Da vi nåede hen mod slutningen af 1948 var jeg ved at køre træt af det hele. Jeg var klar over at skulle jeg sidde mange år endnu, som alt tydede på, så måtte jeg afskære mig selv fra alle disse påvirkninger som vækkede alt det i mig som alligevel måtte undertrykkes. - Jeg sagde til overbetjentene at jeg til nytår ville holde op og helt trække mig fra alt. - Juleaften da overvagtmesteren kom op for at ønske os god jul tog han mig i hånden og spurgte, om det var rigtigt hvad han havde hørt lidt om, at jeg havde en overraskelse til dem efter nytår.
"Ja," svarede jeg, "det er rigtigt."
"Det må De ikke," sagde han, "det vil ikke være klogt."
"Jo det er nødvendigt," svarede jeg. "Jeg er kørt træt."
Overvagtmesteren kunne ikke lide dette, vidste jeg, han holdt meget af mig og der var mange andre det ville gøre ondt, men jeg ville ikke mere.
De håbede vel alle at jeg ville opgive det, men den anden januar, som var årets første arbejdsdag, sagde jeg om morgenen at når jeg havde fuldført arbejdet ville jeg holde op til middag. - Nu var man klar over at det var alvor, og sygebetjenten gik straks ned for at alarmere overlægen. Han var der ikke, men der blev sendt bud efter ham, og så blev jeg kaldt derned.
Overlægen sagde at han godt vidste at det ikke nyttede at nævne de følger det ville have for mig selv, det vidste han betød intet for mig.
" ... men," sagde han, "det vil få virkninger langt ud over Deres person. Både De og jeg kæmper for reformer inden for retsplejen for forståelse af de mennesker det drejer sig om, og De er det stærkeste våben jeg nogensinde vil få i den kamp. Og hvis De nu holder op og lukker Dem inde, som de tidligere har gjort, så slår De det våben ud af hånden på mig, og det vil få følger for hundreder efter Dem. Så det må De ikke."
"Der sætter De mig kniven for struben, hr. overlæge," svarede jeg.
"Ja det gør jeg," sagde han, "men jeg er nødt til at vise Dem de følger Deres handlinger vil få."
"All right," svarede jeg, "så er den sag klar. Jeg må fortsætte. Men hvor skal jeg fortsætte. Jeg vil ikke mere være på sygeafdelingen."
"De kan komme over på biblioteket," sagde han."
"Nej tak," svarede jeg. "Jeg ønsker ikke bare at gå og have det godt. Jeg vil have et arbejde hvor jeg kan gøre gavn."
"Hov hov!" sagde han, "det er skam ikke en loppetjans jeg tilbyder Dem. Vi har fået 5000 bøger fra de nedlagte lejre, og hele biblioteket skal lægges om efter nye principper. Der skal indregistreres og katalogiseres, så der er nok at tage fat på. Og hvis De siger nej skal en anden derover. Pladsen står åben i øjeblikket og skal besættes i dag."
Bøger havde altid haft min store interesse, så jeg sagde ja. Tillidsmanden fra barakken hvor biblioteket nu lå blev hentet, og overlægen forklarede hvordan sagerne stod, og spurgte om der var nogen fra barakken der havde noget imod at jeg kom derover. Dertil svarede tillidsmanden at jeg flere gange havde været foreslået til at komme derover, men at jeg selv havde sagt nej. Jeg skulle være så velkommen, os så var det i orden.
Barakken var et nyt eksperiment. Den havde været benyttet til politiske fanger, men da de kom andre steder hen blev den indrettet med ti store værelser hvor der boede to mand i hver, og de var pænt møbleret. Der var en stor spisestue og en dagligstue, og så lå biblioteket også her. Et køkken var der, badeværelse og sløjdværksted. Barakkens beboere foreslog selv ved afstemning hvem der skulle bo der, og der blev valgt en tillidsmand. Det hele var lagt an på selvstyre, der var ingen jernstænger for vinduerne og ingen aflåste døre, ikke engang om natten. Vi kunne gå ud og ind som vi ville. Der var kun en betjent, og han havde ikke spor at skulle have sagt over os. Han skulle kun være os behjælpelig med de ting vi ikke selv kunne ordne. Han gik kl. 8 om aftenen og så var der ingen betjent hele natten. Når der kom besøg om søndagen blev der ringet på porten, og så gik de hvortil besøget var ned og åbnede for dem, og de besøgende måtte være der fra 1 til 4 ganske ukontrolleret. Kun værelserne måtte de ikke opholde sig på. Der blev lavet kaffe og bagt pandekager. Alt var en tillidssag, og det siger sig selv at de der skulle bo der blev sorteret ud.
Vi var tre i biblioteket. En passede de løbende opgaver, og vi to andre ordnede de nye bøger, og ind imellem hjalp vi hinanden til alle sider når det krævedes. Vi havde også opgaver rundt om på de andre afdelinger, og ordnede ting som sorterede under skole og bibliotek. Og da indregistreringen af alle bøgerne var færdig lavede jeg maskinskrevne kataloger over det hele.
Der var også et orkester, og de fleste medlemmer af det boede i barakken, så der var meget musik om aftenen. De spillede også til underholdningerne. Engang kom radioens underholdningskor med Svend Saabye, Svend Petersen, operasanger Ejnar Christiansen og en pianist ud for at underholde på anstalten, og bagefter var de ovre og drikke kaffe i barakken, og vi havde det muntert lige til kl. 11. - For de fleste var det en god oplevelse, men jeg følte det meget stærkt at jeg sad der som fange. Jeg prøvede at virke naturlig, men det var svært, og det varede flere dage før jeg havde rystet den følelse af.
Det var i det hele taget en daglig sjælelig kamp der blev stærkere for hver dag. Indregistreringen af bøgerne var tilendebragt, og jeg var klar over at det måtte have en ende. Jeg sagde til magister Villadsen der var lærer og under hvem biblioteket sorterede at jeg ville tage den sidste chance til grundlovsdagen 1949, det var hundredeårsdagen for grundlovens dannelse, og jeg vidste at det ville forårsage en del benådninger.
Foråret havde sat ind, og vi nød det gode vejr på græsplænen i fritiden, om søndagen var vi ude næsten hele dagen Først i maj kom jeg en dag over på kontorgangen og mødte en af kontordamerne. Hun var altid i godt humør og spurgte hvordan det gik. Jeg spurgte hvordan hun tippede mine chancer til grundlovsdagen. Hun kiggede lidt på mig, og så spurgte hun:
"Kan De holde kæft?"
"Ja, selvfølgelig," svarede jeg.
"Hundrede procent," svarede hun så og forsvandt ind ad døren.
Det måtte betyde at det var lykkedes, og snart fik jeg det officielt at vide selvom papirerne på det ikke var kommet. Jeg fik også at vide hvordan det var gået til. På et møde i kriminologisk forening havde overlægen og første reservelægen kæmpet en meget hård kamp for mig, og det var lykkedes at vinde sagen.
Jeg skrev til min lillesøster at jeg snart kom ud, om hun ikke kunne komme en tur ned til mig inden. Der var forskelligt jeg gerne ville tale med hende om, og hun kom allerede næste dag. Det var også interessant for hende at se de forhold vi boede under her i barakken. Vi drak kaffe og havde en hyggelig eftermiddag, og vi aftalte at mødes så snart jeg kom til København.