Det var en sommernat i Ørstedsparken for nogle år siden. Jeg havde truffet en ung fyr, som jeg med det samme syntes at jeg genkendte, men jeg kunne ikke placere ham. Jeg tænkte så, at jeg nok havde set ham i parken før eller på barerne. Han havde et sympatisk udseende og en behagelig væremåde, og vi fandt sammen bag nogle buske.
   Disse møder bærer ofte præg af at være en slags nødtørft, men enkelte gange sker det, at man også under de omstændigheder får fornemmelsen af være meget tæt på et andet menneske. Sådan var det denne gang. I sådanne øjeblikke kan det gå op for en hvor smukke omgivelser det egentlig foregår i. Den lyse sommernatshimmel, den lune luft, duften af jord og blomster, ændernes rappen i søen. Så føles det med et som det smukkeste i verden man gør, når man står der med bukserne nede om hælene og rager på hinanden. Jeg trængte op i ham, og vi stod et øjeblik der tæt sammen. Så tæt som det er muligt for mennesker at komme hinanden. Vi kendte ikke hinanden, og dog var vi sammen og var fuldstændig forenede i de få minutter det varede.
   Bagefter, da vi var blevet mere nøgterne og var kommet ud af busken sagde jeg: "Jeg har truffet dig før, men jeg husker ikke hvor."
   Han smilede underligt og svarede: "Nej, vi har vist ikke truffet hinanden før."
   "Jeg har i hvert fald set dig," sagde jeg.
   "Det er muligt. Men jeg har nok ikke set dig."
   Ordene var mærkelig afvisende, men smilet var lige varmt omend lidt ironisk. Det forvirrede mig og vi skiltes.
   Først flere dage senere kom jeg i tanker om hvem han var. Han var en ret kendt skuespiller, og jeg havde kort tid forinden set ham i et teaterstykke.
   Jeg fulgte ham så på afstand i hans forskellige roller. - Et års tid efter vort møde måtte han opgive en rolle i et stykke, hvor han ellers havde succes, på grund af sygdom, og et halvt år senere døde han. Aviserne skrev pæne nekrologer, men ingen nævnede dødsårsagen. Men i bøssekredse går rygterne jo, og alle vidste at det var AIDS.
   Det forfærdede mig at dette unge, smukke og talentfulde menneske skulle rives væk så brutalt. Men først og fremmest var jeg vel angst for mig selv. Jeg blev syg.
   Jeg havde det dårligt meget længe; så alle sygdommens symptomer på mig selv. Først efter en meget hård vinter, hvor jeg havde influenza tre gange, fik jeg taget mod til mig, eller nøden drev mig, og jeg gik til lægen og fik taget en test. Efter et par uger i helvedes forgård, fik jeg svaret: Jeg var negativ. Jeg fejlede intet.
   Straks efter fik jeg det bedre, og efter gentagne prøver med måneders mellemrum, blev jeg helt tryg. Jeg var rask og sund.
   I mine tanker sender jeg af og til en varm hilsen til ham, og i mine drømme kærtegner jeg ham endnu engang, og jeg fortryder ikke det vi foretog os den nat, skønt det var alt, alt for tæt på.