Nogle dage var det som om tankerne ikke havde noget at arbejde med, og jeg gav mig til at foretage alle mulige vanskelige udregninger og kom til mange interessante resultater. Blandt andet opdagede jeg en helt ny måde til løsning af differentialregning. Jeg prøvede den på alle måder, og den viste sig hver gang at holde stik. - Det var antagelig en metode der allerede var kendt, jeg kendte den bare ikke, og jeg husker den ikke nu mere.
   Så en dag tog jeg Det Nye Testamente og begyndte at læse det forfra, nærmest for at få tiden til at gå. Men snart greb det mig, og jeg læste alle evangelierne igennem. Så sagde jeg til mig selv: dette er sandhed, det er jo simpelthen sund fornuft. Men hvordan mine forældre og Den Apostolske Kirke kunne komme til de resultater, som de gjorde, forstod jeg ikke, for det var da i strid med al fornuft og med det jeg lige havde læst. Jeg læste videre i Apostlenes Gerninger, og nu forstod jeg pludselig. De forsøgte at opbygge deres liv som de første kristne gjorde det, men de forstod ikke, at det var en tom ramme uden det åndelige indhold, som alene er kristendommens væsen. Jeg læste videre i Paulus' breve, men de var mig for teologiske, dem kunne jeg ikke fordøje på det tidspunkt, og så lod jeg dem ligge. - Jeg var klar over, at der lå en fare i at fordybe sig i dette, det havde jeg set for mange beviser på i mit hjem. Det gjaldt om først og fremmest at holde hjernen klar, og ikke vove mig længere ud end, at jeg kunne have fornuften med. Så jeg lod Det Nye Testamente ligge.

En dag jeg lå på gulvet og filosoferede, men følte trang til at bruge musklerne, tog jeg den tunge stol og lå og legede med den, og jeg blev klar over, at jeg i den havde et glimrende redskab til at holde fysikken ved lige. Jeg brugte den som håndvægt på alle mulige måder, det var dejligt at mærke musklerne smerte. Jeg udviklede efterhånden et helt system, og så gjorde jeg også almindelig gymnastik og skyggeboksning, så sveden perlede på panden. Jeg kunne sommetider gennemarbejde mig selv i flere timer,og det gav fornyet liv.
   Læsning var det meget småt med. Jeg fik en belærende bog hver fjortende dag, og en religiøs bog, hver fjerde uge. Det forslog ikke meget. Nyheder udefra fik vi heller ikke mange af. Hver anden uge udkom fængslets eget blad Nær og Fjern, og det indeholdt også en kort oversigt over de nyeste begivenheder. Der læste jeg også, at krigen var brudt ud. Det kaldte på hele min handlekraft. Jeg travede hele dagen op og ned ad gulvet, alt i mig krævede at få lov til at være med. Her var der brug for mænd, der ville gøre en indsats, og så skulle jeg gå uvirksom her. Det var hårdt.
   Da et år var gået på den måde, var mine nerver ved at være på bristepunktet. Der skulle ske noget, var jeg klar over, ellers gik jeg i stykker. - En dag troede jeg, at mine nerver helt skulle svigte mig. Jeg ved ikke, om det var fangen, der sad i cellen over for mig, der tabte en æske stifter ud over gulvet, men for mig var det som om det var inden i mit hoved. Jeg var klar over, at den var gal, og dog kunne jeg intet gøre.

Svaret fra Højesteret lod vente på sig, men en dag blev jeg hentet ned til viceinspektøren. Det var kommet, og det var et afslag, som de havde ventet. Han spurgte, hvad jeg så ville gøre.
   "Det skal jeg sige Dem," svarede jeg, og hele min kampånd kom op i mig. "Jeg vil erklære sultestrejke."
   "Det kan jo ikke nytte noget," sagde han, "så kommer vi jo bare til at tvangsfodre Dem."
   "Jaja," svarede jeg, "det skal De så få lov til. Og hvor længe vil De blive ved med det?"
   "Så længe De nægter at spise," svarede han.
   "All right," sagde jeg, "vi får se."
   "Hvad har De egentlig tænkt Dem at opnå med alt dette?" spurgte han.
   "I første omgang vil jeg opnå ikke at underkaste mig fængslets myndighed," svarede jeg, "og dernæst at fængselsdirektoratet og justitsministeriet skal få underretning om min stilling, og give sig til at undersøge, om der er nogen berettigelse i min protest."
   "Jamen det sker jo ikke," sagde han, "der er ingen uden for fængslet, der får noget at vide om Deres protest, eller at De ikke arbejder."
   "Ja, så meget større grund er der til, at jeg nægter at underkaste mig," svarede jeg.
   "Jeg har medlidenhed med Dem, 115," sagde han til sidst, da jeg var på vej ud.
   Jeg vendte mig og svarede skarpt: "Den har jeg ikke brug for."

Da jeg kom tilbage til min celle, blev der stillet middagsmad ind til mig, men jeg sagde, at de godt kunne tage det med igen.
   "Nej, nu er De da blevet helt tosset," sagde betjenten og rystede på hovedet, "det der får De aldrig noget ud af."
   "Det vil fremtiden vise,"svarede jeg.
   Næste dag blev jeg sat ind i en sikringscelle i søndre fløj. Der var ikke noget vand, og jeg fik besked på, at så længe jeg nægtede at spise, fik jeg heller ikke noget at drikke. - Så meget desto bedre, tænkte jeg, jo før måtte det komme til et resultat. - Der gik fire dage. Ved hvert måltid kom de ind og holdt maden under næsen på mig og spurgte, om det ikke lugtede godt.
   "Jo, det lugter udmærket," svarede jeg, "men det har ingen interesse."
   I de første dage var det meget let, men så meldte tørsten sig. Munden og tungen blev læderagtig og mine nerver, der i forvejen var tyndslidte, blev nu yderligere tilføjet en belastning.
   Den femte dag blev jeg hentet over til lægen for at blive tvangsfodret. Det var en ældre læge, der havde stor erfaring i at behandle fanger, og vi sad og sludrede en times tid. Jeg fortalte, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Til sidst sagde han, at han ville tale med inspektøren om at få mig indlagt på hospitalet, så ville han se på mine papirer og se, om der var noget at gøre.
   "Så er det i orden," sagde jeg og drak den mælk, som skulle være tvunget i mig, og så gik jeg tilbage til min celle og ventede at høre nærmere.
   Her gennemtænkte jeg den nye situation. Jeg måtte gøre mig klart, at det fra fængslets side ville blive et forsøg på, på denne måde at nedbryde min modstand, og at det mere end nogensinde gjaldt om at være nøgtern. Dagen gik, og jeg hørte intet. Jeg tænkte, at inspektøren havde nægtet at følge lægens råd, og da så det unægtelig galt ud, og derfor nægtede jeg stadig at spise.
   Næste dag var det ikke godt med mig, jeg havde ikke ro på mig. Jeg gik frem og tilbage, men blev hurtigt træt. Jeg var afkræftet efter seks dages sult. Når jeg lagde mig på gulvet, havde jeg ikke ro til at blive liggende, så jeg måtte op igen og fortsætte min vandring. Jeg var til sidst helt rundt på gulvet. Hvad skulle jeg gøre? - Jeg stod foran døren og overvejede, om jeg skulle ringe. Nej, de ville blot sige, at jeg ikke kunne klare det, jeg havde indladt mig på. Så ville jeg få mad og arbejde, og alt ville være tabt. Det måtte ikke ske. - Jeg fortsatte med at tumle rundt. Jeg var nået til den yderste grænse, var jeg klar over. - Henne ved vinduet standsede jeg og så op mod himlen. Skulle jeg bede til den Gud, som far og mor bad til, og som de ville have, at jeg også skulle bede til?
   Jeg stod lidt, og så begyndte jeg at le ad mig selv.
   "Dit sølle skrog," sagde jeg, "vil du nu virkelig til at bede om nåde fordi det er ved at gå galt. Nej, så hellere gå til grunde. Det jeg kæmper for er sandhed og retfærdighed, og skal jeg gå i stykker i kampen for det, all right, så lad mig gå i stykker."
   Men opgive kampen og bede om nåde! Nej, det måtte ikke ske. - Og nu faldt der ro over mig. Jeg lagde mig ned på gulvet. Jeg vidste, at nu kunne der komme hvad som helst. Jeg var klar til at tage det.

Næste dag blev jeg hentet og indlagt på sygehuset på første sal i en sygecelle. Det første jeg gjorde var at drikke vand. Jeg drak og drak. Så smed jeg tøjet og oversjaskede mig med koldt vand. Jeg kunne ikke få nok, jeg måtte have det både indvendig og udvendig. Aldrig har vand forekommet mig så vidunderligt. Så spiste jeg middagsmad, og var klar til at afvente begivenhedernes gang.
   Jeg fik bøger at læse i, og kastede mig hungrigt over dem. Jeg kunne bytte, så tit jeg ville. Sygehuset havde sin egen bogsamling, så jeg behøvede kun at bede betjenten, så kom han med andre. - Jeg gik også to gange om dagen ud i haven og nød luften og solen. Det havde jeg ikke prøvet i omtrent et år.

Da der var gået fjorten dage, begyndte jeg at blive betænkelig. Hvad skete der egentlig? Regnede de med, at jeg nu var godt anbragt her, og så var det i orden? - Viceinspektøren havde været inde hos mig en af de første dage og spurgt, om jeg havde det godt.
   "Ja," svarede jeg, "jeg har det meget godt, men mit mål er ikke at få det godt. Og det at jeg er kommet her over ændrer ikke min indstilling den mindste smule. Jeg ønsker stadig at kæmpe."
   Han kunne ikke lide min måde at tage tingene på, han vidste ikke, hvordan han skulle gribe sagen an. Det var lige meget, hvad han gjorde, så løb han panden imod en mur.

En dag lægen kom ind til mig, spurgte jeg, hvad han egentlig havde tænkt sig.
   "Tænkt mig?" svarede han, "Jeg har skam ikke tænkt mig noget. Jeg har læst Deres sag igennem, og der er ikke noget at gøre."
   "All right," sagde jeg, "så fortsætter jeg den afbrudte sultestrejke."
   "Ja, for min skyld gerne," svarede han, "så tvangsfodrer vi Dem efter nogle dages forløb. Så hvis det kan more Dem, så værsågod, mig generer det ikke."
   Jeg gik atter i gang med sultestrejken, og i de første fire dage skete der intet. Men så kom han ind til mig, gnistrende gal i hovedet.
   "Spiser han stadig ikke?" spurgte han sygeplejersken.
   "Næh, det gør han ikke," svarede hun.
   "Godt!" sagde han så og lukkede døren efter sig.
   Nu skulle der ske noget var jeg klar over, og jeg var helt oplivet ved tanken.
   Da konsultationen af de andre fanger var færdig, hørte jeg, at der blev ringet på telefonen og bedt om at få fire stærke betjente over. Nå, tænkte jeg, det skal være det helt store.
   Lidt efter blev nøglen sat i døren. Udenfor stod fire af de største betjente, og bad mig følge med. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det opbud. De måtte åbenbart anse mig for meget farlig. Jeg fulgte roligt med, med to mænd på hver side.
   Da vi kom ned på lægeværelset bad lægen mig i en barsk tone tage plads i tandlægestolen, og jeg satte mig.
   "Bind ham!" sagde han.
   "Det er ikke nødvendigt," tillod jeg mig at sige.
   "Nå ikke," svarede han, "jojo, nu er jeg ked af at lege med Dem."
   "Jamen jeg har da ikke bedt Dem lege med mig," svarede jeg og lod mig roligt binde til stolen.
   Sygeplejersken kom nu med en slange, godt tyk, af den slags man bruger til maveprøve. I enden sad en tragt, og i hånden havde hun en kande mælk.
   Lægen tog slangen og sagde: "Gab!"
   "Nej!" svarede jeg, og det var hvad han havde ventet.
   "Nå ikke," sagde han og øjnene lynede, og så tog han mig om hovedet og pressede slangen op gennem næsen og helt ned i maven.
   Det gjorde forbandet ondt. Jeg kunne høre, hvordan næsegangen sprængtes. Ja, det føltes, som om hele hovedet skulle sprænges.
   "Se, sådan ordner vi den slags," sagde han brysk, mens han hældte mælken ned igennem.
   Derefter blev jeg smidt ind i en pipcelle, hvor alt blev taget fra mig. Her kom sygeplejersken og forsøgte at dupere mig.
   "De skulle skamme Dem," sagde hun, "at De ikke kan tage følgerne af Deres egen handling. Hvad er De for et mandfolk?"
   Mine nerver var frygtelig anspændt efter det, jeg lige havde gennemgået, og jeg var ved at miste selvbeherskelsen. Jeg sprang op og råbte:
   "Det er De ikke kompetent til at udtale Dem om!"
   Hun gik hurtigt ud og lukkede døren.

To dage efter kom lægen igen, og så skulle vi til det igen. Denne gang undlod de at sende bud efter ekstra mandskab, og da jeg havde taget plads i stolen, sagde han også, at det ikke var nødvendigt at binde mig. Men jeg tænkte, at skulle der være sjov, så skulle det lige så godt være i dag som sidst og sagde, at de hellere måtte binde mig i dag også.
   "Ja, for min skyld gerne," sagde lægen, og så blev jeg bundet igen.
   Denne gang gjorde det mere ondt end sidst, for nu var næsen et stort sår indvendig, og det blev sprængt op igen. Og da han stak slangen ned gled den ned i luftrøret, og jeg kunne intet sige. Jeg gav nogle uartikulerede lyde fra mig, og så blev han klar over, at der var noget galt og halede den op igen, og så måtte han begynde forfra. Og denne gang gik det bedre.
   Da vi var færdige sagde han:
   "Der kan De selv se. Det er slet ikke sjovt at skulle igennem."
   "Jeg synes da, det er meget sjovt," svarede jeg, "og det er sikkert kun i begyndelsen, det volder den slags vanskeligheder. Til sidst bliver det nok en vane."
   Det måtte han alligevel le ad, han var klar over, at det ville blive svært at kue mig.
   Han kom tre dage om ugen, så jeg fik kun noget disse dage, og vi fik det efterhånden helt fornøjeligt. Jeg var i et sprudlende humør, og snart så begge parter på det, som noget nødvendigt vi skulle igennem, og som der ikke var nogen grund til at blive gal over.
   Men jeg kunne ikke vedblivende nøjes med at få mad tre gange om ugen, så lægen måtte til at køre ud til fængslet hver dag udelukkende for min skyld. Og da han skulle komme den første søndag, sagde jeg om lørdagen til ham:
   "Hør doktor, hvad har De tænkt Dem i morgen?"
   "Tjah," sagde han, "jeg er jo ikke meget for at skulle køre herud, men næring skal De jo have, så jeg bliver vel nødt til det."
   "Nej," sagde jeg, "bliv De hjemme i morgen, så tager jeg det selv."
   Nu blandede sygeplejersken sig og sagde, at så kunne jeg også lige så godt tage det i dag selv.
   "Næh!" sagde jeg, "det er kun i morgen, fordi det er søndag. På mandag fortsætter vi med slangen."
   Lægen så på mig og lo.
   "De har en udpræget humoristisk sans," sagde han.
   "Det er nødvendigt i min situation," svarede jeg
   Om søndagen troede betjenten, at de kunne give mig almindelig mad, men jeg ville kun tage det, jeg ellers skulle have haft, gennem slangen, og det fik jeg så.
   Mandag fik jeg slangen igen, bundet fast til stolen. Situationen var ikke uden humor, lægen følte det vist nærmest, som om han var ved at blive til grin, og det var han for klog til.
   Da vi var færdige stod han lidt og så eftertænksomt på mig med pegefingeren på panden. Så vendte han sig mod betjenten.
   "Hvordan opfører han sig ellers?"
   "Upåklageligt," svarede denne.
   "Så sæt ham tilbage i en almindelig sygecelle, og giv ham bøger og de andre ting, der er taget fra ham," sagde han.
   "Så længe han nægter at spise, bliver vi nødt til at give ham det med slangen, men ellers kan jeg ikke se, at det er nødvendigt at tage friheder fra ham."

Det var en klog taktik, og da jeg var kommet ind i cellen sad jeg lidt og tænkte mig om. Da betjenten kom sagde jeg til ham:
   "Jeg tror, det er klogt nu, at begynde at spise igen."
   "Ja, det tror jeg så sandelig også," svarede han.
   "Nåja, men jeg tror det nok på en anden måde end De. Det betyder ikke at jeg opgiver min kamp. Jeg tror bare ikke, det er klogt at fortsætte på denne måde."
   Og så begyndte jeg at spise igen.
   Viceinspektøren kom straks over og sagde, at han var glad for, at jeg var begyndt at spise.
   "Det har De ingen grund til," svarede jeg, "for det ændrer ikke det mindste ved min indstilling. Jeg er bare klar over, at på denne måde når jeg ikke videre, og så må jeg slå om."
   Som altid følte han sig slået ud. Han troede og håbede hver gang, at nu var min modstand brudt, og blev hver gang skuffet.
   Næste dag kom lægen ind til mig igen.
   "Nå!" sagde han, "det var da godt, at vi fik en ende på det."
   "Ja," svarede jeg, "men det forandrer ikke min beslutning."
   "Næh," sagde han, det er jeg godt klar over."
   Han forstod mig bedre.

Forsættes...