Jeg var på besøg hos venner, og det var blevet sent. Pludselig så jeg, at jeg måtte skynde mig, for at nå det sidste tog. Værten tog det roligt og sagde, at han nok skulle køre mig til stationen.
   Uden for huset satte vi os ind i bilen, men den ville ikke starte. Han stod ud, åbnede kølerhjælmen og rodede og rumsterede, men det hjalp ikke.
   Så gav han op, slog ud med hænderne og sagde, at jeg måtte løbe ned ad bakken, så kom jeg til byens centrum, og der var en sporvogn, som kørte lige til stationen.
   Jeg løb, og ganske rigtigt, på byens torv holdt en sporvogn. Nu er sporvogne jo sådan, at de er ens i begge ender, så jeg kunne ikke umiddelbart afgøre, hvilken vej den ville køre. Men jeg steg på, og på forperronen - som måske var bagperronen - stod konduktøren, og jeg spurgte ham om det.
   "Det vil vise sig," svarede han.
   "Det er altså vigtigt for mig," sagde jeg, "for jeg skal til stationen, og jeg skulle gerne nå et tog."
   "Det har ingen betydning," sagde han, "for når vi kommer til sporvognes endestation, kører vi jo tilbage igen - frem og tilbage, frem og tilbage - så vi kommer til togstationen i alle fald."
   "Jamen så er det måske for sent," sagde jeg.
   I det samme satte sporvognen i gang - selvfølgelig i den gale retning.
   Jeg stønnede opgivende og gik ind i vognen. Der var et larmende selskab af muntre, ældre kvinder. De drak te af en kæmpestor tepotte. Jeg ville sætte mig for mig selv, men det kunne der ikke være tale om. Jeg blev straks omringet af damer og fik stukket et stort krus med dampende varm te i hånden. Resigneret nippede jeg til den, men den var alt for sød.
   Jeg så ud af vinduet, og oppe på en bakke, som vi kørte langs med, så jeg nu et tog. Det var det tog, jeg skulle have været med, og ærgerligt vendte jeg mig imod konduktøren, som i det samme kom ind. "Se nu der! Der er mit tog. Så nu når jeg i i hvert fald ikke."
   "Jo jo," svarede han muntert, "det ordner sig." Og så gik han frem i vognen, ud til vognstyreren, som jeg kunne se han talte med. Og nu begyndte sporvognen at øge farten, hurtigere og hurtigere gik det. Jeg vidste slet ikke, at en sporvogn kunne køre så hurtigt. Damerne blev rystet godt, de lo og morede sig og holdt godt fast på deres tekrus.
   Sporvognen kørte nu i samme hastighed som toget oppe på bakken, men nu nærmede vi os sporvognens endestation. Der var en bom tværs over skinnerne, men sporvognen drønede lige igennem, så splinterne af bommen fløj til alle sider. Nu var der ingen skinner, og det var som om vi kørte på en pløjemark. Vi kørte op ad skråningen, og kom stadig nærmere toget. Vognen hældede, så vi måtte klamre os til sæderne, for ikke at ryge over i den anden side eller på gulvet. Det lagde ingen dæmper på damernes munterhed, tværtimod. Larmen var øredøvende, hjulenes dundren mod en stenede grund, og damernes overgivne hvin. Ved et særlig hårdt bump røg en del af dem på gulvet med benene lige i vejret, skørterne op over hovederne, og uldne bukser i alle farver, hvide, blå, røde og brune kom til syne, men hele tiden havde de styr på deres tekrus, og spildte ikke en dråbe.
   Omsider var sporvognen kommet op på siden af toget, og konduktøren åbnede en dør, lænede sig langt ud, mens han holdt fast i håndtaget, og også åbnet en dør i toget. Så trak han sig ind, og viftede mig frem. Noget ængstelig gik jeg ud til den åbne dør, der var en halv meter over til toget, og jeg kunne se jorden hvirvle forbi nedenunder, men jeg sprang, og stod straks sikkert inde i toget. Udmattet vaklede jeg ind i en kupé og sank om på et sæde. Så opdagede jeg, at jeg stadig havde kruset med te i hånden. Jeg kunne ikke drikke den, men hvor skulle jeg gøre af den? Så satte jeg den ind under sædet.
   Togkonduktøren kom og bad om at få se min billet.
   "Jeg har ingen billet," sagde jeg. "Kan jeg ikke købe en hos Dem?"
   Man skal købe billet på stationen," sagde han.
   Men jeg har jo ikke været på stationen," sagde jeg. Jeg kom med den sporvogn, som de måske har bemærket."
   "Det kender jeg ikke noget til," sagde han, "men jeg ved, at man ikke kan køre med toget uden gyldigt rejsehjemmel."
   I det samme væltede kruset med te under bænken, og den varme te flød ud på gulvet under mine fødder.
   Konduktøren stirrede på den våde pyt, så på mig, så på teen og på mig igen.
   "Det er bare te," sagde jeg.