Mathias Mikkelsen havde slået sin kone ihjel. Det var ikke meningen. De havde skændtes om … ja, om hvad? Det kunne han dårligt huske. Martha var en rappenskralde, men derfor skulle hun da ikke dø. Bare fordi han slog hende lidt med en flaske, så faldt hun om.

Hun lå der på gulvet og flød, så man dårligt kunne komme forbi. Han bøjede sig ned og ruskede i hende. "Martha!" råbte han, men hun reagerede ikke. Det var han lidt sur over.

Så hårdt havde han da heller ikke slået, flasken var ikke engang gået i stykker. Den stod der på bordet. Rioja, tre for hundrede kroner i Irma. De kendte den fra de var på ferie i Spanien.

Han gik hen til vinduet og så ud i haven. Den var noget forsømt, Martha havde maset om, at han skulle se at få slået græsset, han måtte se at gøre noget ved det. - Nå, det kom han måske slet ikke til, nu han havde slået hende ihjel. Det kom man vist i fængsel for. - Nå, mon dog. Det var jo ikke med vilje.

Det var gråvejr og havde regnet lidt. Han kunne se regndråberne hænge i bladene på æbletræet og i ribsbuskene. Stauderne så godt ud, der var pæoner, flox og iris. Og roserne stod stadig i fuldt flor. Dem havde Martha været meget stolt af.

Hun kunne være slem i munden, men hun havde sine gode sider. Måske havde han endda holdt af hende. Det havde han ikke tænkt på før. Det begyndte at gå op for ham, at hun virkelig var død. Hvem skulle nu lave mad til ham. Nåja, i fængslet fik man vist maden serveret, men mon den var så god som Marthas labskovs? Måske fik man bare vand og brød. Tanken forfærdede ham.

Han måtte hellere gå ned til politistationen og melde sig. Mon det ikke var sådan man gjorde? Betjent Olsen ville vel nok bliver forskrækket. Der havde vist aldrig før været et mord der i byen.

Han gik ud i entréen og tog sin gamle frakke på. Eller skulle han tage den nye i dagens anledning? Nej, han tog den gamle, den følte han sig bedst tilpas i. - Så gik han ind i stuen igen og bøjede sig over konen. "Martha!" råbte han. "Kan du nu ikke holde op med det pjat. Det er ikke sjovt længere." - Men hun lå bare der. Han sukkede, gik ud i gangen og tog sin hat på og gik ud.

Det var holdt op med at regne, og solen var ved at bryde igennem. Regndråber skinnede som perler på træer og buske. Der var vådt i græsset, også i græsset mellem fliserne, som han aldrig fik luget ordentligt væk.

Naboen Larsen var i færd med at inspicere sin altid velholdte have, tætklippet græsplæne, snorlige stier med revet grus, og perfekte velafstemte blomsterbede. Mathias blev altid lidt vred på Larsen, når han sammenlignede hans have med deres eget vildnis. Larsen sagde dog aldrig noget, men Mathias mærkede godt de stikpiller, der kunne ligge i uskyldige bemærkninger.

Naboen kom hen til hækken og hilste. "Dav Mikkelsen! Nu har vi fået regn, så må der gerne komme noget varme."

"Nåja, det gror da ellers godt nok," svarede Mathias.

"Ja, det gror og blomstrer, hæhæ!" Mathias lagde godt mærke til den lille latter. Hvad skulle den mon betyde?

"I kommer vel til havefesten hos Hansens på lørdag?" spurgte Larsen.

"Næh," svarede Mathias, "det gør vi nok ikke, for jeg har lige slået Martha ihjel."

Larsen blev stum et øjeblik, så sagde han: "Det har du da vel ikke! Hvorfor det!"

"Hun var hverken til at hugge eller stikke i."

"Prøvede du da det?"

"Nej, det var ikke sådan ment. Hun var helt umulig. Jeg slog hende med en flaske."

"Nå! Det kunne jeg ikke have gjort, selvom Elvira … Jeg mener, det var jo ikke så godt."

Mathias følte en lille stolthed over for en gangs skyld at have overtrumfet Larsen. "Flasken stod lige der på bordet. Der var ikke andet."

"Hvad vil du så gøre nu?"

"Jeg vil gå hen til politistationen og melde mig."

"Du kan da bare ringe."

"Nej, jeg vil gå derhen og tale med Olsen."

"Ja, han er en flink mand. Han hjalp mig, da min cykel blev stjålet for et år siden."

"Fik du cyklen igen."

"Ja, og fyren der stjal den blev klapset af."

"Ja, de unge nu for tiden! De har ingen respekt. Slår gamle damer ned og stjæler tasker og den slags."

"Nåh, det er da ikke sket her hos os."

"Nej, nej, men man læser da aviser."

"Ja, ja, men gå du bare hen og tal med Olsen. Han skal nok ordne det hele."

"Tror du jeg kommer i fængsel?"

"I fængsel? Nej, hvorfor dog det? Nå, du mener på grund af det med Martha. Ja, det ved jeg ikke."

"I gamle dage var der streng straf for at slå nogen ihjel."

"Ja, mordere blev halshugget offentligt, mens folk sad og strikkede og så på. Eller de blev hængt. Jeg så et billede af hvordan de hang der og dinglede i galgen, og kragerne satte sig på skuldrene af dem og plukkede deres øjne ud."

"Ja, men sådan er det heldigvis ikke mere."

"Nej, i dag har de mere raffinerede metoder. Verden går da fremad."

"Nå, men vi ses!"

"Ja, vi ses på lørdag. - Nåh nej, men vi kommer til begravelsen. Elvira skal nok ordne med kaffe, og hvad der ellers skal til."

Mathias gik videre. Fred hvilede over den lille by, der var få mennesker på gaden. Mange var nok til fodboldkampen på stadion - de havde nok fået en regnbyge - og i fjernsynet var det "Matador". Martha plejede at se den, så den gik hun glip af. - Nå, hun havde også set den flere gange, og de havde den på video.

Han mødte nogle få bekendte, men ville ikke standse og snakke. Han lettede bare på hatten og gik videre. Eftersom han nærmede sig politistationen gik han langsommere, og da han kunne se den standsede han næsten op. Han ville alligevel ikke ind der, han ville vende om og gå hjem, og … Hvad så? - Nej, ti ville heste skulle ikke få ham ind gennem den dør. - Nå, når han tænkte efter, kunne han ikke forestille sig, hvor de ti vilde heste skulle komme fra, og hvis de endelig kom, hvorfor skulle de da prøve at få ham ind gennem politistationens dør. Der var vist ikke ti heste i hele byen, og de der var, var vist meget skikkelige. - Han holdt op med at spekulere og gik bare ind.

Betjent Olsen sad ved skrivebordet på sit meget rodede og støvede kontor og skrev med to fingre på en gammel skrivemaskine. Computeren var endnu ikke indført der i huset. "Hvad der var godt nok til min far, er også godt nok til mig," plejede han at sige, "og han plejede endda at skrive alt i hånden."

Han så op, da Mathias kom ind og sagde: ""Næh goddag, Mikkelsen. Hvad har du på hjerte," og fortsatte med at klapre på maskinen: "tik-tik-tik."

"Ja, jeg vil altså gerne melde, at jeg har slået Martha ihjel."

Klapringen holdt op, og Olsen blev siddende med den ene hånd oppe og pegefingeren strittende. "Hvad var det du sagde?"

"Jeg sagde, at jeg havde slået min kone ihjel."

"Det hørte jeg godt. Hun er vel ikke helt død?"

"Det var hun i hvert fald da jeg gik hjemmefra. Og medmindre genopstandelsen har fundet sted, så ligger hun vel stadig hjemme på stuegulvet."

"Det var pokkers! Og hvad vil du, jeg skal gøre ved det?"

"Det ved jeg da ikke. Det er dig der er politi."

"Nåja, vi må vel hen og se på sagerne - eller hvad det nu hedder. Og vi må vel have lægen med."

"Hvad skal det være godt for? Martha er jo død."

"Der skal en læge til at konstatere dødsårsagen, skrive dødsattest og alt sådan noget. Jeg ringer til doktor Andersen." Han gav sig til at lede efter telefonen, og fandt den under en stak gamle aviser.

"Men hun er jo kvindelig læge," sagde Mathias.

"Ja selvfølgelig. Hvad skulle hun ellers være?"

"Nåh nej, jeg mente bare, at som kvinde, så holder hun vel med Martha."

"Jamen det er jo også Martha der er slået ihjel, ikke?"

Olsen drejede et nummer. Da han fik forbindelsen sagde han: "Goddag Lily. Jeg har en sag her, det er et mord, og jeg må have dig med til at se på det. … Om det er alvorligt? Ja, gu´ er det alvorligt. Det plejer mord at være, ikke? … Nej, jeg har heller ikke været med til et mord før. … Det er Martha Mikkelsen. … Ja, den Martha Mikkelsen. Er der andre? … Godt, vi henter dig på vejen."

Det støvede var som blæst af Olsen. Med raske bevægelser gik han hen til kontorets bagvæg, hvor der var en knagerække, tog sin frakke ned og tog den på. "Kom!" sagde han til Mathias, og Mathias fulgte efter.

På vejen ud til bilen smilede han til Mathias. "Det er mit første mord," sagde han.

"Jamen så tillykke," svarede Mathias.

"Nåja," Olsen trak lidt undskyldende på skulderen, "Du ved, man vil jo gerne udrette noget i sit arbejde, og man kan godt blive træt af cykeltyverier og den slags småsager."

"Det forstår jeg så godt," svarede Mathias.

De satte sig ind i Olsens gamle skramlekasse af en bil. Mathias satte sig på bagsædet, fordi der skulle være plads til lægen. Efter et par minutter var de ved hendes hus. Hun kom ud, en kraftig og myndig dame. Mere end en havde hun helbredt alene ved at hæve stemmen og se hvast på dem.

Hun satte sig ind ved siden af Olsen og vendte sig mod Mathias. "Nå, det er dig der er morderen." Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering.

Mathias krympede sig. "Nåh, morder?" sagde han lavmælt.

"Ja, hvis du har slået din kone ihjel, er du vel morder."

"Så er det godt, Lily," greb Olsen ind. "Du er hverken politi eller dommer, men læge. Så tag det lige roligt, ikke?"

Hun klappede tænderne sammen, knyttede hænderne om lægetasken i skødet og hvislede: "Fanden tag mandfolk. I skal nok holde sammen."

"Ja ja ja," sagde Olsen gemytligt. "Du skal nok få lejlighed til at sige, hvad du vil."

Fremme ved huset steg de ud af bilen, og Mathias så sig forskrækket om, men der var ingen i haverne omkring, heller ikke hos Larsens, men han syntes nok han kunne se gardinerne bevæge sig alle steder.

Olsen gik foran op ad havegangen, så lægen og derefter Mathias. Hun vendte sig imod ham. "Ikke noget med at stikke af!" snerrede hun.

"Jeg render sgu ingen steder´," svarede Mathias, mens han samtidig spekulerede på muligheden. Han var ikke meget for igen at skulle se Martha ligge der på gulvet.

Også Olsen tøvede, da de kom til døren.

"Skal jeg gå først ind," sagde læge Andersen.

Olsen tog sig sammen. "Ingen må røre noget på gerningsstedet, før politiet har været der."

"Sludder!" sagde hun. Vi har jo gerningsmanden her, og hvordan kan jeg foretage en undersøgelse, hvis jeg ikke må røre noget."

"Det er bare hvad jeg har læst," sagde Olsen.

De gik ind nærmest i samlet folk.

I den store lænestol sad Martha og strikkede.

De stod stumme alle tre. De så på Martha, og hun så på dem og strikkede videre. Der var stille i stuen, så man kunne høre strikkepindene knitre.

Så sagde Andersen: "Du kan ikke strikke nu."

Martha så vredt på hende. "Hvorfor skulle jeg ikke kunne strikke?"

"Hvis du har hjernerystelse," sagde lægen.

Olsen havde helt tabt mælet, han stod bare der med hænderne ned langs siden og så skuffet ud.

"Martha!" udbrød Mathias. "Er du ikke død?"

"Jo, jeg er," svarede Martha skarpt, "Jeg er et spøgelse, og jeg skal nok komme efter dig."

"Jeg er sikker på du kommer efter mig enten du er levende eller død. Men jeg er alligevel glad for at du er levende."

Der blev nu hektisk uro. Andersen undersøgte Martha, og konstaterede en stor bule i hendes sparsomme hvide hår. "Du skal indlægges," sagde hun.

"Hvorfor det? Jeg har bare lidt hovedpine og er lidt svimmel."

"Du har fået en kraftig hjernerystelse."

"Og hvem skulle så passe huset og lave mad til ham der? spurgte Martha og pegede på Mathias. "Gør du det måske?"

"Det kan han vel selv gøre."

"Han!" Haha!" hun lo en kort latter. "Han kan ikke koge en kedel vand uden at svide den."

"Og desuden burde du melde ham for vold," sagde læge Andersen. "Politiet har du lige der!" Hun pegede på Olsen, som rankede sig og forsøgte at se meget politimæssig ud.

"Ja, den er god med dig," sagde Martha, "men jeg har nu min egen måde."

Mathias tænkte på, at det måske slet ikke ville være så slemt at komme i fængsel. Måske kunne han …

Ingen havde tænkt på at lukke dørene, og pludselig kom Larsen til syne i døråbningen, og bag han tittede hans kone, Elvira, frem.

"Vi kunne jo høre Marthas stemme, og kunne forstå at hun ikke var død," sagde Larsen undskyldende. "Og så tænkte vi, at vi måske kunne hjælpe med noget."

"Goddag Larsen," sagde Martha, "og goddag Elvira. Det kan være du vil lave kaffe, nu vi er så mange."

Elvira forsvandt ud i køkkenet, og Martha rejste sig for at dække bord, men satte sig hurtigt igen. "Jeg er vist stadig lidt svimmel," sagde hun.

"Ja, du skal værså god holde dig i ro foreløbig," sagde doktor Andersen bestemt.

"Nå, men så vil du måske dække bord," sagde Martha.

"Ja, det bliver det vel til," sukkede Andersen.

"Jeg skal ikke have noget," sagde Olsen. "Jeg er i tjeneste."

"Pjat med dig!" sagde Martha. "I dage er det liget der bestemmer. Sæt dig nu ned."

Læge Andersen dækkede bordet med hvid dug og de pæne porcelænskopper med roser på, og Elvira kom ind med kaffen.

"Et øjeblik!" sagde Mathias, rejste sig og fandt glas frem fra skabet og delte dem rundt, og så kom han med en flaske rødvin og trak den op.

"Man kan da ikke drikke rødvin sådan lige hen i vejret," sagde Larsen.

"Nåh, for en gangs skyld går det vel nok," sagde Mathias og skænkede op. "Jeg synes lige vi må smage på festens årsag." Han hævede glasset, så på Martha og sagde:

"Lad os nu bare skåle for Martha, som har været død og er blevet levende, og jeg har været morder, og er det ikke mere. Så har man prøvet det med. Og ganske vist er Martha en satans kælling og har en bule i hovedet, men ellers er hun så god som ny. Og en af dagene tænker jeg hun vil lave labskovs, og så håber jeg I alle vil komme og spise den til tak for ulejligheden. Og Irma har vist stadig den gode Rioja på tilbud."

Det var den længste tale han nogensinde havde holdt, og han satte sig brat ned. De hævede alle glassene og skålede.