Da jeg gik ud af skolen som femtenårig, anede jeg ikke, hvad jeg skulle videre. Men min mor fandt i avisen en læreplads hos en frisør - Nej! Det ville jeg ikke! Men hvad ville jeg så? - Jeg havde nogle dunkle tanker om at blive forfatter, men hvordan blev man det? Ved at skrive naturligvis, og jeg skrev jo hele tiden - og så alt det jeg læste. - Men at være rigtig forfatter og skrive og udgive bøger, det lå alligevel uden for min horisont. Og det var endnu længere uden for min mors horisont. Hun legede dog lidt med tanken. Skrev man bøger, ville man blive rig, det vidste hun - men, men - lad os nu lige holde benene på jorden, og give frisøren en chance. - Jeg kom så som en noget modvillig lærling til en herrefrisør, barber og frisør, hed det dengang.
   Det var en ganske lille frisørsalon, to stole, og vi var bare mig og min mester. Han havde nok mest ansat mig, for at få en til at holde salonen ren, så jeg vaskede gulv og pudsede spejle, men han lærte mig da også lidt. - Jeg blev aldrig nogen rigtig dygtig frisør, men jeg levede da af det i mange år.
   Men han kunne fortælle historier. Jeg tror en del af kunderne ikke bare kom for at blive klippet og barberet, men også for at høre ham fortælle. Det var mest uartige historier fortalt med mange saftige detaljer, og han tog ikke hensyn til, en en femtenårig lyttede med. Og jeg sugede til mig.
   Hvor han havde historierne fra, eller om han digtede dem selv, ved jeg ikke. Jeg burde have skrevet dem ned, men det gjorde jeg ikke. Jeg vidste at min mor gik i mine sager, og disse historier var ikke for hendes øjne og ører. De fleste af dem har jeg naturligvis glemt, men nogle få husker jeg da, og er der sarte sjæle blandt læserne, så må de lukke øjnene mens de læser. - Den første vil jeg kalde

Jomfruen
   En jysk bondemand var var en tur i København (dengang var Jylland og dermed også København meget længere væk end i dag). Den aften han skulle hjem igen kom han tilfældigvis ned i Istedgade. Han blev da betaget af de smukke damer der spadserede der. Han kontaktede en af dem, og hun var venlig og imødekommende, og inviterede ham med hjem til sit hotelværelse. Men forreste, hun havde altså en pris, og den betalte han så på forskud. (Jyder havde på den tid ry for at være nærige, men det var ham her ikke).
   De kom til hotellet, og at var klar til det der skulle foregå - da det pludselig slog ned i ham, at han havde glemt klokken, og at han skulle nå sit tog hjem til Jylland. Der var ikke noget at gøre, han måtte afsted. Men da han nu havde betalt damen, så kunne hun vel i det midste følge ham til stationen. Det gjorde hun gerne, så de styrtede afsted. Men da de kom til stationen så han, at der alligevel var tid, så han trak hende med ud på toilettet, og i en af båsene gik det hastigt og hårdt for sig - bang, bang, bang, og åh, åh, åh. - Da de forpustede kom ud igen, sagde han: "Du var ligegodt meget stram, og jeg anede ikke, at du var jomfru". - Til det svarede hun: "Det tror da pokker med det hastværk. Jeg nåede jo ikke at få strømpebukserne af".

En anden af hans historier vil jeg kalde

Oprør i Spermatozoland
   I Spermatozoland var stemningen langt nede. Livet for flertallet havde mistet sin mening. Hensigten med deres liv og virke var da at lave babyer, var det ikke? Hvad ellers? Når nogen endelig forsøgte sig blev de passificeret af p-piller, eller de endte sine dage i kondomer eller pessarer, eller endnu værre, frit ud i luften og ned i en toiletkumme eller i et lommetørklæde. Var det måske en værdig skæbne for et folk der havde sat livet ind på at skabe nye mennesker, ja, hele folkeslag. Hvor ville alverdens varierede kultur være uden spermatozoerne?
   Det var dog ikke alle der havde mistet modet. Det skete trods alt stadig, at de de blev hilst med glæde der hvor de kom hen, og nogle klarede også at liste uden om de barrierer der var sat op.
   Men oprør skulle der altså være. En flok rebeller samledes i den store afgangshal, og den ene flok efter den anden sluttede op om dem..
   En stod op på en ølkasse og holdt en opildnende tale: "Meget har vi fundet os i, men nu kan det være nok. Vort virke, hensigten med vores tilværelse er at lave babyer, men alle slags hindringer bliver lagt i vejen for os. Det er slut, nu samler vi os, organiserer os, lægger vore kræfter sammen og bryder igennem alle barrierer.
   Alle våbenføre af begge køn stillede op i kompagnier og geledder, et lille orkester mest bestående af trommer og trompeter kom til, flagene vajede.
   Der var dødstille længe, ventetiden var lang, spændingen intens - men omsider lød signalet, den velkendte, fjerne, rytmiske lyd og bevægelse, lederne løftede deres faner - parat, færdig, gå - trompeterne gjaldede, trommerne drønede, flagene blafrede, og hæren rykkede med fuld kraft frem - og, og, og ... hurra, hurra, hurra, der var gennembrud.
   Men der var uro oppe i fronten, skrig og halvkvalte lyde, bagtroppen anede ikke hvad der foregik og masede på. - Fortvivlede råb: "Retræte! Stop -stop! - Vi står i lort til halsen."


Mesters tredje historie er mere stilfærdig og næsten stueren. Den vil jeg kalde

De to kardinaler
   I byens prægtige domkirke skulle der være festgudstjeneste, og ude i sakristiet sad to kardinaler i deres fulde skrud og ventede til de skulle ind. De sad meget stilfærdigt med hver deres krydsord.
   Den ene løftede hovedet og så tænksomt ud i rummet, så vendte han sig til sin kollega og sagde:
   "Deres Velærværdighed, jeg har et lille problem. Her er nøgleordet "ende" og der er tre bogstaver og ø i midten."
   Den anden tænkte sig lidt om og sagde så:
   "Det er da meget klart, Deres Velærværdighed, det må jo være "død".
   Den første: "Nåh ja, det må det naturligvis være. - Så må jeg måske låne Deres Velærværdigheds viskelæder".