Han lukkede for bruseren, tørrede sig så nogenlunde med håndklædet, samlede hurtigt det rene tøj sammen, for at tage det med ind i stuen, hvor det var varmere. I gangen fik han et glimt af sig selv i det store spejl og standsede op for at studere sin krop nøjere. Det var vist meget længe siden han havde set sig selv nøgen. "Gudfader, hvor er jeg blevet fed," tænkte han misfornøjet.
   Men hans stemning skiftede hurtigt. "Skidt!" tænkte han let, "når jeg bare får noget camouflerende tøj på, så er jeg såmænd ikke så værst. Man kan ikke blive ved med at være ung."
   Inde i stuen tørrede han sig omhyggeligt, håret, kroppen, benene og godt ind mellem tæerne. Han fik øje på arret på højre fod, strøg henover det med fingeren, men det kunne slet ikke mærkes. Han måtte have briller på for at studere det nærmere. Det var som en lille aflang cirkel, eller et lukket øje. - Det var der stadig. og havde altid været der.
   I et glimt så han sig selv som ti-årig, en varm sommerdag, komme løbende halvnøgen og med bare fødder rundt om et hushjørne og lige ind i en greb, som nogen havde smidt fra sig og glemt. Der var skrig og meget blod. - Han gyste og rystede erindringen af sig.
   Mens han langsomt tog tøjet på spekulerede han over hvor dette egentlig var foregået. - Jo der var det. Det var i haveforeningen Ørsted, hvor de havde boet et par år under og lige efter krigen.
   Han stod og så ud ad vinduet, ned på den vinterlige gade, hvor bilerne stod parkerede på rad og række, men hvor der ikke var et menneske at se. Vinden flyttede rundt på skramlet på den tomme grund overfor. Sen torsdag efter¬middag.
   De havde boet ude i Sydhavnsområdet den gang.- Langs Vasbygade, overfor Ørstedsværket og Oma margarinefabrikken lå en række haveforeninger. Det var vel sommerhuse, men masser af mennesker boede der helårs, og det gjorde de også. Det var et lillebitte forfaldent hus, hærget af fugt og rotter. Vågnede man om natten kunne man høre dem rumstere, og det skete at der var gnavet store huller i panelerne i køkkenet når de stod op om morgenen. Var noget blevet glemt på køkkenbordet var det væk eller der var gnavet og rodet i det, og i alle tilfælde var der rottelort overalt hver dag. Han havde boet der sammen med sin mor og tre mindre søskende. Der var også en stedfader, men ham kunne han knapt huske. Han spurgte engang moderen om de var fattige. Han havde læst bøger, som han havde fået i søndagsskolen, om fattige, sultende børn som han havde haft meget ondt af. Moderen svarede at de da fik mad hver dag, så han havde slået sig til tåls med at rigtig fattige det var de ikke.
   Der var nok af steder at lege, i haveforeningens lange gange eller veje med høje hække på hver side, i haver hvor der var tomme huse, nede ved havnen hvor man kunne fange hundestejler og rejer i små net, og på det nærliggende godsbaneterræn hvor det var forbudt at komme, men hvor de alligevel sneg sig ind, klatrede i de rangerende godsvogne, forsøgte at stjæle noget i tomme lagerbygninger og blev jaget af vrede jernbanefolk.
   Han havde jo gået i skole, men det kunne han knapt huske. Det var noget med tyranniske lærere og plagsomme kammerater der var finere i tøjet og havde bedre madpakker, og som han havde meget lidt at gøre med. Nej, i hans erindring var det evig sommer, og han og de andre legede røvere og soldater, eller rettere sagt hippoer og sabotører. Han huskede at hans mor rædselsslagen og meget vred havde hentet ham ind fordi de råbte "nazisvin" og "død over Hitler" til dem på det andet hold som uvilligt måtte være hippoer.
   Det hændte at der var virkeligt skyderi, fordi havefore¬ningen var fuld af gemmesteder for modstandsfolk. Og efter befrielsen for nazister. Og han huskede alt spektaklet den 4. maj om aftenen, da voksne folk løb rundt i gangene og skabte sig, og ud og ind hos hinanden, og dansede, drak og sang.
   I de dage fik hans mor sin røde kjole. Det var en onkel der arbejdede på holmen, som på mystisk vis fik fat på en faldskærm, og den forærede han moderen. Den var af det fineste silkestof. Eller var det nylon? Hun syede i hvert fald en kjole af den og farvede den knaldrød. Et mirakel i en tid da ingen havde ordentligt tøj. Hun skulle have den på til en fest inde i byen, og inden hun gik præsenterede hun den for børnene. Den var lang og meget vid og når hun drejede sig stod den som et roterende hjul ud fra kroppen. Han havde før spekuleret på om moderen var smuk. Han kunne ikke se det. Nu kunne han pludselig. Han så at hun var meget smuk, og han blev helt forelsket i hende.
   Da hun gik med vennerne stod han og så efter hende. Hun vendte sig og vinkede og lo. Hun lyste lang vej mellem de mere beskedent klædte venner, men de lo med hende. Hans hjerte svulmede og han tænkte stolt: "Min smukke mor."
   Han kunne ikke huske at han havde set kjolen ved nogen senere lejlighed.
   Telefonen ringede og bragte ham brat tilbage til den nutidige virkelighed. Det var moderen.
   "Jeg vil bare høre om du kommer," sagde hun.
   "Ja selvfølgelig. Jeg er på vej ud af døren. - Gud! er klokken så mange? - Nå, jeg tager afsted nu."
   "Godt. Så sætter jeg maden over."
   "Du laver da ikke middag?"
   "Jo det gør jeg da. Vil du ikke have det?"
   "Nåjo. Vi ses." Han skulle til at lægge røret på. "Hov! Vent lidt. Er du der?"
   "Jaja," sagde hun.
   "Kan du huske den røde kjole du havde engang?"
   "Hvilken rød kjole?"
   "Den du syede ad en faldskærm lige efter krigen."
   "Nå den. Ja det kan du tro jeg kan. Men det undrer mig at du kan huske den."
   "Hvad blev der egentlig af den?"
   Hun var tavs længe. Så sagde hun: "Tjah, den egnede sig jo kun til fest, og vi kom ikke til så mange fester dengang. Så klippede jeg den kortere og prøvede at farve den i en anden farve, og så blev den helt ødelagt. Men jeg brugte den da længe. Da var den bare ikke noget særligt. - Men hvordan i alverden er du kommet til at tænke på den?"
   "Det ved jeg ikke. Nå men vi ses om lidt."
   - - - - -
   Der var mange med bussen. Hvor var de dog grimme allesammen. Forblæste og forgræmmede. Klumpede i bunker af tøj. Vintermennesker.
   Herregud! hvorfor var han dog så melankolsk? - Det var som en lystblandet sorg. En sorg over at det ikke var sommer og at hans barndom og hans mors røde kjole og hendes skønhed var borte.
   Nå - det sidste, om hendes skønhed, måtte han hellere lade være med at tale til hende. Hun ville tage det meget ilde op. Han kom til at fnise, så sidemanden skævede til ham.
   Hvordan var han overhovedet kommet ind på disse grublerier? -Nej, han kunne virkelig ikke komme i tanker om det.