Strandboulevarden på Østerbro i København lå en gang ved stranden - deraf navnet - men det er længe siden. Stranden er rykket meget længere ud, og er ikke mere nogen strand, men en havn, og jernbanen skiller effektivt Strandboulevarden fra Øresund. Dengang da Strandboulevarden stadig passede til sit navn, var det her de fornemme boede. Dog ikke de allerfineste, de boede længere inde i ambassadekvarteret eller længere ude i Hellerup eller Gentofte. Men det var stadig fint at bo på Strandboulevarden og det er det også i dag. - Det her var i 1980'erne, midt i hippietiden, men der var ikke noget hippie over Strandboulevarden. Her var vi snarere tilbage ved århundredeskiftet. Her er store smukke huse og store lejligheder. Som hjemmehjælper kom jeg der, så vel som i de nærmest slumagtige kvarterer omkring Silkeborggade og Viborggade.
   I en ret stor førstesalslejlighed boede fru Christophersen. Egentlig var hun vel frøken, for hun havde aldrig været gift, og det var den tid da nogle stadig skelnede skarpt mellem frue og frøken. Men hun var altså fru Christophersen. Hun var som sytten-attenårig blevet ansat her som tjenestepige hos et advokatægtepar - det vil sige, manden var advokat og konen var fruen i huset, og det var næsten finere. - Fru Christophersen var nok dengang bare Anna, men hendes fornavn var forsvundet i tidens løb. Når jeg kender det, er det fordi jeg spurgte hende. Det brød hun sig ikke om, det var upassende, men hun svarede da.
   Hun må have tjent familien godt, for med tiden ændrede hendes status i huset sig. Ægteparret var barnløst og fru Christophersens stilling blev efterhånden mere familiær, skønt hun vel nok var knyttet mere til lejligheden end til ægteparret.
   Da manden døde blev hun bofælle med fruen, og da denne også døde overtog hun lejligheden.
   Hun havde levet med og passet denne lejlighed hele sit liv. Jeg havde tre timer to gange om ugen, men hun forventede, at jeg skulle overtage hendes funktioner. Det var jo en umulighed. Hun kunne jo også stadig meget selv, og faktisk forstod jeg ikke, at hun overhovedet skulle have hjemmehjælp, for hun virkede livskraftig og virkelysten nok, men jeg indså efterhånden, at hendes kræfter ikke svarede til hendes psykiske energi.
   "Jeg skulle ønske, du kunne elske mine møbler lige så højt som jeg gør," sagde hun, men det kunne jeg jo ikke. Jeg havde ingen forstand på antikviteter, men jeg kunne godt se, at møblerne var smukke. Men ligefrem lidenskab kunne jeg ikke præstere. Det gjorde, at der altid var en atmosfære af utilfredshed mellem os, og hos mig en følelse af ikke at strække til. Der var vel også det, at trods det familiære forhold til ægteparret, så havde hun dog været et tyende hele sit liv. Nu havde hun selv fået et tyende, mig, og som det var jeg ikke meget bevendt. Desuden følte jeg mig ikke som et tyende. Jeg var ansat af kommunen, ikke af hende.
   Men man blev fanget ind af lejligheden og af hende. At være der var som at rykke langt tilbage i tiden.
   Lejligheden bestod af to store stuer, adskilt af en åben bue med tykke, brune portierer for - som skulle tages ned hvert halve år, tages ned i gården og bankes, og det samme gjaldt de lige så tunge gardiner. I hver af stuerne en stor krystallysekrone og på gulvene tykke tæpper. Møblerne var store, blanke mahogniborde og stole, overpolstrede sofaer og stole. I spisestuen var et stort, rundt bord, som kunne forlænges ved at der blev sat plader i, så der kunne sidde tolv personer omkring det. Nu var der dog kun fire stole. - Hun havde en støvsuger, og den blev også brugt, men hun havde ikke meget tiltro til den. Møblerne skulle børstes vistnok hver dag. Det gjorde hun dog selv.
   En underlig kontrast til de fine møbler, var malerierne på væggene. Det var banale landskabsbilleder, og selv jeg, der ikke havde større kunstforstand, kunne se, at de var af ringe kvalitet. Kunst havde ikke haft ægteparrets store interesse.
   Når jeg så, hvordan hun altid var i sving i disse stuer, foruden hvad jeg gjorde, og jeg tænkte på, at de havde været tre mennesker her, senere to og nu bare hende selv, så fik jeg ondt af hende. Alt dette arbejde, og for hvad? For noget udefinerligt, som jeg ikke forstod. - Men hun havde ikke ondt af sig selv, hun var et med disse stuer, disse møbler. Det eneste der bekymrede hende, og det var slemt nok var, at hun ikke kunne slide som hun havde gjort før, og så havde hun bare mig.
   Fra stuerne gik en lang, mørk korridor ned til køkkenet, med værelser som var aflukkede til begge sider, og hendes sovekammer, hvor jeg ikke kom, og så et værelse som hun lejede ud til en ung studerende. Ham mødte jeg nogle gange, og han så altid vred ud og sagde ikke et ord. At han var vred var ikke så mærkeligt, for hun blandede sig. Hun betragtede stadig værelset som sit, skønt han da betalte for det. Han havde kun nøgle til hoveddøren, ikke til værelset, og hun gik uden videre derind, når det passede hende. En gang skulle jeg gå derind og støvsuge, mens han var væk, for "han gør det ikke ordentligt selv," sagde hun. Jeg gjorde det, og kunne ikke dy mig for at snuse lidt i hans sager. Men der var intet mærkeligt ved han, bortset fra at han var noget malplaceret i denne tidslomme. - Han mærkede vist, at jeg havde været der, for nu var han også vred på mig, og skulede ondt, når vi passerede hinanden i korridoren.
   I køkkenet havde jeg ikke noget at gøre, bortset fra at jeg vaskede gulvet.
   En dag bad hun mig om at gå med sig op på loftet. Der, i et loftrum, stod stablet otte spisestuestole. Jeg så straks at de hørte sammen med de fire om det runde bord i spisestuen. Tolv stole om bordet. En gang i tiden havde der været alle disse gæster, lysekronerne havde strålet, og stuerne havde summet af liv. Men det var meget længe siden, gæsterne var forsvundet, og tiden var svunden og havde efterladt fru Christophersen med sine møbler. - Så vidt jeg vidste, havde hun nu for tiden aldrig gæster. - Så var de overflødige stole blevet sat på loftet.
   Nu spurgte hun mig: "Hvad synes du jeg skal betale Olsen for at fjerne de stole?"
   Olsen var viceværten, som jeg sommetider vekslede et par ord med, når jeg kom i gården.
   Jeg blev nærmest forarget. "De skal overhovedet ikke betale ham noget," sagde jeg. "Han sælger dem da, og det vil være rigeligt."
   "Vel gør han da ej," svarede hun. "De er ikke noget værd. De gamle stole!"
   Det forbløffede mig. Når jeg tænkte på hendes nærmest fanatiske kærlighed til sine møbler. Var det muligt, at en lille del af hende var på vej væk fra fortiden.
   Hun ville have mig til at formidle en aftale med Olsen, men det nægtede jeg. Det var absurd. Her holdt jeg med møblerne imod hende. Men senere blev jeg klar over, at hun selv havde talt med ham, og han havde fjernet stolene. Om hun også havde betalt ham, ved jeg ikke.
   Da jeg næste gang traf ham i gården, spurgte jeg ham, hvordan det var gået med de stole. Han svarede undvigende, men jeg sagde, at han roligt kunne synge ud, en fortjeneste var ham vel undt, og jeg havde advaret hende. Så smilede han polisk og indrømmede, at det ikke havde været nogen dårlig forretning.
   Jeg var ondskabsfuld nok til at fortælle det videre til hende, og da blev hun mundlam.
   Hver gang jeg forlod hendes lejlighed, var det som at træde fra en fjern fortid ind i nutiden. Det var interessant men belastende. Desuden krævede hun langt mere af mig, end det var min opgave som hjemmehjælper. Ganske vist var grænserne for, hvad vi skulle lave i hjemmene langt videre og mere elastiske, end de er i dag, men grænser var der dog. Jeg satte en ære i at klare vanskelige situationer og klienter, men her blev det for meget. Når jeg forlod hende, var det næsten altid med fornemmelsen af ikke at have gjort mit arbejde ordentligt.
   Det var dilemmaet i dette arbejde. Selvfølgelig havde vi konkrete opgaver som rengøring og den slags, men den egentlige opgave lå dybere, at få mennesker til at have et godt liv i deres hjem. "Længst muligt i eget hjem," det var devisen for vort arbejde.
   Jeg klagede min nød på kontoret, og var tæt på at give op, men de overtalte mig til at fortsætte, og det var jo også, hvad jeg selv helst ville. Men jeg kunne mærke, at hun fik det onde op i mig. - Og dog var det jo fra hendes side bare en stræben efter at holde sin egen standard.
   De store lysekronerne i stuerne skulle en gang imellem - måske en gang om året - tages ned og prismerne skulle vaskes og poleres. Jeg blev forfærdet da hun en dag sagde at, nu skulle det gøres, og at det i det væsentlige var mig der skulle gøre det.. Det var et kompliceret stykke arbejde, og jeg sagde, at jeg slet ikke kunne nå det i den tid jeg havde til rådighed. Men hun sagde, at jeg bare skulle pille prismerne ned, så ville hun selv vaske og pudse dem, og så kunne jeg hænge dem op igen næste gang jeg kom.
   Så vi gik i gang med den ene, den i spisestuen. Det store bord blev rykket til side, og et lagen og to frottéhåndklæder blev lagt over, og en stige blev stillet op. Jeg klatrede op og begyndte at tage de lange krystalranker ned. Det var svært, for jeg skulle være forsigtig, så prismerne ikke blev beskadiget. Så rakte jeg dem til hende og hun bredte dem ud på bordet.
   Da det var gjort, var det tid for mig at gå, men da var hun så opslugt af arbejdet, at det kom bag på hende. Hun stod som lammet og kunne ikke begribe, at jeg ville gå, og overlade alt til hende. Hun talte hurtigt og hektisk, nu var vi jo godt i gang, og så måtte vi vel også gennemføre det. - "Og så er der jo også den i den anden stue," sagde hun.
   Jeg mindede hende om aftalen. Jeg skulle gøre det jeg havde gjort, og så fortsætte næste gang.
   Men da tog hun kommandotonen på. "Vi må have gjort dette, og du bliver. Ellers klager jeg til kontoret. Hvad tror du du får din betaling for?"
   Da mærkede jeg, jeg kunne komme til at sige noget jeg ville fortryde, noget der havde samlet sig i lang tid - så jeg tvang mig selv til slet ikke at sige noget. Så jeg tav, gik ud i gangen, tog min taske og jakke og gik.
   Da jeg kom hen på kontoret, så de alle op, og kontordamen så forskrækket på mig, men med et glimt i øjet.
   "Fru Christophersen har lige ringet," sagde hun, "og hun græd. Hvad har du dog gjort ved hende?"
   "Jeg har ikke gjort hende noget," sagde jeg. "Det er hende der har gjort mig noget."
   "Men damen er jo fortvivlet," sagde hun. "Du må gå derhen igen."
   "Nej," sagde jeg bestemt. "Jeg går ikke hen til hende igen."
   Sådan blev det, og jeg gik lettet videre fra kontoret, og fortsatte med hvad jeg ellers havde at gøre. Men der sad længe en ærgrelse i mig over, at jeg ikke havde klaret situationen bedre.
   Og så spekulerede jeg længe på, hvordan hun mon fik prismerne på sin lysekrone op igen.