Bog 300

Jeg boede ved søens bugt. Tæt på både Wilhelm og Adiola. Hver dag gik vi ned ved stenene nær bugten, og der begyndte legene. Ungdomslegene, hvor vi testede både vores psykiske og fysiske styrke. Vi var alle tre fascinerede af, hvor meget vores kroppe kunne håndtere. Og i de omstændigheder hvor vi boede, var der heller ikke andet at foretage sig. Vi manglede ord for, hvad vi følte og var den gang. Ord som i nutiden er blevet opfundet, men som for os daværende bare var følelser eller fejl. Vi udforskede hinanden på mange punkter, hinandens tanker brugte vi til at forstå hvem vi selv var. Wilhelm var en mager høj dreng, med et temperament, på størrelse med søen og engene tilsammen. Adiola, var noget mere kompleks. Udenpå var hun en sød og velpudset pige, men under legene sagde hun ting, som man aldrig kunne forestille sig hun tænkte på. Jeg har altid tænkt over om alle mennesker egentligt er sådan, men at det bare sjældent man kommer så tæt ind på hinanden som vi gjorde. Vi delte alt. Vores tanker var en smeltet storm, og vi overførte både usikkerheder og styrker til hinanden. Men ingen af os var egentligt voksne nok til at kunne håndtere nogle af delene. Vi var nogle af de eneste unge i omegnen, og området var primært styret af ældre. Så, om vi var sammen af nød eller lyst, er et mysterium. En dag gik legene helt galt. De forløb for det meste sådan at, man skiftedes til at læse op fra sin illusionsbog. (En bog hvor man i løbet af dagen havde skrevet ens tanker og følelser ned) Vi kaldte det en illusionsbog, da vi engang havde læst at hjernen kun opbygger illusioner af steder og mennesker uanset om de er sande eller ej. Efter man havde læst op fra sin bog, snakkede vi om tankerne. Vi snakkede aldrig om, hvorvidt de var rationelle eller ej, for det vidste vi ikke. Men legene handlede primært om at vi skulle dele så meget af os selv som vi kunne. Hvor ens, kunne vi tænke og være som mennesker. Dagen det gik galt var den 17. april, 1986. Wilhelm og jeg sad og ventede ved stenene kl 00:00 som var den aftalte mødetid hver aften. Stenene var noget man så frem til, så det var meget sjældent, at nogen kom for sent. Men den dag, dukkede Adiola aldrig op. Vi forstod det ikke, vi delte jo alle vores tanker, så hvordan hun kunne have taget en beslutning uden vi have nogen lille ide om det, var os en gåde. Vi ventede i lang tid. Til sidst læste vi hver op af illusionsbogen, gik vores natlige tur langs bugten, også tog vi hjem. Da jeg lagde mig til at sove, prøvede jeg at få det til at hænge sammen. Men det var forgæves. Hvor hun var, kunne jeg ikke regne ud. Næste dag var vi i skolen, hvor Adiola trådte ind. Hun så anderledes ud. Hendes øjne var blanke, og det lod til hendes hjerne var ligeså. Vi prøvede at komme i kontakt med hende, men hun gav bare et øjekast på os og vendte tilbage til at stirre lige ud på tavlen. Denne rutine forsatte i flere dage, og til sidst havde hun ikke mødt op ved stenene i omkring en måned. Men pludselig da en fuld måned var passeret mødte hun op ved stenene den 17. maj. Her satte hun sig roligt ned på den store sten ved bredden. Wilhelm og jeg kiggede forvirret på hinanden, men besluttede internt at begynde at læse op fra vores tanker. Jeg fortalte om mine tanker, der kørte på hvordan jeg var begyndt at få en ny følelse i kroppen, hvor jeg ikke længere bare følte mig tilfredsstillet af mig selv. Det var som om jeg nu havde brug for en partner at dele mig selv med. Jeg delte også mine tanker omkring, om min kat forstod hvad jeg sagde til den. Eller om den bare var til. Bagefter blev det Wilhelms tur. Wilhelm var typen der lignede alle andre, han lignede de andre drenge i klassen, og var egentligt en smuk fyr, men jeg havde aldrig kunne få en kærlig illusion om ham, da han havde vist sig selv så menneskelig at der ingen mystik var tilbage. Wilhelm fortalt også om hans tanker, han fortalte om nogle af de ting han så. Wilhelm havde det med at se onde ting, både i mennesker, men også ud af ingenting. Han havde frygt for næsten hele verden. Og selv hans forældre kunne drive fortvivlelse og paranoia frem i ham. Efter Wilhelm og jegs deling, blev det Adiolas tur. Hun havde været stille under hele ritualet, og sagde da hendes tur kom "Jeg vil ikke dele mere, jeg er færdig" Vi blev forvirrede. For første gang i 14 år vidste jeg ikke, hvad der foregik i hendes hoved. Det var som en fremmed sad foran mig. Som hun bare havde frakoblet os fra hendes tanker og liv. Imens mine tanker kørte, videre omkring denne pludselige hændelse. Kunne jeg mærke Wilhelm, blive mere og mere arrig. Han råbte: "Nu har vi givet og delt så meget af os selv til dig, du kan ikke bakke ud nu" Adiola svarede "Jamen jeg er færdig Wilhelm, jeg vil ikke mere" Vi spurgte hvorfor, hvortil hun svarede "Jeg har nok, jeg vil ikke mere" Derefter rejste hun sig op og gik. Wilhelm hvis hoved var helt rødt, og stemme helt oppe i registret råbte ad hende mange gange. Han løb efter hende og trak hende ned på jorden. Han begyndte at slå hende i både hovedet og kroppen. Hun råbte ad ham, med tårer løbene ned ad kinderne. Til sidst fik jeg ham af hende, men der var ikke meget tilbage. Han havde banket hende til blods, og derefter løb vi begge vores vej.