Sneen dalede ned over den lille landsby hvor jeg boede sammen med min dejlige familie. Endelig var sneen kommet og vi børn glædede os som bare pokker. Det betød nemlig at vi skulle have hue og handsker på, muntre os med kælketure og ikke mindst at komme ud at slås i sne, sammen med alle vores venner. Det var december måned, dejligt frostvejr og jeg og alle jeg kendte glædede sig til den kommende højtid, hvor der skulle festes og julen skulle fejres. Jeg havde med familien allerede været på en dejlig gåtur at nyde den friske luft, gået tur i skoven, kigget på de dyr der rendte rundt, ja en virkelig dejlig jule familie tur.

Vi var nemlig en rigtig, rigtig dejlig familie, far, mor og vi tre unger, som vores forældre yndede at kalde os. Vores far hed Jens-Ole, og vores mor hed Hanne. Vi var tre søskende, der var trip-trap-træsko, vi hed Julius, Jane og Jette. Jeg Julius var 8 år, Jane min ene lillesøster 7 år, og Jette en bette efternøler på bare 3 år. Min mor havde derfor givet hende kælenavnet Bette-Jette.

Det er vores mor, der skriver denne historie ned, da vi på dette tidspunkt jo ikke selv ville være i stand til at skrive en sammenhængende historie. Heller ikke selvom vi alle tre allerede havde fået hver vores egen iPad, som det hører sig til i disse moderne tider. Da der jo skulle skrives alt ned hvad der var sket, handlede jo om at erindre, hvad havde vi børn oplevet og sagt, og hvordan vi havde reageret. Vi kunne jo heller ikke vide alt om tiden før denne juleaften. Ej heller at den foran stående juleaften ville blive helt speciel og forevigt mejslet i vores hukommelse, og slet slet ikke vide noget om tiden før vores fødsel.

Denne historie starter, således en hel del tid før min fødsel. Min forældre havde mødt hinanden på en aftenskole, hvor far ville lære at skære træ figurer ud mens mor, som mange andre kvinder, ønskede at lære ekstra meget vedrørende husholding som var en store syssel hun havde, samt træne kroppen at hun kunne tage sig virkelig smuk ud. Mor trænede meget i håb om at finde sig en rigtig dejlig ægtemand, der ville falde pladask for en både smuk kvinde med dejlige kurvede former men som også havde noget mellem ørene at byde på. Mine forældre havde efterhånden i et pænt stykke tid set hinanden lidt an på aftenskolen. Far kunne bestemt ikke overse at vores mor var en endog meget smuk kvinde, langt lyst hår, slank og en højde der lige passede til ham, ja også selvom hun bar stiletter, hvilket vores far fandt endog meget smukt, ja faktisk ligefremt sexet. Vores mor var ligeledes tiltrukket af vores far, da hun mærkede en stor charme ved ham når de af og til mødte hinanden på aftenskolen og tog en lille sludder om løst og fast. Ja det endte altid med at vores mor stod med en ubeskrivelig kildren i maven og smilede når far var hende nær. Min far tænkte dog en dag, det her kommer der sgu da ikke meget ud af, jeg må hellere nosse mig sammen og tage intiativ til nærmere kontakt.

Han bestemte sig derfor at skære en træ figur ud der forestillede en mand og en kvinde der stod tæt ved hinanden og manden holdt hænderne om kvindens kinder mens de kyssede. Figuren blev placeret ovenpå en hjerteformet træ fod, så kunne det bestemt ikke blive mere romatisk mente min far. Denne figur ville han så forære min mor og håbede hun ville synes både godt om figuren, men endnu mere om det lækre stykke mandfolk der havde lavet den til hende. Far pakkede derfor denne flotte figur han havde lavet af træ til mor ind, satte et hjerteformet klistermærke på hvor det stod "fra Adam til Eva." Ugen efter mødte han atter mor, hvad han jo altid gjorde på deres faste mødedag på aftenskolen. Det var nemlig så heldigt at far og mor altid kom samme ugedag på aftenskolen. Denne aften kom hun som altid hen i sløjdsalen, hun kiggede far dybt i øjnene, smilede sødt til ham, og spurgte interesseret om det gik fremad med hans forskellige projekter. Nu havde far jo den flotte figur med til mor som modtog den, mor pakkede den ud og sagde med stor begejstring i stemmen "er denne smukke og romantiske figur til mig, du dejlige mand?" Ja sagde far, jeg har brugt rigtig lang tid på at lave den til dig, og for hvert eneste lille stykke træ jeg har fjernet har jeg tænkt på dig og hvor dejlig og smuk du er. Mor kastede sig straks i armene på far og gav ham det dejligste og varmeste kys. Der blev helt stille i sløjdsalen hvor der jo var mange andre mænd tilstede, og hvor snakken ellers altid gik højlydt på livet løs om fodbold, kvinder og biler og hvad mænd ellers gik op i. Alle mændene klappede helt vildt af begejstring og sagde til far, nu skylder du sgu en score-omgang, nu hvor du har fået den lækreste sild fra aftenskolen på krogen. Det ville far gøre og lovede næste gang at komme med en stribe øl. Far synes dog at de andre drenge lige skulle rydde op på hans plads i dag, idet han som han udtrykte det, nu havde fået vigtigere ting at tage sig til. Således gik det til at vores mor og far blev kærester.

Der gik ikke længe inden mor kom i lykkelige omstændigheder, og selvom det var lidt tidligere i deres end planlagt i deres forhold glædede de sig rigtig meget til deres første barn skulle fødes. Men som de tit snakkede om senere, hvad var mon det rette tidspunkt?
   Skulle man have børn når man havde kendt hinanden et par år, måske 5 år eller meget mere, eller måske bare et par minutter? Og skulle det i øvrigt være noget der skulle planlæges, da de jo ikke ligefrem boede i Kina. Nej for dem var det fuldstændig ligegyldigt, nu var mor blevet gravid, de var utroligt lykkelige for dette og hendes mave voksede og voksede og de bare gik og glædede sig til fødslen. Jeg kom således som den første af os søskende til verden. Vores forældre havde på forhånd bestemt at ville det blive en pige skulle hun have navnet Jane og om det blev en dreng skulle han hedde Julius. Så dermed var det afgjort at jeg skulle døbes Julius og ved dåbshandlingen være kommet gud nærmere som mine kristne forældre senere forklarede mig. Blot et år senere fik mine forældre endnu et barn, denne gang en sød og dejlig pige. Her var navnet jo givet da de jo skulle bruge navnet Jane som tidligere planlagt. Det var her Jane og jeg holdt vores første juleaften sammen, som vores forældre senere fortalte os en masse om, ligefra lyset i vores øjne da vi første gang så det flotte træ med alle lysene på. Den store glæde vi oplevede ved at pakke gaver ud og det sjove i at det tit var det flotte indpakningspapir der var langt det mest interessante for os to børn end gaven inden i. Fire år senere havde storken igen været på besøg i vores familie, så mors mave voksede til ukendte dimensioner. Jeg Julius havde iøvrigt sagt til vores mor "er det en fodbold der vokser i maven på dig? " Mor smilte stort til mig da hun vidste at jeg om noget elskede at spille fodbold, men måtte lidt til min skuffelse fortælle at det ikke var en fodbold, men derimod enten en lillebror eller en lillesøster.

Der knyttede sig en helt særlig grund til vores navne, da vores forældre som fortalt begge var troende kristne. Så de havde derfor med bevidsthed valgt fornavne der alle startede med J i lighed med Jesus. Langt senere efter fødslen i en alder af 4 år og jeg så kendte til forklaringen med J, sagde jeg på et tidspunkt til vores mor, jamen for ikke Jesper, som i Kasper, Jesper og Jonatan? Denne historie havde vores mor jo ofte læst op for os, så det var derfor jeg nu spurgte hende om hvorfor jeg så ikke skulle have haft navnet Jesper i stedet for Julius? Nej svarede min mor, tror du jeg vil have en røver rendende her i huset? Det næste bliver måske at du tænker navnet Judas kunne være spændende at bruge, at du ville være et skammeligt menneske der kunne finde på at forråde de mennesker i dit liv der står dig aller nærmest og elsker dig betingelsesløst? Mor tænkte at denne forklaring i mit stille barne sind ville være nok til at tænke at Julius var et dejligt navn.

Men lidt senere på aftenen sad jeg som næsten altid i stuens dejlige hjørnesofa sammen med familien at nyde familie idyllen.
   Her ved aftentid så de voksne som altid nyheder i tv og andre spændende ting, mens vi tre unger ligeså sikkert sad klinet til vores trofaste ven i livet - iPad'en. Mor tænkte at jeg nok gerne ville vide hvorfor hun og vores far havde valgt navnet Julius til mig. Så hun satte sig over ved siden af mig, holdt om mig og sagde nu må du hellere finde ud af hvorfor du har fået netop navnet Julius. Da jeg jo allerede sad med iPad'en sagde min mor, prøv du at se hvad navnet Julius betyder. Jeg havde jo tusindvis af gange været i kontakt med oraklet Google, som folk kaldte søgemaskinen på iPaden. Så jeg søgte her på navnet Julius og klikkede på det første link Google fandt. På skærmen vistes et billede af ansigtet af en ældre mand ved navnet Julius Cæsar. Ansigtet var hugget ud i granit og så noget bistert ja nærmest frygtindgydende ud. Hvem er han dog, spurgte jeg med forundring i stemmen. Jo svarede mor, Julius Cæsar var kejser i det mægtige romerrige for mange mange år siden. Så det var derfor jeg og far gav dig navnet Julius da vi vidste du ville blive både stærk og modig, og typen der ikke ville give op for noget som helst. Jeg kiggede forundret op på mor og sagde med et stort smil til mor, "jamen det er jo lige det jeg er. Jeg vil læse videre på Wiki i morgen om navnet Julius, kære mor."

Snart kiggede jeg igen op på mor og sagde, "jamen hvad med Jane og Jette, ja jeg går udfra at Jane hænger sammen med Tarzan som også er en stor og stærk mand, og Jane derfor også er stor og stærk, men hvad med navnet Jette?" "Jo Jette betyder hjemmets hersker, altså en der bestemmer over familiens hjem på bedste vis. Altså osse en stærk kvinde, så det er ikke bare tre utroligt dejlige børn vi har fået far og jeg, men også tre rigtig stærke børn ikke kun fysisk, men vigtigere efter min opfattelse, er stærke rent psykisk." Mor og jeg smilede stille til hinanden og sagde "historien om hvad der er hændt i jeres liv indtil videre tager vi i morgen, hvor det er søndag og vi alle har god tid."

Denne jul havde vi flugt alle de traditioner vi havde ved at fejre jul.
   Forberedelsen til jul, at pynte op på vores værelser, i dagligstuen men mest af alt i stads-stuen der var reserveret til helt specielle festligheder som juleaften eller når far fyldte rundt, hvilket kun skete hvert tiende år. Vi havde alle tre fået en sok ophængt i vores fælles værelse og jeg spurgte mor om vi da skulle skrive vores ønsker ned på en seddel og så sende sokken til julemanden? Nej nej svarede mor mig som altid kærligt, det er jo ret upraktisk at sende en sok, så jeg finder en kuvert at komme jeres ønskeseddel i at sende ønskerne i denne til julemanden på Grønland. Desuden skulle sokken jo genbruges næste år, og den var kun beregnet til mindre ting, om julemanden i år ikke igen kom med rigtig store julegaver til alle os børn, der ikke kunne være i en lille sok. Det kunne jeg jo godt se fornuften i, så vi skulle derfor klart bruge en kuvert. Vi vidste begge vores forældre elskede os utrolig højt da de jo tidligere havde forkælet os alle med en iPad hver, dog ikke i julegave, da de mente det set i deres lys nærmest var en forudsætning at kunne begå sig i en moderne samfund. Men jeg kunne altid mærke at nærheden fra begge mine forældre og kærligheden til os søskende var langt vigtigere end en skærm der kunne bruges til hvad som helst, undtagen at give varme, nærvær og kærlighed.

Mine forældre havde som tidligere år som sagt udbedt sig en ønskeseddel fra os alle så de kunne se hvad vi drømte om. Så på min ønskeseddel havde jeg skrevet: Hund (ikke af tøj eller hverken træ eller lego), en tur til Paris, da jeg havde en stor drøm at blive bjergbestiger og tænkte jeg allerede nu kunne træne i Eiffeltårnet da det jo var langt langt mindre end verdens højeste bjerg, som jeg mest af alt drømte at bestige. Jeg vidste at de første der nåede toppen af Mount-Everest var Edmon Hillary og Tenzing Norgay i 1953, men det var ikke disse to bjergbestigere jeg drømte om at ligne. Nej min store drøm var at bestige bjerget som Reinhold Messner gjorde det i 1980, ja han var et af mine helt store idoler. Reinhold havde nemlig lavet det der hed en solo-stigning, hvilket betød at han havde gjort det helt alene som navnet siger. Det var jo i sig selv en stor udfordring især mentalt, men bjergbestigningen skulle desuden også gøres uden brug af medbragt ilt. Jo det var sandelig en meget meget stor udfordring, passende til en rigtig mand. Sådan en rigtig mand ville jeg også gerne være men jeg tænkte det nok var en fornuftig ide at træne nogle ture i Eiffeltårnet. Så håbede at min far og mor i denne anledning og i håbet om at få en verdens berømt søn, ville tage hele familien på årlig tur til Paris af 2 ugers varighed at jeg kunne få virkelig intensiv træning.

Men mest af alt drømte jeg nu om en mikrofon til min iPad at jeg kunne lave sing-a-long til mine farvoritnumre med Volbeat, og helst også en t-shirt med et billede af deres forsanger Michael Poulsen der var mit alt overskyggende idol. Jo så kunne jeg stå iført trøjen, tage mine solbriller på og lave sing-a-long, mens mine forældre skulle optage mine evner som kommende forsanger i et verdenskendt rock band på min telefon. Det ville helt sikkert ikke skaffe mig en plads i Guinness, men langt heller undvære dette, fremfor livet som Rock-Stjerne der jo var min aller aller største drøm. Det var også derfor mikrofonen kom aller øverst på min ønskesedde med ekstra STORE blokbogstaver, som jeg jo havde lært at skrive med allerede i første klasse. Hvis jeg fik denne gave, som jeg klart nok drømte alle meste om ville jeg lægge videoen som jo var blevet optaget på min telefon på Facebook, og håbe på rigtig mange likes og delinger. Jeg ville selvfølgelig også lægge videoen på YouTube, måske endda oprette min egen kanal, da hele verden nok inden længe ville se en rockstjerne in spe udfolde sit talent for hele verden. Jeg ville så håbe at de så ville sulte efter endnu mere underholdning fra en lille kreativ kommende rock star. Jo mine barnedrømme var store, så de skulle helst opfyldes, derfor dette vigtig ønske. Jeg fik skrevet det hele ned og lagt i en kuvert mor havde udleveret til mig. Jeg skrev, "til julemanden, Grønland" udenpå. Jeg måtte jo nøjes med dette, da jeg jo hverken kendte postnummer eller den fulde adresse til julemanden. Jeg spurgte derfor mor, "hvordan modtager julemanden alle disse ønsker når jeg ikke kan skrive hans adresse?" Jeg vidste allerede, da jeg jo var helt fortrolig med at bruge WikiPedia, at der udfra befolkningstallet måtte være tale om et endog meget meget stort antal breve, eftersom der var noget over 2 milliarder børn under 10 år i hele verden. Og måske nogle af disse børn sendte deres ønskeseddel til julemanden en 2-3 gange i håb om et bedre resultat. Men inden min mor nåede at svare kom jeg på en mulig forklaring og sagde "kanske man bare skal skrive postboksnummer på brevet?" selvom det skulle være en endog meget meget stor postboks. "Det skal du ikke spekulere på min søde søn, bare skriv til julemanden, Grønland udenpå brevet, så kommer brevet altid frem til ham."

Min storsøster Jane havde ligeledes været godt i gang med skriveriet omkring dette, for os børn dagens aller vigtigste opgave. Jane sagde til mig at hun tænkte, at det skulle være gaver både hun selv ville være glade for at få, men også gaver der kunne vække glæde for andre mennesker. Hun fortalte at det første ønske hun havde skrevet, var at få en børne frisør ballon. "En børne frisør ballon" spurgte jeg straks "jamen er det sådan en du stå skal puste op når der holdes børnefødselsdag?" Vi skraldgrinede begge højt af fortalelsen, da det selvfølgelig ikke skulle være en frisørballon, men en frisørsalon Jane ønske sig. Jo der ingen tvivl om at vi alle hyggede os i vores familie, hvad enten det var jul eller fødselsdag, og med eller uden gaver. Selvom vi begge var enige om at det var dejligt med gaver og helst i rigelige mængder, hvad vi tre børn altid blev forkælet med i vores store familie. Da vi var langt de yngste børn i hele vores familie, havde alle de voksne i familien kastet deres kærlighed på netop os tre. Så der kom som oftest udover gaver fra vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre, også tit gaver fra onkel og tanter, og ja jeg ved ikke hvad. Men vi var altid glade at få gaver og bukkede eller nejede for de der kom personligt med gaven. Dem vi ikke fik mødt personligt fik derfor tilsendt et takke kort fra os alle tre med et billede af en byg der nejer og en julebuk der bukker.

Det viste nemlig vores taknemlighed for at modtage gaven. Dette var noget vi havde lært fra vores mor, allerede som ganske små, og vidste godt det også var et kristent budskab. Jane gik som alle andre piger jeg kendte, ufatteligt meget op i eget og andre pigers hår. Ikke at jeg helt forstod denne særlige interesse for hår. I min verden var hår noget man vaskede og derefter friserede at tage sig nogenlunde godt ud. Eller når jeg kom hjem fra den lokale fodbold klub efter træning i drivende regnvejr og min mor sagde "du trænger da vist til at bruge en kam" Min søster Jane, derimod kunne stå i timevis foran det spejl vi have i dagligstuen og frisere sit, iøvrigt flotte lange blonde hår, alt imens hun smilte, og sikkert tænkte, hvor ser jeg dog smuk og dejlig ud. Den øvelse gav ikke meget lyd fra sig, nej langt værre var det når hun legede damefrisør, med en dame sidden i stolen. For at det skulle være ganske livagtigt tog Jane altid en stol hen foran spejlet satte en potteplante eller noget andet på stolen, som så skulle agere frisørkunde. Og så gik hun ellers igang med frisørarbejdet, med kam og saks hvor hun havde hentet begge dele. Jeg kendte legen alt for godt da den i stor udstrækning mindede om oplevelsen ved min egen frisør. Jane vimsede rundt om stolen, alt imens hun med saksen lavede klippelyde, redte potteplantenes frisure og snakkede til potteplanten med sætninger som "hvorledes skal håret være i dag" eller "skal det farves og onduleres i dag ligesom sidst?" Eller "hvordan går det for din mand, du fortalte jo sidst at han havde fået nyt job" Jo der var givetvis en masse nysgerrighed i disse saloner.

Jeg forstod dog ikke hvorfor min søster brugte ordet ondulere, for jeg vidste jo udemærket fra min ven Wiki, at ordet betød at behandle en person på en hårdhændet eller ligefrem voldsom måde og ordet ofte blev brugt ved fodbold kampe, hvor ondulering af det andet hold havde skaffet eget hold sejren, ved at være grove overfor modstanderen. Nå men der var nu også en del jeg ikke forstod især ved piger. "Men hvor ser det dog festligt ud at se dig vimse rundt om potteplanten, du er måske gået i træning til juleaften allerede?" Jane smågrinede, smilte og sagde så "ja det er lige det jeg er, glæder du dig ikke også til i juleaften?" Det måtte jeg jo indrømme, men sagde så til min søster at jeg lige skulle på toilettet. Det var en lille nødløgn, som man jo ikke må komme med i et kristent hjem, men heller ikke andre steder. Jeg var nemlig gået ud at hente nogle legoklodser som jeg kom i en pose, at agere julemanden når jeg kom retur. Med posen i hånden og et "Ho Ho" vendte jeg tilbage til min søster. "Hvad Søren" sagde hun "er det ikke julemanden der kommer måske med gaver?" "Det kan du tro, jeg træner som du til den store aften." svarede jeg med en så dyb stemme som muligt "Men du kan jo ikke danse omkring et juletræ, uden der ligger gaver under træet." Jeg placerede straks legoklodserne og vi brød begge ud i stor latter. Bette-Jette der også sad og legede med sine dukker i stuen grinede med, nøj hvor vi børn dog hyggede os og nød den kommende jul, selvom den store aften syntes langt langt væk, om end der kun var ganske få dage til.

Min lillesøster Jette sagde så til vores mor om hun ikke gerne ville hjælpe hende at lave en ønskeseddel til julemanden, da hun jo endnu ikke hverken kunne stave eller skrive. "Nej ved du nu hvad lille skat? Du bruger da bare din iPad og indtaler hvad du ønsker dig så kan vi sende den direkte til julemanden. Hen er nemlig som alle vi andre blevet moderne og har derfor fået egen iPad hvortil vi så kan sende ham din ønskeseddel med det samme" svarede mor vores alles Bette-Jette. Det syntes vores søster lød som en rigtig god ide, men Jane og jeg holdt dog fast i papirudgaven da vi var overbevist om at den var langt mere "funktionsdygtig" at vi kunne få opfyldt vores drømme. Det kunne godt være at julemanden, var blevet moderniseret med egen iPad og hvad ved jeg. Men alt der var omkring ham var jo en gammel traditionsfyldte ting, så derfor skulle vores ønskeseddel også følge den traditionelle gamle udgave, og ikke erstattes af noget moderne hitte-li-hut. Jane og jeg fik vores mor til at printe vores ønskeseddeler ud og putte dem i to kuverter. Da jeg jo med Wiki som hjælper vidste en ufatteligt masse om en ufatteligt masse ting, spurgte jeg min mor, om det sikreste ikke var at sende brevet som anbefalet. Dertil svarede min mor at det slet ikke var nødvendigt da alle breve i sikkerhed kom frem til julemanden og i øvrigt uden porto, da dette var en særlig service fra PostNord i anledning af julen, ja det var gaven fra PostNord til alle børn, ja næsten alle for det var kun de sødeste og artigste børn der fik brevet sendt uden omkostninger. Vi jublede vildt for mor og far havde mindst 10.000 gange sagt at vi tre var de dejligste, artigste, klogeste og sødeste børn i hele verden. Da jeg var blev rimelig ferm til at regne og vidste hvad det kostede at sende et brev sagde jeg derfor til vores mor "jamen så har du jo sparet 3 gang 12 kroner, altså 36 kroner, og da vi opfylder julemandens forventning om de rigtig søde og artige børn der får sendt brevet gratis. Så jeg mindede lige min mor om at det dog jævnligt skete at vi alle tre lavede spillopper, men brevene kunne jo dette til trods sendes ganske gratis. Jeg syntes kun det er rimeligt at vi tre fik disse sparede penge til lidt ekstra slik udover fredag aften slik" Mor fandt dette et rimeligt "krav" fandt sin mobil frem, og sendte mig fluks 36 kroner på MobilePay. Straks kom min favorit lyd fra telefonen, et ding-ding der til min stor glæde jo betød der var flere penge på min MobilPay konto, at fornøje os med, til blandt andet slik.

Jane og jeg blev i øvrigt meget hurtigt enige om at vores forældre når vi engang blev voksne ville blive endog meget meget stolte over os begge deres to førstfødte børn. Vi var mere i tvivl om Bette-Jette, men det kunne jo kun tiden vise. Vi snakkede om vores drømme, Jane der ville være den bedste og mest efterspurgte stylist i Hollywood, at hun kunne gøre de smukkeste kvinder endnu smukkere, inden de skulle indspille film. Og få uddelt medalje efter medalje som tegn på hendes enestående frisør arbejde ingen anden kunne mestre. Og jeg der ville blive en fantastisk rock stjerne, alle min fans ville forgude, også de mange kvinder der ville elske at være i nærkontakt med mig, bare for en enkelt nat. Og jeg ville derfor gang på gang efter vores koncerter komme hjem med endnu en ny smuk og attraktiv kvinde og sige til mor "Nu har jeg endeligt fundet din kommende svigerdatter." Mor ville sende mig et stille smil, og tænke - ja ja, mon ikke der kommer et par mulige svigerdøtre mere, inden han finder den helt rette og falder til ro.

Dagene i december gik som altid ufatteligt langsomt ja sneglede sig nærmest i langsomste tempo hen imod den store dag og aften. Helt i modsætning til dette snegle tempo stod min forrige sommerferie jeg havde holdt en del måneder forinden, der forsvandt med lynets hast. Men vi hyggede rigtig meget i vores familie, da det var noget vi var rigtig gode til, hvilket gjorde at kom til at nyde det langsomme tempo endog rigtig meget. Julen kommer når den kommer, som vores far ofte havde sagt det til os, altså den 24. december. Vi ventede i nogen utålmodighed, men vores far havde lært os, at såfremt man havde et problem på dagen, eller et ønske man gerne ville have løst kunne man gøre følgende. Man skulle spørge sig selv, kan jeg gøre noget ved det eller ikke? Kom man til konklusionen at det kunne man godt, skulle man tage handling på dette. Men kom man til konklusionen at man ikke kunne gøre noget skulle man parkere problemet, da man jo ikke selv kunne stille noget op. Og da den 24. december kom når tid var der, kunne vi jo ikke rigtig gøre noget ved, vi kunne dog sørge for at holde os så aktive som muligt, da tiden så syntes at gå hurtigere. Vi hørte julemusik dagen lang og sang med, også for at varme stemmerne op, med de gode gamle julesange til den store aften. Der skulle også ordnes julepynt, flettes julehjerter, laves kræmmerhuse ja alt skulle være klar når træet kom hjem og ville pynte i stads-stuen. De voksne drak rigeligt med gløgg der var lavet på vin mens vi børn fik det samme dog lavet på alkoholfri vin. Vi nød at drikke dette, men det bedste var dog til sidst at fiske mandler og rosiner op til sidst og sidde at guffe dem i sig uhmm... Det smagte bare uendeligt godt. Der skulle også klippes kravlenisser ud der bagefter skulle hænges op, de øverste var det dog ikke muligt for os børn at sætte op så der måtte nisse-far hjælpe til, som vi kaldte vores far Jens-Ole hele julemåneden. Jo da var sandelig en travl tid i julemåneden som vores forældre altid udtrykte det, og vi måtte give dem ret men helt sikkert også den bedste måned på året, ingen tvivl om det. Hygge, snakke og synge sange, pakker gaver ind og ud, jo der skete bare utroligt mange dejlige ting.

Men udover at vi senere skulle pynte op i stads-stuen, skulle der blandt andet bages julekager, som vi børn meget gerne ville deltage i. Vi skulle blandt andet lave vaniljekranse hvor allerede dejen smagte godt mmm... og når de kom ud af den varme ovn endnu bedre, de duftede nemlig rigtig godt, ja faktisk så godt at vi alle som en var nød til at tage en smagsprøve eller 2-3 stykker, bare for at være sikker på kvaliteten. Far havde i øvrigt sagt til os at kagerne vi lavede i vores familie skulle være ISO-certificerede, og det ligefrem var vigtig vi børn tog en hel del smagsprøver at sikre kagernes kvalitet. Far havde forklaret os børn at det med ISO-certifikatet på kagerne var en betingelse for at kunne sælge dem, både i vores lille by, eller i hele Europa om folk også der ville elske vores kager lige så meget som vi selv gjorde. På den måde var der nemlig sikkerhed for kagernes kvalitet, det gjaldt både for de der købte kagerne og os andre der fik dem foræret. Desuden var der den store fordel ved det der ISO-værk at vi ville være omfattet af en forsikring om folk blev syge af at spise dem. Eller måske endnu værre fik hullet fra en vaniliekrans i den gale hals, hvilket kunne medføre en erstatningssag med tilhørende økonomisk krav om såfremt dette ISO-noget ikke var på plads. Rygtet fortalte en gang at en familie udover en klæggelig bøde havde fået frataget retten til at bage kager til offenligt salg i en periode på 5 år.

Udover hyggen hjemme skulle vi også på den årlige tur at finde et smukt juletræ at placere i stads-stuen. Vi tog derfor alle fem bilen ud til stedet hvor der blev solgt de aller flotteste juletræer, og hvor man også kunne købe julepynt, spise æbleskiver og drikke gløgg eller saftevand. Jo ingen tvivl at denne december måned var noget ganske specielt. Vi børn diskuterede altid hvilet træ der var det flotteste og det højeste, så i reglen måtte vores forældre sige at træet enten var for bredt eller for højt, for netop det træ vi havde kastet vores forelskelse på. Det endte dog altid med at vi fandt et træ der opfyldte samtlige kriterier og vi så kunne drage hjemad, med maverne fyldte med endnu mere gløgg og æbleskiver og andet godt. Jo det var en af årets bedste traditioner for vores familie og altid en fantastisk oplevelse.

Næste dag sagde vores far at vi atter skulle opleve en af de traditioner der var i julemåneden. Vi unger råbte Jubiii i munden på hinanden for vidste det betød vi skulle ind til den store by, der i øvrigt hed Asnæs. Den lå i nærheden vores hjem, så vi ville ind til Asnæs for at se på juleudstillingen og alle de flotte ting der var der. Vi tog den nye letbane der også havde lagt vejen forbi vores landsby, og selvom det hvinede og skar i marv og ben når den drejede eller skulle bremse var ideen med en letbane jo god nok, havde de voksne fortalt os. Det nærmest vrimlede med mennesker i midtbyen, lysene var tændt, folk gik glade hånd i hånd, som vi også gjorde og mange børn havde i lighed med os tre nissehuer på. Vi nærmede os det store torv i byen hvor det mega store træ stod tændt. Vores søde små barneøjne kiggede forundret derop og sagde i munden på hinanden "Hvor er det dog flot. Det smukkeste juletræ vi nogensinde har set." Det vil jo næsten overgå det der vil stå pyntet hjemme i stads-stuen ved os selv om nogle få dage. Men også kun næsten, for i vores barndomssind var der ingen tvivl, juletræet i vores hjem aldrig ville kunne overgåes af noget juletræ i hele denne verden.

Efter denne dejlige oplevelse måtte vi endnu en gang hoppe op i letbanen, som denne gang skulle køre os til indkøbscenteret i byen. Vi stod et stykke væk og kunne se letbanen komme på afstand men den nåede lige netop at smutte fra os. Men da jeg kendte alt til letbanen, og ja jeg mener ALT, sagde jeg beroligende "bare rolig letbanen kører hver tidende minut, hele døgnet rundt, også til indkøbscenteret" vi ventede og ventede og ventede. Der gik 10 minutter, 15 minutter, 20 minutter uden der kom et letbanetog. "Forbande letbane de politikere har givet os borgere, de lover og lover os en masser pragtfulde ting, men overholder ikke en skid. De skulle fandme ha' konfiskeret deres Audi eller Mercedes og få udleveret et pendlerkort, at de kunne se hvad det var for noget skrammel de har givet os." Far fortsatte ufortrødent sin politiske tale nu han var gået igang "Desuden skulle de gratis få et headset til deres telefon at høre god musik at undgå alle de ubehagelige lyde, der kommer mens toget kører." sagde far vredt. De omkring stående personer nikkede til far og måtte give ham ganske ret. Men endelig langt om længe og efter 25 minutters venten kørte letbanen frem mod os, hvor den stoppede, med sine høje hvinende og stærkt ubehagelige lyde fra hjulene mod sporet. Vi satte os alle ned og nød samværet til trods for rumlen og hvinede lyde og hvad har vi. Vi snakkede om det vi nu skulle ud at opleve centerets julehygge og hvad dertil hørte.

Far sendte pludselig et stort smil til os alle, og sagde derefter, "jeg har sgu fundet på en gave til disse uduelige politikere." "Ligefrem en gave" sagde vi alle måbende "du har jo lige været enormt vred på dem alle, så hvorfor give dem en gave og hvad skulle denne gave da bestå i, nu politikerne er til ingen verdens nytte ?" "Jo" svarede far straks, "de får to mega store papkasser. Den ene skal være fyldt med lokumspapir så de kan fjerne alt det lort de har lukket ud af munden gennem de sidste mange mange år, hvor de har brugt tiden på at fortælle hvor fantastisk ja nærmest enestående ide det er med denne hersens letbane." "Jamen hvad skal der så være i den anden, skal det så være toiletrens at rense munden med?" spurgte jeg så. Hele familien måtte grine ved denne bemærkning, mens far forsatte sig tale "Nej" sagde far med et smil om munden "i den anden skal der være kork klodser og store ruller med sandpapir. Som i to Julius og Jane tidligere bemærkede omkring ønskeseddelen, kan det være en god ide at holde sig til de afprøvede traditionelle metoder. Så i stedet for at køre rundt med disse store maskiner der sliber skinner og som iøvrigt larmer hele natten lang og kun kører når folk har fri og skal sove, ja så skal skinnerne slibes pr. håndkraft." Vi spurgte hvem der så skulle slibe skinerne og om det ikke skulle gøres gentagende gange så letbanen kørte helt uden støj? Far svarede at der jo var mennesker nok at tage af, lige fra folk på overførsels indkomst til studerende eller andre der gerne ville tjene en lille ekstra skilling. Vi mente dog der lige var det problem at togene jo ikke holdt pause ej heller om natten, så den vanlige letbane ville komme farende en gang hvert tiende minut på sporet, hvilket ville være til enormt stor fare for det slibende folk. Det undlod vi dog at sige til vores far, Jens-Ole, der jo nu pludselig opfattede sig som politiker in spe, og derfor skulle vi jo ikke ødelægge hans politiske drømme her i juletiden.

Vi unger havde i den forbindelse allerede længst luret far's stigende interesse for politik og bestemt os for at vores far skulle have nogle valgplakater i julegave med tekster som: "Ønsker du grin om dagen, fremfor hvin om natten, stem da på Jens-Ole, og få et liv der kører på skinner." Og et par andre "Ønsker du en bedre skole, da stem på Jens-Ole." samt "På mine løfter du altid kan stole, stem på en trofast Jens-Ole." Og endelig for at vise hans gennemslagskraft "Jamen hør nu lige hvad det er jeg siger" hvilket han i øvrigt gentog nærmest et helt ufatteligt antal gange dagligt, så vi børn ikke havde glemt hvad han havde sagt. Far var i øvrigt udsyret med en høj og meget gennemtrængende stemme. Denne daglige sætning skulle nok også bruges at overbevise vælgerne om at hans politiske modstandere ikke skulle være i tvivl om hans gennemslagskraft eller hvad ved jeg. Eller måske antog han bare vælgerne at have en endnu dårligere hukommelse end han selv så vi overvejede at skrive "stem på papegøjen Ole, han gentager ALT."

Jo det var vi ganske vist på, vi ville lave plakater til far, så derfor skulle vi lige en tur omkring byggemarkedet i centeret, hvilket vores forældre syntes var en god ide. Jamen lad os få handlet ind, er der noget i tre små søde nissebørn skal have med? "Jaaaa, råbte vi nærmest i kor vi skal bruge 4 stykker masonit 60 gang 90 centimeter med hvid overflade og både smalle og brede tusser i alle regnbuens farver." Vores forældre tænkte sikkert, dejligt med tre kreative børn, men mon dog de tænkte at det faktisk skulle bruges til valgplakater til far, med et flot foto og teksten "Stem på Jens-Ole, en ihærdig og pålidelig mand."

Nå men som sagt gik vi turen videre til centeret fra letbanen at nyde den dejlige julestemning i centeret. Sneen var igen begyndt at drysse ned fra en smuk og klar december eftermiddag. Der var naturligvis også pyntet op udenfor i rigelige mængder, med grønt og jule lys, og der stod udstillet fire store rensdyr forspændt en kane. Det ene af rensdyrene havde en rød tud og vi børn genkendte det straks som Rudolf. Bette-Jette skulle straks hen at kæle med rensdyret med den rød næse, men for at undgå hun ikke ville opdage at det var uægte sagde vi i kor "det er ikke godt at røre, for julemanden skal have dem i fred og ro, da han ellers ikke kommer med gaver." Vi så skuffelsen i hendes smukke blå barneøjne men vi sagde så lettere trøstende "men juleaften kommer den rigtige julemand med hans fire rensdyr og afleverer gaver til os artige børn" Bette-Emma spurgte da hvad den rigtige julemand betød? "Jo" svarede vi, igen næsten i kor, "den rigtige julemand arbejder kun den 24. december, hvor han til gengæld har helt ufatteligt travlt, da han jo skal besøge de 2 milliarder, søde børn." "Jamen hvad så med julemanden der er her ved centeret", spurgte Bette-Jette forundret. Da måtte jeg forklare at det var forretningsfolkene, der i kapitalismens navn havde kanen med rensdyrene stående for at suge så mange penge som muligt ud af alle. Det udtryk med kapitalismens navn og suge penge ud, var noget jeg havde hørt far bruge i en af hans efterhånden utallige politiske enetaler. Noget med at fordeling af goder i samfundet betød at de rigere blev rigere og rigere mens de fattige bare blev endnu fattigere.

Da jeg jo allerede havde fundet ud af det med julegaven til far, tænkte jeg det ville være godt om vi kunne "skille os af" med mor, altså bare for en kort stund, at finde en god julegave til hende også. Så jeg sagde til de 4 andre "kan far og jeg ikke lige tage en drenge tur at hygge os alene, mens i tre piger tager en tøse tur rundt i centeret ?" Det synes alle lød som en god ide, og vores mor svarede "Super god ide, skal vi sige en times tid, og så mødes vi nede i cafeteriet. Som sagt så gjort, far og jeg trissede afsted og jeg spurgte straks "har du ideer til hvad vi tre børn kan købe som julegave til mor, og som hun vil blive rigtig glad for." Far måtte tænke lidt over situationen og sagde så at det mor ville blive aller aller glades for, ville være et indrammet billede af os tre børn, udklædte i nisse tøj og med snedrys omkring. Det synes jeg lød som en helt fantastisk ide og spurgte far "jamen hvordan klare vi lige dette?" "Jo" svarede far "Vi køber en flot ramme her i dag til billederne. Jeg tager billeder af jer hjemme, med nissehuer, laver snedrys med iPad'en og får billederne printet ud på kontoret." Som sagt så gjort, far og jeg gav hinanden en high-five, og vi syntes selv vi var nogle fandens til karle, at vi kunne klare det så hurtigt. Inden vi kom til cafeteriet som aftalt, skulle vi dog lige have købt masonitpladerne, der skulle bruges som plakater til vores far og som han jo ikke vidste noget om. Billedet af far måtte jeg så hitte ud af senere, men mon ikke mor kunne hjælpe mig med dette.

Som aftalt mødtes vi i cafeteriaet og fik lidt at drikke, kakao til os børn og rigeligt med gløgg til vores forældre der kom i ekstra julehopla. Vi blev enige om at vi ville drage hjemad og var spændte på om kanen med rensdyrene stadig holdt der, når vi kom hen til udgangen fra centeret, og om julemanden mon var kommet retur. Jo, jo den var god nok, sørme om vi ikke var heldige at julemanden var kommet retur og stod i al sin pomt og pragt, jo dette var en rigtig julemand. Klædt i rødt, med hue med kvast, det lange hvide skæg som hører en julemand til, men ikke mindst en stor sæk formentlig med mange gaver i tænkte jeg straks. Det først julemanden sagde til os var "ho ho ho, har i tre børn været både søde og artige siden sidste jul." Det kunne vi kun bekræfte, og julemanden sagde da henvendt til Bette-Jette "kom du og sæt dig på skødet af mig, så skal jeg fortælle jer alle tre en rigtig god julehistorie." Vi fik en rigtig god og lang historie om juleaften og de søde børn der ventede i usigelig spænding på det store øjeblik.
   Men Bette-Jette var også interesseret i julemandens skæg og sagde så "må jeg røre ved dit bløde skæg?" "Nej det går ikke lige an i dag mit søde barn, jeg har lige friseret det og det skulle jo helst holde det fine udseende lige til jul." Julemanden syntes osse vi skulle synge et par julesange. Men nu var jeg godt nok ved at blive utålmodig og sagde "skal vi ikke se at komme til sagen, at få kigget i sækken." "Det er da lige det vi skal" svarede julemanden "nu åbner jeg sækken og i kan tage en gave hver, de blå er til drenge og de røde til piger." Vi greb alle tre ned efter en gave, jeg lukkede øjnene at jeg kunne finde den største og den bedste at trække op. Allerede inden jeg havde fået åbnet øjnene udbrød mine to søster "nååå, det er nok en rigtig tøse-lillebror vi har siden han vælger at tage en rød gave." "Nå, jeg tager nu bare en ny denne gang med øjnene åbnede" svarede jeg og fiskede en gave op der både var fin, blå og som jeg kunne høre rasle. Alle gaver var pakket fint ind, men i stedet for at stå skrevet "til en sød dreng fra julemanden" stod der "til en sød dreng, fra slagter Olsen i Asnæs centeret." Far kiggede på pakken og udbrød straks "forbandede kapitalister, nu skal der også være reklame på julegaver at indoktrinere små uskyldige børn." Jeg forstod ikke hvad ordet indoktrinere betød, men det var nok et skældsord, da far bruget det i forbindelse med udtrykket "forbandede kapitalister." Jeg skulle lige til at flå papiret af gaven, da mor sagde "jeg synes vi venter med at pakke gaven ud til vi sidder i letbanen hjem." Ja vor herre bevares tænkte jeg i bedste Egon Olsen stil, men omvendt ville der jo være en længere tid at glæde sig over hvad vi mon ville få af disse kapitalister. Jo der ville være lang tid at glæde sig i, også da der nok ville komme tillægstid. På samme måde som der kommer tillægstid i fodboldkampe, kunne letbanen jo nemt give os en ikke ubetydelig tillægstid hvilket ville gøre forventningens glæde endnu større. Jeg vidste udemærket hvad ordet kapitalist betød, jeg havde nemlig fra barnsben hørt ordet utallige gange. Så eftersom en kapitalist var en person med rigtig mange penge, forventede jeg da også en gave af endog meget stor karakter.

Letbanen trillede ind på perronen, denne gang helt præcist til tiden så vi børn slap for fars tale omkring "de forbandede letbane politikere, og deres Audi'er og Mercedes'er og pendlerkort og hvad har vi." Vi børn fandt det nu ellers af og til ret så underholdende, idet far kunne "komme helt op i det røde felt" som mor udtrykte og derfor ligeledes blev så rød i hovedet som en tomat. Men nu sad I letbanen og nød dens skramlen, mor fandt en pose lakridskonfekt frem, som hun bød rundt og så sagde "nu må i vist hellere se hvad i fandt i julemandens sæk" Vi børn nærmeste skreg af begejstring, "se have jeg har fået." Bette-Jette var heldig at få en lille blød tøj elefant som hun straks måtte kramme, Jane fik et lille håndspejl så hun straks begyndte at nette sit hår og igen med sin evige frisør stemme sagde "nej hvor sidder håret dog nydeligt, sikke pæne krøller der passer til deres smukke øjne" Jeg glemte næsten helt at pakke min egen gave ud så mor måtte prikke til mig og sige "nu er det din tur Julius." Jeg pakkede folks gaven fra julemanden ud men til min store skuffelse var julegaven et plastik lokomotiv i blåt, i lighed med "Thomas tog" hvilket legetøj jeg jo længst var vokset fra. "Forbandede slagter" tænkte jeg i lighed med fars brug af forbande i mange andre sammenhænge. Jeg bestemte mig derfor at give slagteren dårlig omtale, dog ikke i det offentlige rum, men bare hjemme, hvor jeg tænkte at sige "jeg får altså ondt i maven af denne hersens medister, fra slagter Olsen, kan vi ikke handle kød et andet sted." Det var min stille måde at få hævn på. At det gik ud over en kapitalist var bestemt heller ikke dårligt, for min far havde gennem adskillige år jo fortalt mig om forskellen mellem kapitalisme og socialisme, hvor socialister efter hans udsagn tænkte i mennesker fremfor penge, hvilket jo lød meget fornuftigt i mine søde små barenører.

Netop hjemkommet var turen komme at pynte juletræet som vi traditionen tro altid gjorde lillejuleaften. Vi havde fået et rigtig flot træ, der nu var sat på fod og stod i den fine stads-stue. Traditionen tro satte far altid stjernen op på toppen af det smukke træ, og sagde herefter "nu er det jeres tur unger." Vi begyndte at tage op fra den store kasse at hænge på træet, hjerter, kræmmerhuse, engel og hvad har man. Lyskæden prøvede vi med, men den viste sige noget besværlig, så vi hidkaldte far og fik ham til at hjælpe. I fællesskab fik vi også lagt noget fehår på, Nøøøj hvor var træet dog blevet flot at se på. "Lad os tænde det, lad os tænde det" nærmest råbte vi i munden på hinanden. Vi vidste jo godt det ikke ville ske så far drillede med kommentaren "Det kommer ikke til at ske før i morgen aften, selvom i bestemt er en lille dejlig flok nisseunger. I ved godt man altid synger - først skal træet vises, siden skal det spises. Sådan gør vi ikke her, for det første spiser vi ikke træer i vores familie, her spiser vi jo and og ris-a-la-mande. Og når dette er overstået får i træet at se i al dens pomp og pragt og med lysene tændt." Vi gik alle tre glade i seng, og endte hurtig i drømmeland med stjerner og nisser og gaver og hvad har man.

Herefter fulgte en nærmest uendeligt lang juleaftensdag, vi sad godt nok ved vores iPads og legede "find julemanden, en anden udgave af find Holger" mens vi hørte julemusik, men hvor var tiden dog bare uendelig lang. Men så kom vi heldigvis i tanke om vores lille "projekt" omkring gaver til far og mor. Så jeg sagde til far "kan du mon nå at tage billeder af dine tre yndlingsbørn, at bruge til gaven til mor ?" Jo det ville da ikke blive noget problem, far tog telefonen frem og skød en hel del af os alle, både enkeltvis og i samlet flok så der var rigeligt at vælge i mellem. De blev printet ud med snedrys og det hele, sat ind i rammen og dermed var mors gave færdig. Herefter listede jeg ud til mor og spurgte hende om hun havde nogle billeder af far vi kunne bruge til vores gave. "Jo det har jeg helt sikkert" hvorefter hun tørrede sine hænder i forklædet, og gik på jagt efter billeder. Hun kom tilbage med en pæn stak i hånden og sagde nu er der da en hel del at tage af. Vi nikkede til hende og kunne kun være helt enige.

Bevæbnet med det nødvendig materiale gik vi således ind på mit værelse og fik klargjort både billedet til mor med hendes skønne og dejlig unger, men også plakaterne til far til at understøtte hans kommende karriere som kanditat til byrådet, og forhåbenligt et senere valg til dette. Gaverne blev pakket ind, og vi listede os ind i stads-stuen, og satte gaverne ved væggen, da gaverne var alt for store at komme under træet. Vi blev alle tre forkælet godt og grundigt med masser af slik og al den cola vi kunne drikke, også selvom det ikke var fredag. For som mor altid havde sagt til os, ja juleaften er noget specielt så her skal alle både børn og voksne forkæles mest muligt.

Endelig blev klokken seks, maden var på bordet ja alt var klar. Vi sad alle fem bordet rundt og snakken gik lystigt, hvad os børn angik gik snakken mest på, om julemanden mon ville komme i år igen, og det som de seneste år igen ville være onkel Hans der kom. Vi havde længst gennemskuet dette ved at hive ham i skægget, som jo ellers var strengt forbudt, at skægget faldt af. Vi havde derfor grundet dette indkøbt en legetøjspostkasse i år, at vi kunne lægge skægget derned og sige til vores onkel "Nu står du da godt nok med skægget i postkassen" hvilket helt sikkert ville fremkalde en masse smil og latter, som vi alle jo elskede i vores dejlige familie.

Nå men vi børn havde pænt spist op og jeg sagde med den vanlige sætning "nå lad os nu komme til sagen. Vanker der mon dog ikke snart en god gang ris-a-la-mande, at den første gave kan få sig en ejermand." Den meget store og tunge skål blev sendt rundt, og jeg øste en alt for stor portion op, da jeg vidste at jo større portion jeg tog, desto større var chancen at finde mandelen. Jeg havde fået en vane med at starte med at hakke løs med skeen på min portion for at undersøge om mandlen lå der. "Hov, hov" sagde min mor "den går ikke an, her spiser man pænt fra en ende af, så nu du har været så uartig sætter vi denne tallerken i køkkenet. Hvis du så vil være med, får du en ny portion, som du spiser uden at hakke løs."
   Som så ofte før var det min far der fandt mandlen, og selvom man som en god kristen ikke måtte snyde mærkede jeg hans hånd mod mit lår og jeg fik mandlen fra far lagt ned i hånden. Jeg havde jo set Jane få fars hjælp til os forrige år og Jane så bare havde taget mandlen op fra under bordet og sagt "jeg har den, jeg har den." Enhver idiot kunne jo gennemskue det ikke var hende selv der havde fundet den men vores far eller mor der havde givet det til hende. Så for at de andre ikke skulle opdage at jeg havde fået mandlen hostede jeg diskret så jeg var nødt til at tage hånden op til munden og på denne måde kunne gemme mandlen under tungen. "Jubiii" udbrød jeg lidt senere, efter at have taget endnu et par skefulde "det er mig der har fundet mandlen i år." Gaven til mig var endnu mere chokolade at jeg kunne få endnu mere ondt i maven.

Så var det far som altid juleaften sagde, nu er det blevet tid at komme ind at se træet. Vi jublede alle som en, for nu kom årets højdepunkt at se træet vi både havde været med til at vælge, hjulpet med at blive pyntet og hvad har vi. Nu ventede kun miraklet at går ind i det mørke rum, at høre klikket når far tændte kontakten og se det flotte juletræ stråle. Vi gik ind i stads-stuen, hvor det jo var ganske mørkt, hørte klikket fra kontakten og spærrede øjnene op. Sikke da et fantastisk juletræ vi havde i år og nu var det kun den smukke lyskæde på træet der lyste rummet op. Vi unger kiggede allerførst efter gaver under træet men der lå ingen, mens vores gaver til far og mor stod ved væggen. Ja, ja tænkte vi alle tre, julemanden kommer jo med gaver lige om lidt og han havde sikkert opfyldt de ønsker vi havde sendt ham. Jeg begyndte derfor allerede at mime "Lonesome Rider" som var mit favoritnummer med Volbeat og derfor det første der skulle lægges på YouTube, når julemanden kom og afleverede den bestilte mikrofon til mig.

Vi måtte gå rundt om juletræet og synge alt alt for mange julesalmer, ja selv den lange udgave af "højt for træets grønne top" Vi tre børn vidste nemlig udemærket at de fleste af vores venner fik lov at slippe med første og sidste vers og ikke den fulde udgave der indeholdt hele 6 vers. Alle vores venner kunne den måde langt hurtigere "komme til sagen", at få delt gaverne rundt. Men da vi jo boede i et meget kristent hjem skulle det således være den fulde udgave, og endvidere skulle vi synge alle de andre sange i hæftet, så det tog en pokkers til tid. Men langt om længe kunne vi sætte os ned og vente i spænding. Mon ikke onkel Hans ville dukke op igen i år iført fuldt ornament som det hører sig en rigtig julemand til. Vi sad med spidse ører og lyttede til den mindste lyd. Pludselig lød lyden af en motors brummen. Det var lidt mærkeligt tænkte jeg, for onkel Hans havde kun cykel og brugte derfor altid kun bussen når han skulle ud på lidt længere afstande, og at bussen i øvrigt holdt mega langt fra vores hus. Så jeg tænkte at min onkel måske havde lånt en bil til denne jul, da han måske skulle aflevere flere og måske også tungere gaver til os børn end vanligt.

Der lød en banken på døren og et "ho, ho, det er julemanden. Er der nogle søde og artige børn hjemme ?" Vi nærmest stormede hen til døren og flåede den op. Her var det så den aller flotteste julemand stod, men jeg kunne straks ud fra hans facon og også hans højde at det ikke var min onkel. Lyset i hans øjne og hans stemme kunne også afgøre at det bestemt ikke var onkel Hans der stod foran mig som vanligt. Men det var ikke så vigtigt bare julemanden havde gaver med var jeg ganske tilfreds. Jeg fik også hurtigt øje på hvor motorlyden var kommet fra. Foran mig så jeg at kanen julemanden tidligere havde brugt juleaften, var blevet erstattet af en funklende ny snescooter. Den var endvidere forsynet med anhænger hvorpå der lå rigtig mange sække, der lignede de sække fra gårdene med korn. Julemanden tog en af sækkene på skulderen og man kunne se at den var virkelig tung. Nøj hvor var det dog spændende.

Jeg så på julemanden med glimt i min små barneøjne. Jane var også helt paf af betagelse af at se på julemanden alt i mens jeg tænkte, bare det nu er en rar julemand, og ikke en af de der forbandede kapitalister far altid talte om. Da vi alle tre var velopdragne kristne børn, sagde jeg henvendt til mor "skal vi ikke byde julemanden noget nu han er kommet helt fra Grønland. Og give ham en gave nu da han er rejst stå langt" "Nej, nej" svarede mor "julemanden får aldrig gaver, det er kun er ham der deler gaver ud til søde og artige børn, og sandelig ikke det omvendte. Det er nemlig noget der gør ham rigtig rigtig stolt." Vi sang herefter "højt for træets grønne top" men denne gang kun første vers hvor julemanden sagde "nu skal i høre mine søde og artige børn, har i ikke lyst at gå ud at synge de sidste vers, måske lege lidt i sne, og kigge på min flotte snescooter." Jo mon vi ikke havde lyst, men inden vi gik ud sagde julemanden "mens i tre er ude, deler jeg lige gaverne rundt i stuen og først når jeg kommer ud igen til jer kan i høre hvordan det lyder når jeg starter snescooteren og den farer afsted med ladet læsset med gaver til alle de andre børn jeg skal besøge i aften, da må i alle tre gå tilbage at se de pragtfulde gaver jeg har lagt til jer under træet. Og husk nu det er strengt forbudt at røre ved snescooteren, men kik nu rigtig godt på den." Inden vi gik udenfor dristede Bette-Jette sig til at rive kraftigt i julemandens skæg. Men da det blev siddende vidste vi at det var ægte julemand og ikke af "de der kapitalistiske" nogen, som jeg vidste vores far bestemt ikke syntes om. Det eneste der skete ved Bette-Jettes aktion var at julemanden udbød et "av for satan i hele hule helvede" hvilket jo var strengt forbudt at sige i vores kristent hjem og så oven i købet på denne aften hvor jesus fødsel skulle fejres. Vi tre børn gik sammen med vores forældre udenfor nød stjerne himmelen, sang alle vers at den der "højt for træets grønne top".

Vi gik alle rundt om snescooteren og så på alle detaljer, lige fra styr til sæde, blinklys og baklys og hvad har vi. Det første far fik øje var dog ikke dette men en påmaling snescooteren havde, hvor der stod "bestil juleanden fra slagteren i Asnæs, og den kommer flyvende i en fart" Da far fik øjet på påmalingen blev han lige så rød i hovedet som snescooteren og nærmest råbte "Nu er den FANDME gal med de forbandede kapitalister igen, kan de nu ikke engang lade børnene og andre fredelig folk i fred en højhellig juleaften." Snescooteren mindende mig mest om et billede jeg havde set af julemanden, hvor han dog ikke kørte på snescooter, men en heftig julemandsmotorcykel og hele molevitten. Jo den ægte julemand med gaver og det hele - endelig var han kommet på besøg, hvilket glædede mig enormt meget. Langt om længe kom julemanden ud igen, med en stor og tung sæk over ryggen hvilket undrede mig en del, da han jo havde sagt han ville lægge gaverne i stuen. Jeg formodede nemlig at han havde været inde i huset og lagt en masse gode gaver under træet. "Så er det hele klaret og i kan gå ind igen" men han så mit længselsfulde blik hen i mod sne-scooteren sagde julemanden "du ligner en stor dreng der kunne tænke sig at sidde på den mens jeg starter den men det er ikke tilladt at køre den, det er det kun for mig" Jeg hoppede fluks op på sne-scooteren og julemanden startede den som han havde lovet. Sikken en lyd og rysten fra den, da den fik fuld gas. Jeg spurgte hvor meget den dog kunne yde med så kraftig en lyd? "Jo" svarede julemanden "da jeg jo skal hele verden rundt i nat er det en særdeles kraftig maskine jeg har" Ja det var jeg bestemt ikke i tvivl om "den har over 8.000 hestekræfter i en V12 motor og kører fra 0-500 km/t på et split sekund. På den måde kan jeg akkurat lige nå at komme rundt til alle børn i hele verden, eller det vil jo rettere sige alle de børn der er ligeså artige som jer." Vi vinkede alle tre børn til det vi nu havde oplevet den ægte moderniserede julemand, med iPad, snescooter og jeg ved ikke hvad. Julemanden satte sig op på snescooteren, gav den fuld gas, så den forsvandt på et splitsekund. Hvor var han dog både sød og rar og gavmild denne gode gamle søde moderniserede julemand, kun positive ord kunne vi sætte på ham.

Vi skyndte os straks indenfor i stadsstuen, nøøøj der lå godt nok mange pakker under træet, store som små. Vi havde fået en tradition at den yngste skulle vælge først, og det var jo så Bette-Jette. Der var røde, grønne og gule, og det måtte have været julemanden der havde sat et skilt hvorpå der stod "røde gaver til den yngste, grønne gaver til den mellemste og gule gaver til den ældste." Bette-Jette tog en lille rød gave og pakkede den ud og det viste sig at være en lille sten. "Aihhh" sagde mor så frisk som muligt "nu har du fået en fin sten du kan dekorere." Bette-Jette så nu ikke helt tilfreds ud, hun ville jo hellere have det Barbie-hus hun havde skrevet på bestillingssedlen. Så blev det Jane's til at tage en gave så hun tog den største grønne gave hun kunne finde, på omkring 50 gange 50 centimeter. Den var mega tung så far måtte løfte den op at Jane kunne pakke den op. Der var en masse pakkepapir udenom og gaffatape. Far måtte hente en kniv at skære det gaffatape der sad over. Men da hun fjernede papiret lå der endnu et lag papir med et nyt lag gaffatape. Det er da vist en værre drillenisse sagde mor, så vi måtte pakke yderligere et lag ud. Men langt om længe kom søster Jane "til sagen" og fik åbnet pakken. Det viste sig at gaven var en fortovsflise, så mor mente det nok var starten til at lave hinkeruder, og sagde at hun ville købe kridt til Jane, den følgende dag. Jane der jo havde skrevet frisør-ballon på bestillingsedlen, brød derfor ud i sang "jeg vil ha' en rød ballon." Dette gjorde den noget trykkede og efterhånden lidt triste stemning lidt nemmere at leve med.

Nå men så var det min tur at tage en gave der jo skulle være gul. Jeg kiggede rundt og så der lå en hel del terningformede gule gaver, så måtte jo tage en af disse. Da jeg pakkede den ud var det gud hjælpe mig en brosten!! Mor forsøgte igen at trøste og sagde "vi kan jo dekorer den og da det ser ud til du får flere terninger, så kan vi jo lave et yatzy spil ud af dem alle sammen." Sikke dog en irriterende juleaften og gid den tosse af en julemand slet ikke havde besøgt os. Det kunne godt være han havde ægte skæg, men sikke en satan og sikkert også tyveknægt. Billedet til mor og plakaterne til far stod dog stadig ved væggen så vi tre gik derover og sagde, "disse to gaver er en til dig søde mor og en til dig søde far."

Mor mærkede på pakken og sagde så "det er da vist en tom ramme, det har jeg længe manglet til mit broderi" "Nej, nej, det er en billet" sagde Bette-Jette til mor. "En billet sagde mor overrasket, hvor skal familien dog rejse hen?" Jane og jeg smilede til hinanden for vidste jo godt det ikke var en billet, men et billede der var i rammen. Mor pakkede gaven op udbrød til stort morskab for familien "Jamen det er jo ikke en billet, men noget der er langt mere værd, nemlig et flot billede af min og fars to prinsesser og vores alle sammens prins" Hele familien nød dette øjeblik også vi børn fordi vi havde gjort mor lykkelig her juleaften. Mor måtte både kramme og kysse os alle tre på skift, og så en ekstra omgang at vise hvort meget hun elskede os.
   "Nu er det din tur at pakke ud" sagde Bette-Jette henvendt til far. Far løftede på pakken, rystede den lidt, ja undersøgte den på kryds og tværs og følte også på den men lige klog blev han. "Gæt nu på hvad det er far, gæt nu" sagde Bette-Jette. Men far vidste slet ikke hvad han skulle gætte på. Han kom med forsalg som et billede af en rock stjerne han rigtig godt kunne lide, til begyndelsen af et familie stamtræ, ja alt mellem himmel og jord. "Kom nu, kom nu" råbte vi alle tre i kor. Far fjernede gavepapiret, men derunder lå endnu et lag papir, hvor der stod "du skal nu finde lygtepæle" Far kløede sig i nakken og sagde "Lygtepæle, men til hvilket formål" Vi nærmest råbte i munden på hinanden "Du får at se, vi har virkeligt tænkt på dig far" Far åbnede pakken og så de flotte valgplakater der skulle hænges op i lygtepæle, og stod uden at sige noget som helst. Men jeg kunne se på hans smil og mimik at det var en gave han elskede overalt på jorden. Far krammede og kyssede ligeså os alle tre, og lykken strålede ud af ham. Far begyndte så igen på en af hans evige politiske taler han ville give til alle de mennesker han mødte. "Når i stemmer på mig, er det en stemme på at der skal være kærlighed i enhver familie. At skabe kærlighed og nærhed er et ansvar som jeg som folkevalgt politiker personligt påtager mig. Og så er jeg oven i købet så lykkelig at have tre rigtig stærke og modig børn der tør kravle i master og sætte plakater op for mig."

Mor mente der nu skulle ryddes op i daglig stuen efter julemiddagen vi have indtaget for ikke så længe siden. Så vi gik alle derind og her fik vi det aller aller største chok på denne aften. Aftenen der ellers skulle være den smukkeste, bedste, rareste aften for vores familien i hele året, nemlig juleaften. Her mødte sig det værste roderi vi i hele vores lange liv havde set. Skuffer og låger var stod på vidt gab, alt var gennemrodet, alt var faktisk splittet til atomer. Ting lå kastet rundt på bord og gulv, ja alt var en kæmpe stor forvirring. Vi børn så i skrækslagne på hinanden mens far tordnede løs "Nu kan den SATAN af en kapitalistisk julemand ikke engang lade os være i fred juleaften." Vi børn stå bare og måbede, hvorefter vi alle brød ud i gråd. Mor holdt om os alle tre og trøstede så godt hun nu formådede det, men vi kunne slet slet ikke holde tårene tilbage, de stod i stride strømme ud over vores ellers så smukke børneansigter. Hvad var det dag der var sket, jo pludselig indså jeg at julemandens påskud for at lokke os udenfor ikke kun var for at se stjerner, synge sange og se på hans snescooter med 8.000 hestekræfter, men påskuddet var for at stjæle både vores julegaver og en masse andet og ikke mindst juleglæden fra vores gode familie.

Far forsøgte at danne sig et overblik over den lettere kaotiske situation at berolige os børn. Det første han konkluderede var at det ville være en god ide at tage en tur over til onkel Rasmus og tante Grøn, at få lagt oplevelsen lidt på afstand, julehygget med familien og sidst men ikke mindst få lagt en plan i fællesskab, for hvad vi skulle stille op. "Det lyder som en rigtig god plan, jeg tager lige min iPad med at vi kan se familie billeder fra de seneste år og glædes over disse" sagde jeg så. Men lige meget hvor godt vi ledte, vi ledte oppe, vi ledte nede, vi ledte overalt. Men ingen steder var hverken min iPad eller mine søstres iPad at finde. "Dem er han fandme også rendt med, jeg melder ham sgu til politiet" nærmest råbte far.

Far faldt dog en anelse til ro og ringede til onkel Rasmus, så vi tog straks bilen derover. Da vi ankom, bankede vi alle tre på, og tante Grøn med det samme døren, og udbrød, hvor dejligt det er at se jer mine yndlingsniecer og yndligsnevø. Jeg tænkte i mit stille sind, at det kunne hun sagtens kalde os da hun slet ikke havde andre nevøer eller niecer. Men det var nu alligevel rigtig dejligt at blive kaldt for yndlingsnevø, jeg svarede derfor tante grøn at hun da også var min yndlings tante. Selvom hun var en ganske lille kvinde voksede hun alligevel så meget ved denne bemærkning, at hun virkede meget højere end vores høje juletræ med den store stjerne. Vi kunne se det flotte grønne juletræ, der stod i vores Rasmus' og tante-Grøns' stue. Der duftede dejligt af juletræ, og den velkendte duft af julegløgg mærkede vi også straks, som kun var de voksne der jo drak, og blev fjollede af. Jo det var virkeligt noget der hjalp at få julehumøret på højkant igen.

Vores forældre kiggede på os og jeg kunne godt mærke på blikket i deres øjne at at de tænkte at vi måske havde mistet troen på den rigtige julemand. Vores far tornede igen løs med alle hans politiske holdninger og sagde vredt, "ham den såkaldte julemand er FANDME nok en af de der dovne snyltere der er blevet sendt i jobtræning juleaften, at se om han kan klare det store pres og hastighed der kræves på netop denne helt specielle aften." For at glæde vores far nikkede vi alle tre med hovedet og tilkendegav dermed at vi var ganske enige i hans politiske synspunker selvom vi knap vidste hvad snylter eller jobtræning for den sags skyld var for en størrelse. Men vi kunne sagtens se på fars smil at han var stolt over at have givet så meget til os børn, at vi kendte meget til ordet retfærdighed og hjælpe hinanden, og ikke bare skrabe til sig.

Jeg sagde så at en af grunden til at vi var meget kede af det med iPaden også var, at vores billeder og hjemmeopgaver fra skolen var blevet stjålet. Men da lyste onkel Rasmus op med et stort smil og forklarede os tre unger at det slet ikke var noget problem med billeder og hjemmeopgaver, eller Bette-Jette's tegninger. Dette forstod jeg ikke noget som helst af. Onkel Rasmus forklarede os at alt det vi selv havde skrevet og tegnet selv, slet ikke var gemt på den iPad vi sad med, men på en meget, meget stor maskine der stod helt ovre i Taiwan. Vi faldt helt til ro men så kom jeg i tanke om hvad vi skulle bruge ferie billeder der lå i Taiwan til, om vi ikke længere havde en iPad at se dem på. Jubii sagde jeg til hele familien, så skal vi alle ud på en dejlig lang ferie til Taiwan at få vores tegninger og billeder og alt muligt andre ting at se. Men nej, nej beroligede far mig og forklarede noget mere. Det var noget med IP adresser, WiFi og en masse andre ord jeg ikke kendte til. Jeg tænkte at det dog var satans med det der moderne teknik så vi ikke kunne komme på en rejse til Taiwan hele familien. Far sagde så at vi måtte have dem tyveri anmeldt næste dag, men han syntes vi skulle nyde aftenen her og nu, og høre noget smukt og kristent julemusik. For som han lige mindede os børn, ja så var julen skabt for at fejre Jesus fødsel og ikke for at alverdens børn skulle fylde sig med cola fra en storkapitalist, alt imens de voksne drak sig fulde i gløgg. Bette-Jette, havde jo hørt en anden betegnelse for det at være fuld, så hun spurgte vores far om han ikke skulle være plakat fuld med den gave han havde fået fra os. Vi morede os igen over hendes kvikke bemærkninger. Vi tilkendegav straks overfor far at vi var enige om hans politiske synspunkter. Tante-grøn hentede et ordenligt fad med både chokolade og lakridskonfekt og hvad har vi. Trods fars politiske holdninger, som vi jo lige havde hørt om, omkring jul og gløgg og cola, fik de voksne endnu mere gløgg og blev mere og mere muntre som aftenen skred frem. Vi børn fik masser af cola, ja der blev sandelig festet igennem.

Det virkede som om en barne drøm var bristet, i alle fald i mit sind, der fra nu af hverken ville tro på julemanden efter jeg havde mødt den falske. Og jeg troede da slet ikke på en snescooter med 8.000 hestekræfter. Jamen hvad så med vores gaver sagde jeg til mor, og det var bestemt ikke for at virke krævende. Men pludselig lød den for mig min velkendte favorit lyd ding-ding fra telefonen i lommen. Jeg tog den op, og så at mor havde sendt 666,- til os hver. Jeg hørte også ding-ding fra mine søstre så de havde osse fået skillinger. Vi faldt alle tre først mor om halsen mens vi nærmest råbte, du er sgu verdens dejligst mor. Så mindede far os dog om at vi ikke skulle bande i et kristent hjem, men så faldt vi bare far om hilsen, sagde tak-tak-tak, du er den sødeste og dejligste og mest vidunderlige far i denne verden. Mine søstre lyste stadig op, men så spurgte Jane mor, hvorfor hun havde sendt os 666,- og ikke bare 700. Jo sagde mor, tallet 666 er nemmere at huske og hun kiggede over på mig med et stort smil. Hvad handler det nu om, spurgte Jane, der altid var nysgerrig hvad stort set alting angik. Mor oversatte tallet til engelsk og sagde så, tallet six-six-six bruges meget tit indenfor det musik jeres storebror rigtig gerne vil spille, det der hedder metal-musik. Hold du dig hellere til noget god dansk musik, sagde far, henvendte til mig. Vi har hørt mere end rigtigt af det der rabaler-musik, du spiller på værelset. Det i øvrigt lyder som et stykke metal man skærer over med en vinkelsliber, er det derfra navnet kommer? Mine to irriterende småsøstre nikkede begge bekræftende til dette, at få lidt ekstra gunst og opmærksomhed ved far. Mor og jeg kiggede stiltidende på hinanden for vi vidste godt hvad den anden tænkte, men det var vores lille hemmelighed. Tallet 666 blev nemlig brugt indenfor metal-musik som symbol på noget heftigt, larmende og med nogle heftige tekster. Men det handlede også om at tilbede selveste djævlen hvilket jeg ikke havde fortalt min mor da hun jo var dybt kristen, og da slet slet ikke min far, der i givet fald ikke ville nøjes med at blive rød i hovedet og skælde og smælde men sikkert også give mig stuearrest. Jeg havde kun hørt ordet stuearrest, og var ikke helt sikker på hvad dette indebar, udover det givetvis var noget endog særdeles ubehageligt noget.

Bette-Jette måtte så høre hvad det der metal-musik var for noget og om jeg ville spille et nummer for hende. Jooo svarede jeg, mit favorit nummer er med et engelsk band der hedder Iron Maiden, og nummeret, "bring your daugther to the slaugther." Jamen hvad betyde det spurgte så Bette-Jette, der jo ikke havde lært engelsk endnu. Jo svarede jeg "Iron Maiden" betyder Jern-jomfruen, altså en kvinde der er stærk og beskytter familien på samme måde som i tre piger gør det i vores familie. Men navnet på sangen kan jeg altså ikke lige huske hvad betyder. Det var en lille nødløgn at far ikke endnu engang skulle eksplodere og råbe og skrige. Navnet på sangen betød nemlig "bring din datter til slagteren" altså til bødlen at hun kunne blive slået ihjel, hvilket man jo ikke måtte, da jeg jo længst havde lært de 10 bud udenad. Så disse ord holdt jeg klogeligt for mig selv. Men det var nu stadig god gedigen hårdt slående rock, lige noget for en rocksanger in spe at lytte til. Nå nu må i alle tre hygge med Tante-Grøn og onkel Rasmus, så går far og jeg udenfor at nyde det dejlige snevejr, se på stjernehimlen, måske der kommer et stjerneskud eller tre. Vores far og mor stod lige så nyforelskede som de havde været for en hel del år siden, da de første gang mødte hinanden i sløjdsalen hvor far havde givet mor den utroligt romantiske træ figur og de havde nydt det første blide kys. De kiggede op mod stjerne himlen, "bing" sagde det nærmest og de så et smukt stjerneskud. Mor sagde straks til far, lad os ønske at Julius får prøvet det der Eiffel tårn, så kan vi jo købe noget klatre udstyr inden vi skal derned at han kan øve sig. Det nikkede samstemmende til og "bing" faldt der endnu et stjerneskud ned til dem. De blev også hurtigt enige om at Jane måtte ned at se en rigtig mode-opvisning, med catwalk og det hele, og så skulle hun også have noget lækkert prinsesse haut-couture tøj med hjem. Igen skete det at der efter bare et par minutter kom endnu et stjerneskud. Hvad Bette-Jette angik var sagen jo også ganske klar, det kunne jo kun være Disneyland hun skulle opleve og ikke noget som helst andet. Far og mor fjantede lidt med om de skulle lave den der bing-bing lyd til vores telefoner, altså ikke omkring penge på MobilePay, men om de skulle sende os en messenger besked om deres beslutning. De blev dog hurtigt enige om at de selv skulle gå ind at fortælle det til os. Jo det skulle uden tvivl være en familietur til Paris vores tre dejlige børn skulle have i julegave at opleve nogle dejlige ting sammen med hele familien. Vi havde længst læst en rejse beskrivelse om Paris:

Vores forældre kom således tilbage til os og fortalte os alt om hvad de havde talt om udenfor. Om en 14 dages tur til Paris næste sommer, at se det store Eiffel tårn, at se mode udstilling ,se på haut-coiture samt også opleve Disneyland. Alle tre blev jublende lykkelige og kastede sig skiftevis omkring fars og min hals, og sagde i er godt nok de mest betænksomme, sødeste og dejligste forældre vi nogensinde har haft. Vi vidste det jo med sikkerhed passede, også fordi vi aldrig havde haft andre forældre, så vi havde jo slet ikke noget at sammenligne med. Men dejlige og kærlige var de i alle fald begge to, det var sikkert. Mar og far smilede til os og så mega glade ud, ja fakstisk helt nyforelskede igen hvilket varmede mit barnehjerte rigtig rigtig meget.
   Efter en god nats søvn hvor jeg drømte om tårne og bjerge og hvad har vi vågnede vi alle tre og udbrød, jubiii så er det juledag, lad os se hvad denne har at byde på. Hele familien satte sig ved spisebordet at få morgen mad, og vi bestemte at gå på jagt efter "den falske julemand." Allerførst ville far dog ringe til både forsikring og politi, for som han sagde, så havde denne "flinke" julemand jo nok have været på besøg ved mange andre søde børn, at dele både brosten og fortovsfliser ud og hvad ved jeg. Hvorefter far mente at han så iøvrigt efterfølgende havde raseret hjemmet, havde der stjålet med arme og ben og kørt væk på hans forbande snescooter, som han med garanti også havde hugget ved en fattig brugt-sne-scooter forhandler, hvor den havde stået ulåst ude foran forretningen. Men så brugte jeg hovedet igen, for det skete sommetider jeg kunne bruge det, men også kun sommetider, sagde min mor tit i en drillende tone. Måske han forsøger at sælge vores iPads på nettet f.eks. DBA eller lignende steder. Vi søgte på DBA på mors iPad og fandt da også hurtigt en annonce der passede på vores tre iPads, der stod nemlig også beskrivelse af navn på den der havde solgt dem. Så far ringede til politiet, der ville tage affære at finde sælgeren af vores iPads. Politimesteren vendte kort efter tilbage, og måtte meddelen at annoncen allerede 1 time efter tidspunktet vi havde angivet for tyveriet var fjernet fra DBA. Vi vidste derfor at vores elskede iPads nu have fået nye ejermænd. Fandens osse sagde far sikke en hæler, kunne han dog bare for satan i helvede blive smidt langt væk. Bette-Jette der ikke vidste hvad hæler betød spurgte derfor, om det var en sko med flere hæle og ikke kun en. Ingen lød en stor latter som var så dejligt. Jeg havde iøvrigt aldrig hørt vores endog meget kristne far, bruge så mange bandeord i en og samme sætning, måske jeg med disse skjulte talenter kunne bruge ham som direktør for mit kommende rockband, at styre alt ligefra musikere, gutterne der slæbte grej og satte udstyret op til de dristige piger der opholdt sig bag scenen efter koncerten.
   Men så var jeg igen både den hurtigste og klogeste medlem af familien, og kunne endnu engang bruge de små grå. Jeg sagde derfor, jamen vi har jo en forsikring der dækker maskineriet, altså vores iPads og billeder og hele molevitten det ligger jo godt gemt over ved de skævøjede kineserne over i Taiwan. Far nikkede og sagde med smil om munden, du er sgu godt nok en genial dreng, det har du sikkert arvet efter din far. Far ringede straks til forsikringsselskabets hotline, kom han efter en halv times venten lang om længe igennem til forsikringsagenten i den anden end af røret. Agenten startede med at undskylde de 28 minutters ventetid, som der stod på hendes display vi havde haft. Så forklarede hun også at det var fordi netop juleaften var den aften på året hvor de flittige tyveknægte og andet rakkerpak havde aller mest travlt. Damen spurgte så ind til vores kvitteringer for købet. Nej pokkers også dem har jeg glemt at få med da jeg købte iPaden til vores børn. Nååå du er måske selv en gemen tyveknægt, at du ikke har en kvittering, kunne vi tydeligt høre damen sige, da far havde sat telefonen på medhør. Far kom straks i tanke om at kvitteringen lå gemt i den app han havde på mobilen. Han sagde derfor i en meget vred tone til damen i den anden ende af røret, du kan fandme knagme selv være en satans tyveknægt, du kan fandme gå ad helvede til. Far havde nemlig kvitteringerne gemt her på dankort app'en. Jeg havde aldrig nogensinde i mit 9 år gamle liv hørt vores far tale på denne måde, da han var endog meget kristen. Damen måtte dybt beklage hendes opførsel og igen bortforklare denne med det ufattelige antal falske julemænd der farede land og rige rundt juleaften at hugge gaver og andet fra søde og artige børn og andre godtroende sjæle. Det endte dog med at damen og far sagde mange gange undskyld til hinanden, så julefreden var intakt og vi børn igen kunne ånde lettede op. Mor kom pludselig i tanke om at far og hende havde en lille ekstra gave til mig, som hun udtrykte det. Hun og far smilede stort til mig mens jeg pakkede ud og mine søstre råbte kom nu, kom nu. Hvad tror du det er spurgte mor, jeg kiggede på gaven og kortet og så der med stort stod skrevet "TIL JULIUS FRA FAR OG MOR" Så vidste jeg det var mit største ønske der var gået i opfyldelse, nemlig en mikrofon til iPad'en at jeg nu kunne agere Bruce Dikinson, forsanger i Iron Maiden. Jo jeg ville blive verdensberømt og gøre mine forældre stolte at have bragt sådan en dejlig kunstnerisk mand til verden. Jeg krammede og krammede og krammede dem alle, ja min to søstre fik også et kæmpe kram og de sagde, det bliver skønt at have en rigtig rock sanger i vores familie. Far rynkede dog lidt på næsen, han tænkte måske, ville Julius dog bare bruge mikrofonen at synge som Richard Ragnvald. Men det ville bestemt ikke komme til at ske for mit vedkommende, nej jeg ville da ikke undvære den hårdslående rock musik jeg elskede, ej heller det syngende og festende publikum der ville stå foran mig. Jeg tænkte de nok drak meget gløgg hele året, da de dinglede meget meget mere rundt end far og mor. Og så havde jeg jo også hørt ordet back-stage, hvor man efter koncerten kunne møde utallige smukke kvinder der vist nok var ude efter noget der var endog meget strengt forbudt i vores kristen familie. Det stod vist i bud nummer 8 eller noget.
   Hele familien gik nu udenfor og så på sne-totterne der faldt ned fra himlen. Bette-Jette for rundt et forsøg på at fange dem, men knap var de landet på hendes hånd inden de igen var væk, og Bette-Jette udbrød et, se mig, se mig, den store abra-kadabra trylle kunstner. Jane og jeg nød bare den friske luft og snakkede om hvor hyggeligt det ville være nu vi skulle ud at kælke igen. Ja og hvad med noget skøjteløb, sagde Jane i en noget drillende tone til mig, da hun godt vidste jeg var en ren bambi-på-is hvad skøjteløb angik. Mor og far stod bare og holdt om hinanden, og virkede ret så små forelskede. Det var en dejlig fornemmelse i min mave, for jeg vidste næsten hvad det ville sige at være forelsket. For i sin salon have Jane, alt imens hun vimsede rundt om potteplanten, ofte leget den der, "nå jeg kan se på deres smilende øjne og glimt, de vist er forelsket igen frøken Johansen." Det sidste vi gjorde inden vi børn skulle til drømmeland, som far og mor kaldte det, var alle at nyde vores dejlige familie hvor dejligt julen var endt, uagtet det var den falske julemand der havde aflagt os et besøg. Og ja jeg må jo indrømme at jeg, snød med aftenbønnen under dynen, og i stedet øvede mig på Iron Maiden nummeret "Fear Of The Dark" som betød "frygten for mørket" der jo ventede lige om hjørnet.