"Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." 1. Mosebog 1:27
Jeg ved såmænd ikke om jeg tror på Gud sådan bogstaveligt, men enten man nu gør det eller ej, så står princippet i dette skriftsted forhåbentlig fast, at menneskeheden består af to køn, mand og kvinde og at resultatet af at de mødes er børn. Dette princip gælder alt levende, det er han og hun som frembringer afkom. Ja, princippet er så universelt at det fra de ældste tider er kommet til udtryk i treenighedstanken: far, mor og barn. Da hele naturens gang, alt liv er baseret på denne treenighed, må Gud selv også være treenig.
Da jeg nu har citeret et skriftsted, må jeg hellere tage et til: " - Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for." Prædikeren 7:29 - Det sidste kunne også siges om Gud selv. Han har gjort meget mærkeligt, når man skal se på skaberværket, og det er ikke til at komme til ende med naturens mysterier. Samtidig med at han har skabt verden efter disse absolutte principper, har han også skabt de utroligste variationer, så man, når det kommer til stykket, aldrig helt kan vide hvor man har ham og hvad der egentlig har været hans hensigter.
"Allah være priset for skabningens mangfoldighed," siger en muslimsk digter.
Det er let at begribe hvorfor der er to køn, det er sværere at se hvorfor der skal findes homoseksualitet, men det gør der altså, og det skulle heller ikke være så svært at acceptere, at dette er endnu en af naturens varianter, som vi har alle vegne omkring os. Og varianterne er vel at mærke lige så naturlige som det almindelige. Hvis homoseksualitet ikke var naturligt, ville ingen finde på at udøve den. Hvorfor skulle de det?
På spørgsmålet om hvor vidt homoseksualitet er medfødt eller erhvervet, vil jeg ikke svare enten-eller men både-og. Menneskets følelsesliv og dets handlingsmønstre er så mangfoldigt og varierende at det er umuligt at få et fuldstændigt overblik. Vi er født med visse egenskaber og karaktertræk, og opdragelse og påvirkning fra omgivelserne former og tilpasser disse basale elementer så vi, hvis vi er heldige, kan komme til at føle at vi er hele, som vi skal være, "dette er bare mig." - Og samfundet formes og omformes hele tiden, for så vidt muligt at optage alle disse forskelligartede individer og modsætninger i sig. Når det lykkes, føles det som en stor frihed for alle. Men helt lykkes det aldrig, der bliver altid nogen tilovers, der ikke passer ind.
Det er som et kæmpemæssigt puslespil. I vort samfund har vi samlet det, så det udgør et billede vi lever med og føler os nogenlunde tilfreds med. Det er vores kultur. Andre samfund og andre kulturer samler brikkerne på en anden måde, hvor disse brikker er med, men der får de nogle andre tilovers. At påstå at det ene billede er bedre end det andet er tåbeligt, så længe ikke alle brikker er med, men vi kan da sammenligne hinandens forsøg og få idéer og inspiration.
Omkring 1870 dukker ordet "homoseksuel" op. Det har naturligvis eksisteret tidligere som begreb, men har da betegnet visse handlinger, nu bliver det brugt om en speciel mennesketype. Det er en følge af psykoanalysens frembrud. Man begynder at sætte navn på de forskellige psykiske afvigelser - og på de normale med, for den sags skyld. Disse betegnelser er naturligvis ment som arbejdsredskaber for læger og psykologer, men nogle af dem vinder almindelig udbredelse, og man begynder at karakterisere mennesker med disse kategorier - og ikke mindst begynder man at forstå sig selv ud fra disse typebetegnelser. Dette gælder ikke mindst de homoseksuelle.
Omkring1900 oplever man i København hvad der er blevet kaldt "den store sædelighedsfejde." "Smitten" som man kaldte det, er kommet hertil fra Berlin. De homoseksuelle begynder at samles i klubber og der bliver holdt fester og store selskaber, hvor politiet sommetider griber ind, og en homoseksuel prostitution opstår. Det udløser store skandaler, tendensen breder sig til alle samfundets lag, ja, helt op i kongehuset. Nogle aviser slår skandalerne stort op, og præster og konservative politikere arrangerer folkemøder for at dæmme op for denne skændsel - hvilket snarere kommer til at virke som reklame. Der opstår en homoseksuel subkultur, som udvikler sig op gennem hele det tyvende århundrede.
Homoseksualiteten har naturligvis eksisteret hele tiden, men nu bliver den synlig og antager bestemte former udadtil. Samtidig begynder læger, psykologer, samfundsforskere, videnskabsmænd der arbejder seriøst og de rene dilettanter at finde frem til homoseksualitetens årsager, og det har de gjort lige siden uden at blive stort klogere. Man har introduceret talrige teorier og forsøgt lige så talrige behandlingsmetoder, medicinske og psykologiske, man har forbudt dem, straffet dem, udført de løjerligste eksperimenter på dem, slået dem ihjel, alt uden nævneværdige resultater.
Årsagen er selvfølgelig at når man stiller et forkert spørgsmål får man også et forkert svar. Udgangspunktet er at det normale er det naturlige, og at det unormale derfor er unaturligt, en fejl der bør rettes, hvis det er muligt. Når erfaringen så viser, at denne fejl ikke kan rettes, så er den måske slet ingen fejl, men bare et eksempel på naturens mangfoldighed.
Heldigvis lever vi i et hjørne af verden, hvor man stort set har fundet frem til at lade årsag være årsag, at springe op og falde ned på om homoseksualiteten er medfødt eller tilegnet, og simpelthen betragte de homoseksuelle som en del af samfundets mangfoldighed. Det har så den sideeffekt, at den homoseksuelle subkultur lidt efter lidt går i opløsning. Hvad kan man gøre for at markere sin egenart, når forskellen nu er så lille som den egentlig er.
Men der er dog stadig et stykke vej tilbage. Der er stadig hjørner af samfundet hvor fordommene huserer, men vi har lov til at være optimister, så vi kan vende vor opmærksomhed mod andre brikker der er svære at få til at passe ind i samfundets store puslespil


Personlige erfaringer
Jeg har allerede fortalt om mine egne oplevelser i min livshistorie, så her tager jeg kun det med som har direkte med sagen at gøre.
Når jeg fortæller hvor uvidende om seksualitet vi var i min ungdom, så kan nutidens ungdom knapt begribe det, og jeg var nok også særlig naiv. Jeg var tolv år før jeg blev klar over hvor de små børn kom fra. En mere fremmelig kammerat fortalte mig det, og jeg var rystet. Jo, jeg vidste godt at de kom fra morens mave, det kunne jeg jo se på min mor. Jeg er den ældste af seks børn. Men jeg vidste ikke hvordan de kom derind. Jeg havde meget svært ved at acceptere at min mor gjorde den slags. Og jeg blev ikke klogere i den retning af at jeg i sytten-årsalderen blev betaget af Jehovas Vidner og gik ind i det. I samfundet i almindelighed var sex ikke noget man talte om, bortset fra at man fortalte nogle uartige historier, og da jeg blev Jehovas Vidne var der ikke engang dem. Alt med sex var tabu i menigheden, undtagen at der hyppigt i organisationens litteratur og på møderne blev advaret imod at være alene med en af det andet køn. Det havde jeg ingen problemer med. Derimod forelskede jeg mig i drenge, men da jeg aldrig talte med andre om det, troede jeg at det bare var et led i min udvikling og at det ville ændre sig når jeg kom i forbindelse med den rette kvinde.
Jeg flyttede til Norge i 1955, da jeg var nitten, og boede først i Skien i Telemark og senere i Seljord, en fjeldbygd langt ude på landet. I Skien var der nogen der viste mig nogle skrækkelige, pyntede og parfumerede mandfolk, hvis privatliv der gik vilde rygter om. Jeg kunne dog ikke forbinde deres levevis med de sarte men alligevel stærke følelser der var i mig.
Jeg havde mine problemer som alle unge, men talte aldrig med nogen om det, og jeg havde da heller ikke nogen idé om at mine problemer var af en særlig art. Men naturligvis lagde mine venner mærke til at der var noget, så jeg blev rådet til at gifte mig. Det gjorde jeg, men det hjalp ikke på problemerne, tværtimod, nu blev de meget håndgribelige. Jeg havde længe være forelsket i en ung fyr i menigheden. Nu fik vi et forhold, tog på fjeldture sammen og den slags, og i årevis levede jeg et dobbeltliv, dels i menigheden og i mit vaklende ægteskab, og dels i forholdet til min ven, som gjorde at jeg godt kunne holde det ud - så længe det varede. Naturligvis blev vi opdagede og der blev skandale. Jeg blev udstødt af menigheden, skilt fra min kone og flyttede tilbage til København. Det var i 1967, og jeg var 32.
At jeg gik ind i Jehovas Vidner var for mig en personlig befrielse, efter min meget hårde barndom og ungdom. Men jeg havde jo ikke forestillet mig at den indre frigørelse fortsatte, så miljøet i Jehovas Vidner endte med også at blive for trangt. Jeg blev udstødt, men det tog mange år virkelig at blive frigjort.
Man kan sige, at indtil da havde min stilling været den samme som de fleste homoseksuelles i århundreder. Jeg havde ikke opfattet mig selv som homoseksuel, men nok det jeg foretog mig som homoseksualitet. Selv i forholdet til min ven opfattede jeg ikke mig selv som hørende til en speciel mennesketype. Jeg var bare forelsket i denne dejlige fyr. Han var den første der formulerede det for mig. Jeg havde talt om min bekymring for hvad der ville ske, hvis vi blev opdagede. Hvor mange der ville blive sårede, og hvor mange der ville vende sig imod os. Han svarede kontant: "De kan da ikke forandre dig. Du er jo homo."
Jeg læste på den tid nogle artikler af en læge, der betegnede homoseksualiteten som en sygdom. Den gav mig stor trøst. - Det kan synes underligt, at jeg fandt trøst i at få at vide, at jeg var syg. Men så var jeg måske alligevel ikke det moralsk anløbne individ, jeg var begyndt at anse mig selv for.
Men jeg kom altså til København. At komme i kontakt med de homoseksuelle kredse, var for mig både befrielse og begrænsning, for som i ethvert miljø var der nogle uskrevne regler. Men det var frigørelsen der var det vigtigste. Det var på mange måder nogle revolutionære år, ikke kun for mig, men for alle homoseksuelle, ja, for hele samfundet. Jeg oplevede udviklingen fra at det homoseksuelle miljø var meget lukket, til det blev vidåbent. Jeg mødte en lesbisk pige og vi havde planer om at gifte os, for på den måde at have et skalkeskjul for vore personlige aktiviteter. Jeg mødte hende igen et par år senere, og da virkede disse planer komplet latterlige.
Jeg var fascineret af trækkerdrengene, som der var mange af på de forskellige bøssebarer. De homoseksuelle stod meget lavt i samfundets almindelige vurdering, de blev regnet for syge, perverse eller ligefrem for forbrydere, men trækkerdrengene stod endnu et trin lavere. Ofte blev de foragtet også af bøsserne. Men jeg mødte megen venlighed blandt dem. Det var naturligvis i deres professionelle interesse at være imødekommende, men jeg var naiv og tog sympatien for at være ægte, og så endte den ofte med virkelig at blive det.
Det ville virkelig være en god idé om nogen ville give sig til at studere den mandlige prostitution gennem det tyvende århundrede, det ville give et forunderligt billede af hvordan mennesker tilpasser deres egen natur efter de forhold de levet under. De fleste af drengene - eller de unge mænd, var det snarere - holdt stærkt på deres heteroseksualitet, og at de kun gjorde det for pengenes skyld. Ikke desto mindre tilbragte de aften efter aften i andre mænds senge, og mænds seksualitet fungerer nu engang anderledes end kvinders. En mand kan ikke bare lægge sig på ryggen og lade tingene ske, og han kan heller ikke simulere en orgasme troværdigt. Et vist personligt engagement er nødvendigt. - Så skulle en psykolog placere disse drenge i nogen af de anerkendte kategorier ville de få deres problemer.
Efter halvandet år i København mødte jeg min ven, Finn, som jeg stadig bor sammen med efter ca. 35 år. Det ændrede dog ikke meget i vores livsførsel. Ingen af os var interesserede i at give os ind under de almindelige borgerlige normer. De havde ikke gjort os noget godt. -Tyve år senere, i 1989, blev vi sammen med elleve andre par viet eller registreret - på Københavns Rådhus.
At det kom til at hedde registrering og ikke vielse har i øvrigt sin egen historie. Stærke, konservative kræfter gik imod at personer af samme køn kunne blive viet. Det offentlige kom dem i møde ved at undgå ordet vielse og kalde det registrering. De homoseksuelle har så svaret igen ved at gøre ordet registrering synonymt med vielse. En borgerlig vielse er jo også en registrering. Barnligt, ikke?
Vi mener ikke vi er noget særligt fordi vi er homoseksuelle. Det er netop pointen. Vi er bare en af naturens varianter. Bortset fra det er vi almindelige samfundsborgere, og vi er glade for at leve i et hjørne af verden, hvor man omsider har indset det.


Kulturforskelle
Der var en i en debat der mente at der var færre homoseksuelle blandt indvandrere fra muslimske lande end blandt danskere og i det hele taget blandt folk fra vestlige lande. Jeg fortalte da at jeg havde kendt nogle stykker, men at det nok var nogen der havde fået noget afstand til deres eget lands kultur. I øvrigt mente jeg at antallet af homoseksuelle var nogenlunde ligeligt fordelt i alle lande, men jeg kunne jo ikke dokumentere det. Det var bare min egen fornemmelse.
Alligevel er tanken ikke så tosset, eftersom det at være homoseksuel er blevet en bestemt rolle, en mennesketype som er defineret af det samfund vi lever i. Andre lande med en anden kultur definerer homoseksualiteten på en anden måde, så man kunne med rette sige at den homoseksuelle slet ikke findes der. Eller at han er noget helt andet.
Som tidligere sagt, har homoseksualitet altid eksisteret, og den forekommer da også i dag over alt i verden. Men der er forskel på om man definerer den som bestemte handlinger - som teoretisk set kan udføres af hvem som helst - eller om det er en bestemt mennesketype.
Enhver bøsse der har rejst i sydlige lande ved, at det er ret let at få seksuelle kontakter med de flotte mænd der. Ja, er man lyshåret kan man endda regne med at blive godt omsværmet. - Jeg selv var gråhåret på det tidspunkt da jeg i en egyptisk kongegrav fik en venlig hånd på bagdelen og et godt tilbud. Men nu var manden ret grim, og desuden kunne jeg høre andre turister i rummet lige ved siden af, så jeg sagde pænt nej tak. Men havde det nu været en af de der underskønne fyre med sorte mandeløjne som det ellers vrimlede med, så kunne jeg måske være faldet for fristelsen. Jeg mener, det ville da være noget at kunne sige, at man havde elsket - hvis det kunne kaldes sådan - i Ramses den andens grav.
Men man skal ikke indbilde sig noget. De unge mænd man kan træffe på den måde regner overhovedet ikke sig selv for homoseksuelle, og de er det heller ikke, sådan som deres egen kultur definerer begrebet. Du kan gøre meget sammen med sådan en mand, men nærmer du dig hans bagdel kan det godt blive eksplosivt. Det tåler han ikke. Vil du derimod stille din egen bagdel til rådighed er alt i orden.
Forklaringen er forholdet mellem kønnene i muslimske lande - og man mærker tendensen også i andre lande sydpå der ikke er muslimske. Kvinden står principielt lavere end manden. Derfor vil en normal mand ikke finde sig i at blive behandlet som en kvinde. Så en homoseksuel er i disse lande en mand der frivilligt går ind i kvindens rolle. - Alligevel kan de godt være højt respekterede, men så er de respekterede netop som det de er, homoseksuelle.
I en lille by i Syd-Spanien har jeg set en mand som var kendt for i de større byer at optræde som drag og stripteasedanser. Dette var hans hjemby, og han var hjemme på visit. De unge mænd flokkedes om ham, for at få hans autograf, og de som var i familie med ham var meget stolte af hans berømmelse.
Kvinden er jo også i en vis forstand højt værdsat, og hendes dyd bliver vogtet som var det familiejuvelerne. Det gør det naturligvis næsten umuligt for unge ugifte mænd at få kontakt med kvinder. Derved opstår nogle homoseksuelle forbindelser, men på nogle måder der fuldt ud respekterer at de begge er mænd.
Forskellen mellem kønnene gør også, at der ikke kan være noget dybere venskab mellem mand og kvinde. Men da en mand jo har behov for et ligeværdigt og ligesindet menneske, med hvem han kan dele sine inderste tanker, så opstår der tætte venskaber mellem mænd, som igen kan tangere det seksuelle.
Når vi nordboere så kommer sydpå eller de kommer hertil som indvandrere, bliver der begrebsforvirring, fordi vi bedømmer dem ud fra vore forudsætninger, og de bedømmer os ud fra deres. Det kræver flere generationer at få de forskellige kulturer til at gå op i en højere enhed, og så kræver det endda god vilje fra begge sider.
Det er fint nok og helt på sin plads at indvandrere bør lære sig det danske sprog og almindelig dansk skik og brug, men at de skal forandre deres grundlæggende holdninger og indstillinger til seksuallivet og ti så meget andet, det er en sej proces.


Araberne
T.E. Lawrence (Lawrence og Arabia) beskriver i sin bog "Visdommens syv søjler" nogle tilfælde af homoseksualitet i Arabien. Lawrence var britisk officer, og tilbragte i den egenskab og som privatmand mange år der, og levede sig i den grad ind i arabernes kulter, at han nærmest selv blev araber. Bogen udkom første gang i 1926, og naturligvis har en del ændret sig siden da. Men da dette drejer sig om nogle grundholdninger og den arabiske kultur er meget konservativ så giver bogen stadig et godt indtryk af tænkemåden i disse områder. Jeg citerer forskellige afsnit fra bogen:

"Araberen var af natur afholdende, og ægteskabets store udbredelse havde næsten udryddet alle uregelrette forbindelser i hans stammer. De offentlige kvinder i de få småbyer, vi stødte på efter måneders vandring, ville ikke have slået til til vort antal, hvis i det hele taget deres malede ansigter havde virket appetitlige på en mand med sunde sanser. Af skræk for sådanne smudsige forbindelser begyndte vore unge mænd lidenskabsløst at tilfredsstille hinandens få fornødenheder med deres egne rene legemer - en kølig rutine, der i sammenligning syntes kønsløs, ja næsten ren. Senere var der nogle, der begyndte at retfærdiggøre denne sterile proces og svor på, at venner, hvis glødende lemmer skælvende forenedes i det eftergivende sand, fandt der, skjult i mørket, en sansernes koefficient til den lidenskab, der svejsede vore sjæle og sind sammen til en flammende vilje. Mange, der tørstede efter at straffe tilbøjeligheder, som de ikke formåede helt at holde nede, følte en vild fryd ved at vise foragt for legemet, og de kastede sig voldsomt ud i alt, hvad der lovede fysisk smerte og smudsig elendighed."

"Jeg lå med lukkede øjne og drømte, da en ungdommelig stemme fik mig til at se op, hvorved jeg opdagede, at en bekymret ageyli, som jeg ikke kendte, sad på hug ved siden af mig. Han hed Daud og han bad mig om hjælp. Hans ven Farraj havde i et lystigt øjeblik brændt deres telt, og Saad, kaptajnen for Sharrafs ageyler, havde lovet ham prygl til straf. Men hvis jeg ville gå i forbøn for ham, ville han slippe fri. Tilfældigvis kom Saad netop for at besøge mig, og jeg forelagde han sagen, mens Daud sad og iagttog os spændt med let åben mund. Hans store, mørke øjne blev smalle, og hans lige bryn var rynkede af bekymring. Dauds pupiller, der sad lidt nærmere næsen end midten af øjeæblet, gav ham et udtryk som et dyr rede til spring.
Saads svar var ikke opmuntrende. Parret voldte altid spektakler, og i den sidste tid havde deres skarnstreger været så gale, at den strenge Sharraf havde befalet, at der skulle statueres et eksempel. Alt, hvad han kunne gøre for mig, var at lade Daud dele straffen med Farraj. Henrykt sprang Daud op, kyssede min og Saads hånd og løb op gennem dalen, mens Saad leende fortalte mig forskellige historier om det berømte par. De var et udmærket eksempel på orientens kærlighed mellem drenge, som en uundgåelig følge af adskillelsen fra kvinder. Den slags venskaber førte ofte til mandig kærlighed af en dybde og styrke, som vor af ren erotik prægede opfattelse ikke kan danne sig begreb om. Så længe de var uskyldige, var disse venskaber lidenskabeligt varme og blottet for skamfølelse. Kom det seksuelle til, forvandledes de til en ren kønslig forbindelse, en gensidig given og tagen som i et ægteskab.
Næste dag kom Sharraf ikke. Morgenen gik med, at Auda talte om den forestående rejse, mens Nasir med pege- og tommelfinger knipsede spruttende tændstikker tværs over sit telt på os. Medens vi sad og morede os over det, kom to krumbøjede skikkelser med smerte i øjnene, men skæve smil på læberne humpende frem og hilste på os. Det var den hidsige Daud og hans elskede Farraj, en smuk, pigeagtig skabning med glatte lemmer, et uskyldigt, glat ansigt og svømmende øjne. De er klærede, at de stod til min tjeneste. Jeg havde ikke brug for dem og afslog at modtage deres tjeneste med den begrundelse, at efter at de havde fået prygl, kunne de ikke ride. De svarede at de ville ride uden sadel. Jeg sagde at jeg var en jævn mand og ikke brød mig om at have tjenere om mig. Daud vendte sig bort, såret og vred, men Farraj indvendte, at vi måtte have nogle mænd, og de ville følge mig for selskabs skyld og af taknemmelighed. Medens den hårdere Daud surmulede, gik han over til Nasir og knælede bedende for ham, hvorved alt det kvindelige i ham klart kom for dagen. Efter Nasirs råd antog jeg til sidst dem begge - hovedsagelig fordi de så så unge og uskyldige ud."

"Medens vi nød den behagelige luft og den rigelige mælk rundt om os, kom der melding fra Azrak, hvor Ali ibn el Hussein og inderne stadig trofast holdt vagt. En af inderne var død af kulde; det samme var Daud, min ageyli-tjener, Farrajs ven. Farraj bragte mig selv budskabet.
Disse to venner havde i evig munterhed været venner fra barndommen, de havde levet deres liv sammen; de arbejdede sammen, sov sammen og delte alle vanskeligheder og fordele med den fuldkomne kærligheds åbenhed og ærlighed. Derfor forbavsede det mig slet ikke at se Farraj mørk og hård, med glansløse øjne og ældet, da han kom for at fortælle mig, at hans ven var død. Fra den dag og indtil hans tjeneste endte, gav han os ikke mere noget at le ad. Han gjorde sig den største umage - endnu større end hidtil - med min kamel, med kaffen, med klæder og sadler og begyndte at holde regelmæssig bøn tre gange om dagen. De andre tilbød sig for at trøste ham, men han afslog og vandrede om, hvileløs, grå og tavs, næsten altid alene.
Når vor engelske opfattelse af kvinden betragtes fra det forbrændte Østen, synes den at være påvirket af det nordlige klima, der også har formet om på vores religion. I middelhavslandene blev kvindens indflydelse og formodede bestemmelse i livet afgrænset ved en fordeling, i hvilken hun som den fattige i ånden fik tildelt den fysiske verden slet og ret og uden problemer. Men ved at fornægte kønnenes ligestilling umuliggjorde denne overenskomst kærlighed, kammeratskab og venlighed mellem mand og kvinde. Kvinden blev en maskine til muskeludøvelse, medens mandens psykiske behov kun kunne læskes blandt hans ligemænd. Heraf fremstod disse partnerskaber mellem mand og mand for at give den menneskelige natur mere end berøring mellem kød mod kød."

Lawrence beskriver her homoseksuelle forhold i nærmest poetiske vendinger. I sin senere bog "Mønten" der foregår i den engelske rekrutskole til Royal Air Force, beskriver han lignende forhold, men her er beskrivelsen … ikke ondskabsfuld, men foragteligt og nedsættende, som det var almindeligt på den tid. I "Visdommens syv søjler" beskriver han den unge Farraj som et yndigt væsen. I "Mønten" forekommer en lignende ung mand, men han beskrives i hånlige vendinger, og han kaldes Gaby, et pigenavn. Hans rigtige navn får vi slet ikke at vide. Man skulle tro der var tale om to forskellige slags forhold, og det er der jo på en måde også, efter som det foregår i forskellige kulturområder, Arabien og England.


Bibelen og kristendommen
Bevæger vi os længere ind på disse områder, så ender vi med at få ringen sluttet, fordi arabernes forhold er meget beslægtet med de forhold vi kender fra det gamle Israel i Bibelen. De to folk, araberne og jøderne, er begge semitiske og de har fælles forfader, Abraham. Faktisk kan det være en god hjælp til at forstå Bibelen, at kende noget til den arabiske kultur. Det gælder også det område vi studerer her, homoseksualiteten.
De fleste kristne mener så afgjort at Bibelen fordømmer homoseksualitet, og når Paulus i et af sine breve skriver at "mænd der ligger med mænd skal ikke arve Guds rige", så synes det jo også ret utvetydigt. Men der er jo det lille problem, som jeg tidligere har været inde på, at homoseksualiteten, i den form vi kender den i vores del af verden, først blev "opfundet" i slutningen af attenhundredetallet. Når man læser en tekst der er så gammel som Bibelen, må man jo kende noget til skribentens baggrund for fuldt ud at forstå det han skrev, og man må også vide hvordan hans samtidige læsere opfattede det. Bibelen har jo som bekendt haft ikke så lidt betydning for vores kultur, og har det stadig. Her kan lidt kendskab til arabernes kultur være til hjælp.
En veninde spurgte mig hvad hor egentlig var. Hun skulle bruge svaret i en skoleopgave. Spørgsmålet overraskede mig, og jeg syntes først svaret var meget enkelt: al sex uden for ægteskab eller i hvert fald uden for ordnede forhold. Men da hun nu betragtede mig som en slags ekspert i bibelspørgsmål - og måske også i hor - så syntes jeg hun måtte have et seriøst og velbegrundet svar - og så var det ikke så enkelt. Hvis begrebet hor skulle tolkes så strengt, så var samtlige det Gamle Testamentes patriarker og troshelte skyldige i hor i mindre eller større grad - mest i større. - Så alene det viser at en bibelsk tekst, som enhver anden, må tolkes ud fra forholdene i samtiden.
Når man tænker på hvor megen vægt kristne purister lægger på kønsmoralen, så er det forbavsende hvor lidt Bibelen beskæftiger sig med den. Og da homoseksualitet kun nævnes fire steder i det Gamle Testamente og to i det nye, så vil jeg tage hver enkelt af dem op og se på dem i deres sammenhæng.
Det mest kendte er naturligvis historien om Sodoma (1. Mosebog kapitel 19). To mænd, der i virkeligheden er engle, kommer til byen og den retsindige Lot inviterer dem til at bo hos sig. Men byens mænd samler sig uden for huset og vil have fat i de flotte fyre for at have sex med dem. Det var "alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én" - det står der virkelig. At et så højt antal af byens mænd, hundrede procent, var homoseksuelle, må siges at være forbavsende, og man skulle tro at det var unødvendigt at Gud skulle ødelægge byen. Den måtte da snart uddø af sig selv. - Lot, for hvem gæstevenskabet er helligt, tilbyder dem sine døtre i stedet, men dem vil de ikke have. Hvordan kunne han også tro det? - Men englene udfører et mirakel, så ulykker undgås.
Mange år senere gentager hele episoden sig noget varieret. I Dommerbogen (kapitel 19) fortælles om en mand der kommer til byen Gibea, og en retsindig mand inviterer ham til at bo hos sig. Også her samles byens mænd uden for huset og forlanger manden udleveret. Også her bliver de tilbudt en kvinde i stedet for, nemlig mandens hustru, og her tager de imod tilbudet og hun bliver voldtaget til hun dør af det.
Der er altså ikke tale om homoseksualitet i vores forstand, men om grove udskejelser, hvilket nok også har været tilfældet i Sodoma. Men mindre man uden videre vil identificere nutidens homoseksuelle med grove voldsforbrydere i fortiden.
De næste to skriftsteder er fra moseloven:
"Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed. De skal lide døden." 3. Mosebog 18:22.
og
"Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden." 3. Mosebog 20:13.
I begge tilfælde står der "- som man har samleje med en kvinde." Hvorfor mon det? Er denne bisætning ikke overflødig? - Nej, slet ikke. Den siger netop det væsentlige. Da en kvinde står langt under en mand, er det naturligvis vanærende at behandle en anden mand som om han var en kvinde. - Loven kan vel knapt bruges som argument mod homoseksualitet i dag, medmindre man vil fastholde at kvinden er et laverestående væsen. - Her ser vi netop parallellen til arabernes synsmåde.
I det Nye Testamente er det kun Paulus der nævner homoseksualitet, og han gør det to gange:
" - deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse som de fortjente." Romerne 1:26-27.
og
"Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere, eller mænd der ligger med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige." 1. Korinther 6:9-10
Det er vist mest disse to skriftsteder der henvises til, når kristne fordømmer homoseksualitet, og der synes da heller ikke at være tvivl om Paulus' mening. Men ser vi nu hans ord i deres sammenhæng og med hans baggrund, så handler det ikke så meget om homoseksualitet specielt, men om udskejelser i det hele taget. Menighederne er nye, og det gælder om at få skik på dem, så de kristne kan udskille sig fra den omgivende onde verden. Kristi genkomst er jo nært forestående. - Paulus' baggrund er jødernes love og sædvaner, nærmere betegnet farisæernes strenge lære, foruden almindelig skik og brug i samtiden. Dertil kommer så den nye lære, kristendommen, som han er meget nidkær for, og over for hvilken alt andet må vige. Han prædiker kønslig afholdenhed i det hele taget, og da er det klart at al udenomsægteskabelig seksualitet må vige. Det gælder om at være rede til Kristus pludselig er der.
Paulus har aldrig kendt til homoseksuelle par der levede sammen på en anstændig måde. Det har ingen på hans tid. Homoseksualitet er for ham - og for Bibelens skribenter i det hele taget - ikke en egenskab der er knyttet til en bestemt mennesketype, men handlinger der er mulige for alle der skejer ud. Som jeg før har været inde på, så "opfindes" den homoseksuelle som mennesketype først på slutningen af det nittende århundrede.
Der er mange grunde til at det kan være svært at læse Bibelen. Den er skrevet i fjerne tider i lande og kulturer uhyre forskellige fra os og vort, og den er oversat fra sprog der ligge så langt fra dansk som vel muligt. Men det største problem er paradoksalt nok dens status som Guds Ord.
I enhver bog er der væsentlige og uvæsentlige ting, ja, noget der er overflødigt. Dette gælder også Bibelen. Hvornår har nogen mon sidst læst Habakkuks Bog eller Klagesangene? - Men det siges ikke. Det må ikke hedde sig. Kan man tillade sig at sige at bare et ord af Gud er overflødigt?
Alligevel er det sådan Bibelen læses - også af fundamentalisterne. Nogle skriftsteder bliver ignoreret og andre bliver citeret i det uendelige. Visse steder trækkes ud af deres sammenhæng, man analyserer sætninger og studerer ords nuancer på bekostning af helheden, og man ser bort fra at Bibelens skribenter var levende mennesker, der var en del af deres egen tid og som sloges med konkrete problemer, som så igen har inspireret dem til at skrive. - Det gør det muligt at opbygge en hel morallære på hvad der i Bibelen nævnes i en bisætning, som det er tilfældet med homoseksualitet. - En detalje, som for eksempel Paulus' mening om homoseksualitet, har betydning, hvis den får lov til at være det den er, en detalje. Blæses den op til at dominere over helheden ødelægges enhver forståelse.
Som hovedregel interesserer Bibelens skribenter sig ikke for folks seksualliv, undtagen når det truer ægteskabet og andre borgerlige ordninger. Trivielle vaner og uvaner og hvad folk sådan i det daglige fornøjer sig med, alene eller sammen, er uden betydning. Masturbation for eksempel nævnes aldrig, hvilket har plaget senere tiders moralister, så de på forskellig måde har forsøgt at læse nogle fordømmelser ind i teksten. Selve ordet "onani" henter sit navn fra en begivenhed i Bibelen som ikke har noget med onani eller masturbation at gøre. (1. Mosebog 38:9).


Konklusion
Emnet her er meget stort, og jeg er slet ikke kommet hele vejen rundt. Ja, måske har jeg ligefrem taget for meget med. - Jeg har ikke skrevet om den græske form for homoseksualitet, som snarere er en ynglingekærlighed - fra de var kønsmodne til de fik skæg, var regelen. - Jeg har også kun behandlet den mandlige homoseksualitet. Det må jeg bede kvinderne, de lesbiske, om undskyldning for. Men jeg har måttet skrive om det jeg har forstand på. Den kvindelige homoseksualitet har fulgt et andet udviklingsmønster end den mandlige. Også det har kulturelle og historiske årsager. Men det må andre tage sig af.
Menneskenes seksualitet er den samme over alt og til alle tider. Den har sine hovedformer, hvis formål er formeringen, og den har sine mangfoldige variationer, som tjener alle mulige andre formål, hvad man nu kan finde på. Det er alt sammen en del af naturen.
De forskellige kulturer former og omformer seksualiteten, så den i højest mulig grad tjener samfundet. Det foregår både bevidst og ubevidst. Samfundets normer er til tider strengt restriktive og til andre tider giver de stor frihed til den enkelte. Disse normer opfattes let som naturlove, fordi de ligger så fast - og dog ændrer de sig hele tiden, nogle gange revolutionært i løbet af kort tid, men for det meste gennem langsom udvikling over lang tid. Nye normer skyder frem, mens de gamle stadig er i fuld virksomhed, og det skaber naturligvis forvirring og konflikter. Særlig mærkes det i tider med stor indvandring, hvor hver part kommer med sit sæt af "naturlove", som de har fået indarbejdet gennem generationer. Naturligvis bør indvandrere respektere det nye lands love og skikke, og når det gælder de skrevne love og regler går det som regel nogenlunde, men når det gælder de dybere liggende normer er det meget sværere. Intellektuelle forstår naturligvis hurtigere denne konflikt, og de er i stand til at tilpasse sig det nye lands normer, eller de kan skabe en symbiose mellem de nye normer og deres egne. Men så let er det ikke for størstedelen af indvandrerne, for dem vil det tage generationer at omforme deres normer, så de passer i deres nye land. Det samme gælder landets egne indbyggere, som ikke begriber at det skal være så svært at indrette sig efter de normer der er så selvfølgelige og som bygger på almindelig sund fornuft. - Så glemmer de let hvor tit de selv er utilfredse.
Nå, jeg er ved at komme væk fra mit hovedemne - og så alligevel ikke. De seksuelle normer ligger mere end noget andet på det ubevidste plan. Ikke desto mindre omformes de lidt efter lidt efter som samfundet i øvrigt ændrer sig.
Den homoseksuelle som type er i færd med at forsvinde - mener jeg i hvert fald. Når de ikke mere bliver regnet for at være så specielle, vil de heller ikke gøre sig de store anstrengelser for at skille sig ud. I dag er det nærmest kedsommeligt at blive regnet for normal.
Skulle et menneske fra 1870 dukke op i vort samfund i dag ville han se sig omgivet af meget maskuline kvinder og meget feminine mænd. Men hvis han sagde det, ville vi protestere, for vi ville ikke kunne indse det. Vi udtrykker vores maskulinitet og femininitet med andre midler end de gjorde i 1870. Det gælder også de homoseksuelle. De vil altid være der, men hvordan de vil tage sig ud er ikke godt at sige.