Da jeg for nogle år siden var på en charterrejse til Rom, var der i selskabet en køn ung fyr, 22-23 år. Han hed Niels. På en tur i byen kom vi tilfældigt til at gå sammen, og han begyndte at betro mig sine sorger og problemer. Min sædvanlige trang til at blande mig i andres affærer fornægtede sig ikke, og jeg inviterede ham ind et sted på en kop cappuccino.
   Han sagde, at han følte sig meget usikker og ikke vidste hvad han skulle gøre med sit liv. Han følte, at han stod ved en skillevej, han var urolig for at komme hjem efter ferien, han måtte nu afgøre, hvad han skulle stille op med sin fremtid.
   Han talte længe, men sagde i virkeligheden ikke noget konkret. Det var som om han forestillede sig, at jeg af mig selv skulle kunne gennemskue hans halvkvædede viser, eller at jeg i hvert fald skulle kunne stille de rette spørgsmål. Men det kunne jeg ikke finde ud af.
   Jeg slog mig til tåls med, at han nok bare trængte til at snakke, og til en skulder at græde ud ved, og det var da helt i orden. Jeg sagde nogle venlige ord, og gav ham et par vise ord med på vejen. Men dem har jeg desværre glemt, så de er gået tabt for eftertiden.
   Jeg kunne ellers meget godt lide ham, og det er altid rart at gøre et nyt bekendtskab.
   Men næste dag var han afvisende og nærmest fjendsk, uden at jeg begreb, hvad jeg havde gjort galt. Om aftenen var han sød og indladende igen.
   Jeg sluttede så, at det altsammen kom af hans personlige problemer, og da jeg ikke var i stand til at trænge dybere ned i dem, overlod jeg ham nu til at rutsche op og ned i sit følelsesregister som det passede ham, og interesserede mig for andre ting. Rom er jo en dejlig by.
   Han blev ved med at opføre sig underligt, undgik mig og kredsede alligevel om mig. Når vi ind imellem talte sammen blev han nærmest hånlig, han rystede på hovedet og sagde "tsch-tsch-tsch!" som til et tåbeligt barn, som ikke fatter noget helt selvfølgeligt.
   Det var ikke til at begribe, hvad der foregik i hans hoved, og jeg gjorde heller ikke noget særligt for at finde ud af det. Alligevel var jeg åbenbart den eneste i selskabet, som han sluttede sig en smule til.
   Så omsider trængte det ind i mit hoved, hvad han ville. Han ville i seng med mig, og forventede at jeg skulle tage initiativet, og han foragtede mig en smule, fordi jeg ikke gjorde det. Det faldt ham åbenbart ikke ind, at jeg måske ikke var interesseret.
   Han havde antagelig i begyndelsen fanget nogle øjekast fra mig, han var som sagt en køn fyr, og unge mennesker er vakse til at opfatte den slags signaler. Nu kan jeg ikke altid tage ansvaret for hvad mine øjne foretager sig, og skulle jeg gå i aktion hver gang jeg ser et kønt ansigt og en lækker r... - undskyld! ...et par pæne ben, så ville mine evner nok ikke strække til.
   Herregud! tænkte jeg, hvad vil han mig? Jeg kunne være hans far. I hvert fald hvis jeg havde været lidt tidligt ude.
   For øvrigt syntes jeg nok, at han selv kunne gøre noget ved sagen, hvis han ville mig noget. Kostbar har jeg aldrig været.
   Nå! selvom han egentlig ikke virkede særlig genert, tænkte jeg, at det dog kunne være det der var i vejen, og jeg besluttede at komme ham i møde. Jeg skrev et par ord, som jeg stak til ham i forbifarten:

Kære Niels.
   Undskyld at jeg er dum. Jeg har omsider fattet, hvad du vil mig. Tag mig som jeg er, jeg skal nok tage dig som du er. Jeg vil blive glad, hvis du vil komme til mit værelse i aften klokken ni.
   Mig.

Han kom ikke. Det var også meget godt, for så blev sagen afklaret for mit vedkommende.
   Næste dag mødte han mig meget aggressivt. Han sagde:
   "Mener du slet ikke, at man har ansvar for andre end sig selv?"
   Jeg svarede:
   "Jo, og jeg føler sådan set også et vist ansvar over for dig. Men sig mig nu: Hvilket ansvar har du over for mig?"
   Han stirrede længe på mig. Så blev han blodrød, vendte på hælen og gik sin vej, og vi talte ikke mere sammen.
   På afrejsedagen samledes selskabet i hotellets forhal, men han var der ikke. Nogen havde set ham gå ud aftenen i forvejen, og han havde vist ikke været hjemme om natten.
   Bussen ankom for at køre os til lufthavnen, og bagagen blev stuvet ind, men han var stadig ikke kommet. Jeg spurgte rejselederen, om hun ikke skulle gøre noget ved det, men hun svarede skarpt:
   "Det kan jeg ikke tage mig af. Han er et voksent menneske - så kan han vel tage vare på sig selv."
   I sidste øjeblik kom han hæsblæsende, men ikke spor nervøs.
   "Nu var jeg bange for, at der var sket noget med dig," sagde jeg.
   "Jeg traf nogle mennesker, som jeg har været sammen med," svarede han svævende.
   Han satte sig på afstand af mig i bussen. Han var forandret, ikke urolig og rastløs som før, men ganske stille og rolig. Han så tilfreds ud, som fyldt af en indre munterhed, som ikke kom til udtryk. Han mindede mig om et eller andet, jeg kunne ikke komme i tanker om hvad. Jeg studerede ham på afstand, når jeg kunne komme til det, undervejs og i lufthavnen, hvor vi opholdt os temmelig længe. Først i flyet, da jeg så ham for sidste gang, blev jeg klar over hvad han mindede om.
   Han mindede om en kat, der har spist en kanariefugl. Eller snarere, hvis det kan tænkes, om en kanariefugl, der har spist en kat.