Endelig sejlede vi, og vi skulle helt til Australien, så der var tid til at falde til ro. På sådan en lang rejse som vi nu var ude på - den varede 55 døgn - kommer livet ind i en rolig gænge, alt falder til ro i en. Da vi først kom ned i varmen, tilbragte vi fritiden om dagen liggende nøgne på dækket og lod os gennembage af solen, læsende i en god bog. Om aftenen spillede vi kort og fortalte oplevelser.
   Der var ellers et godt forhold om bord mellem alle, lige fra kaptajnen til messedrengen. Styrmanden bestemte naturligvis arbejdet, men blandede sig aldrig i det. Vi stålbørstede og malede i lasten, og der var aldrig nogen der førte kontrol med om vi bestilte noget. Det var vi ikke vant til, og i begyndelsen drev vi den slemt af. Men en dag sagde en af matroserne:
   "Hør her, det kan vi ikke være bekendt, bare fordi ingen fører kontrol med os."
   Vi kikkede lidt på hinanden, og så tog vi fat for fuld kraft. Det, at ingen så efter os, gav os lyst til arbejdet.
   En dag malede jeg dækshuset på fordækket, og ti minutter før fyraften kom styrmanden hen og så på det. Han sagde, at det var kedeligt, at det ikke ville blive færdigt, så det var klar til at male anden gang næste dag. Jeg svarede, at jeg selvfølgelig ville gøre arbejdet færdigt. - Da de andre nu var færdige med deres, skulle de forbi mig med deres malergrejer, og de standsede og spurgte, hvad jeg lavede. Da jeg fortalte dem det satte de deres malerbøtter fra sig og hjalp til, så var det hele overstået. Det er den slags der gør livet værd at leve.
   Jeg kunne lide at gå udkik om natten, at gå frem og tilbage på dækket og betragte stjernerne og delfinernes leg i morilden. Tankerne vandrede så let ud i det fjerne, man havde tid og ro til at tænke og til at drømme. Det var lunt om nætterne, vi sejlede i de varme have det mest af rejsen, og det var sommer på den sydlige halvkugle. Jeg kunne aldrig blive træt af at betragte albatrosserne, disse hvide kæmpefugle der i timevis kunne holde sig svævende over skibet, stige og dale, sakke agterud og igen komme frem tilsyneladende uden at bevæge vingerne, kun udnyttende enhver luftstrøm, og når de skulle lette fra vandet løb de sig i gang indtil de fik luft under vingerne.
   Vi anløb flere havne både i Syd- og Vestaustralien, allesammen hyggelige pladser hvor vi overalt blev gæstfrit modtaget. Der blev arrangeret baller for os, og i mange private hjem var der hyggelige sammenkomster. Det var mærkeligt at se hvor tillidsfulde folk var, alle døre var uaflåsede dag og nat, selv forretninger og restauranter. Tyveri var ukendt.
   Det var meget varmt den sommer, mere end 45 grader i skyggen, og det var dejligt efter en tur i den brændende sol at gå ind på et hotel hvor restauranten var afkølet. - I Port Augusta så vi hvordan kaniner var en plage, de myldrede over alt helt inde i byerne, og uden for byen var alt afgnavet, haverne måtte forsvarligt indhegnes mod dem. Når de blev for slemme samledes byens folk til klapjagt på dem. Det foregik på den måde at der blev bygget en indhegning med en åbning i den ene side. Så dannede man lange kæder med alt disponibelt mandskab og jagede kaninerne ind i indhegningen, og når den var fyldt blev der sprøjtet benzin over og sat ild til det hele. Det var et værre dyrplageri, men de regnedes som rotter hos os, og man vidste ikke andet råd.
   På vej til Belfast fik vi besked om at skibet var solgt til Norge og at vi skulle mønstre af. Det var vi kede af, vi var glade for skibet og forsøgte at få lov til at blive ombord under norsk flag, men det kunne vi ikke.

De fleste af besætningen blev i England, men jeg og en anden letmatros fik lyst til at komme til Danmark, så vi rejste hjem. Jeg blev hjemme en måneds tid, så mønstrede jeg ud med en frugtbåd, og her skulle der blive krig mellem officerer og besætning fra første dag. Det var kaptajnen, der var så krigerisk, og da styrmændene var for små mennesker fulgte de ham, og resultatet blev stridigheder i de måneder jeg var med. - Det begyndte allerede første dag efter at vi var sejlet fra Helsingør. Jeg var på båddækket og skulle fra den ene side over til den anden. På ristværket ned til fyrpladsen lå nogle af kaptajnens måtter, og jeg satte lige en fod på dem, da jeg sprang over. Oppe på broen stod kaptajnen og så det, og han brølede ned, hvad fanden jeg bildte mig ind, at træde på hans måtter, han skulle nok konfirmere mig. Jeg sprang straks op på broen til ham og sagde, at han kunne begynde straks. Han kikkede lidt forbløffet på mig og brummede noget om drengerøv, men turde ikke lade det komme til mere.
   Et par dage efter var den gal igen. Vi havde i havnen arbejdet ombord, men sovet og spist i land i en halv snes dage, og som følge deraf skulle vi have dagløn for de dage, men da vi skulle skrive under på regnskabet, stod det kun opført som hyre og kostpenge, og det nægtede vi naturligvis at skrive under på. Men han skulle lære os noget andet, sagde han. Vi fik dengang ti kroner om måneden for at holde os selv med madras og spisegrejer, men da skibet var helt nyt havde rederiet lagt madrasser i, og han truede nu med, at hvis vi nægtede at underskrive hans regnskab ville madrasserne blive fjernet i første havn. Vi svarede, at det stod ham frit for, men så ville der gå en skrivelse til rederiet med forespørgsel om disse madrasser kun var lagt i køjerne for at bruges til tvangsmiddel, når vi nægtede at skrive under på hans forkerte regnskab. Så turde han ikke gennemføre det, men han vedblev i mange måneder med at bearbejde den enkelte.
   En dag gav han ordre til en mand om at sætte ventilhætter på ventilerne ned til fyrpladsen, - det støvede op igennem, sagde han. Men dermed lukkede han for al luft til fyrbøderne, med det resultat at de gik op og sagde, at der ikke blev rørt en skovl før de hætter var blevet fjernet. Så måtte han godt rasende fjerne dem.
   På en rejse gik vi sønden om Amerika igennem Magellanstrædet, og det var det mest barske jeg har oplevet. Inde på land kunne vi se indianerne gå næsten uden tøj på de nøgne klipper. Det sneede og regnede mellem hinanden, og aldrig har jeg set vejret skifte så brat som her. En aften stod jeg til rors, og da jeg blev afløst blæste det stærkt med slud og sne, et rigtig modbydeligt vejr. Jeg gik hen og hentede mig en cigaret, var vel væk i fem minutter, men da jeg igen kom op på dækket var det blikstille, stjerneklart og smukt vejr. Det var utroligt at se.
   På den sidste rejse skulle vi til seks havne, så det var et slid hele tiden. Vi kom ind om morgenen, lossede hele dagen, og hen imod aften sejlede vi igen, for næste morgen at begynde i næste havn, og sådan hver dag. Vi arbejdede hele dagen og gik vagt om natten, så vi fik ikke megen søvn. En nat klokken et da jeg blev afløst ved roret gik jeg hen i lukafet for at få mig en kop kaffe, og her sad jeg på bænken og faldt i søvn. Jeg vågnede fortumlet ved at styrmanden slog mig over ansigtet med sin våde kasket. Jeg sad lidt, og spurgte mig selv, hvad det egentlig var, han havde lavet, og da det gik op for mig, tænkte jeg, at det skulle han ikke komme godt fra. Jeg gik op på broen og ind i bestiklukafet, hvor han stod og spurgte, hvad den behandling skulle betyde. Ja, jeg skulle ikke sove på vagten, svarede han. Nej, det skulle jeg ikke, men når vi nu arbejdede både dag og nat måtte det vel kunne undskyldes, og i hvert fald gav det ham ingen ret til at slå mig i ansigtet med sin våde kasket, og hvis det gentog sig, skulle jeg vise ham, hvordan man behandlede fyre af hans slags. Han stod og rystede, og jeg morede mig godt, da jeg gik ud og afløste ved roret.
   I Antwerpen ville jeg mønstre af, og kaptajnen sagde, at hvis jeg selv kunne finde en til at afløse mig var det i orden. Det lykkedes ikke, men jeg gik ud for at feste sammen med et par andre af besætningen. Vi traf min gamle veninde Christine, og så fejrede vi gensynet. Klokken fire om eftermiddagen skulle skibet sejle, men vi var ligeglade. Vi fortsatte festen, men så kom der en mand, der var sendt ud for at lede efter os, og så måtte vi afsted. Christine fulgte os ombord.
   Nogle dage efter kom vi til Helsingør og jeg mønstrede af.

Jeg ville nu se at få min soldatertid overstået. Jeg var 20 år, og da sessionen havde været i Helsingør få dage i forvejen, rejste jeg til København og bad om at blive fremstillet med det samme, da jeg ellers tog ud at sejle igen. Så måtte jeg i marineministeriet, og der måtte jeg skrive under på at selvom mit lodtrækningsnummer viste sig at være et frinummer, skulle jeg være villig til at gå ind alligevel, og så blev jeg fremstillet på session og kunne forvente at komme ind i løbet af året, så nu kunne jeg slå mig til ro og holde ferie sommeren over.
   Det var en vidunderlig sommer i 1934. Solen skinnede fra en skyfri himmel næsten hver dag, og jeg udnyttede den i rigt mål. Jeg købte en cykel og kørte sammen med en kammerat ud til stranden, hvor vi tumlede os hele dagen, eller vi kørte rundt i Nordsjælland eller til København. Vi havde ikke mange penge, og det behøvede vi heller ikke, vi var i stand til at glæde os over livet uden. Om aftenen gik vi gerne i Landsbyen - et forlystelsessted - og dansede.
   I Espergærde lærte vi nogle piger at kende, den ene hed Mona og var 16 år, hun var fin i hele sin væremåde og tankegang, alvorlig, men aldrig kedelig. Hun gav mig en lære som jeg aldrig har glemt hende for.
   På stranden var der en dreng, som var noget af en plage for os alle. Han var i besiddelse af en energi, som han slet ikke kunne styre, den eneste han kunne holde sig i ro hos en kort tid var Mona. - En dag blev hans uregerlighed mig lidt for meget, jeg fik fat i nakken på ham og sagde, at hvis han ikke lod os være i fred, så vankede der, og så lod jeg ham løbe.
   "Prøv at tage ham med det gode," sagde Mona, "han er i virkeligheden en god dreng, men kan bare ikke styre sig selv."
   Fra den dag var han og jeg fine venner, han hang ved Mona og mig. Når jeg kom cyklende til stranden, løb han mig i møde, sprang op på cyklen og kørte med det sidste stykke. Senere skulle han op på mine skuldre, helst helt op at stå. - Det lærte mig, at det er ingen kunst at være god imod mennesker, som er behagelige at omgås og som alle holder af, men det giver en selv en langt større glæde at finde det gode frem i mennesker, som er vanskelige at omgås, og som de fleste skubber fra sig. - Det var den lære Mona gav mig på så enkel en måde ved selv at praktisere den. Jeg har set Mona mange år senere, hun kendte ikke mig, men jeg så at de livsværdier hun havde dengang levede hun stadig efter.
   Mit forhold til far var i denne sommer godt, han blandede sig ikke i mine sager. Vi levede hver sit liv.

Til nytår blev jeg indkaldt til marinen. En kammerat, som jeg havde boet sammen med i Antwerpen og sejlet sammen med i to skibe, blev indkaldt samtidig, og vi holdt en del sammen. Min storesøster var gift og boede i København, og han havde en søster, der også boede sammen med sin forlovede, og vi kom en del begge steder.
   Min søsters liv er en historie for sig. Hun var tidligt let på tråden og vild med mandfolk, og blev gravid da hun var 16 år. Da smed far hende ud, og i mange år kunne hun ikke komme i vort hjem. Far ville ikke se hende, men mor sneg sig til at besøge hende en gang imellem.
   Hos min kammerats søster kom der en veninde der hed Oda, og nu prøvede søsteren at arrangere det sådan, at hendes bror skulle have Oda og så skulle hun selv have mig. Sin forlovede regnede hun slet ikke med. Men det gik hurtigt sådan, at Oda og jeg interesserede os mere for hinanden, og så blev søsteren rasende og smed os begge ud.
   Oda boede hos en onkel og tante i Brønshøj, og de brød sig ikke om at jeg kom til dem, og heller ikke at hun gik ud med mig, de mente at jeg tog Oda fra dem. Min søster som syntes godt om Oda søgte at overtale hende til at flytte over til dem, og det gjorde hun så. Men det skulle jeg aldrig være gået med til, for min søster søgte bare at lokke hende ud i det liv hun selv levede.
   Vi havde nogle gange været sammen i Helsingør og mine forældre syntes godt om Oda, og da jeg blev hjemsendt sidst i april, tilbød de, at vi kunne bo der. Jeg var glad for at få Oda væk fra min søster, så vi flyttede hjem. Jeg fik straks arbejde hos en murermester, og Oda hjalp mor i huset.
   Oda var blevet gravid, så vi ville se at blive gift så hurtigt som muligt, og jeg lejede et lille hus i Snekkersten ved Strandvejen. Her flyttede vi ud, og snart efter blev vi gift. Vi havde det lykkeligt her, Oda var godt lidt af alle, hun var altid hjælpsom mod andre.
   Den eneste der ikke kunne med hende var mor, og det var bare jalousi. Nu var hun ikke mere nummer et hos mig, men Oda var altid god imod mor. Når mor beklagede sig, blev jeg hård og sagde, at så måtte vi holde os borte fra hende, men så sagde Oda, at det kun var fordi mor holdt af mig, det måtte jeg ikke bebrejde hende. Mor ville blande sig i alt, hun var af den gamle skole og kunne ikke forstå at tingene udvikler sig. Oda var vel ikke sådan en svigerdatter, som hun havde ønsket sig, men jeg var også uden erfaringer i hvad der gjaldt opbygningen af et hjem. Alt jeg havde lært og set som barn, havde jeg forkastet. Jeg måtte egentlig begynde helt fra bunden med at bygge mig liv op på de erfaringer jeg selv gjorde.
   Jeg anerkendte ikke en smule af, hvad andre mente. Jeg ville selv prøve, og den slags erfaringer må nødvendigvis blive dyre. Mit valg af hustru var naturligvis også betinget af min egen mangel på erfaring, men havde jeg valgt en pige, som mor ville have hende, så havde det jo været at bygge op efter de gamle retningslinjer, som jeg havde beviser for ikke duede.
   Da sommeren var ved at være forbi, var jeg klar over, at vi måtte have en større lejlighed, der ville blive for koldt i det lille hus. Vi flyttede ind til byen i en lejlighed i samme ejendom, hvor jeg var født og havde tilbragt hele min barndom. Den blev gjort helt i stand, der blev malet og tapetseret overalt, og vi fik sat nyt køkkenbord op, ny stålvask, nyt gasbord og en anden kakkelovn, den gamle havde ikke været så god. Vi havde kun grund til at være tilfreds med det hele.