Det var den sidste krigsvinter, en hård vinter, hvor mange frøs, fordi der var dårligt med brændsel. Det var der dog ikke i en villa i udkanten af en stor provinsby. Ikke fordi der var stor rigdom, bare god borgerlig velstand.
   Ægteparret Gulliksen hyggede sig i deres lune stue, de to børn var lagt i seng, og resterne fra aftensmåltidet stod endnu på bordet. Tjenestepigen havde haft fri i julen, og skulle først komme tilbage et par dage senere, så fru Gulliksen klarede selv husførelsen med lidt hjælp udefra. Nu var de alene i det store hus.
   De havde sat sig med kaffen, han med avisen, som han allerede havde læst fra ende til anden én gang, og hun med et alenlangt strikketøj. Der var ikke meget lys i stuen, kun en lampe bag hver stol. Der var stille, de eneste lyde var avisens raslen og strikkepindenes knitren og af og til koksene der faldt sammen i kakkelovnen. I radioen var der dæmpet dansemusik. Disse lyde syntes nærmest at forstærke stilheden og gøre stuen og huset til en hyggelig hule, et lunt og beskyttet sted i en omverden som stod i flammer og var i færd med at bryde sammen.
   Stilheden blev brudt af dørklokkens ringen. De så forundrede på hinanden. "Hvem i alverden kan det være så sent?" sagde han, lagde avisen fra sig og gik ud for at lukke op.
   Der var intet lys udenfor, og først så han kun en mørk skikkelse i en tyk frakke og med hatten ned i panden, Men manden løftede hovedet, så lyset fra entréen faldt på hans ansigt.
   Gulliksen gik forskrækket et skridt tilbage. "Jacob, er det dig? Jeg troede at du ... at I ... Men kom dog ind."
   Manden sagde ikke et ord, men fulgte med Gulliksen ind i stuen.
   "Det er Jacob," sagde Gulliksen til sin kone. Hun havde rejst sig med et venligt, men usikkert smil. Hun tog et skridt frem, som for at komme manden i møde, men standsede så. "Vil du ikke tage overtøjet af," sagde hun.
   Men Jacobsen svarede ikke. Han blev stående lige inden for døren, og viste ikke tegn til at ville tage hat og frakke af. Endelig sagde han: "Jeg må straks videre. Der er lige noget jeg må ordne." - Jeg kommer med hilsen fra familien."
   Gulliksen prøvede at sige noget, og fruen satte sig brat i sin stol.
   "De er vel i Sverige?" fik Gulliksen endelig sagt.
   "Nej, i Tyskland," svarede manden. Han stod lidt tavs og så sig om i stuen, som om han ledte efter noget. "Hvor er børnene?" spurgte han så.
   "De er naturligvis i seng ovenpå," svarede Gulliksen.
   "Så hent dem ned," sagde Jacobsen, og pludselig så de at han havde en revolver i hånden. "Væk dem og giv dem tøj på."
   Fru Gulliksen gav et lille skrig fra sig. "Jamen du har da ikke tænkt dig ..." jamrede hun. "Jacob, du vil da ikke gøre børnene noget?"
   "Nej," svarede han, "tværtimod."
   "Gør hellere som han siger," sagde Gulliksen, og fruen gik ud af stuen og op ad trappen.
   Gulliksen satte sig tungt i sin stol. "Hvad er dog alt dette, Jacob," spurgte han. "Er det de penge?"
   Men Jacobsen svarede ikke, han trak sig ind i stuens mørkeste krog, og de to mænd henholdsvis sad og stod og så tavse på hinanden.
   Fruen kom ned med børnene, som nu var påklædt. De blev stående midt i stuen og stirre på den mørke mand. Pigen knugede en blå bamse i favnen. Hun var fire og drengen fem.
   "Også overtøjet," sagde manden.
   "Jamen ..." begyndte fruen at protestere.
   "Gør som jeg siger," sagde han lavt og ikke uvenligt, "hvis du vil det bedste for børnene."
   Gulliksen gik ud i gangen og tog børnenes frakker og støvler, og de hjalp hinanden med at give dem det på.
   "Hvor skal vi hen?" spurgte drengen, og moren så hen på Jacobsen.
   "De skal bare ud af huset," sagde han.
   Moren bøjede sig over dem og gav dem et knus. "I skal løbe over til Henriksen," sagde hun.
   "Men det er mørkt," sagde drengen.
   "Det gør ikke noget," sagde faren. "Bare tag din søster i hånden, og skynd jer så over til Henriksen."
   "Må vi tage Bammernusseberg med?" spurgte pigen.
   "Ja ja," sagde moren forvirret.
   Pigen knugede bamsen ind til sig, og tog et skridt hen mod manden i skyggen. "Bammernusseberg siger, du er en slem mand," sagde hun.
   "Det har han nok ret i," svarede manden lavmælt, "og jeg er ked af det."
   Fruen fulgte børnene ud og så på, at de løb af sted.
   Da hun kom ind igen sagde Gulliksen: "Du må da vide, at når børnene kommer over til naboen, vil der blive slået alarm."
   "Naturligvis," svarede Jacobsen. "Derfor må vi også handle hurtigt."
   Efter at børnene var væk brød fruen sammen. "Du vil skyde os, ikke?" klynkede hun. "Vi har aldrig ønsket jer noget ondt. Vi er da gamle venner, ikke Jacob?"
   "Jo," svarede han, "vi er gamle venner. Og jeg vil ikke skyde jer. - Men kom nu! I skal op på badeværelset."
   "Hvad skal vi der?" spurgte Gulliksen.
   "Jo, han vil skyde os, han vil skyde os," skreg fruen hysterisk.
   "Gør som jeg siger," sagde manden og løftede revolveren og pegede på dem. "Jeg har sagt, at jeg ikke vil skyde jer, men gør I ikke som jeg siger, gør jeg det alligevel."
   "Kom nu," sagde Gulliksen og tog sin kone i armen. "Vi må hellere gøre som han siger."
   De forlod stuen og gik op ad trappen med Jacobsen efter.
   De gik ind på badeværelset, og manden tog nøglen som sad indvendig og flyttede den udvendig.
   "Som sagt skal jeg hilse fra min familie, min kone og mine to børn. - Og for resten er revolveren ikke ladt." Så lukkede han døren og låste den.
   Hurtigt gik han ned ad trappen, åbnede entrédøren og tog to dunke, som han åbenbart havde stillet der, da han kom. Han løb op ad trappen med den ene og ind i soveværelserne og tømte den ud over sengene. Derefter ned igen og med den anden ind i stuerne, hvor han tømte den ud over møbler og gulvtæpper.
   Ovenfra lød der råb og dundren på badeværelsesdøren, og de havde åbenbart åbnet det lille vindue og råbte ud.
   Så tog han en æske tændstikker frem, strøg en og kastede den ind i stuen. Det flammede straks op. Så forlod han huset.

Da brandvæsen og vagtværnsfolk lidt efter ankom, stod flammerne himmelhøjt over huset, og det var ikke til at redde noget som helst. Da ilden omsider hen på morgenen var døet hen, stod kun de sodsværtede mure tilbage.
   I resterne af badeværelset fandt man de to forkullede lig. De lå i badekarret, og man kunne se, at de havde forsøgt at redde sig ved at fylde vand på. De blev bragt til Retsmedicinsk Institut i København, og retsmedicineren konkluderede: "De er blevet kvalt, røgforgiftet, kogt, stegt og grillet, men den primære dødsårsag har nok været røgforgiftning."
   Der var ingen spor af gerningsmanden at gå efter. Nogen i nabolaget mente nok at have hørt råb lige før branden, men havde ikke hæftet sig ved det. Den eneste man virkelig kunne mistænke befandt sig, så vidt man vidste, i Sverige.
   Børnene blev afhørt, for så vidt man kan afhøre så små børn. Det gav dog intet, bortset fra at drengen sagde, at der havde været en mand, og pigen kom med en mystisk udtalelse: "Bammernusseberg ved godt, hvem det var, men han vil ikke sige det."


* * *

I 1935 afsluttede to unge mænd deres uddannelse og kom hjem til deres hjemby. De havde i studietiden indgået et ubrydeligt venskab. Da de begge hed Jacob til fornavn kaldte de hinanden ved efternavn, Gulliksen og Jacobsen, forkortet til Gullik og Jacob, og sådan var de også kendt af deres kammerater.
   Det gjorde ingen forskel i deres venskab, at Jacob var jøde. Byen havde en lille jødisk menighed, men medlemmerne skilte sig ikke ud, undtagen om lørdagen og ved visse højtider, når familierne tog deres pæne tøj på og mændene deres kalotter og gik i synagogen. Ellers deltog de i byens sociale liv på linje med alle andre, og viste sig endda i kirken, når de deltog i familie¬begivenheder.
   Jacob kom sjældent i synagogen, han var ikke religiøs. Hans forældre var et par år tidligere "på grund af tidens uro" flyttet til England. Men unge Jacobsen foretrak at blive i Danmark for at fuldføre sin uddannelse - og vel også på grund af venskabet med Gullik.
   Gullik gik ind i farens noget skrantende elektronikfirma, og da Jacobs forældre havde overladt ham en god sum penge, da de rejste, så investerede han dem i samme firma, og sammen fik de i løbet af nogle år drevet det frem til at være byens, ja, måske landets største og mest moderne elektronikvirksomhed.
   Alt syntes at lykkes for dem. De var populære i byen, deres arbejde var til gavn for mange. De giftede sig begge, Gullik med en køn og glad pige fra byens højere borgerskab. Hendes navn var Inga. Jacob giftede sig med en lige så smuk pige, som hed Rakel. Hun var fra en af de mere ortodokse familier, så en overgang viste han sig noget oftere i synagogen. De deltog begge i hinandens bryllupper, Gulliks i kirken og Jacobs i synagogen. Med tiden fik de hver to børn, en dreng og en pige, og de lo ad hvordan deres liv syntes at følge parallelle linjer. Børnene kom til at hedde Peter og Ida og Isak og Sara.
   På Peters etårs fødselsdag kom en ny, vigtig person ind i familien Gulliksen, og han kom fra familien Jacobsen. Det var en beskeden og tilsyneladende ubetydelig person. Jeg mener, at han var af hankøn, men det er på ingen måde sikkert. Det var en blå bamse, lavet af kraftigt, blåt lærred. Rakel havde haft den fra hun var barn, men hun havde gjort den i stand, så den var som ny. Ansigtet var fladt, munden lille og af rødt uldgarn og næsen var blot antydet med sort uldgarn. Øjnene var store sorte knapper, som fik ham til at se ud som om han havde briller.
   Ved samme fødselsdagsselskab talte Gullik med Jacob om muligheden for en stor kontrakt med et tysk firma. De havde hidtil haft en begrænset handel med Tyskland uden problemer, men nu åbnede der sig nye muligheder. Men Jacob var betænkelig, uden at kunne sætte fingeren på, hvad der var galt. Han talte noget tåget om udviklingen i Tyskland, ja, at den var farlig. Gullik forstod ham ikke. Alt det var jo politik og kunne ikke vedkomme dem som handelsfolk. Skulle de kun handle med lande, hvor de var enige i politikken, kunne de måske ikke engang handle i Danmark. Som traditionelt konservative var ingen af dem begejstrede for Stauning. Jacob vidste ikke hvad han skulle svare.
   Kvinderne havde lyttet til samtalen uden at blande sig. De to drenge kravlede på gulvet, og Rakel sad med den store bamse på skødet. Inga satte sig på armlænet af sin mands stod og lagde armen om hans skulder. "Jeg har aldrig forstået mig på politik," sagde hun, "men hvor var vi henne, hvis vi skulle indrette os efter alt politikerne finder på."
   Rakel sagde ganske stilfærdigt: "Jeg har heller ikke forstand på politik, men Bammernusseberg siger nej."
   Der blev tavshed et øjeblik, man så brast man i almindelig latter. De så alle på bamsen, og Gullik sagde: "Ja, det afgør jo sagen. Hedder han Bammernusseberg?"
   "Ja, det gør han," sagde hun. "I min familie har det altid været sådan, når vi var rigtigt uenige om noget, så sagde en: "Spørg Bammernusseberg," og dermed blev sagen afgjort.
   Der blev ikke talt mere om sagen, i stedet talte man om familieanliggender. Begge kvinder var gravide med deres andet barn.
   Men et par uger senere viste det sig, at Gullik alligevel havde forhandlet med tyskerne, og han kom til Jacob med en færdig kontrakt. Jacob blev hvid i ansigtet af vrede, men sagde ikke ret meget, og endte med alligevel at skrive under.
   Men der var kommet noget nyt ind i deres venskab, noget udefinerligt. De to kvinder mærkede det, sukkede og var enige om at "det er tiden". Men ellers fortsatte alt som før. De fødte deres piger, og kom til hinandens fester. De boede ikke langt fra hinanden, og børnene blev hinandens bedste venner.
   Danmark blev besat af tyskerne, og det mærkedes snart også der i byen. Men forretningerne gik ikke dårligere, snarere tværtimod.
   En dag kom Jacob til Gullik og sagde, at han nu havde tænkt sig at flytte til en anden by og begynde for sig selv. Det rystede Gullik og ligeledes Inga, da hun fik det at vide. De to familier var så sammensvejsede, at en adskillelse greb dybt ind i deres selvforståelse.
   Dertil kom, at de i byen var kommet til at fremstå som en enhed. Mange i byen nød godt af firmaets fremgang, men på det sidste var der også blevet en del snak om deres samarbejde med tyskerne, og i denne situation var det et slag for Gullik, at Jacob nu ville trække sig ud.
   Men også på anden måde var situationen problematisk. De to partneres økonomi var så sammenfiltret, at det var næsten umuligt at udrede den kapital der skulle trækkes ud, så Jacob kunne begynde for sig selv det andet sted. Gullik foreslog da, at Jacob fortsat skulle være partner, selvom han flyttede og så gradvis få overført kapital. Men Jacob holdt fast på, at det økonomiske samarbejde skulle afsluttes hurtigst muligt.
   Også børnene mærkede det. En stor uro kom ind i deres liv. Den lille Ida spurgte: "Flytter Bammernusseberg så også?"
   "Nej, nej, nej!" svarede Inga forskrækket, "selvfølgelig gør han ikke det. Han hører til her hos os."
   "Men gør Isak og Sara ikke også det?" spurgte pigen.
   "Jo," svarede Ida, "men de hører alligevel mest til hos deres forældre."
   "Bammernusseberg siger, at det hele er forkert," sagde Ida.
   "Ja," sukkede Inga, "det er det vel også."
   Hos Gullik opstod der en stor vrede mod Jacob, og den blev bare forstærket af deres venskab og den tætte sammenhørighed de havde haft i mange år. Han kunne ikke se nogen vej ud af dette, og gik nu til sine tyske forbindelser.
   Hvad der skete derefter er uklart. Jacobsens flyttede i hvert fald, og der var forhandlinger frem og tilbage om økonomien. Men så kom der skred i begivenhederne på anden måde. Tyskerne begyndte at jage de danske jøder, men de fleste var blevet advaret og kom til Sverige - men den historie er almindeligt kendt.
   Også Jacobsens var forberedt, og deres opholdssted var kun kendt af få. Ikke desto mindre mødte Gestapo op der. Men de nåede at komme af sted, de havde aftale med en fisker. Men de var for mange i båden, så Jacob blev frivilligt tilbage og kom først af sted næste nat. Han kom også godt til Sverige, men mødte ikke familien der.


* * *

En varm sommerdag i 2003 mødtes to unge mennesker på Københavns rådhusplads. Verden har ændret sig meget siden besættelsens dage. Om det er til det værre eller det bedre kan man diskutere. Begge dele vil jeg mene. Men der er i hvert fald dejlige dage, og det er det, når to mødes. Deres navne var Peter og Sara. De kendte hinanden fra universitetet, og over en kop cappuccino fortalte han om det projekt han arbejdede på, et uopklaret dobbeltmord i den tyske besættelses sidste år.
   "Det har min særlige interesse," sagde han, "eftersom det myrdede par var mine oldeforældre. - Det underlige er, at sagen sikkert godt kunne være blevet opklaret dengang, men det havde jo krævet samarbejde med det svenske politi, og det var jo håbløst netop da. Desuden måtte betingelserne også have været, at man ønskede at opklare sagen. Flere vidste uden tvivl hvem morderen var, eller havde i hvert fald begrundet mistanke, men de sagde ingenting."
   Hun smilede. "Den sag har jeg faktisk levet med hele livet, og jeg tror sandelig jeg kan hjælpe dig med at komme videre i din efterforskning. - Min bedstemor hed Sara som jeg. Det er faktisk hende jeg har navnet fra. Og mærkeligt nok hed min bedstefar Peter."
   "Det kan da ikke være den Sara, som sammen med sin mor og bror kom til Tyskland," sagde han.
   "Jo, de kom til Theresienstadt, men Sara kom hjem igen. Det gjorde hendes mor Rakel og hendes bror Isak ikke. Hun voksede op hos sin mors familie. Hun havde ganske vist sin far, men han var blevet mærkelig og døde tidligt. Nogen mener, at han begik selvmord, men det ved jeg ikke."
   "Men så er vi jo i familie."
   "Ja, det må vi jo være - langt ude. Jeg går ud fra, at din bedstemor er Ida. - For resten kender jeg en der kan fortælle dig meget mere om dette."
   "Hvem kan det dog være?"
   "Tag med mig hjem, så kan du hilse på ham."
   De tog bussen til Østerbro, hvor hun havde en lille lejlighed i en sidegade. Lejligheden var meget enkelt møbleret. I en gul sofa blandt puder i forskellige størrelser og farver sad en blå bamse, noget falmet, men ellers helt intakt.
   "Må jeg præsentere et øjenvidne til din historie," sagde hun. "Hans navn er Bammernusseberg."