Atissa ville ikke være onerøs overfor venner og bekendte og holdt derfor sin mund mest muligt. Hendes problemer endte af den årsag i dagbogen, som ikke belemrede hende med modsigende svar. Men til trods for dette var selv de skrevne ord for nylig begyndt at indlede problemstillinger. Når hun genlæste ordene side efter side kunne hun ikke genkende sig selv i ordene. Grammatikken var blevet abrupt anlagt og hun fremstod ofte som en fremmed person overfor sig selv. Hun måtte ofte modificere de skrevne ord, så hun selv forstod hvad hun reelt mente. Heldigvis foregik dagbogen på computer så talrige rettelser var ingen hindring. Det var ikke fordi hun ikke kunne stave, for hun havde altid været dygtig på bogligt niveau, men ordene manifesterede sig trods retskrivning oversanselige. Hendes verden bestod ikke længere af et længere ordforråd, men var indhyllet i mystik - og dedikeret til de skrevne ord. Hun var gået hen og blevet introvert, og vennerne kunne ikke forstå sig på hende. Alligevel forsatte hun ud og dag ind med at læse på fremmedsproget som latinsk samt andre døde sprog. Nyt materiale fik hun via biblioteket eller online på nettet. Hun var nået det punkt, hvor hun stort set havde udtømt for ressourcerne på biblioteket. Den digitale verden var blevet vejen fremad. Bøger, stablet fra gulv til loft, skød op alle vegne i lejligheden. Tankerne begyndte altid at rumstere ved film i tv, så tv'et i stuen blev stort set kun brugt i morgentimerne for at følge med i nyhederne.
Hun havde lige sluppet sit tag om dagbogen. Ordinære øjne ville kalde ordene for volapyk, fordi en blanding af latinske udtryk og dødt sprog igen havde fundet vej. Det var tænkeligt at kun hun selv forstod, hvad hun mente med ordene og at en spændetrøje på den lukkede afdeling var på sin plads. Men hun syntes selv hun stortrives trods manglen på venner og bekendte. Inderkredsen af venner havde smuldrede i takt med hun blev mere og mere asocial anlagt, efter turen hun havde taget til Mexico for tre måneder siden. Sporadiske tanker gik på at de bare var misundelige over hendes livs køb.
Nullermænd og støv havde fundet vej i boligen efter længere tids forsømmelse. Så efter megen overvejelse gav hun sig til at støvsuge i stuen og larmen virkede enerverende. De huslige pligter virkede ikke længere som en fornødenhed, når der alligevel stort set aldrig kom nogen forbi for at sige hej. Det var stort set kun veninden Anja der kom forbi. Ensomheden kunne til tider finde på at drille hende. Når det var aktuelt begravede hun sig atter i de skrevne ord - enten dem hun selv formidlede eller dem hun læste med stor bevågenhed.
Hun var dog ikke helt alene i lejligheden. Den rødstribede kat Artemis holdt hende med selskab, og var hendes anker til virkeligheden. Katten skulle jo have mad, vand og skiftet kattebakke, så hun var nødsaget til at sætte sig selv på pause her og der og deltage i virkelighedens skærmydsler. For det meste af tiden sov katten dog ved hendes side, og fungerede som en konsolation når der manglede selskab.
Velvidende at Artemis ville gemme sig ved lyden af støvsugeren under hendes seng, skyndte hun sig at udføre det længe udsatte arbejde.
"Him et tov, mah eh tov!" sagde hun til Artemis, da hun slukkede for larmen og pakkede den farlige støvsuger sammen. Inden under t-shirten var der et glødede lille grønt skær ved udtalelse af ordene. Hun gik derefter i køkkenet og fandt noget flydende snask frem til Artemis, som hun serverede på en lille underskål på gulvet.
"Mok tav!" sagde hun og ventede med armene over kors ved køkkenbordet. Det glødede igen under t-shirten. Om det var fordi hun kunne kommunikere med katten, eller om det var fordi den kendte lyden af underskålen var uvist. Men frem kom Artemis fra sit skalkeskjul under sengen.
Det tog mindre end ti sekunder for Artemis at slubre de 15 gram flydende snask i svælget, og bagefter flygtede den ind i soveværelset for at vaske sig veltilfreds på sengen.
Hun skyllede underskålen af og smurte sig en sandwich med overdådig meget skinke i. Sulten havde meldt sin ankomst for nogle timer siden, men det var først nu her hen på eftermiddagen, at hun gav efter for kroppens behov. Nogle dage glemte hun endda at spise noget, men Artemis var flink til at sige hvornår den ville have mad, hvilket var en påmindelse til hende selv. Artemis sultede aldrig. Det var hovedsagen.
Da hun tyggede på sidste bid af sandwichen, drak hun direkte fra mælkekartonen. Undervejs havde hun spildte noget mælk ned ad hagen, som så var løbet ned langs halsen. I en glidende bevægelse brugte hun sit ærme til at tørre det værste borte. Hun bemærkede at hun var blødt igennem for neden, og følte sig pludselig beskidt og gik ind i klædeskabet i soveværelset, hvor hun fandt rene beklædningsgenstande. Det var mindst tre dage siden hun sidst havde soigneret sig. Mindst.
Ude på badeværelset tændte hun for bruserens varme vand og gik i gang med at klæde sig af. Hendes hud havde flere steder blå mærker. En byld på størrelse med golfbold afsløredes ved ribbenene. T-shirten kom af og afslørede en amulet med en grøn sten i midten, omkranset af symboler i metallet rundt om.
"Hem in me, im toto me!" sagde hun og amuletten glødede grønt. Bylden sank ind som om den ikke havde været der til at begynde med, men efterlod dog i stedet et blåt mærker. Hun og tog trusserne af og konstaterede, at hun blødte fra både anus og skeden. De næste minutter vaskede hun sig grundigt under bruseren. De blå mærker på kroppen gik ikke borte, og hun tænkte, at hun måske bare manglede vitaminer. Folk med mangel på D-vitaminer kunne jo få uforklarlige blå mærker.
Håndklædet blev taget i brug og snart var Atissa som god som ny. Sporadiske tanker gik til det varme Mexico. Selv om det var tre måneder siden hun havde været der, så havde minderne brændt sig fast som en flue på fluepapir. Hun savnede varmen og den afslappede atmosfære, og mindes kort den snuskede gamle gadesælger, som havde solgt hende amuletten. Da hun så amuletten var det kærlighed ved første blik. Hun havde øjeblikke følt sig draget af den som en usynlig kosmisk magnet. Gadesælgerens søn havde oversat for faren. Han havde sagt at hun aldrig måtte tage amuletten af igen, når hun først havde haft den på. For enhver en pris. Det lovede hun at overholde. Da hun havde spurgt hvor amuletten stammede fra, havde gadesælgeren blot sagt; "en død indianer." Hun havde ikke skænket sit køb en tanke, før hun selv opdagede at hendes tankemønster var blevet ændret i det daglige. Hun kunne pludselig forstå dyrelivet overalt, hvor hun bevægede sig, og tale med dem i et uddødt sprog takke være amulettens indvirkning. Hun havde været i forskellige zoologiske haver og dyrehandlere siden hun kom hjem, og havde talt med nogle af dyrene i smug. Som om det ikke var nok havde hun lært nye forskellige sprog på rekordtid. Intet havde været det samme siden Mexico, og hun følte undertiden, at hun spildte dyrebar tid i lejligheden med at studere gamle sprog, myter og historier. Anja havde været flink til at passe Artemis mens hun havde været i Mexico den uges tid det stod på. Hun var dog ikke meget for at forlade Artemis igen over en længere periode, eftersom hun nu forstod kattens behov for selskab.
Da hun kom ud fra toilettet, ventede Artemis på hende i gangen. Den lå og logrede med halen.
"Ha en tak, mi tov!" sagde hun til katten og den rejste sig dovent op og fulgte efter hende ud i køkkenet. Hun fandt atter flydende snask frem, som hun igen serverede på køkkengulvet, "Mok tav!"
Resten af eftermiddagen forsvandt hurtigt, mens studerende russisk og sideløbende skrivende i dagbogen. Før hun vidste af det havde mørket lagt sig som et tæppe udenfor. Gadelamperne var blevet tændt og hun så på Artemis, der lå og slangede sig ved hendes side. Hun nussede pelsen og gik i køkkenet for at åbne køleskabet. Her spiste hun råt hakket oksekød direkte fra plastikbakken af. Herligheden skyllede hun ned med noget mælk - igen direkte fra kartonen. Så hældte hun noget vådfoder til op til katten og skiftede vand i dens skål ud med noget friskt vand, og gik ind i stuen og satte sig i sofaen. Her fandt hun fjernbetjeningen til fjernsynet og zappede igennem adskillige kanaler. Ingen viste noget af interesse så hun slog sig til tåls med nyhederne, som ikke havde ændret sig ret meget igennem dagen der var gået. I ny og næ fik katten nogle godbidder og blevet nusset om. Aften gik på hæld med at læse om russiske og indianske fortællinger som hun havde bestilt over nettet. Inden hun vidste af det, var det blevet sengetid. Hun besluttede sig som det sidste at tage til zoologisk have i morgen for at hilse på dyrene.
Næste morgen vågnede hun lidt i otte ved Artemis ville have godbidder. "Mo tov, mo tov!" sagde hun irriteret og fandt posen med katteguf, og gav katten en tilfredsstillende portion. At sove videre virkede omsonst nu da hun var fuldt vågen. Artemis spinnede og lagde sig ned på sengen, hvor der var dejlig varmt.
Hun klædte sig på og skiftede vand i vandskålen ude i køkkenet, og slog fire æg ud i et glas for at tømme det i en køre. Så satte hun kaffe over og gik på toilettet. Da hun var færdig med det nødvendige på WC'et, slog hun over på morgennyheder på tv'et inde i stuen og ventede tålmodigt på at kaffemaskinen snøvlede sig færdig.
Da klokken var ti, forlod hun hjemmet og tog bussen ud til zoologisk have. Hun erfarede hurtigt at dyrene trivedes ikke i fangenskab, hvilket gjorde hende ked af det. Alle dyrene virkede triste og irritable anlagte, mens tilskuerne pegede fingre og tog flygtige minder med hjem i form af billeder. Hun havde lyst til at befri alle dyrene, men hvor skulle de tage hen? Nej, hun måtte sande at dette var deres hjem nu, om de kunne lide det eller ej. Hun bad blot til at de blev stimuleret i ny og næ med lidt nyt legetøj eller noget uventet friskt spisen.
Pludselig opstod der uro. Folk spredtes for vilde vinde, mens nogle dyrepassere jagtede en gorilla, der var sluppen fri fra fangenskab. Gorilla satte kurs hen imod betonmuren hvor man kunne se løverne på afstand. Hun holdt op med at iagttage de søvnige løver, og fæstnede blikket mod den løsslupne gorilla, som kom tættere og tættere på hende. Den standsede brat op få meter fra hende.
"Imse, Imse sese! Nok tav en gaw!" sagde hun og Gorillaen bankede på dens brystkasse de enorme hænder. Så gik den hen til Atissa og stirrede olmt på hende.
"Imse sese!" gentog hun, men gorillaen blev ikke beroliget. Med et svuptag tog den brutalt fat i amuletten og lædersnoren omkring halsen på hende gav efter. Så flygtede gorilla med amuletten og en af dyrepasserne kom hen til hende.
"Er du okay?" spurgte dyrepasseren.
Hun nikkede ja og tog sig til brystkassen, hvor amuletten havde været.
"Har du brug for krisehjælp?" spurgte dyrepasseren.
"Nej tak, jeg har det fint," sagde hun og mærkede hendes tanker race afsted, "Gorillaen tog en amulet fra mig. Jeg vil gerne have den tilbage hvis det er muligt," sagde hun: "Den har stor affektionsværdi for mig."
Dyrepasseren nikkede forstående.
"Jeg skal se ad hvad jeg kan gøre," sagde han: "Men først skal vi have George bedøvet, så han ikke gør nogen fortræd. Det burde ikke tage længe. Du er velkommen til at vente her eller ved billetlugen. Jeg skal nok give dig besked, når jeg ved noget mere angående din amulet."
Hun nikkede og han løb efter sine kollegaer, der var bevæbnet med gevær som var ladt med bedøvelsespile. Folk havde travlt med at filme løs med deres mobiltelefoner mens jagten stod på. Det var som om de ikke forstod at deres liv kunne være i farezonen.
Det dunkede pludselig i hovedet på hende. En kraftig hovedpine var under opsejling. Det gav sig til at prikke i hendes øjne, og hun fik propper i ørerne. Hun mærkede en varme i skridtet og næsen gav sig til at løbe med næseblod. Blod. Der kom blod ud ad alle kropsåbninger. Hun mærkede kroppen gå i fordærv med drastiske skridt. Hun fandt sin mobiltelefon frem i en fart og gav sig til at ringe til Anja. Anja besvarede ikke opkaldet. "Satans også!" knurrede hun, og gav sig til at tekste Anja.
"Hej Anja. Jeg er slemt tilredt og havner nok på sygehuset. Vil du ikke være sød at se efter Artemis. Knus Atissa."
Hun kom telefonen i lommen, og folk stirrede på hende med rædsel. Benene var begyndt at blive til gelé og hun gav sig til at støtte op ad betonmuren hos løverne. Så rystede benene under hende og hun satte sig ned med ryggen imod muren. Hendes hud begyndte at indtørre og der kom bylder på størrelse med golfbolde, som sprang og udledte pus og blod. Hun tog sig til hovedbunden og opdagede at hendes hår var ved at falde af i totter. Hendes tanker var sporadiske og det sortnede for hendes øjne. Atissas telefon ringede. Det var Anja. Hun ville høre ad hvad der var galt. Men Atissa havde fået hjertestop og var indisponibel.
Dyrepasserne fik bedøvet gorillaen George, der krammede amuletten til det sidste. Efterfølgende lod de lod ham beholde amuletten eftersom kvinden, der manglede den, var afgået ved døden på mystisk vis. Desuden virkede det som om amuletten beroligede George.