svømme lidt rundt i iskoldt vand.
   Kejseren måtte have haft humoristisk sans, konkluderede de, men de kunne ikke modstå fristelsen til at afprøve det luksuriøse bad så de hoppede alle tre i karret.
   Det var dejligt at få blodet til at cirkulere efter det kolde ophold på plateauet og køreturen over passet. Nu gjaldt det om at nyde al denne overflod af luksus. De asketiske kamre på klosteret var langt væk.
   Det var sjovt at se gamle moster Magdalene komme flydende som en træstamme fra det varme kar og ned ad vandfaldet for at forsvinde med et gys ned i det kolde vand. Som børn, der leger på en rutsjebane, skulle de prøve vandfaldet igen og igen under højlydt latter og skrål. Lene opfandt selvfølgelig en særlig 'farlig' version, hvor vandstrømmen i 'floden' var skruet op på den maksimale hastighed.
   Til sidst meldte trætheden sig. Magdalene blussede af velvære. Elle behandlede hende med en dyr og effektiv creme. Hendes pergamentagtige hud havde godt af den behandling, kunne hun se.
   Magdalene skævede til den primitive bondekjole, der lå på en stol. Det var svært at se sig selv i den til Eberts natmad og champagnefest

Det ringede på døren og Lene sprang i novicekjortlen, lige så hurtigt som en Volleyball kastes i nettet.
   Da hun lukkede op, stod to af Eberts radmagre modeller med favnen fuld af tøj og sko.

"Ebert spurgte, om I vil gøre ham den ære at bære hans design til nattens fest?"

Lene smilede, de kom som sendt fra himlen. "Ja tak, kom bare ind og læs af " grinede hun. "Tak" røg det spontant ud af en af pigerne.
   "Er I danskere?" spurgte Lene nysgerrigt.
   "Ja, jeg hedder Trine" sagde den første. .
   "Og jeg hedder Louise" sagde den anden.
   "Kom," sagde Lene "lad os sætte os ind i stuen. Bare læg tøjet her."
   Elle og Magdalene dukkede spørgende op iført hotellets hvide badekåber. Elle kiggede på tøjbunken med en blanding af afsky og interesse. Magdelene var mere praktisk og sagde. "Hør piger, vi er da slet ikke tynde nok til at passe jeres tøj?"
   "Det er ikke for sjov at Ebert Martinsen regnes for én af verdens bedste designere. Han målte hver enkelt af jer med sit kreatør blik, da I kørte sammen op i elevatoren." Sagde Trine. "Ebert og vores chefskrædder, Nedelli, har tilpasset tøjet, så det garanteret passer jer med millimeters nøjagtighed."
   Og Louise fortsatte, "Se, det her er til nonnen, og der her til novicen, og her er tøjet til bondekonen."
   Lene udstødte et suk. "Kan I også skaffe en beautyboks?"
   "Ja selvfølgelig," sagde Trine og forstod situationen...
   Lidt senere summede det af aktivitet. Lene og hendes spioner fik sat hår og blev sminket til nattens fest. Snakken gik livligt i suiten.
   "Undskyld Trine, men hvorfor er I så tynde?" Spurgte Lene.
   "Det er en trend, der ser ud til at fortsætte til det værre. Jeg kender modeller, der er døde af underernæring og overanstrengelse," svarede Trine. "Det er en hård branche, tynde modeller står i kø ved modehusenes dør og vil gøre alt for at tage vores job. De vil gøre det uden aflønning. De fleste er på stoffer af forskellig art, det er uhyggeligt, mange af modellerne går til grunde. Nogle lider af nervøs spisevægring og skærer sig i armene."
   Lene betragtede bekymret Trines ansigt med de markerede og fremstående kindben. Det var skræmmende.
   "Du og Louise er selv meget tynde, Trine? "
   "Ja vi skal være tyndere endnu" siger Ebert "ellers kan vi ikke vinde i konkurrencen mod de Italienske modehuse."
   "Jamen, I udsætter jer selv for stor risiko, vil Ebert acceptere det?"
   "Ja, Ebert og modehuset Calmin i Paris presser på. Han er besat af, at vi vinder konkurrencen 'Fashion Catwalk Competition, Tremezzo' som afholdes her på hotellet."
   "Det lyder uhyggeligt."
   "Ja, og så er det rigtig slemt denne gang med hans nye kollektion 'vinterdøden'. Der er designet helt i sort. Vi skal sminkes blege som døden og sværtes med sorte øjenhuler. Han siger, vi rent kunstnerisk skal svæve mellem liv og død for derved at bekræfte modpolen som er livet og seksualiteten i beskuerens sind."
   "Det er noget, som gamle, syge mænd har fundet på" sagde Lene.
   "Ja, men hvis vi skal have vores betaling og vores stoffer, skal vi makke ret, sådan er det."

Den alvorlige samtale blev afløst af latter og jubel, da 'spionerne' krøb i tøjet.

Det var enkle, lange kjoler i guldlamé.

Magdalene så sig selv i spejlet og gispede. Så elegant havde hun aldrig været før.
   Kjolen var med lange ærmer og halsflip. Guldsko med lav hæl.

Lene strålede. Gerda og Snotter skulle se mig nu, tænkte hun.
   Kjolen var med korte ærmer og dyb udskæring. Skoene guld stiletter.

Elle var som trådt ud af eventyret Askepot, men stod dog i sorte strømper og høje guldstiletter. Kjolen var stropløs med nøgne skuldre.
   Hun blev lidt forskrækket over sin egen magiske udstråling. Mon gud bliver vred? Tænkte hun, da hun så sig i spejlet.

Trine og Louise gjorde store øjne.

"Nu mangler vi bare at lære jer, at gå catwalk," grinede Louise. Og så begyndte latteren igen at runge i 'Kejser suiten'.